Prøv avisen
Bøger fra udlandet

Tysk sociolog: Der bliver mere kedsomhed, jo mere vi bekæmper den

Studieværter skal i dag undgå at fremstå kedelige, hvilket i mange tv-kulturer fører til dynamiske krav fra tv-ledelsens side. Fænomenet parodieres i den amerikanske tv-serie ”The Breakdown”, hvor en vært tager en selfie, mens en anden gestikulerer energisk med begge arme. – Foto: Polfoto

I et ophedet mediebillede med flere og flere underholdningstilbud er der mange, der slår knuder på sig selv for at undgå at virke kedelige. Men netop den udvikling øger blot kedsomheden, kan man læse i aktuel tysk udgivelse

Alt andet – bare ikke være kedelig.

Sådan lyder en udbredt medielogik, som mange seere, lyttere og læsere kender.

På tv prøver studieværter at fremstå dynamiske og sjove for at holde på seerne. På Facebook gør brugerne sig til med selviscenesættelse, og i reklamer får vi at vide, at vi kan købe os til at blive indtagende og farverige.

”En global industri af kedsomhedsfordrivelse” kaldes fænomenet af den tyske sociolog Martin Doehlemann, der er en af bidragyderne til en tysk antologi med navnet ”Kedsomhed”, som samler begavede tekster om emnet fra filosoffen Blaise Pascal (1623-1662) og fremefter.

Men kedsomhedsfordrivelsen fordriver ikke kedsomheden. Tværtimod. Der bliver mere kedsomhed, jo mere vi bekæmper den, forklarer Martin Doehlemann.

”Underholdning i fjernsynet og forbrugsoplevelser kan ikke overvinde kedsomheden. Det er modsat: De øger den, men giver samtidig indtrykket af at overdøve den.”

En europæisk forbruger udsættes dagligt for mellem 2500 og 3000 reklamerende impulser, og den endeløse stimulering får psykologiske følger, fortæller Martin Doehlemann.

”Forbrugsgodernes verden må for at skabe købelyst opstille løfter, som aldrig vil kunne holdes, og det kan hos konsumenten føre til denne ubestemte følelse af overfyldt tomhed eller sulten mæthed.”

Vejen ud af problemet går tilbage. Tilbage til barnet og til digteren Johann Wolfgang Goethe (1749-1832). For de kan begge aftvinge kedsomheden frugter.

Den tyske poet kaldte kedsomheden ”alle musers moder”, fordi inspirationen kom herfra, når han løb tør for ideer. Han formulerede det sådan, at ”drømmefuglen” via kedsomheden kunne ”udruge et erfaringens æg”.

Kulturkritikeren Walter Benjamin (1892-1940) kaldte af samme årsag den kreative kedsomhed for ”tærsklen til store gerninger”.

Man skal altså som seer kunne kede sig over studielatteren i fjernsynet for at slukke det. Ligesom man engang skulle kede sig over de historier, der igen og igen blev fortalt over lejrbålet, for at finde på nye. Eller for at udvikle de gamle.

Men hvad nu, hvis man ikke kan? Mange sidder faktisk aften efter aften og ser konsum-tv. Det viser seer-statistikker. Og det illustrerer et citat fra en ufaglært samlebåndsarbejder, der indgår som anonym kilde fra en undersøgelse i bogen.

”Når jeg er hjemme efter arbejde, keder jeg mig bare. Jeg savner mit arbejde og har ikke nogen at tale med,” siger en kvinde, der er med i bogen som eksempel på, at kedsomhed har social slagside.

Den pointe kommer også fra Martin Doehlemann: Jo færre penge man tjener, des større er risikoen for at leve i kedsomhed.

Velfærdsstaten havde engang store ambitioner om folkeoplysning. Men de er skrumpet. Og meget af det, der foregår på landets store medie for public service og folkeoplysning, DR, peger snarere i retning af den romerske digter Juvenals ord om, at folk mest er interesseret i brød og underholdning.

For Doehlemann viser den udbredte kedsomhed i et samfund, der tilbyder underholdning konstant, at oplysningsprojektet har fejlet. Vi har ikke haft held med at uddanne den enkelte borger til et myndiggjort individ, der kan tage politisk ansvar.

”Den kulturoptimistiske tese fra oplysningstiden, der går ud på, at mennesker, når vi har overvundet fattigdom og nået en vis levestandard, vil vende sig mod filosofien eller kunsten, har vist sig ikke at være sand.”

De fleste er mere optaget af ting end tanker, konstaterer den mediekritiske sociolog omvendt.

”I stedet for at give sig til at betragte naturen og dens mirakler eller engagere sig i aktiviteter, der kan forbedre samfundet, jager de fleste mennesker i velstående samfund hele tiden forbrugsgoder.”

At tivoliseringen af vores sind har eksistentiel konsekvens, er klart. Det har ældre tænkere tit bedre blik for end nutidige, selvom de ikke har levet i et moderne mediesamfund.

Den franske filosof Blaise Pascal har sine gode grunde til at behandle kedsomhed i et skrift om religion, ”Om religion og andre emner”, som indgår i antologien.

”Stoikerne lærte: Søg ind i dig selv, der finder du ro. Det er ikke sandt. Andre har lært: Søg lykken i adspredelsen. Men det er heller ikke sandt. Lykken er hverken uden for os eller inden i os. Den er i Gud og altså både uden for os og inden i os.”

Kedsomhed er nemlig udtryk for, at Gud er fraværende, mener Pascal.

”Hvad er dette begær (efter adspredelse, red) eller denne afmagt udtryk for, andet end at mennesket engang virkelig var lykkeligt? Tilbage er kun et ar og et fuldstændig tomt spor, som mennesket forgæves forsøger at fylde med alt, hvad der er omkring det [...]. Hvad er dette begær udtryk for, andet end at det alt sammen er uegnet til at fylde dette spor, andet end at denne uendelige afgrund kun kan fyldes af det uendelige og uforanderlige, som kaldes Gud?”.

Hvad enten man er enig i Pascals synspunkt eller ej, har han det budskab til nutiden, at vor tids højtråbende kedsomhed godt kan ligne et mindre problem, som handler om at beskæftige folk, men det er det ikke. I sidste ende er der en dyb eksistentiel meningsløshed i dåselatteren fra tv.

Det er den kedsomhed, som mange enlige ældre slås med, og den udfordring ser kun ud til at vokse de næste årtier, hvor tilbuddene om underholdning næppe bliver færre. Konkurrencen om opmærksomheden skærpes, mens der samtidig bliver flere ældre, som står uden for arbejdsmarkedet og bliver oplagte mål for den globale industri for ”kedsomhedsfordrivelse”.

Læs mere om kedsomhed på

Dengang DR havde monopol på at sende tv i Danmark, var kravene om underholdning nogle andre. Her ses en tv-avis for børn af de daværende DR-journalister Flemming Madsen og Uffe Ellemann-Jensen, der pædagogisk fremviser en bil og en dampmaskine. – Foto: Polfoto