Da Muhammed-tegningerne blev bragt i Jyllands-Posten i 2005, førte det til skarpe reaktioner fra muslimer i Danmark og i Mellemøsten, hvor der fandt omfattende demonstrationer sted, og hvor over hundrede mennesker blev dræbt som følge af protesterne. Den 7. januar 2015 blev den franske satiriske ugeavis Charlie Hebdo angrebet, og i alt 12 personer blev dræbt ved attentatet mod magasinet, der blandt andet havde publiceret satiriske tegninger af Muhammed og den katolske kirke.
Efter publiceringen af Muhammed-tegningerne og i forbindelse med tidligere udgivelser af Charlie Hebdo har muslimer verden over fordømt, at muslimernes profet Muhammed er blevet afbildet. Det skyldes, at især sunni-muslimer mener, at der i islam er billedforbud, og fordi Koranen har forbud mod afgudsdyrkelse.
Men egentlig er også tanken om billedforbud heller ikke fjern for kristendommen, og også forbuddet i kristendommen har ført til store stridigheder igennem historien, forklarer Annika Hvithamar, lektor i Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, som blandt andet har beskæftiget sig med ortodoks ikonografi.
Billedforbuddet står da også skrevet ganske klart i Bibelen i Femte Mosebog:
”Du må ikke lave dig noget gudebillede af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden.”
Og som udgangspunkt er kristendommen anikonisk, altså uden billeder, forklarer Annika Hvithamar.
”Det betyder ikke, at der ikke er lavet billeder, men i det første århundrede kan vi ikke finde kristne billeder, der beviser, at de er der.”
I det andet og tredje århundrede begynder man at se symboler som en fisk, en due og et kors i kristendommen, og i det femte århundrede begynder der for alvor at komme billeder i kirken. Det foregår forholdsvis uproblematisk i vestkirken, de kristne kirkesamfund i Vesteuropa, og i østkirken, den ortodokse kirke, kan man konstatere, at der udvikles ikoner som et form for teologisk sprog.
Det fører blandt andet til udsmykningen af katakomber og sarkofager, og med tiden udvikles en omfattende billedbrug i den kristne kirke, og særligt i den romersk-katolske kirke og den ortodokse kirke får helgenbillederne og ikoner stor betydning.
De opfattes som mere end bare billeder og ikoner. Fordi det guddommelige i form af Jesus tog bolig i et kødeligt menneske, mener man i den ortodokse kirke, at det kødelige, materielle kan guddommeliggøres. Derfor opfattes ikonerne som et genskin af det guddommelige.
Forholdet til de religiøse ikoner og billeder fortsætter dog knap så problemfrit. Fra midten af det ottende århundrede til det niende århundrede udspilles den oldkirkelige, såkaldt ikonoklastiske strid om religiøse billeder i to omgange i den østlige, byzantiske del af kirken. Striden begynder, da den byzantiske kejser Leo III beordrer et billede af Kristus fjernet fra byporten i Konstantinopel og nedlægger forbud mod billedbrug i kirken.
Hvorfor det sker, er der flere teorier om, siger Annika Hvithamar:
”En teori er, at der er krise i Byzans på det tidspunkt på grund af islams opståen og efterfølgende pres på det byzantiske riges grænser. Fordi der er tale om et religiøst univers, tænker man, at det er overtrædelsen af det bibelske forbud mod billeder, der kan være årsagen. Kritikerne (de såkaldte ikonoklaster, red.) hævder desuden, at det ikke er en del af kirkens tradition at bruge billeder.”
Kejser Leo III's forståelse, som var under indflydelse af den fremadstormende religion islam, blev betegnet ”ikonoklasme”, altså ”ødelæggelse af billeder”. De skulle destrueres, fordi kravet til et religiøst billede var, at det havde samme substans som det afbildede.
De mænd, der havde fået til opgave at fjerne ikonerne, blev efterfølgende myrdet af indbyggerne i Konstantinopel, hvorefter der opstod strid om tilbedelsen af de religiøse billeder.
Tilhængere af religiøse billeder og ikoner, eksempelvis Johannes af Damaskus, argumenterede med, at der altid havde været billeder i kirken. Det var tabernaklet og korset beviser på.
”Han og mange andre munke fremførte, at billeder var en del af en kristen tradition. Når man bøjer sig ned for et billede, bøjer man sig ned for prototypen og ikke selve billedet, sagde han. Billedet er ikke noget i sig selv, og man må lave billeder både af Jesus, af Maria, af helgenenerne og af begivenheder fra kirkehistorien, så mennesket kan erindre, hvad der er sket, og hvorfor det er sket. Man måtte dog stadig ikke lave billeder af Gud, fordi Gud er usynlig, ufattelig, og fordi det er umuligt at forestille sig, hvordan han ser ud. Det var tanken. Det er altså ikke billedet, man tilbeder,” siger Annika Hvithamar.
De religiøse billederbliver nok engang omdrejningspunkt for et kirkeligt sammenstød under Reformationen i begyndelsen af det 16. århundrede. Den schweiziske teolog Ulrich Zwingli og den franske reformator Jean Calvin opfordrede deres tilhængere til at fjerne de religiøse ikoner fra de katolske kirker, fordi de opfattedes som afgudsdyrkelse. Det havde dog ikke med indholdet i billederne at gøre. Problemet var, at man ifølge Zwingli og Calvin ikke måtte ære og tilbede billederne.
”Man finder, at billeder ikke er noget i sig selv. Bøn til billeder og skulpturer er magi på samme måde som relikvier eller andre former for afbildninger, og det ønsker man ikke at have noget at gøre med, fordi de fjerner fokus fra den bibelske tilbedelse af Gud. Derfor vælger de reformerte kristne, at kirker ikke må være udsmykket med billeder overhovedet,” siger Annika Hvithamar.
Reformationstidens ikonoklaster eller billedstormere fortsatte deres fremfærd mod religiøse billeder i Vesteuropa, og i år 1530 kom de til København. Her blev billeder, udskæringer, helgenstatuer og bøger båret ud af kirkerne og smidt på store bål rundt omkring i byen i et generelt opgør med den katolske kristendom.
Zwingli og Calvins lære eksisterer stadig den i dag i den reformerte kirke, der i særdeleshed har vundet udbredelse i Schweiz, Frankrig og Skotland, ligesom det er reformert kristendom, som blev den mest udbredte form hos de kristne grupper, som udvandrede til Amerika. Og kirkerummet er i reformerte kirker indrettet, som Zwingli og Calvin ønskede det for århundreder siden.
Der er ingen afbildninger af religiøse symboler. Ingen religiøse billeder, alter, altertavle eller krucifiks. Prædikestolen er centralt placeret i rummet, for det er den og intet andet, der vurderes som det væsentlige element i gudstjenesten.
Mens Zwingli og Calvin førte deres idéer ud i den reformerte kirke, har Reformationens hovedfigur i Danmark, Martin Luther, og hans teologi dannet rammen om den lutherske kirke, som vi kender fra blandt andet Danmark.
Og herhjemme har lektor Annika Hvithamar inden for de seneste 15-20 år oplevet en tendens til, at man i den protestantiske kirke er blevet mere og mere imødekommende over for religiøse ikoner i kirkerummet.
”Det, man kan se i den protestantiske kirke, er, at man tager ortodokse billeder ind som et fokus- eller meditationsobjekt. Det er for eksempel treenigheds-eller Jesus-ikoner. Lysgloben er et andet godt eksempel. Det er et abstrakt symbol - en arv fra den katolske kirke.”