Året 1968 har fået mytologisk status. Som barndommens ene snefyldte jul, der har suget alle andre vintre til sig, så det for erindringen altid var hvid jul i vor barndom. I virkeligheden var 1960’erne ét langt årti af opbrud. 1968 var nu alligevel noget særligt. Provoen Ole Grünbaum kalder en erindringsbog ”Bar røv i Tresserne”, og året 1968 fylder for ham klart en hovedrolle i årtiet.
Også i kirke og teologi var der tale om et opbrud i 1960’erne. H.P. Clausen spurgte engang i en artikel: Hvor længe varede det 19. århundrede kulturelt? Og hans svar var, at det varede til omkring 1960. Også kirkeligt var Danmark præget af den særligt danske kirkelige model fra 1800-tallet: en folkekirke, hvis ydre var styret fra Kirkeministeriet og Folketinget, men hvis indre liv var mest præget af en række kirkelige retninger: grundtvigianismen, Kirkeligt Centrum, Indre Mission. Den model stod endnu ret stærkt i 1960, mens den i 1970 langt hen ad vejen var opløst, uden at andet var kommet i stedet. Kirkegangen blev mere end halveret fra 1927 til 1967, og sekulariseringen tog yderligere fart i 1960’erne: Danskerne oplyste selv i 1964, at 32 procent aldrig gik i kirke, men i 1975 var dette tal vokset til 51 procent.
Der var også et stigende antal udmeldelser af folke-kirken gennem 1960’erne. Hvert år satte rekord for udmeldelser. Det fik i 1967 fik en kirkelig iagttager til at spå, at folkekirkeordningen måtte dø i løbet af 1970’erne. Der fremsattes i 1960’erne kirkepolitiske forslag om at flytte personregistreringen over til kommunen og at omlægge statstilskuddet til folkekirken til at gælde historiske bygninger. Ingen af forslagene blev gennemført dengang, ligesom de også jævnligt har været fremført forgæves sidenhen. Folkekirken er som institution som en supertanker, hvis kurs ikke lader sig ændre på kort tid.
I 1968 sprængtes Strukturkommissionen, der var nedsat med henblik på eventuelt at omstille folkekirkens struktur til den nye samfundsvirkelighed. I kommissionen var de grundtvigsk- tidehvervske imod at gøre andet end sognet til centrum i kirkens arbejde, og tanken om studenterpræster var de imod. På kort sigt kom der intet ud af kommissionens arbejde. Arbejdet i Strukturkommissionen bar ikke præg af det samtidige ungdomsoprør. Linjerne kunne dog krydses: I 1967 støttede Danske Studerendes Fællesråd tanken om studenterpræster, men i 1969 trak man denne støtte tilbage. Efter 1968 kunne studenterpolitikerne ikke mere se noget som helst behov for en studenterpræst. Folkekirken som institution gik igennem 1960’erne herligt uforandret. Også liturgisk. Præsten Herluf Andersen i Aarhus indførte særlige børne- og ungdomsgudstjenester med nye sange. Kirkeminister Bodil Koch gav ham i 1966 følgende næse:
”De ved den omhandlede ordinære gudstjeneste skete afvigelser fra den sædvanlige gudstjenesteform burde ikke have fundet sted.”
Folkekirken var ikke for beat-musik, end ikke for små nye børnesange. Herluf Andersen har i dag fået en plads i Aarhus opkaldt efter sig, for på lang sigt slog ungdoms-oprøret fra 1968 igennem på det liturgiske område.
Hurtigere nåede tidens strømninger til kirkelige retninger og frikirker. Året 1968 satte sig direkte spor på grundtvigske institutioner. På flagskibet Askov Højskole mærkedes oprøret ved, at politisk venstreorienterede kræfter var ved at overtage skolen. Inden for Ydre Mission kom det til interne brydninger om missionssyn. Fra Uppsala-mødet i 1968 lød der toner om, at ”verden skriver kirkens dagsorden”. Mission handlede ikke om forkyndelse alene, men også om en kamp mod undertrykkende politiske strukturer, fattigdom og kapitalisme. Det fik nogle unge fra den politisk progressive fløj til at engagere sig mere i nødhjælpsarbejde, hvorfor Folkekirkens Nødhjælp begyndte at vokse sig stor netop i de år. Blandt missionsselskaberne vandt den politiske dagsorden derimod ikke gehør, så Ydre Mission siden især har været en sag for kirkens højrefløj og for frikirkerne.
I Europa betød 1960’erne mange unges brud med kirken. Det samme skete i USA, men derovre sad der også mange unge med deres lange hår på stranden i Californien og spillede guitar til nye sange om Jesus. Disse Jesus-folk gav herhjemme Pinsebevægelsen et boost. Ganske mange unge fandt sig bedre hjemme i den frie og spontane stil i Pinsebevægelsen. De mente at have fundet en kristendom, der pegede fremad mod det moderne samfund, der var på vej, ikke bagud mod en svindende landbokultur og kirkekultur fra 1800-tallet.
Endnu i september 1968 mødte de nye teologistuderende frem i Aarhus med kort hår, mørk jakke og måske studenterhue. Som studerende var man ”Des” med professor Regin Prenter, medmindre man havde ladet sig optage i bøns-broderskabet Teologisk Oratorium, for så var man brødre. På sådanne omgangsformer satte 1968- oprøret sig afgørende spor. Ud af oprøret kom også en ny styrelseslov, der gav de studerende medindflydelse i rådene. Her kunne oprørerne gøre deres indflydelse gældende, og det gik ikke altid stille af. Regin Prenter valgte i en alder af 64 år at blive landsbypræst igen, og hans professorkollega K.E. Løgstrup henstillede i 1972 offentligt til medlemmer af det afgående studenterråd, ”.. at de ikke viser sig til mine timer og ikke i det institut-råd, de er medlemmer af. Jeg kan ikke godt tænke mig, at jeg er pligtig til at undervise eller forhandle med studenter, der kalder lærere ved fakultetet fascister”.
For det teologiske studiums indhold betød 1968 derimod ikke så meget. I timerne førte lærerne jo ordet. De var præget af 1960’ernes dialektiske teologi i lidt forskellige udgaver. Og der var ikke plads til nye lærere, for pladserne var allerede netop fyldt op. De teologiske fakulteter var vokset, så i modsætning til andre universitetsfag var der ikke mange nye stillinger at besætte på teologi efter oprørsåret 1968. Selvom nogle studerende kunne have ønsket sig det. Blandt teologistuderende i København opstod fra 1968 en gruppe, der kaldte sig ”Kritisk teologi” og som savnede en politisk-teologisk disciplin. Da ”de glade 1960’ere” var erstattet af ”de røde 1970’ere” slog en stram politisering igennem, og en teolog kunne beskrive marxismen som intet mindre end den objektive videnskabelige sandhed: ”..anvendelsen af den dialektiske materialismes metode ved beskrivelse af den kirke- og dogmehistoriske udvikling er ensbetydende med teologiens anerkendelse af den videnskabelige forklaring af kristendommens historie …”.
I Aarhus var det også først i de politiske 1970’ere, at den såkaldte fagkritikgruppe opstod. Den havde front mod en såkaldt borgerlig teologi, hvormed man forstod en teologi, der tilslørede samfundets grundlæggende produktions- og ejendomsforhold.
I sine mest socialistiske udgaver havde den politiske teologi altid kun få tilhængere. I mere moderat form blev en politisk bevidst teologi derimod et vigtigt led i dansk teologi fremover. Det samme må man så sige om dennes absolutte modpol: Søren Krarup og hans kamp mod den såkaldte politiske syge. Således opstod en helt ny front i teologien i kølvandet på 1968. Siden har en del teologer ønsket, at kirken skulle markere sig i den offentlige og etiske debat. Den gruppe har typisk også ønsket, at folkekirken fik sin egen valgte ledelse på landsplan. Andre har ganske bestemt modarbejdet, at biskopperne udsender fælles holdninger i politiske og moralske spørgsmål, og de har også været modstandere af enhver form for valgt kirkeråd.
”1968” førte dog også til teologiske nydannelser, for der kom gang i en alternativ teologisk uddannelse. Idéen med et menighedsfakult var gammel, men virkeliggørelsen havde sammenhæng med 1968-oprøret. En negativ sammenhæng var der derved, at det blandt andet var 1968’ernes kamp for en frigjort seksualmoral, der fik ret forskellige kirkelige kredse til at finde sammen om et alternativ. Men selv på kirkens mest konservative grupper satte ungdomsoprøret også tydelige kulturelle præg. Den uimponerethed, for ikke at sige respektløshed, hvormed Menighedsfakultetets første – måske langhårede – generation af studerende, behandlede ældre gejstlige, havde været utænkelig blot få år tidligere.
”1968” fik således stor betydning for kirkeliv og teologi. På ret forskellige områder og med nogen forsinkelse. Ikke at selve kalenderåret 1968 blev vigtigt, men det satte alligevel dybe spor som mytisk indbegreb af et årti i opbrud.
Kurt E. Larsen er profesor i kirke-historie på Menighedsfakultetet.