Det er for mange i dag en selvfølgelighed at kalde kristendommen for en religion. Ja, i nutidens globaliseringens tidsalder bliver den kristne trosretning til en religion blandt andre. Religion er således et overordnet begreb, der betegner det, der er fælles for de forskellige religioner.
Det er faktisk svært at give en udtømmende og klar definition af, hvad man så egentlig mener med religion eller religiøsitet, og der findes utallige forskellige forsøg på at definere religion.
Oftest går man ud fra, at religion er en relation til noget hinsides, en Gud eller flere guder, noget guddommeligt. Men dertil hører altid også en religiøs praksis, bøn, meditation, ritualer, fester, hellige steder, forkyndelse, fortællinger og myter, hellige skrifter og religiøse samfund.
Man kan grundlæggende i religionsvidenskab definere religion og forklare dens opståen på to forskellige måder. På den ene side er religion et socialt fænomen, en praksis mellem mennesker, på den anden side kan man forklare religion mere psykologisk som noget individuelt, der ligger i menneskets væsen, en religiøs dimension – enten inden i mennesket eller også i livet mellem mennesker.
Ordet religion spiller i kristendommens historie i første omgang ikke en særlig stor rolle. For Luther, for eksempel, og hos kirkefædrene betyder religion det samme som kristendom, for der findes kun en sand religion, og andre religioner såsom jødedom og islam betragtes i virkeligheden som kætteri, afvigelser fra den ene sande kristelige religion. Man talte så at sige kun om religion i ental.
Den afgørende ændring i brugen af ordet religion sker i oplysningstiden. For oplysningstænkere findes der en i fornuften forankret religiøsitet, der er fælles for alle mennesker, en naturlig religion eller, ville vi sige, religiøsitet.
Oplysningstidens tænkere – i hvert fald i Tyskland og Danmark – var på ingen måde vantro eller ateistiske. De var i høj grad religiøse, de troede på en fornuftig religion, en sans for det guddommelige, som var fælles for alle mennesker. De skelnede så gerne mellem denne fællesmenneskelige fornuftbårne religiøsitet og kirkens dogmatiske rettroenhed, hvor man tror på Gud, fordi det står i Bibelen, eller fordi præsten siger det. Noget er ikke sandt, fordi det står i Bibelen, men det står i Bibelen, fordi det er sandt. Det er oplysningstidens evangelium om den intellektuelle redelighed. Vægten forskydes fra troen og den rette lære til den rette religiøsitet. Ikke tro og den rette lære, men religion og religiøsitet bliver nu centrale motiver i teologien. Vægten forskydes væk fra den rette lære til den rette og oprigtige religiøsitet.
Det var grundlæggeren af den moderne teologi, Friedrich Schleiermacher, der gjorde religionsbegrebet til et centralt begreb i teologien. I sit geniale gennembrudsværk ”Om religionen. Taler til de dannede blandt dens foragtere” fra 1799 forsvarer Schleiermacher religionen og religiøsitet. Han ser den truet fra to sider.
På den ene side, at man gør religion til metafysik, til viden om det hinsidige, sådan som de ortodokse teologer gjorde, og på den anden side reducerer man religion til moral, som oplysningstænkerne havde gjort.
Nej, sagde Schleiermacher heroverfor: Religion er hverken metafysik eller moral. Den er en ”egen provins i sindet”, den er følelse, en følelse af absolut afhængighed eller også ”sans og smag for det uendelige”. Den er en musik eller stemthed, der ledsager os i alt, hvad vi tænker og gør. Vi skal, siger han meget smukt og rammende, gøre alt med (”mit”) religion, men intet af (”aus”) religion – idet religion er værdifuld i sig selv og aldrig skal bruges som et middel til noget andet.
Derfor er det konsekvent, at Schleiermacher i en berømt litterær dialog om julefesten siger, at religionens egentlige medium ikke er sproget, men musikken. I sproget ser vi kun isolerede enkeltting, musikken derimod er efterklang af ”livet selv”.
Det lyder smukt og meget i overensstemmelse med nutidige menneskers livsfølelse, hvor musikken spiller en meget større rolle end før som formidler af det religiøse. Det er ikke den ”rette” tro, men den ægte og oplevede religiøsitet, der står i centrum.
I denne forstand er kristendom levet religion og ikke lære. Det er vores arv fra oplysningstiden, pietismen og romantikken i 1800-tallet. Man tror ikke så meget på dogmatikken, men det er en ægte religiøsitet, der præger vores kultur. I Tyskland talte man om kulturprotestantisme, i dagens Danmark taler vi gerne om de ”kulturkristne”, der mere er til musikalske oplevelser end rettroende prædikener.
Alligevel sker der en vending i starten af 1900-tallet, i særlig grad efter Første Verdenskrig og dens orgie af meningsløs vold. Et oprør imod troen på det ”religiøse”, eller bedre imod det at gøre troen til ”religiøsitet”. Det var den dialektiske teologi, svarende til det danske Tidehverv, der opstod i forlængelse af denne teologi.
Den dialektiske teologi blev blandt andet kendt for den reformerte teolog Karl Barth, der gjorde oprør mod en del af den eksisterende teologiske tænkning. Troen på egen religiøsitet og godhed havde spillet fallit. Der var brug for en helt ny måde at tænke på teologisk.
I sit gennembrudsværk om Romerbrevet fra 1922 gjorde Karl Barth radikalt op med traditionen for at tænke ud fra menneskers religiøsitet. Han oversatte derfor for eksempel apostlen Paulus’ ord ”tro” med ”Guds trofasthed”. Man skulle ikke tænke ud fra menneskets angivelige religiøsitet om Gud, men omvendt ud fra Gud om mennesket. For kristendommen, kunne han radikalt formulere det, er dybest set slet ikke en religion. Religion er menneskets forsøg på at bemægtige sig og ophøje sig til det guddommelige, Guds nåde er derfor et nej til menneskets ”religiøsitet”.
Karl Barths tænkning sker i et direkte opgør med Schleiermachers tænkning. Det er en vending i teologien, som han selvbevidst formulerer, der er lige så radikal og nødvendig som den i reformationstiden. Man skal ikke tage sit udgangspunkt i det menneskelige for at kunne tænke om Gud. Det ville være, som om halen vifter med hunden. Det skal være omvendt. Man må tænke ud fra Gud om mennesket.
Og Barth har senere vedkendt sig sit opgør, men også kritiseret det. Det var i hans øjne nødvendigt, men dog for voldsomt og forenklende. For selvfølgelig bestrider Karl Barth ikke, at kristendom også er en religion. I sin senere dogmatik skelner han således ikke mellem kristendom og religion, men mellem åbenbaring og religion. Religion, menneskers formgivning af troen i religiøs praksis, er da nødvendig, men altid menneskeværk og derfor ufuldkomment og fejlbarligt – nærmest et nødvendigt onde.
Vi skal ifølge Barth være religionskritiske – men først og fremmest imod vores egen religion, kristendommen. Farisæisk og selvglad ”kristen” polemik imod andre religioner var ham fremmed. I denne henseende skal man mest feje for egen dør. Og vi skal da heller ikke forkynde vores egen ”religion” eller ”kristendom”. Vi skal alene forkynde Kristus. Det vidste i øvrigt allerede Schleiermacher. Nok talte han om menneskets religiøsitet og tænkte ud fra den. Men forkyndelse betød for ham ikke at pådutte andre mennesker sin egen religiøsitet. Her må man lade Gud råde og respektere andres frihed.
Man kan betragte Barths harske opgør med optagethed af ”det religiøse” og hans provokative afvisning af ”religiøsitet” som en episode, et nødvendigt mellemspil i 1920’erne, sådan så Barth også selv på det.
I dag står religionsbegrebet stærkere, i Løgstrups tænkning om den religiøse tydning, i religionspædagogikkens tale om den religiøse dimension. Og når vi taler om ”kulturkristne”, mener vi det ikke polemisk.
Alligevel er det værd at huske Barths opgør – som et værn imod selvoptaget og farisæisk fiksering på egen religiøsitet og egne angiveligt ”kristne” værdier, som om kirken havde patent på Kristus. Kristus er større end både kirken og vores religiøsitet.
Eberhard Harbsmeier er tidligere rektor for det daværende Teologisk Pædagogisk Center i Løgumkloster.