I 1952 blev en dansk teolog beskyldt for at afskaffe det evige liv. Hans navn var P.G. Lindhardt, og den ugerning, han i manges øjne var skyldig i, fandt sted under et foredrag på Askov Højskole ved sydjyske Vejen. Her fortalte teologiprofessoren de mange fremmødte, at de ikke var lovet noget gensyn med deres kære i Det Nye Testamente. De ville møde Gud, og alt andet var ønsketænkning, konkluderede han i sin tale:
”Troen på de kæres gensyn i Himmelen, hvor Herrens venner skal mødes, er bare fromme fantasterier, som vi elsker at kæle for, fordi vi bilder os ind, at de virkelig er trøsterige.”
Mange år senere fortalte P.G. Lindhardt i et interview i Kristeligt Dagblad, at han efter den septemberdag i 1952 modtog så meget post, at han og hans hustru næsten ikke kunne lukke døren. De fleste breve var fra vrede afsendere, som ønskede kjole og krave taget fra teologen. Dette skete aldrig, men foredraget bliver fortsat set som epokegørende og som noget, der ændrede synet på, hvor meget der kan siges om den kristne opstandelse og forestillingen om et gensyn.
Når mange danskere i morgen mindes deres afdøde venner og familiemedlemmer på allehelgensdag i landets kirker, er det dog nok de færreste, der kan huske præstens afvisning af gensynet i himlen. Tværtimod vil der til flere gudstjenester sandsynligvis blive talt om, at ens kære er et bedre sted, at de er sammen med folk, de kender, og at man selv skal se dem igen.
Og det ærgrer den tidligere sognepræst Ole Juul, der i dag er skribent og foredragsholder. Af den grund tog han for en måneds tid siden P.G. Lindhardts pointer op i et indlæg i Kristeligt Dagblad.
”Jeg synes, at den kristne gensynstanke trænger til en form for eftersyn. For jeg hører ofte begravelsestaler, hvor man nærmest lover guld og grønne skove og forsikrer om, at døden slet ikke er så alvorlig – for vi ses jo snart igen. Jeg har hørt præster, der uden blusel siger, at ’nu kan de godt glæde sig deroppe, for nu bliver der bagt godt bagværk i himlen’, eller ’nu skal hun nok sørge for, at Paradisets have bliver holdt flot’. Det er selvfølgelig en måde at trøste de børn, der sidder på kirkebænken på. Men den holder jo ikke,” siger han.
Ifølge Ole Juul er problemet med løftet om et gensyn, at man tager alvoren ud af kristendommen og opstandelsestanken.
”Opstandelsestroen handler om, at døden er besejret med Kristi opstandelse. Det er en tro på, at dødens magt ikke er endelig, og at jeg og mine kære får nyt liv i Kristus. Men det er ikke ensbetydende med, at vi mennesker ses igen som dem, vi er på Jorden. Jeg vil helst afstå fra at sætte ord på, hvordan den genforening i stedet er, for vi har ikke sproget til det. Når vi bruger det sprog og de billeder, vi har fra dette liv, bliver det forkert. Det forplumrer det hele,” siger han.
De seneste uger har flere teologer kommenteret Ole Juuls kritik på Kristeligt Dagblads debatsider. Nogle har henvist til troen på kødets opstandelse, og en opstandelse som den, Jesus fik, da han gik rundt med sine disciple, der kunne genkende ham. Andre har påpeget, hvordan kristne har lov til at tro og håbe på et gensyn med deres kære, da livet på Jorden ellers er meningsløst.
For Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen, der er lektor ved afdeling for systematisk teologi på Københavns Universitet, er forestillingen om et gensyn en af de vigtigste forestillinger om de sidste tider, vi har. Men den skal selvfølgelig bruges og udfoldes med omtanke, tilføjer lektoren, der blandt andet forsker i håbsteologi og eskatologi, som er læren om de sidste tider. Derudover er det ifølge hende et meget underbelyst område.
”Det er sparsomt, hvad der er blevet udgivet, siden P.G. Lindhardt gjorde opmærksom på udfordringer ved gensynstanken. Hvis man som ny præst ikke bare kan følge ham og ikke selv har haft mulighed for udforske spørgsmålet om gensyn ordentligt, så er der ikke nødvendigvis nok støtte at hente i den dansk udgivne eskatologi. Det tomrum, som hans foredrag om det evige liv blev repræsentativt for, er endnu ikke udfyldt,” siger hun.
Hvis Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen skal sige det kort og groft, så brød P.G. Lindhardt sig ikke om en særlig form for håbsteologi, som efter hans opfattelser var båret af menneskelige følelser fremfor af Guds ord. Han mente, at denne form for håbsteologi var udtryk for, at mennesker overførte deres egne ønsker til eskatologien, heriblandt ønsket om gensyn, uden at der var teologisk belæg for det.
Lindhardt kom dermed til at repræsentere en opfattelse af eskatologien og håbet som et emne, der angår det enkelte individuelle menneskes forhold til Kristus og herunder til sin egen død. Som reaktion på det opstod der ifølge Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen et udpræget ønske om at se håbet som noget fælles eller ligefrem kollektivt og dermed også døden som en begivenhed, der primært er fællesmenneskelig. Men begge opfattelser går efter hendes mening fejl, og ved begge bliver forestillingen om gensyn problematisk.
”I eskatologien har døden både en individuel og en kollektiv dimension, men den er frem for alt mellemmenneskelig og drejer om det andet, betydningsfulde menneskes død. Den svære død er den andens død – ens elskedes død. Den død, der har en betydning, som rækker ud over det, vi selv kan finde ud af at leve med. For dem, der er optaget af dette, er opstandelsen derfor også en form for hændelse, hvor ens elskede bliver ens elskede som elsket igen – det vil sige, hvor vi kan leve trods døden. Det er mere kompliceret at beskrive end som så,” siger hun.
Ifølge Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen kan man ikke komme med et entydigt svar på, hvorvidt præster skal tale om gensyn eller lade være. Det afhænger af situationen, de står i.
”Der vil være situationer, hvor man gør skade på det kristne budskab ved at sige, at nu er morfar oppe ved mormor. Og der vil være andre tidspunkter, hvor det vil være passende. Sproget og sorgsituationen ved en begravelse er for eksempel ofte meget direkte. Vi taler om, at vi er kommet af jord, skal blive til jord og igen skal opstå, så det er for eksempel en situation, hvor man indimellem også kan tale tilsvarende om opstandelse og gensyn. Men under andre former for teologiske samtaler er det bedre at være mere forsigtig.”
Spørger man Lars Sandbeck, som er lektor på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, er der intet i vejen for, at præster bliver mere konkrete under en begravelse og bruger et mere billedligt sprog til at beskrive efterlivet.
”Som præst skal man ikke sige noget, man ikke kan stå inde for. Men man kan formidle på forskellige sproglige niveauer og betjene sig af det billedsprog, som er til rådighed. Vi formulerer os med billeder, og så ved mennesker godt, at de ikke nødvendigvis skal tage alt helt bogstaveligt. Men at sige, at gensynet med vores kære er billedsprog, er ikke det samme som at sige, at det er løgn,” siger han.
Lars Sandbeck har tidligere skrevet en bog om opstandelsen, og for ham at se handler gensynstanken om at forkynde, at døden er besejret, hvorefter man forenes med Gud i kærlighed. Og i det skal mennesker også se hinanden igen.
”Når jeg forestiller mig det evige liv, kan jeg ikke undgå at se mig med mine børn, som jeg kysser og krammer. Det er ren projektion, for hvem siger, at vi har arme og ben? Men at forestille os noget er bedre end ikke at gøre det. Og når der i Det Nye Testamente lægges vægt på legemets opstandelse, er det for at understrege, at vi bevarer noget af vores identitet i en sådan en grad, at vi ikke bare bliver en deform masse. Vi vil stadig kunne identificere hinanden og være noget forskelligt i forhold til hinanden. Vi kan ikke sætte ord på den legemlighed, men jeg tror, det er vigtigt at insistere på, at efterlivet ikke er ren åndelighed, men også sanseligt,” siger han og tilføjer, at gensynstanken for ham er selvfølgelig.
”Det er det, opstandelsen handler om – at vi forenes i en ny tilstand, hvor døden er bag os. Opstandelsen er, at kærligheden overvinder døden, og kærlighed lever i relationer. Det giver derfor ikke mening at sige, at det kun er mig, der bliver frelst, for så har ingen sejret. Hvis kærlighed skal kunne besejre døden, må det betyde, at vores relationer opstår af graven. Hvis der bare mangler én, vil der sidde en i Himmelen og lide under, at vedkommende er væk. Så jeg kan ikke forstå, at nogen kan anfægte, at vi skal være sammen igen,” siger han.
Ifølge ham har tiden ændret sig, siden P.G. Lindhardt kom med sin afvisning af gensynstanken. Dengang troede mange teologer, at samfundet var ved at blive gennemsekulariseret, hvorefter man prøvede at gøre teologien mere minimalistisk og tale mindre om Gud og opstandelse.
”Men tiden har ændret sig. Religion forsvinder ikke, og religiøse forestillinger vil altid leve videre. Jeg tror lidt, at den berøringsangst, der er for at tale om meget metafysiske emner, er aftaget. Derfor kan man godt tale om det evige liv og opstandelse igen.”