Bogaktuel præst: Kristendommen er alt andet end tankeløs

I bogen ”Det nye menneske” gør Niels Grønkjær op med tidens instrumentelle og reducerende menneskesyn og peger i stedet på mennesket som kærlighed og ånd. Mennesket kan kun tænke sig selv i kraft af Gud, mener Vartov-præsten

”Det særligt menneskelige forsvinder i nutidens dominerende menneskesyn, og det betyder, at vi umenneskeliggøres – endda med vores egen accept,” siger præst Niels Grønkjær, som er aktuel med bogen ”Det nye menneske”. –
”Det særligt menneskelige forsvinder i nutidens dominerende menneskesyn, og det betyder, at vi umenneskeliggøres – endda med vores egen accept,” siger præst Niels Grønkjær, som er aktuel med bogen ”Det nye menneske”. – . Foto: Leif Tuxen.

Hvad ville du sige til at få forbedret din intelligens og din hukommelse, så du ikke risikerer at tabe kapløbet til fremtidens robotter, der med deres kunstige intelligens måske vil overhale vores?

Det lyder da umiddelbart meget tillokkende og måske også en god forretningsidé for manden bag bilmærket Tesla, Elon Musk, der i sit firma Neuralink arbejder på at skabe hjerneimplantater, som kan gøre computere til en direkte forlængelse af vores hjerner. En optimering, der ikke kun vil opgradere den enkelte, men også være en gevinst for vedkommendes arbejdsplads.

Eller hvad med et kompetenceløft via HR, human ressource, så du får udviklet dine menneskelige ressourcer? Dermed vil du være under fortsat udvikling og ikke risikere at sakke bagud i forhold til dine kolleger eller fremtidige konkurrenter til de bedste arbejdspladser.

Det er ”tilbud” som disse, at dr.theol. og præst for Vartov og Københavns Valgmenigheder Niels Grønkjær forsøger at udfordre i sin bog ”Det nye menneske”, der netop er udkommet.

For i stedet for at forstørre mennesket, som de ellers postulerer, er tilbuddene ifølge Grønkjær udtryk for en tænkning, der formindsker eller reducerer mennesket til at være en instrumentel størrelse. Underlagt enten et økonomisk nyttehensyn eller en naturvidenskabelig forestilling om, at alt kan forklares ved hjælp af biologi og moderne hjerneforskning.

”Gennem hele den her ’udnyttelse og optimering af de menneskelige ressourcer’, sker der en samfundsmæssig rovdrift på mennesket. Og med hjerne- og kognitionsforskning sker der så samtidig en reducering af de menneskelige handlinger til ene og alene at ses som adfærd, der kan forklares biologisk. Det særligt menneskelige forsvinder i nutidens dominerende menneskesyn, og det betyder, at vi umenneskeliggøres – endda med vores egen accept,” siger Niels Grønkjær.

Han opfatter det fremherskende menneskesyn som skadeligt og farligt. Skadeligt, fordi det medfører et overbebyrdet og ensomt individ, der kun har sig selv at takke eller begræde for henholdsvis succes eller ulykke. Og farligt, fordi det gør identitet til det, alle stræber efter - for sig selv, men eventuelt også i en gruppe med andre, der via faste værdier og overbevisninger kan kalde sig et ”os”, der står i modsætning til et ”dem”.

”Det er derfor, jeg peger på fundamentalisme som en af farerne i dag. Ikke kun forstået som religiøs fundamentalisme, men som en fastlåst identitet uden åbenhed over for andre. Og hvis vi hele tiden har så travlt med at positionere os over for og imod hinanden, så kommer vi til at leve et liv, hvor den næste konflikt altid lurer lige om hjørnet. Det er præcis de evige modsætninger mellem dig og mig, mig og verden, mig og nationen, som min bog forsøger at overvinde ved at pege på en anden mulighed: den kristne forestilling som sandheden om det nye menneske,” fortæller Niels Grønkjær.

Han har kaldt sin bog for et religionsfilosofisk essay og skriver i indledningen, at ”religionsfilosofien er fornuftens stemme, der søger helhed gennem kritik. I en tid hvor religionen nærer og næres af irrationalismer, er det på tide at genopfriske dens status.”

Han abonnerer derfor også på følgende formulering fra K.E. Løgstrup: ”Kristendommens sandhed afgøres filosofisk.”

Og man skal holde tungen lige i munden gennem de 373 siders udfoldelse af Grønkjærs essay, hvor han især via bevidsthedsfilosofiens store tænker, 1800-tallets Hegel og 1900-tals filosoffer som blandt andre Hannah Arendt får fremskrevet, at det menneskelige ved mennesket har med noget fælles at gøre. Har med ånd at gøre. Når mennesket i stedet for tomhed og ensomhed erfarer mening i livet ved at forstå sig selv i forhold til noget andet end sig selv.

”Man kan sige, at jeg i virkeligheden forbinder Grundtvig med hegelske tankegange. Ved at arbejde filosofisk tager jeg kristendommen ind i det felt, hvor vi har at gøre med en fælles fornuft, og dermed håber jeg selvfølgelig, at det kristne menneskesyn bliver taget alvorligt som seriøst tankegods. Noget, der er værd at tænke over, og som ikke kan affejes,” siger han.

Hegels filosofi er kendt for sin dialektik, hvor modsætninger ophæves i et fælles tredje. Og det er den bevægelse, Niels Grønkjær foretager i sine bestræbelser på at vise, at mennesket, det nye menneske, er andet og mere end kompetencer og hjerneudsving, som ifølge forfatteren er det, der kendetegner nutidens åndløse og ukritiske menneske.

”Oprindeligt var det Paulus, der talte om ’det nye menneske’ og sagde, at det skulle leve i ånden. Siden er betegnelsen blevet belastet af både bolsjevikkerne og nazisterne, men jeg bruger det for at vise, at vi må afklæde os det gamle menneskesyn for at blive genfødt som nye.”

Vejen til det nye menneske og den nye Gud, som Grønkjær i øvrigt skrev en bog om for nogle år siden, går via begreberne legeme, sjæl og ånd:

”Det er jo tre umulige ord i dag. De tilhører en gammel tradition, men jeg bruger dem, fordi de tilhører et menneskesyn, hvor mennesket består af en trehed, og det er bevægelsen mellem disse, der kendetegner det særligt menneskelige: ånden. Det er også en tænkning, der ikke overlader det enkelte menneske til sig selv for at finde identitet og mening. Men derimod først gør det muligt at forstå sig selv i forhold til noget andet.”

At mennesket først forstår sig selv gennem noget andet end sig selv, illustrerer Grønkjær via hvert af de tre begreber:

”I stedet for legeme siger vi i dag krop. Og vi er meget optagede af den – næsten som vores sidste tilflugtssted for identitet. Det er den, vi skal tugte og optimere. Konstant. Som et instrument. Men kroppen i sig selv er relationsløs, den er ensom og abstrakt. For at blive konkret skal den være i forbindelse med andre, som den kan række ud til, kærtegne og forbinde sig med. Det vil sige, at den først bliver konkret gennem handlingen. Når den får ånd, bliver kroppen til legeme.”

Den samme bevægelse udfolder Niels Grønkjær omkring begrebet sjæl:

”I dag har vi en tendens til at belemre andre mennesker med vores private følelser. Og når det så skal være positivt, taler vi om empati. Men ved at sige, at jeg for eksempel véd præcis, hvad du føler, så reducerer jeg i virkeligheden dig og dine oplevelser. Vi har med andre ord ikke adkomst til andre mennesker udelukkende i form af følelser, og hvis sjælen kun formår at blive stående i sine private og umiddelbare fornemmelser, er det meget ensomt. Igen må der ånd, eller tænkning, til for at overvinde isolationen og nå i forbindelse med det, der rækker ud over det umiddelbare.”

Fra krop til legeme og fra sjæl til ånd. Vi nærmer os Gud. I interviewet og i essayet. For det er Gud, der gør bevægelsen fra det ensomme og umiddelbare mulig. Åndens bevægelse. Tankens bevægelse. Gud, der gør det muligt for os at se os selv i et andet lys – i menneskets, det fælles, lys. Gud, der som ånd overvinder alle modsætninger, splittelser og farlige fastlåsninger, og Gud, der som kærlighed heler vores liv ved at ”påtage sig den synd, som mennesket ved sin handling har forvoldt. Han lider og dør for denne synds skyld, og ved sin handling i lidelsen soner han den”, som Grønkjær skriver i bogens afsluttende kapitel.

Han uddyber:

”Hvis kroppen forbliver krop, og sjælen forbliver sjæl, så lever vi i isolation, i fortabelse, adskilt fra det fælles. Men som Hegel siger, så er kampen forbi. Synden er overvundet, og hvis vi bærer den viden i vores hjerter, er vi frie.”

I bogen formuleres det på denne måde:

”Fremmedgjort for sig selv kommer mennesket til forståelse af sig selv i kraft af noget andet end sig selv. Nogle andre. En anden. En gud. Livets mening viser sig.”

På det afsluttende spørgsmål om, hvorvidt Niels Grønkjær tror, at hans nye bog vil rokke afgørende ved tidens menneskesyn, siger han:

”Jeg håber, at jeg får vist, at den kristne tro er alt andet end tankeløs. Vi er ikke irrationelle kirkegængere, der lægger hovedet i våbenhuset, når vi går til gudstjeneste. Kristendommen gør os ikke dummere, den giver os derimod blik for meget mere, end vi ellers forstår.”