Et af de store skift i menneskehedens opfattelse var erkendelsen af, at jorden ikke var universets centrum.
Den britiske filosof Martin Cohen fremhæver den erkendelse som et markant paradigmeskift, altså en basal revision af manges opfattelse af, hvordan noget hænger sammen.
I den populære fortælling var det italienske Galileo Galilei og den polske præst Nikolaus Kopernikus, som opdagede, hvordan verden hang sammen - og ikke mindst at det var kirken, og kirken alene, som afviste de tanker.
”I den populære udgave er det altid kirken, der havde den latterlige opfattelse, ikke universiteterne og filosofferne. Men disse havde samme opfattelse. Det er realiteten, hvis du ser nøgternt på det,” forklarer Martin Cohen.
”Oprindelsen til tanken om jorden som centrum i universet går tilbage til de græske filosoffer, og de personer, som folk frygtede, var dem på universiteterne. De var tidens eksperter. Og kirken, som havde sine egne eksperter, førte ikke an i debatten.”
Hans pointe bliver understreget af en bog, som ligger på sofabordet foran ham. Den har titlen ”Eureka” og er rettet mod børn. Heri er erkendelsen af, hvordan universet hænger sammen, stillet op som et eksempel på, hvordan videnskaben i senere fremstillinger udelt fik ret, mens kirken tog fejl.
”Det viser, hvordan vinderen af diskussion har omskrevet historien. Både når det gælder Galileo Galilei og Nikolaus Kopernikus, så er overleveringen en parodi på de virkelige begivenheder,” mener Martin Cohen.
Han fortæller, at Kopernikus sendte en kopi af sin bog til paven, som takkede ham.
”Det samme er tilfældet med Galileo. Du læser om, hvordan han var en frihedskæmper, der gemte sig i kloakkerne, mens Roms tropper ledte efter ham. Det var ikke tilfældet. Han var en fornem og indflydelsesrig mand, der var på fornavn med paven, men faldt i unåde, fordi han omtalte ham med nedladende navne,” forklarer Martin Cohen.
Netop forståelsen af jordens placering i universet er et paradigmeskift, hvor ny viden rykker ved den gængse opfattelse. De paradigmeskift er emnet for en ny bog, som han har skrevet. Og Martin Cohen er selv overrasket over, at religion fylder så meget i bogen.
”Jeg startede ikke med at tænke, at religion ville være en stor del i bogen, men når du ser på videnskabelige emner, så finder du, at der ofte er en religiøs vinkel,” siger han.
Det centrale i Martin Cohens analyse er, at kirken er et let og hurtigt offer, og hvad kirken siger bliver mødt med stor mistænksomhed.
”Kirken var syndebuk, malet nærmest som et æsel, som noget latterligt og idiotisk. Det er meget få, der får samme behandling. Du ville ikke gøre det mod en etnisk gruppe. Men af en eller anden grund kan du gøre det mod en religiøs gruppe,” lyder hans analyse.
Han ser en markant tendens til, at religion alt for ofte bliver lagt ned i sin egen lille skuffe i den akademiske verden.
”Så kan resten af tænkningen operere i en religionsfri sfære. Og det er meningsløst, for det er ikke tilfældet. Men i Vesten er der ingen respekt for det religiøse, og jeg mener, at det er gået alt for langt. Jeg mener virkelig, at der er en sådan stor rigdom i religion,” forklarer han.
Han illustrerer sin påstand med, at han er anmelder ved magasinet Times Higher Education, og mange af de bøger, han får til anmeldelse, handler om ateisme og fordømmer religion
”Forfatterne forherliger ateistisk filosofi og nedgør al tro. Og de viser ingen skepticisme overhovedet over for videnskaben. Jeg anmeldte en bog, hvor forfatteren sagde, at religion ikke havde gjort andet end skade gennem århundreder. Og det er totalt usandt. De har gjort så meget i forhold til kultur og læring. Og det var en seriøs bog af en professor ved et stort universitet,” fortæller Martin Cohen.