”Den, der vil have Fredens Stjerne til at skinne ud og stå over samfundet bør samarbejde, for sin egen skyld, for at give det menneskelige individ værdigheden tilbage, som denne er blevet skænket af Gud siden begyndelsen.”
Ordene kom fra pave Pius XII (1876–1958) i en juletale i december 1942. Anden Verdenskrig rasede, og massedrabet på jøder havde allerede kostet de første millioner ofre. Eftertiden har været hård mod pave Pius XII. og han er blevet beskyldt for at se passivt til, mens holocaust fandt sted. Men nyere forskning peger på, at Pius og Vatikanet tog kraftigt afstand fra nazismen. Nazityskland så Vatikanet som sympatiserende med de allierede og beskyldte den katolske stat for at bryde sin neutralitet i væbnede konflikter.
Det centrale i den citerede tale er Pius’ fokus på menneskets værdighed. Det forklarer professor ved Yale University Samuel Moyn, der for nylig har gæstet Københavns Universitet for at tale om kristne menneskerettigheder. Han har blandt andet arbejdet med menneskerettighedernes kristne aspekt i sin bog ”Christian Human Rights” (Kristne menneskerettigheder) fra 2015. Moyns hovedpåstand er, at menneskerettighederne, sådan som vi taler om dem i dag, først opstår i den kristne kirke i årene op til Anden Verdenskrig.
”Hvis vi er interesserede i at forstå vores nutidige forestilling om menneskerettigheder, så er vi nødt til at se på de institutioner, der omfavnede menneskerettigheder i kristne termer i 1930’erne og 1940’erne,” fortæller Yale-professoren.
Han mener, at året 1937 er særligt vigtigt. Det var året, hvor Irland stemte en ny forfatning igennem, der for første gang fik indskrevet menneskerettigheder som en naturlig ret.
”Aldrig før havde menneskerettigheder været så bundfældet i menneskelig værdighed, som de blev i Irlands forfatning fra 1937. Hvis vi ser på den amerikanske eller franske revolution, så er der mange rettighedsproklamationer, men ingen siger, at de flyder fra menneskelig værdighed. De første beviser, jeg har set, findes i den irske forfatning,” forklarer Samuel Moyn.
Samme år havde Pius XII, inden han blev pave, kritiseret nazismen. Flere kristne institutioner fokuserede på den menneskelige værdighed, selvom de fleste kristne i Europa i 1930’erne var afvisende over for liberale demokratier, fortæller forskeren, og disse kristne institutioner besluttede sig for at sætte grænser for den suveræne stat, grænser for, hvad den kunne tillade sig at gøre med sine borgere.
”Pius XII tager de idéer, der har krystalliseret sig i de sene 1930’ere og inkorporer dem i sin tale i 1942. Her præsenterer han nogle tanker om menneskelig værdighed og et fundament for menneskerettigheder, som begrænser staten. Han offentliggør en fredsplan for Anden Verdenskrig, hvor freden skal baseres på menneskelig værdighed og menneskerettigheder.”
Gennem historien har mange tænkere lige fra filosofferne Aristoteles til Thomas Hobbes og John Locke tænkt over menneskets rettigheder, særligt de naturligt givne rettigheder, forklarer Samuel Moyn.
”Men mange af disse tænkere havde ikke meget om menneskerettigheder i deres filosofier. Mange af de værdier, som de tænkere havde, var ekstremt undertrykkende sammenlignet med nutidige værdier. De samfund, de levede i, var endnu værre. Med de kristne rettigheder fra 1930’erne taler vi egentlig om en mere moderne doktrin.
Hos John Locke (1632-1704) finder vi sandt nok tanker om naturrettigheder, for eksempel ejendomsretten og fri tankefrihed. Det er en individuel frihed, hvor du dog opgiver dine rettigheder for at få statens beskyttelse, og er du utilfreds, skaber du en revolution. Locke er revolutionerende, men menneskerettigheder i dag handler om ikke-revolutionære reformer, der sørger for, at stater opfører sig ordentligt.”
Det var først i det 20. århundrede, at velfærdsstaten blev agent for social retfærdighed, og her overtog en del kristne idéen om menneskelige rettigheder, forklarer professoren.
”Hvis vi går tilbage til det 19. århundredes politikere og de store fortalere for menneskerettigheder, så var de klassiske liberalister på højrefløjen. De tænkte, at den største menneskerettighed var retten til privat ejendom, som du mødte det hos filosoffen John Locke, og retten til for eksempel kontraktfrihed. På venstrefløjen var der dem, som forsvarede velfærdsstaten generelt imod sådanne liberale rettigheder, fordi de ville omfordele goderne, og de ville for eksempel opstille betingelser for kontraktfrihed såsom mindsteløn og begrænsede arbejdstimer. Venstrefløjen bevægede sig på en måde væk fra rettigheder, og imens var de konservative ved i 1930’erne at lære, at hvis de ikke begrænsede staten og beskyttede individet, ville det skade religionerne.”
I den tid, du taler om, årene mellem Første og Anden Verdenskrig, voksede sekulariseringen, ikke mindst som følge af den naturvidenskabelige udvikling og kommunismen. Hvordan hænger det sammen med de kristne menneskerettigheders fremkomst i 1930’erne?
”Det er sandt, at det var en sekulariseringstid. Der var mange mennesker, der mistede deres tro, og traditionel kristendom oplevede store udfordringer. Men det er også sandt, at der var mange kirker, som havde stor prestige, især efter Anden Verdenskrig. Min pointe er, at de, som troede på menneskerettigheder, var meget mere kristne i midten af det 20. århundrede, end det tidligere er blevet udlagt af mange historikere.”
Hvordan vil du beskrive situationen for de kristne menneskerettigheder i dag?
”Der er stadig konservative kristne visioner af menneskerettigheder. Men siden 1930’erne og 1940’erne har sekulære og progressive mennesker overtaget ejerskabet til menneskerettigheder. Det er ikke den samme situation mere, og jeg ønsker blot at minde os om denne konservative, kristne oprindelse, så vi kan bestemme os for, i hvilken grad vi tror, at menneskerettigheder, sådan som vi taler om dem i dag, er den korrekte ramme for moralsk, politisk tænkning, mens vi styrter ind i en forvirrende fremtid.”
Kristne menneskerettigheder bygger jo på universelle principper og metafysisk tænkning. Hvordan passer det ind i et sekulariseret verdensbillede?
”Det er en stor diskussion. Og det er sandt, at principper om naturloven, som beskytter individet, er dybt metafysiske.”
”Mange mennesker i dag vil hellere associeres med sekulariseret liberalisme, når de taler om menneskerettigheder. Samtidig er det min erfaring, at de fleste mennesker i dag, som omfavner menneskerettigheder, ikke helt ved, hvorfor de gør det, og de har ikke nogen god redegørelse for, hvordan de kan tro på dem. Måske er det mere tydeligt i kristendommen, hvor menneskerettigheder sagtens kan være universelle, for kristne tror på den evige sandhed og Guds vilje.”
”Mange mennesker omfavner næsten menneskerettigheder som en sekulær religion, hvorfor de må have taget noget metafysisk tro med sig. Sandheden er, at de fleste mennesker ikke tænker særlig meget på, hvordan de retfærdiggør menneske- rettigheder. De omfavner dem bare.”