Karl Barths værk ændrede teologien

Det var et frontalt angreb på datidens liberale teologi, da den schweiziske teolog Karl Barth udgav sin kommentar til Romerbrevet for 100 år siden

Karl Barth mente, at det nok var Grundtvig, der kom imellem ham og de danske lutheranere. – Foto: Ritzau Scanpix.

Året 2019 er 100-året for begyndelsen på den schweiziske teolog Karl Barths reformation af den europæiske protestantisme. I efterskælvet fra Første Verdenskrig udgav Karl Barth i 1919 førsteudgaven af sin kommentar til Paulus’ Brev til Romerne. Den udgivelse fik afgørende indflydelse på samtidens europæiske teologi og på dansk kirkehistorie.

Selvom Karl Barth har haft stor betydning for danske teologer, var han ikke lutheraner, men calvinist. Den calvinske protestantisme – også kaldet den reformerte kirke – formede sig som en selvstændig konfession i Schweiz, Nederlandene, Frankrig og dele af Syd- og Vesttyskland. Længere mod nord havde lutherdommen bedre fat, ikke mindst i Danmark, som blev en af de førende nationer i den lutherske protestantisme. Alligevel påvirkede den schweiziske reformator Jean Calvin teologien i Danmark. Skillelinjen mellem den rene lutherske teologi og dens schweiziske tvilling, den calvinske, var svær at finde for de danske teologer i 1500-tallet. Dette gentog sig i det 20. århundrede, da calvinisten Barth satte sit aftryk på den danske teologi.

Barth havde været præst i Calvins Genève, men i 1911 blev han landsbypræst i Safenwil i det nordlige Schweiz. Han indtog en kritisk stilling til de såkaldte liberale, men politisk konservative teologer, der havde sat præg på verden frem til og med Første Verdenskrig og for fleres vedkommende, deriblandt Barths gamle lærere, aktivt havde støttet den tyske krigssag. Bibelen havde noget andet at sige, mente Barth, og han kastede sig over studier af Romerbrevet. Selvom han ikke var bibelsk ekseget, blev han hurtigt berømt for sin kommentar til Romerbrevet fra 1919. Kort efter blev han kaldet til Tyskland og Göttingen som professor i reformert kristendom.

I Göttingen udarbejdede han en fuldstændig ny udgave af sin Romerbrevskommentar, og den katapulterede den schweiziske juniorprofessor ind i eliten af tidens teologer. For med den nye udgave, som i øvrigt er blevet bedømt som den calvinske bearbejdelse, omkalfatrede Barth teologien.

Da Barth udarbejdede den første udgave af sin kommentar i 1919, gjaldt det en aktualisering af Paulus’ sag. Barth var som samtidens bibelforskere ikke optaget af den historiske baggrund for Paulus’ tankegang. Derved åbnede Barth sig for kritik, for gjorde han sig ikke skyldig i enhver bibelfortolkers dødssynd: at tolke sin egen sag ind i bibeltekstens sag? Jo, og hvad så? I fortalen til den gennemarbejdede udgave fra 1922, forsvarer Barth sig:

”Bibelen er en god bog, og det lønner sig, hvis man i det mindste tager dens tanker lige så alvorligt som ens egne.”

Teologen dækkede sig også ind ved at henvise til Søren Kierkegaard. Den danske tænker taler om ”den uendeligt kvalitative forskel” mellem tid og evighed, Gud og menneske. Denne forskel er altafgørende ifølge Barth, for det betyder, at Gud er i himlen, mennesket på jorden, og derfor at verden forbliver verden, og Gud forbliver Gud. Teologiens opgave er at vedgå sig denne forskel. Det lyder subtilt, men her findes det nye hos Barth. Dette er det dialektiske – denne uendelige kvalitativ forskel mellem Gud og mennesket, der gør, at sand tale om Gud kun kan ske, når Gud sender sit ord ”lodret fra oven”. Den liberale teologi havde gjort Gud og kristendommen til et spejlbillede af menneskets, spidsborgerlige (i dag ville vi sige: humanistiske) idealer. Kristendom er ikke bare moral, den er end ikke en religion, skal vi forstå Barth. Kristendommen er åbenbaring, hvori Gud, som er den helt anderledes, kommer til os.

Med et typisk billede fra det krigshærgede Europa, sagde Karl Barth, at vi kun kender Gud som eksplosionskrateret kender granaten. Dette kritiske udgangspunkt, denne paradoksale spænding, dannede baggrunden for udgivelsen af tidsskriftet ”Zwischen den Zeiten”, som Barth i årene efter udgav sammen med andre af tidens store teologiske navne som lutheranerne Rudolf Bultmann og Fried-rich Gogarten.

Efter sit store gennembrud med andenudgaven af kommentaren til Romerbrevet i 1922 flyttede Barth til universitetet i Münster og siden Bonn, hvor han begyndte på en forelæsningsrække (”Den Kirkelige Dogmatik”), der skulle holde ham beskæftiget resten af livet og nå op på over 9000 sider. Den politiske udvikling i Tyskland frem mod nazisternes magtovertagelse pressede ham ud af stillingen. Undervejs undsagde han sammen med andre protestantiske præster og teologer udviklingen i den tyske kirke. Under Barths indflydelse bekendte de på deres møde i Barmen i 1934, at ”Jesus Kristus er det ene Guds ord, som vi skal høre…” Det betød, at man ikke kunne møde Gud i historien – eller i en fører – sådan som prominente lutherske teologer mente og derved medvirkede til at legitimere nazificeringen af kirken. I 1935 måtte Barth forlade Tyskland, da han nægtede at aflægge troskabsed til Hitler. Barth var derefter professor i Basel til 1962.

Barth tiltrak også danske studerende, blandt andre den berømte Aarhus-teolog Regin Prenter. Barth var som sagt også ret vild med Kierkegaard. En anden dansk teolog, som Barth aldrig kunne finde sig til rette med, var Grundtvig. Barth beskæftiger sig kort med ham i ”Den Kirkelige Dogmatik”, men Barth var overbevist om, at Grundtvig skyggede for de danske teologers syn på dåben og det folkelige.

Barth var i Danmark flere gange, og hver gang endte det i en diskussion om dåben og/eller Grundtvig. I 1933 skulle Barth holde foredrag i Studenterforeningen, og tidens unge rebeller, tidehvervsteologerne, havde troet, at de var i samklang med Barth og hans kritik af den kristne idealisme. Tidehverv var blevet grundlagt i 1926, og navnet afslører, at inspirationen var hentet hos kredsen omkring ”Zwischen den Zeiten”. Tidehvervsteologerne blev på grund af deres begejstrede modtagelse af Barth kaldt for barthianere.

Da Barth efter foredraget var til slabberas, kom debatten ind på barnedåb. Danskerne holdt på, at dåben var et sakramente, fordi Gud selv aktivt er til stede og handlende. Barth fastholdt sit syn, påvirket af Zwingli og Calvin, at Gud allerede forud havde afgjort alt ved udvælgelsen af de troende.

”Barth er ikke barthianer” lød den berømte overskrift i aviserne ved hans afrejse. Det hele gentog sig i 1963, da Barth var i København for at modtage Sonningprisen. På daværende tidspunkt havde Barth arbejdet med sin dåbsteologi i en årrække, og i et takkebrev til den danske Barth-inspirerede professor N.H. Søe, skrev Barth, at han havde spurgt sig selv, hvorfor det hver gang var spørgsmålet om barnedåben – ”som jo for mig virkelig kun hører til de perifere spørgsmål!” – der stødte an. Var det på grund af Kierkegaard?

Næppe, tænkte Barth, ham mente han at have på sin side, nej, det var nok Grundtvig, der spøgte. I virkeligheden var det vel Luther, som hver gang viste sig at være en uudtalt forudsætning for de danske teologer. Barth fik det tiltagende sværere med Luther. Der strømmede en sær form for påvirkningskraft ud af hans lige så kolossale værk, hvorfor Barth på et tidspunkt hængte et tæppe op foran sin samling af Luther-værker: så risikerede han ikke at blive draget af den gamle tysker. På en måde forholder det sig i dag på samme måde med Barth: Han øver en endnu vedvarende påvirkningskraft på næsten enhver form for protestantisk teologi.8