Den 68-årige tyske sociolog og socialfilosof Hans Joas er nervøs på de tyske kirkers vegne. Så nervøs, at han følte sig nødsaget til at skrive den aktuelle bog ”Kirke som moralagentur?”, der har til hensigt at ruske op i Tysklands to hovedkirker, den katolske og den protestantiske. Kirkerne, ikke mindst den katolske, som stadig har en stærk kontakt til de mindre velstillede klasser, kunne spille en afgørende rolle som brobygger i en tid, hvor det tyske samfund oplever historisk splittelse.
Ikke mindst på grund af flygtningedebatten, som har været stærkt polariseret, siden Tyskland i 2015 tog imod næsten en million flygtninge, blandt andet som følge af den kristeligt demokratiske forbundskansler Angela Merkels åbning af grænsen.
“Men jeg har blandt andet skrevet denne bog for at sige, at kirkerne ikke spiller denne rolle,” siger Hans Joas, som er adjungeret professor ved Humboldt Universitet i Berlin, og fastslår sin pointe med armbevægelser, der ligner karatehug.
”I dag ser vi et lederskab i kirkerne, der tolker det største samfundsmæssige spørgsmål i vor tid, nemlig flygtningekrisen, som en situation, hvor en sand, autentisk kristen udelukkende kan støtte en liberal indvandrerpolitik som forbundskansler Angela Merkels. Dette bidrager kun til fremmedgørelsen og kan blive et alvorligt problem for kirken,” siger han.
Stikker man hovedet ud ad Hans Joas’ vindue på Humboldt Universitet i Berlin og lader blikket glide mod strømmen i floden Spree, får man øje på Berlins domkirke. En imponerende bygning i italiensk renæssancestil fra 1905, som var kejserens krone på værket over bestræbelserne for at samle den moderne tyske stat. Men kigger man indenfor i kirken, er det så som så med storheden – alter, orgel og kuppel til trods.
Mange kirkebænke står tomme om søndagen, og det fornemme rum repræsenterer en protestantisk kirke i Tyskland, der sammen med den katolske bløder medlemmer og har måttet skille sig af med flere hundrede kirker de seneste årtier. Samtidig indtager de tyske kirkeledere en markant position i flygtningedebatten til fordel for en liberal politik og som modstandere af islamkritiske røster. Biskop Heinrich Bedford-Strohm, formand for Tysklands største sammenslutning af protestantiske kirker, EKD, har krævet, at det indvandrer- og islamkritiske højrepopulistiske parti Alternativ for Tyskland (AfD) afstår fra at bruge betegnelsen “kristeligt” om sig selv.
Ligeledes har formanden for den tyske katolske bispekonference, kardinal Reinhard Marx, kritiseret AfD og rost Merkels politik. Det hører også med til billedet, at en tysk præst for nylig blev afskediget for sine indvandrerkritiske holdninger, og ifølge ugeavisen Die Zeit sagde en kirketalsmand, at kirken forventer en ”flygtningevenlig” holdning. Desuden blev AfD nægtet adgang på talerstolen, da katolikker debatterede islam og flygtninge på deres tyske kirkedage i sommer.
”Det gør mig nervøs, ikke som en sekulær kritiker, men som kristen, at kirkerne foregiver at være en meget stærk politisk kraft, samtidig med at de bliver svagere som en social kraft,” siger Hans Joas, som mener, at kirken kunne tage ved lære af sin egen fortid.
”I midten af det 19. århundrede gennemgik den tyske arbejderklasse en enorm sekularisering. Den havde klart at gøre med en skuffelse over den protestantiske kirke, der holdt fast i en tæt relation til det preussiske dynasti i stedet for at støtte arbejderne,” siger han.
I dag skærer kløften sig ligeledes ind mellem store dele af befolkningen og den intellektuelle, kulturelle og politiske elite, i Tyskland såvel som i de fleste andre vestlige lande, mener Hans Joas. Da Tyskland i 2015 oplevede den enorme bølge af indvandrere, støttede stort set alle medlemmer af det tyske parlament den nuværende regerings politik, og det stod fuldstændigt klart, at en stor del af den tyske befolkning var imod, mener sociologen.
”Det kan ikke være et godt tegn for demokratiet, hvis tankerne hos en stor del af befolkningen overhovedet ikke kommer til udtryk hos et eneste medlem af parlamentet. Den slags følelser af uro finder altid en måde at udtrykke sig på, og det førte til AfD’s store succes og fremkomsten af andre bevægelser på højrefløjen. Dette var ikke uforudsigeligt, men snarere konsekvensen af, at de politiske partier mistede forbindelsen til de lavere klassers holdninger,” siger sociologen, som understreger, at han ikke selv hører til på højrefløjen, men i årtier har været medlem af det socialdemokratiske SPD og aktiv i den katolske kirke.
Utilfredsheden med masseindvandringen findes også blandt mange kirkegængere i Tyskland, mener Hans Joas. De betragter – med rette – ikke sig selv som ikke-kristne eller moralsk set mindre værd end de kirkeledere, der fortæller dem, at man som kristen bliver nødt til at støtte en liberal politik, siger han.
”Jeg mener, at man som kristen skal behandle indvandrere som mennesker. Man kan ikke angribe dem, og man har visse moralske forpligtelser til at hjælpe. Men mens man hjælper, kan man sagtens sige, ’vi kan ikke blive ved med at tage imod mennesker på denne måde, før eller senere bliver det en destruktiv kraft i vores sociale processer’,” siger Hans Joas.
Kirkeledernes opbakning til en liberal flygtningepolitik er desuden fuld af teologiske og etiske problemer, mener Hans Joas. På den ene side bør man som kristen følge en moralsk universalisme i den forstand, at man kun kan retfærdiggøre ting som gode, hvis de er gode for alle mennesker. På den anden side tilintetgør moralsk universalisme ikke vores mere konkrete forpligtelser, understreger han.
”Lad mig komme med et eksempel for at forklare, hvad jeg mener. Når nogen er døende og har en vis materiel rigdom, føler vedkommende sikkert en vis moralsk forpligtelse til at gøre noget godt med denne rigdom og giver måske noget af den til velgørenhed. Men vi føler også en moralsk forpligtelse til at give noget til vores børn. Det er ikke sandt, at moralske universalister beslutter sig for ikke at give noget som helst til deres børn og alt til velgørenhed. Vi bliver nødt til hele tiden at balancere mellem disse forpligtelser,” siger Hans Joas og understreger, at balancen ikke kan sættes på formel, men skal forstås som et kompromis eller en byttehandel.
”Særligt i en velfærdsstat som Tyskland er denne byttehandel et meget alvorligt anliggende. Jeg kan virkelig ikke lide, hvordan folks bekymringer i den offentlige debat bliver beskrevet som irrationelle, og at det rationelle ifølge eliten tydeligvis fører til en liberal indvandrerpolitik, men at dele af befolkningen desværre er irrationel. Nej! De har en rationel frygt, fordi de ved, at nogle af indvandrerne vil blive deres konkurrenter på arbejdsmarkedet. Det skal tages alvorligt af de politiske partier og af kirkerne frem for at blive holdt nede under overfladen med en moraliserende tone, der siger, at enhver, der rejser disse spørgsmål, ikke er så moralsk god som os.”
Men har kirkelederne ikke lov til at have stærke holdninger til spørgsmål som flygtningepolitik?
”Jo, men for mig at se findes der ingen andre røster så højt oppe i det kirkelige lederskab. Det ville være en meget anderledes situation, hvis Heinrich Bedford-Strohm (protestantisk kirkeleder) sagde en ting i offentligheden, og en anden højtstående repræsentant sagde noget ganske andet. Så kunne vi i hvert fald sige, ’Ja! Kirken har en interessant variation af politiske positioner i indvandrerdebatten’. Men det er ikke tilfældet. Det er snarere som en hel kampopstilling af infanterister, som siger, at du som kristen skal støtte Merkels flygtningepolitik. Det er et demokratisk problem,” siger Hans Joas og understreger, at kirkelederne efter hans mening ikke er konsekvente i deres tankegang.
”Jeg kalder det for selektiv universalisme i den forstand, at de understreger, at det kristne evangelium er karakteriseret ved moralsk universalisme, og her er en situation, hvor evangeliet kræver, at vi støtter en liberal indvandrerpolitik. Men hvad med evangeliet i forhold til andre politiske områder? Hvis man tager evangeliets etos så bogstaveligt på dette område, hvorfor støtter man så stadig Nato, hvorfor ikke straks afskaffe den tyske hær? Man kan ikke foregive, at man på et politisk område udleder sine handlinger direkte fra evangeliet uden at lave mellemregninger og forholde sig til, hvad staten og dens moralske rettigheder er, mens man på andre områder fuldstændigt ignorerer dette. I mine øjne reducerer man dermed argumentets troværdighed.”
Vender man blikket mod resten af Europa, bliver det også tydeligt, at kirkernes påberåbelse af sand kristendom fører til vidt forskellige resultater, påpeger han.
”Det er bemærkelsesværdigt, at nuværende regeringer har meget forskellige indstillinger til migration med Ungarn og Polen i den ene ende og Tyskland og Sverige i den anden – og i alle disse lande støtter kirken den siddende regering. Det, der synes at være kristent i et land, lader til at være fuldstændigt ukristeligt i et andet, og det kan jo ikke være rigtigt. Det burde føre til en vis forsigtighed, hvis man synes, det er let at udlede politiske holdninger af troen.”
Så man kan ikke udlede en bestemt politik af evangelierne?
”Bestemt ikke udlede. Kristne har altid levet med et kompromis mellem evangeliets etos og den faktiske politiske og sociale virkelighed omkring dem. I dag ville de fleste mennesker nok sige, at man som kristen ikke kan støtte slaveri. Men Paulus talte ikke om at afskaffe slaveriet, men organiserede en kirke, som videreførte tanken om menneskets værdi som skabt i Guds billede, så kristne måske på et senere tidspunkt i historien ville sige, at der er en spænding mellem evangeliets etos og slaveriet. En konklusion, Paulus ikke selv udledte af sine teologiske synspunkter.”
Men mange mennesker ville sikkert betragte buddet om næstekærlighed som essensen af kristendommen og ville sikkert sige, at når de betragter AfD, så lader partiet ikke til at være særligt næstekærligt.
”Man skal ikke identificere AfD’s ledere med holdningerne hos alle de mennesker, der stemmer på dem. Hvis folk, som i årtier har stemt på det socialdemokratiske SPD, går til AfD, så betyder det ikke nødvendigvis, at de kan lide alt, hvad lederne af dette nye parti siger. Hvis vi kunne finde ud af at identificere bestemte partier med vælgerne frem for deres politiske ledere ville vi ikke have denne aggressive idé, at nogle partier er vores politiske fjende, som skal ødelægges.”
Er der slet ikke nogen moralsk eller selvkritisk diskussion inden for de tyske kirkers egne rækker?
”Den katolske lægbevægelse er temmelig modig, når det handler om at kritisere biskopper. I den protestantiske kirke har der været en række kontroversielle bidrag fra tysktalende teologiprofessorer, som har forholdt sig meget kritisk til det aktuelle lederskab. Men det har ikke forandret meget i toppen.”
Så hvad bør kirkerne gøre?
”Med hensyn til migrantkrisen burde kirkens ledere begynde at lytte til menneskers bekymringer. Kirken burde i højere grad være et forum for debat i stedet for at antage, at der ikke er nogen grund til debat.”