I begyndelsen var Voltaire ikke klar over, om Jean Calas var uskyldig. Han var nærmest tilbøjelig til at mene det modsatte, men uanset skyldsspørgsmålet så han sagen som et skoleeksempel på den religiøse fanatisme, han havde bekæmpet i sine skrifter, helt tilbage til sine filosofiske breve.
For enten havde den rige, protestantiske klædehandler i Toulouse virkelig hængt sin søn for at forhindre ham i at konvertere til katolicismen, som rygterne og folkestemningen hævdede. Eller også var han et uskyldigt offer for et katolsk retsvæsen, som ikke skyede nogen midler for at ramme en protestant.
”I begge tilfælde har et misbrug af religionen resulteret i en stor ulykke,” konkluderede Voltaire.
Men jo mere han satte sig ind i Jean Calas' sag, jo mere stod det ham klart, at anklagerne var ubegrundede og beviserne uholdbare. I 1762 var Jean Calas blevet uskyldigt dømt til døden, torteret og lagt på hjul, alene på grund af den katolske kirkes fanatiske forfølgelse af protestanterne. Voltaire satte sig for at få Jean Calas rehabiliteret.
”Han var den første forfatter, der gik ind i en sag for at få ændret en dom,” siger Franois Bessire, professor i litteratur ved universitetet i Rouen og formand for det franske Voltaire-Selskabet, Société Voltaire.
100 år senere skulle Emile Zola skrive sin berømte artikel ”Jeg anklager” til støtte for jøden Alfred Dreyfus, som var blevet uskyldigt dømt for landsforræderi. Voltaire skrev ”Traktat om tolerancen” i 1763. Med dette lille skrift gik han til kamp for Jean Calas og fik da også sagen genoptaget og dommen omstødt, så Jean Calas blev rehabiliteret i 1765.
Men ”Traité sur la tolérance” blev også et filosofisk kampskrift. Her samler Voltaire sine tanker om fanatisme og intolerance. Det er efter Calas-affæren, at han begynder at underskrive alle sine breve med bogstaverne ”Ecr. L'inf.”, der står for ”Ecraser l'infme”: ”Knus det infame”.
”Det infame for Voltaire er religionen, der vil underkaste sig samfundet. Det er religionen som en magtinstitution, der understøtter enevælden. På Voltaires tid er det den katolske kirke som institution, der indtager denne rolle, hvorimod han givetvis ville kalde nutidens katolske kirke for sand kristendom. Men det infame er også fanatismen og dogmatismen, der sætter en ide over livet selv,” siger Franois Bessire.
Voltaire sammenligner ofte fanatismen med en sygdom. Og alene tanken om Bar-tholomæusnattens massakrer af de franske protestanter, huguenotterne, som fandt sted mere end 100 år før hans fødsel, gjorde ham fysisk dårlig. Han holdt sengen hvert år den 24. august, årsdagen for massakrerne.
”For Voltaire er fanatismen en 'overtro, der kammer over i vanvid',” siger Stéphanie Jéhanne Gavoty, der er Voltaire-forsker ved Sorbonne-universitetet i Paris, og fortsætter:
”I Voltaires øjne er der ikke større katastrofe end fanatismen, der gør mennesket til slave af sit eget vanvid og sætter menneskeskabte dogmer over fornuften. Dette vanvid kan være politisk, men på Voltaires tid er det det religiøse vanvid, der er truslen,” siger Stéphanie Jéhanne Gavoty.
For Voltaire er trosfriheden bolværket mod katastrofer som Bartholomæusnatten og den uretfærdige dom over Jean Calas. Hvilket vil sige tolerancen med anderledes troende, selve emnet for ”Traité sur la tolérance”.
”Tolerancen har aldrig været skyld i borgerkrig. Det er intolerancen der har dækket jorden med lig,” konkluderer han i sin traktat efter at have afsøgt både antikken og fremmede himmelstrøg så vidt som til Japan for eksempler på det modsatte.
”Mennesker er religiøse nok til at hade deres brødre, men ikke nok til at elske dem,” skriver han også.
”Intolerancen har rod i dogmerne, og Voltaire minder om, at dogmer er menneskelige opfindelser. Han minder om, at vi mennesker er for uvidende til at opkaste os til dommere. Vi kan ikke være sikre på, at vi har ret. Det er det, han siger med et piskesmæld af ironi i teaterstykket 'Mahomeds fanatisme': 'Der er mange, som ikke er muhammedanere. Det kan jo være et tegn på, at I tager fejl',” siger Stéphanie Jéhanne Gavoty.
Tvivlen er modgiften mod intolerancen, er Voltaires budskab. For det, som er sandt i dag, afsløres måske som opspind i morgen. I lighed med trolddom, som var en uangribelig sandhed i inkvisitionens tid, som han påpeger. I stedet for den religiøse tro på en absolut og indiskutabel sandhed foretrækker Voltaire fornuften og en universel moral med rod i den enkeltes samvittighed.
Voltaire er klar over, at han vil blive mødt med argumenter om, at godt og ondt ikke kan skifte efter den enkeltes humør. Værdirelativisme ville vi kalde det i dag.
”Hvad,” spørger han selv i ”Traité sur la tolérance” ”skulle det da stå enhver frit for kun at tro sin egen fornuft? Sådan må det være, så længe man ikke forstyrrer den offentlige orden,” konkluderer han og fastslår, at mennesker i det hele taget skal lade være med at dømme i Guds navn.
”Jo mere guddommelig, en religion er, jo mindre tilkommer det mennesker at regere den,” skriver Voltaire.
Men Voltaire forankrer ikke desto mindre sin fordring om tolerance i et guddommeligt princip. Voltaire er teist, ikke ateist. Han fornægter ikke Guds eksistens, kun de menneskelige repræsentationer af Gud.
”Måtte alle mennesker huske på, at de er brødre,” skriver han i den lange bøn, der afslutter ”Traité sur la tolérance”. Og som er Voltaires bøn til det guddommelige væsen, som styrer universet. Den ”urmager” som nødvendigvis må eksistere for at holde det ”urværk” i gang, som Voltaire kan iagttage i naturen.
”Denne bøn er selve kernen i skriftet,” understreger Franois Bessire fra Voltaire-Selskabet.
”Han taler til en universel Gud, der er Gud for alle levende væsener, og som gør det muligt for os at holde vores ensomhed på jorden ud. Teologien betragter han som et røgslør. Men eksistensen af en fælles Gud for alle byder os at elske hinanden som brødre i stedet for at ødelægge hinanden. Han opfordrer mennesker til at finde det, der forener dem, frem for det, der skiller dem,” påpeger Franois Bessire.
”Det kræver ikke stor veltalenhed at bevise, at kristne skal være tolerante over for hinanden. Men jeg går længere endnu. Jeg siger, at vi skal elske alle mennesker som vore brødre. Hvad? Min tyrkiske bror? Min kinesiske bror? Jøden? Siameseren? Ja, for er vi ikke alle børn af den samme fader, skabninger af den samme Gud?”, spørger Voltaire.
Voltaires egen tid var ikke lydhør for bønnen i ”Traité sur la tolérance”. Tre år efter sagen mod Calas blev den protestantiske familie Sirven dømt for en tilsvarende forbrydelse: at have dræbt deres datter for at forhindre hende i at konvertere til katolicismen. Og i 1766 dømtes en ung katolik, ridderen Francois-Jean Lefebre de la Barre, til døden for blasfemi, beskyldt for ikke at have taget hatten af for en katolsk procession på gaden.
I henhold til dødsdommen blev et eksemplar af Voltaires ”Dictionnaire Philosophique” sømmet til hans bryst, inden han blev brændt på bålet.
”L'infame” var endnu ikke knust. Og er det stadig ikke.