Den danske Aarhus-teolog K.E. Løgstrup (1905-1981) har skrevet bøger om flere af de tænkere, han var optaget af. Både den danske Søren Kierkegaard og de to tyske filosoffer Kant og Heidegger er blevet grundigt behandlet i selvstændige værker med Løgstrup som forfatter. Luther ser det derimod ikke ud til, at Løgstrup var særlig optaget af. Kun som den selvfølgelige baggrund og naturlige kilde til den protestantiske kristendom, som Løgstrup selv var rundet af. Og med et par enkelte henvisninger i de offentliggjorte værker.
Men ved at søge i flere tusinde efterladte papirer, der ikke tidligere er blevet grundigt undersøgt, har professor i etik og religionsfilosofi ved Aarhus Universitet, dr.theol. Svend Andersen fundet et stort antal manuskripter, der enten formulerer en selvstændig tolkning af netop Luthers tænkning eller er udførlige optegnelser til en række af reformatorens skrifter. Og Svend Andersen har på den baggrund netop sat sidste punktum i en ny bog med titlen ”Løgstrup og Luther”, der udkommer i november.
”Efter at have nærlæst de mange håndskrevne papirer er jeg slet ikke i tvivl: Luther har haft en afgørende indflydelse på Løgstrups egen tænkning. Ikke mindst på hans etik, som den kommer til udtryk i hovedværket ’Den etiske fordring’ fra 1956. Men til forskel fra mange andre Luther-teologer, så overtager Løgstrup aldrig bare Luthers idéer. Han er tydeligt opmærksom på, at vi ikke bare kan flytte Luthers tankegang og problemstillinger ind i vores egen tid, fordi den er så radikalt anderledes end 1500-tallet. Til gengæld må vi evigt fortolke og kritisere Luthers tænkning for at kunne forstå, hvordan den kan være vedkommende og gyldig i nutiden,” forklarer Svend Andersen.
Netop den tilgang har Svend Andersen nogle gange savnet hos evangelisk-lutherske teologer. Også i dette jubilæumsår, hvor reformatoren fra Wittenberg tages til indtægt, eller som gidsel, for alt det gode ved samfundet i dag men også alt det onde.
”På den ene side har vi nogle religionsforskere, der hævder, at det er vanvittigt at fejre Luther overhovedet, fordi han var ’en antidemokratisk hadprædikant’, og på den anden side er der en flok teologer og andre samfundsdebattører, der mener, at vi skylder Luther æren for alt - lige fra den enkeltes frihed til hele velfærdsstaten. Løgstrup sætter derimod aldrig Luther op på en piedestal, men forsøger at forholde sig til hans tænkning ved at se på hans opstillede dilemmaer og undersøge, hvad vi kan bruge og tilsvarende må forkaste i dag. Han tager med andre ord Luthers ærinde alvorligt om at være forpligtet på at tænke selv. Til stadighed. På den måde, synes jeg, han viser, hvordan vi skal omgås Luther i dag,” siger Svend Andersen.
Et af eksemplerne på Løgstrups inspiration fra Luther, men også på samtidig kvalificering, drejer sig om begrebet ”magt”, som de to tænkere har været meget optaget af, og som for dem begge spiller en stor rolle, ikke mindst i etiske sammenhænge:
”Hos Luther er der jo en magt knyttet til det politiske, til den verdslige øvrighed, som i høj grad kan ses som en befalingsmagt. Men i familiesfæren, som også er helt central hos Luther, er der en tendens til, at forældrenes magt over for deres børn også ses som en befalingsmagt. Her peger Løgstrup på, at dette magtforhold nærmere skal ses som en omsorgsmagt, og at den hænger sammen med den særlige relation mellem mennesker, som hele Løgstrups idé om den etiske fordring jo bygger på.”
Et af de sproglige billeder Løgstrup bruger til at beskrive den etiske fordring er det velkendte om, at ”vi holder et andet menneskes liv i vor hånd”. Til yderligere forståelse kan blandt andet tages denne passage fra dagbladet Information, hvor Løgstrup i 1954, to år inden udgivelsen af bogen, skriver: ”Befalingen ’Du skal elske Din Næste som Dig Selv’ implicerer Antagelser om Karakteren af det ene Menneskes Forhold til det andet... Befalingen forudsætter, at vi er hinandens Skæbne, at Tillid i elementær Forstand, som det at vove sig frem for at blive imødekommet, hører Menneskelivet til...”
Løgstrup går også imod Luthers totale opbakning til øvrighedens magtudøvelse, hvor intet oprør ifølge Luther kunne være berettiget:
”Løgstrup siger derimod, at øvrigheden kan være så galt afmarcheret, at den i sig selv bliver til et oprør mod den orden, som den er sat i verden for at opretholde. Når det sker, kan oprørerne i virkeligheden ses som dem, der repræsenterer den sande orden, så de via deres oprør faktisk bliver til den sande øvrighed. Og dette siger Løgstrup altså under Besættelsen i 1940’erne, så referencen er tydelig. Hitlers Nazityskland er en forbrydelse mod den sande orden, og i den sammenhæng er det ikke bare okay, men faktisk også en pligt ifølge Løgstrup at gøre oprør. Her er han også i modsætning til mange tyske teologer i sin samtid, hvor flertallet stadig læste Luther uden forbehold eller nutidig fortolkning og derfor ikke tog tydeligt afstand til nazismen. Noget der har været kilde til en større selvrefleksion og tilbagevendende forklaringsproblem i den tysk-evangeliske lutherdom, end vi med både Grundtvigs udlægning og senere Løgstrups læsning af Luther har været belastet af.”
Udgangspunktet for både Luther og Løgstrup er dog det samme: troen på, at livet og verden altid allerede er skabt – og skænket os som en gave.
”Løgstrup har grundlæggende sin opfattelse af etik fra Luther. For som hos Luther er menneskelivet også hos Løgstrup et på forhånd skabt eller ’ordnet’ liv. Det vil sige, at det enkelte menneske ikke selv skal give livet mening, eller at tilværelsen på en måde er absurd, som eksistensteologen Sløk mente. Livet har både hos Luther og Løgstrup værdi i sig selv, netop fordi det er skabt. Men hvor vi hos Luther har et etisk imperativ, der udspringer af netop kristendommen og dermed er en særlig kristen etik, så afviser Løgstrup dette. Gud har ifølge Løgstrup skabt alle mennesker til noget godt, og det kan alle så tilsvarende nyde godt af – uanset om de selv tror på Gud eller ej. Den etiske fordring er hos Løgstrup, som hos Luther, indbygget i os, så vi kender forskel på godt og ondt og véd, hvad vi skal gøre i forskellige situationer. Men hvor Luther desuden peger på næstekærligheden som en særlig kristen etik – en etik, der er betinget af en kristen tro – så gør Løgstrup den til en almen gyldig fordring – uanset tro. Det er også derfor, man i dag kan se, at Løgstrups moralfilosofi kan appellere til moderne filosoffer, der ikke har Gud med i ligningen,” siger Svend Andersen.
Som senere arvtager af Løgstrups embede på Aarhus Universitet og daglig leder af et særligt forskningscenter for Løgstrups filosofi og teologi mener Svend Andersen dog, at Løgstrup har uret, når han ikke vil tale om en særlig kristen etik. Men han mener, at ønsket om at frigøre etikken fra en abonneren på kristendommen kan hænge sammen med den tid, Løgstrup skrev sine værker i:
”Jeg mener, Luther havde en vigtig pointe i at tale om en særlig kristen etik. Og jeg mener, der går noget vigtigt tabt ved ikke at fastholde netop dén lutherske kobling. Men Løgstrup skriver i en anden tid end Luther og vil i tale med andre, end han ville. På Luthers tid var du enten kristen eller frafalden kristen. Derfor er talen om Gud meget vigtig. På Løgstrups tid var man enten kristen eller et sekulariseret moderne menneske. Og det var de sidstnævnte han gerne ville i dialog med. Til det formål benytter han en filosofi, eller fænomenologi, som kan danne bro mellem den kristne teologi og den sekulære samtid ved at tale om almenmenneskelige og genkendelige fænomener fra vores tilværelse. Samtidig er han selvfølgelig, og med rette, bekymret for den selvretfærdighed eller selvfedme, der lurer, hvis man taler om, at det at være kristen giver en særlig form for livsforståelse, der gør en i stand til at handle anderledes, etisk korrekt, i givne situationer.”
Men hvis man skal tage Løgstrups tilgang til Luther alvorligt, så må man også i dag se på netop Løgstrups egen tænkning som en del af hans tid og dermed ikke direkte overførbar til vores egen samtid, påpeger Svend Andersen. Man må med både Luther og Løgstrup in mente sætte deres dilemmaer og ræsonnementer ind i en nutid, hvor vi ikke længere lever i en homogen kultur, siger han og peger på, at der trods alt er gået et mere end et halvt århundrede, siden Løgstrup udgav ”Den etiske fordring”:
”Verden ser anderledes ud i dag. Vi har fået en del flere kulturer ind i landet, heriblandt en eksplicit religiøs kultur, islam, som har medført en udfordring for den ellers ret så homogene og udprægede lutherske kultur. Det betyder blandt andet, at vi i dag er splittede og enten har travlt med at betone landet som kristent eller med at kalde os for et multireligiøst sekulært samfund. Jeg mener, det er vigtigt, at vi i en sådan tid, hvor det etiske flyder ud, tør sige: ’Når jeg kan kende forskel på godt og ondt, så hænger det sammen med, at jeg er kristen.’ På samme måde som Luther sagde det. Der findes en kristen etik – på trods af Løgstrups insisteren på det modsatte. Og så skal vi selvfølgelig samtidig huske på, at det ikke gør os til bedre mennesker. Men være meget opmærksomme på, at det forpligter.”