Prøv avisen

Kristendommen har altid afgrænset sig og bør fortsat gøre det

Jehovas Vidner er en af de bevægelser, der forstår sig selv som kristen, men som ikke forstås sådan af kirkerne. Her døbes 150 tilhængere ved et landsstævne på NRGI Park i Aarhus i 2008. – Foto: Brian Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det er et sundhedstegn, at man i denne tid debatterer, hvad der ligger inden for, og hvad der ligger uden for kristendommen. For samtalen om den fælles tro er en del af det kirkelige dna. Det siger teologer i kølvandet på strid om Jehovas Vidners forhold til kristendommen

Er Jehovas Vidner en kristen bevægelse? Det spørgsmål lå og lurede under en debat om social kontrol i kristne bevægelser, som har fyldt en del i den første del af året. Børns Vilkår udarbejdede en kontroversiel rapport, der medregnede Jehovas Vidner til de bevægelser, som organisationen kaldte for lukkede kristne bevægelser. Og Jehovas Vidner forstår ganske vist sig selv som kristne, men det gør verdens store kirkesamfund ikke, herunder heller ikke folkekirken – blandt andet fordi Jehovas Vidner afviser det kristne dogme om en treenig Gud.

Debatten om Jehovas Vidner lægger sig i forlængelse af mange hundrede års debat om, hvad der ligger inden for kristendommen, og hvad der ligger uden for, forklarer Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen, ph.d. i teologi og afdelingsleder ved afdeling for systematisk teologi på Københavns Universitet.

”Kristendommen er ikke en ideologi eller et system. Den kristne tro og den kristne kirke er en konkret historisk størrelse, som altid har skullet tænke over, hvad det vil sige at være kirke og forkynde og forvalte. Hvad vil det sige at være kristent fællesskab? Den afgrænsnings- opgave har altid været der og er stadig aktuel, og set fra et kristent synspunkt er frelsen og dens gudsbegreb afgørende. Derfor kan man som kirke og kristen ikke sige, at for eksempel Jehovas Vidner er en del af fællesskabet. Men det betyder ikke nødvendigvis, at man har et problem med, at andre opfatter sig som kristne og kalder sig kristne,” siger hun.

I princippet er alt, hvad man tidligere kaldte kætterier, variationer over et og det samme – nemlig alt det, der ikke bekender Kristus, tilføjer Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen, som blandt andet forsker i kristen troslære og moderne dogmatik. Og historisk har disse variationer især manifesteret sig på to fløje:

”Den ene fløj er karakteriseret ved en religiøs gudsforestilling, der negligerer Kristi menneskelighed og ikke tager hans historie, lidelse og død alvorligt. Den forestilling er udbredt i dag og præger i nogle henseender den danske kultur sammen med sin modsætning, en humanisme, som hænger sammen med den anden kætterske fløj. Den forstår primært Kristus som menneske, negligerer guddommeligheden og dyrker ham som en stor profet, spirituel personlighed eller politisk oprører. En forståelse, der som regel også dyrker den menneskelige fornuft. Fra et kristent synspunkt omfatter denne form for kætteri både jødedom, islam og moderne humanisme, og her vil man, hvad kristologien angår, også placere Jehovas Vidner, fordi de ikke anerkender Jesus som Kristus,” siger hun.

Hun understreger, at det at udfolde sin selvforståelse i forhold til andre og i den forstand afgrænse sig fra andre er naturligt for kirken. Derfor opfatter hun det som et sundhedstegn, at der er diskussioner i kirken om, hvordan man forstår sig selv og kan afgrænse sig fra andre.

”At forkynde det gode budskab vil altid indebære en konkret afgrænsning over for andre måder at se livet på. Det er nødvendigt at forholde sig konkret til diskussioner om reinkarnation og opstandelse,” siger Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen.

Det mener også Peter Lodberg, dr.theol. og professor mso ved Aarhus Universitet:

”Som kristne skal vi ikke tro på dogmer. De er et forsøg på at give troen indhold og sprog. De er vejvisere, men ikke selve troen. Derfor kan og skal diskussionen ikke lukkes ned, for så stivner vi i gold ritualisme eller gold dogmatisme, og derfor ser jeg afgrænsningskampene både internt og eksternt som et sundhedstegn. Konflikterne og diskussionerne – for eksempel den aktuelle debat om dåbsforståelse – er sandpapir for troen, fordi de tydeliggør de centrale elementer i troen og er nødvendige, fordi kristendommen ikke bare er noget, den enkelte bekender sig til, men også et anliggende for et fællesskab, som sammen fejrer Kristi opstandelse i gudstjenesten,” siger han.

Han nævner diskussionen om opstandelsen, der opstod, efter at Per Ramsdal, daværende sognepræst i Sydhavn Sogn, i julen 2014 gav udtryk for, at han ikke troede på Jesu fysiske opstandelse og indimellem måtte komme med en nødløgn, når han for eksempel prædikede ved en begravelse.

”Den debat ramte ind i kernen af, hvad kristendommen hviler på. Hvordan forestiller vi os det opstandelseslegeme, som Kristus er iklædt, og som vi håber på, at vi også en dag skal iklædes? Det er karakteristisk, at debatten tog afsæt i, hvad Ramsdal kunne sige ved en gudstjeneste, den fælles fejring i lyset af Kristi opstandelse,” siger Peter Lodberg og tilføjer:

”Har vi ikke en vedvarende samtale om, hvordan vi i fællesskab definerer troen, gør vi vold på selve kristendommens dna, nemlig at Gud oversætter sig selv ind i verden i Kristus, og at kristendommen hele tiden skal formuleres og forstås ind i nye kulturer og tider. Det er kendetegnende for mange af de teologer, præster og paver, der dygtigst har formuleret troen på ny, at de har stået ved deres tvivl. Det gælder for eksempel kirkefaderen Augustin, middelalderfilosoffen Thomas Aquinas, reformatoren Martin Luther og salmedigteren N.F.S. Grundtvig.”

Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen mener, at det ikke kun er afgrænsningen til andre religioner, der er frugtbar.

”Jeg kunne ønske, at vi i kirken blev lidt mere selvoptagede i den forstand, at flere interesserede sig for deres egen selvforståelse og forhold til andre opfattelser og gik mere nuanceret og konkret ind i de her diskussioner for eksempel med sidemanden på kirkebænken og præsten i nabosognet i stedet for at være så optagede af at afgrænse os abstrakt og udadtil over for islam og Jehovas Vidner,” siger hun.

Peter Lodberg mener dog, at udfordringen fra både den ny ateisme og islams tilstedeværelse i Europa er befordrende for den teologiske debat:

”Kristendommen i Danmark har jo på en måde levet af at være så rummelig som muligt, måske fordi spor fra vækkelserne, hvor man var endog meget tydelig i sin formulering af grænserne, skræmmer. Det har været vanskeligt at formulere en tydelig kristologi, fordi man har været bange for, at den skulle være ekskluderende. I stedet har vi været optaget af ligheder mellem islam og kristendom, af skabelsesteologi og af at arbejde med det fælles ansvar for de fælles opgaver. Jeg mener, at det er på tide, at kirken i Danmark formulerer sig tydeligere om, hvem Kristus er for os i dag, og tilstedeværelsen af islam kan hjælpe os med det. Hvor den katolske kirke tidligere var modbilledet, man formulerede sig op imod, er det nu i høj grad islam.”

Og netop den lutherske form for protestantisme har udviklet en særlig grad for åbenhed, som har ført til en nedtoning af grænserne for kristendommen. Det mener Christoffer Emil Bruun, der er uddannet historiker fra Københavns Universitet og ansat som trosredaktør i DR, hvor han også er vært på P1-programmet ”Tidsånd”:

”Islam er mere radikal end kristendommen, og det har været med til at gøre os bevidste om vores egen tro og dens grænser – eller mangel på samme. Kristendommen i den protestantiske version, som præger vores samfund i dag, er meget åben, og debatterne om homoseksualitet, kvindelige præster og så videre er jo stort set døet ud. Folkekirken anerkender retten til at være moralsk og reaktionær på de punkter, fordi man ikke selv vil være moraliserende eller bedrevidende. Det er en åben og tolerant linje, som står i stærk kontrast til for eksempel islam. Vi har det, som teologiprofessor Niels Henrik Gregersen begavet kalder en generøs dogmatik, og det mener jeg, vi kan være vældig tilfredse med,” siger han.

Netop denne åbenhed er afgørende for, at så mange danskere fortsat er medlemmer af folkekirken, også selvom de ifølge adskillige værdiundersøgelser ikke tror på de centrale dogmer, som fremgår af kirkens bekendelsesskrifter. Det mener Annika Hvithamar, ph.d. i religionssociologi og russisk og studieleder ved institut for tværkulturelle studier på Københavns Universitet.

”Langt de fleste danskere kommer ikke i kirke om søndagen for at høre om treenighedsdogmet. For dem handler det snarere om en kulturel og national identitet, som de kobler sammen med det at være kristen. Afgrænsningskampe er derfor næppe det, som optager almindelige danskere mest,” siger hun.

Hun har beskæftiget sig indgående med Jehovas Vidner, og det er hendes vurdering, at når de fleste danskere afviser, at Jehovas Vidner er kristne, handler det ikke om teologi, men om, hvorvidt medlemmerne af bevægelsen lever op til flertallets normer.

”Det handler ikke om, at Jehovas Vidner afviser treenighedslæren og læren om Jesu dobbeltnatur, men om, at de ikke vil give deres børn blodtransfusioner og kan finde på at udstøde voksne børn af fællesskabet. Mens mange danskere fastholder, at Jehovas Vidner i Rusland bør have religionsfrihed, mener de modsat, at de bør begrænses i deres frihed i Danmark, fordi de bryder med de normer for individuel frihed, som sættes over stort set alt andet i dansk kultur,” siger hun.