Prøv avisen

Krænkelseskampe er vor tids offentlige dueller

Ligesom duellen tidligere opretholdt sociale skel for, hvem der kunne krænkes, er nutidens krænkelsesdebat altså en duel om at bestemme det samme: Hvem har mest ret til at føle sig krænket? Og den offentlige drøftelse af krænkelse kan anskues som en tilbagevenden til duellens ekstroverte form. Illustration: Morten Voigt

Der tales konstant om krænkelser. Men hvordan er begrebet egentlig blevet så magtfuldt? Tidligere var krænkelser et spørgsmål om adeliges ære – i dag handler de om social anerkendelse og politik

Duellen eksisterede i Danmark fra midten af 1600-tallet og to århundreder frem. Hvis en adelig herre følte sig krænket, kunne han udfordre krænkeren til duel med sabel, kårde eller pistol. Med duellen blev krænkelsen løst, satisfaktionen opnået og æren reddet. Det forklarer Christian Sune Pedersen, der er forsknings- og samlingschef ved Nationalmuseet og har forsket i dueller og æreskrænkelser.

”Hvis man som medlem af de højere kredse blev krænket, var man truet som repræsentant for fællesskabets ære. Hvis man ikke på en troværdig måde kunne rense pletten væk, faldt man i unåde. Underforstået levede man ikke op til sit sociale tilhørsforhold. Duellen var en måde, hvorpå man kunne fjerne pletten,” siger han.

Krænkelsen var dermed nært forbundet til æren og hvilede på et socialt skel.

”Hvis en bonde krænkede en adelsmand, ville sidstnævnte lade sin tjener prygle ham med stokken. Han ville aldrig duellere med ham, for bonden havde ingen ære, som var værdig at opretholde. Og bonden havde omvendt heller ikke mulighed for at udfordre den adelige til duel. På den måde var duellen et ritual, som var med til at opretholde skel om, hvem der må krænke hvem,” fastslår Christian Sune Pedersen.

Op gennem 1800-tallet faldt antallet af dueller i Danmark, blandt andet fordi borgerskabet voksede frem og prægede æresforståelsen. Den sande ære var nu noget inderligt, som var koblet til dydens sti. Derved introduceredes et æresbegreb, som ikke så let lod sig krænke, og de duellerende blev anset som repræsentanter for den falske ære.

Samtidig blomstrede litteraturen om takt og tone i Europa som reaktion på de store masser, der bevægede sig opad i samfundslagene, hvor proper etikette hørte sig til. Flere og flere fik en plads i offentligheden, og der opstod gradvist en forståelse af ligeværd. Det tog for alvor fart efter Anden Verdenskrig, hvor selvbevidstheden og krænkelsen voksede hånd i hånd i bredere lag.

Og i dag er krænkelserne allemandseje. Den vestlige verden har i de seneste år set en regulær storm af debat om krænkelse. Anledningerne til debat synes kun at blive flere, og i flæng kan nævnes Muhammed-tegningerne i 2005, temafester på danske universiteter, Trumps udtalelser om kvinder og etniske minoriteter.

Begrebet har ellers i lang tid været mere anvendt i juridisk sammenhæng, hvorfor det ifølge den danske straffelov er muligt at krænke blandt andet personer, interesser, loven og privates eller offentliges ret, ytringsfriheden, gravfreden, blufærdigheden og æren.

Men nu er krænkelsen ved at få en mere politisk betydning, og det skal ses i sammenhæng med sociale koder, der har forandret sig, siger Jan Ifversen, begrebshistoriker og lektor ved afdeling for globale studier på Aarhus Universitet.

”Begrebet bruges i en diskussion, hvor folk er kritiske over for hinanden, og hvor krænkelse ikke længere bruges som juridisk betegnelse, men som en manglende anerkendelse. Krænkelse kommer til at dække over en overtrædelse af sociale koder,” forklarer Jan Ifversen.

På den vis har begrebet, forklarer begrebshistorikeren, fået udvidet sin betydning gennem en politisering, fordi folk med forskellige standpunkter hiver i det. Det er altså vandret fra den juridiske over i den politiske sfære, hvor det indgår i debatten om, hvordan man skal agere i det politiske univers, og hvem der har ret til en plads i det.

Jan Ifversen vurderer, at særligt afkolonisering, borgerrettighedsbevægelser og stigende migration i det foregående århundrede har været med til at lægge fundamentet til krænkelsesbegrebets ændrede brug, fordi det har indført tilhørsforhold som et centralt omdrejningspunkt i den offentlige debat.

Og det gælder ikke kun i Danmark, understreger han.

”Det er i høj grad et internationalt fænomen. I store dele af den demokratiske verden ser man, hvordan der sker en polarisering mellem forskellige grupper, som bliver mere direkte kritiske over for hinanden. Det skaber en anerkendelses- og ligestillingsdiskurs, som rejser spørgsmålet om, hvem der kan tillade sig at føle sig krænket og over hvad.”

Ligesom duellen tidligere opretholdt sociale skel for, hvem der kunne krænkes, er nutidens krænkelsesdebat altså en duel om at bestemme det samme: Hvem har mest ret til at føle sig krænket? Og den offentlige drøftelse af krænkelse kan anskues som en tilbagevenden til duellens ekstroverte form.

At nutidens krænkelsesdebat er udtryk for en politisering, ses også ved, at det ikke kun er selve krænkelsen, men forhandling om krænkelser, der er i fokus.

Det skaber, påpeger Christian Sune Pedersen fra Nationalmuseet, en klar forskel i forhold til æreskrænkelse i fordums tid, idet man i dag kan påpege krænkelser mod andre end en selv eller give udtryk for personligt at være krænket på andres vegne.

Krænkelsen har dog en lang historie, forklarer Gerd Schwerhoff, historieprofessor ved afdeling for tidlig moderne historie på det tekniske universitet i Dresden, Tyskland. Der findes perioder præget af stærkt fornærmende kommunikation, og et hovedeksempel er Reformationen med Martin Luther (1483-1546) som krænkelsernes stormester i det 16. århundrede, påpeger han.

Men når krænkelser i dag trives i en tilsyneladende hidtil uset grad på globalt plan, hænger det sammen med, at vi i dag har populisme og hadtale på den ene side og en voksende sensibilitet over for nedsættende ytringer på den anden side, pointerer Gerd Schwerhoff og forklarer den historiske forskel med henvisning til dueller og æreskrænkelser:

”Det rigide æreskodeks i det lagdelte, velordnede samfund indebærer, at enhver krænkelse af æren kræver en klar reaktion. I dag, i en tid med politisk massemobilisering og ytringsfrihed, er samspillet mellem social accept og nedvurdering ikke bundet til sådan en striks æreskode. Spektret for mulige krænkelser er meget bredere end i tidligere tider.”

At krænkelse er rykket fra det juridiske og æresrelaterede til det personlige og politiske, betyder ifølge Lars-Henrik Schmidt, idéhistoriker og professor på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, at krænkelsesdebatten i dag kan ses som en offentlig duel om at bestemme det etiske forhold mellem mennesker.

Det hænger sammen med, at verden siden sidste århundrede er blevet mindre, mens vi selv er blevet større. Verden er globaliseret, og vi er i konstant kontakt med hinanden. Fra pædagogikken og opdragelsesmønstrene er ligeværd blevet grundigt cementeret i os alle, og som resultat er vores identitet vokset langt ud over kroppens grænser.

”I dag stopper vores krop ikke ved hudens grænse. Vi eksisterer nærmere i et kropsfelt, og vi krænkes, når nogen træder det felt for nært. I den forstand er vi blevet mere nærtagende, for når vi strækkes ud over os selv, strækkes med det vores grænser, som kan overskrides af andre,” lyder det fra Lars-Henrik Schmidt.

De forstørrede kropsfelter betyder, at grænserne mellem os ikke er nagelfaste. Og hvad værre er, vi kan ikke kende dem, førend de er overskredet. Med vores forstørrede kroppe er krænkelsen blevet afkoblet æren og i stedet tilkoblet personen. Dermed bliver satisfaktionen, løsningen på krænkelsen, umulig at opnå.

”Du krænker min vilje til at vise mig som det, jeg ønsker at være. Den anden bliver dermed modstanderen, når man vil sætte sin vilje igennem og til sin store overraskelse opdager, at det vil alle andre også. Vores evindelige vilje til selvudfoldelse betyder, at vi i dag hele tiden støder ind i hinanden,” forklarer Lars Henrik-Schmidt.