Nogle historiske begivenheder er som skabt til det store lærred. Det gælder for eksempel Martin Luthers berømte forsvarstale over for kejser og kirke på den tyske rigsdag i Worms i foråret 1521. De mest spektakulære Luther-film fra 1953 og 2003 har derfor Luthers enmandsforsvar som deres narrative højdepunkter: Her står han, og han kan ikke andet end at holde fast i sin tro og afvise tradition og udlevet magt.
I virkeligheden var det ikke så simpelt, som filmene vil skildre det. På rigsdagen i Worms, som blev afholdt i disse dage for 500 år siden, mødte den 37-årige bibelprofessor ikke fortiden, men en ung og from kejser. Kejser Karl den Femte var 21 år, spansk konge og nyvalgt tysk kejser. Han var den første hersker over et verdensrige. Det strakte sig fra grænsen til Danmark i nord, nedover Tyskland og Østrig til den italienske halvø og over Spanien helt til Den Nye Verden langt i vest. Og efter både krige og fredsforlig med lutheranerne op igennem 1500-tallet endte Karl med at trække sig fra magten og leve sine sidste år i kloster.
Det var med andre ord ikke en repræsentant for det moderne menneske bundet af sine egne subjektive meninger (Luther), der mødte det gamle og forstokkede traditionsmenneske (Karl den Femte).
Nej, det var to fromme mænd, der brændte for at reformere for at bevare. Luther ville reformere kristendommen ved at vende tilbage til den nådens teologi, han mente at finde i oldkirken. Kejseren ville reformere riget og dermed kristenheden ved at vende tilbage til en tid forud for samtidens stadig mere betydningsfulde og for rigets enhed problematiske nationer, lande og dynastier.
Luthers vision var en reformeret kristendom. Kejserens var en kristenhedens reform.
Den unge kejser måtte også tage bestik af paven. Karl var endnu ikke kronet til kejser af Det Hellige Tysk-Romerske Rige – og kroningen lå i pavens hånd. Paven havde i 1520 truet Luther og dermed de facto erklæret ham for kætter.
I Luthers øjne havde paven vist sig at være Antikrist, fordi pavekirken med sin overtro og udstafferede traditioner holdt den sande kirke og kristendom fanget. Dermed virkede paven modsat Kristus, når han forhindrede almindelige mennesker i at få adgang til frelsen hos Gud.
I begyndelsen af 1521 stod kejseren over for sin første rigsdag i Tyskland. Rigsdagen var et stændermøde, hvor relevante sager blev drøftet og afgjort. Til mødet blev rigets fyrster, fyrstebiskopper, grever, prælater og de frie tyske byer indkaldt. I Worms deltog også en ung holstensk hertug, den senere Christian den Tredje, som indførte Reformationen i Danmark ved en hjemlig rigsdag i København i 1536.
Luther gjorde i Worms et uudsletteligt indtryk på den kommende danske konge. For Christian var dette en religiøs sag, men der var også masser af politik indblandet. Tyskerne var langt fra tilfredse med, hvordan de i det hele taget blev behandlet af paven. Forud for mødet i Worms havde Martin Luther og de saksiske diplomater – som skulle støtte ham i sagen mod kejser og kirke – forventet, at de kunne overtale kejseren til visse reformer efter Luthers hoved. Men kejseren og kirkens folk så på Luther-sagen som noget, der skulle ekspederes hurtigt og kontant. Luther fik taletid alene for at tilgodese rigsdagen og med det ene ærinde at tilbagekalde, hvad han havde skrevet. Således håbede man at kunne dæmpe gemytterne i det oprørte Tyskland, hvor Luthers reformatoriske tanker havde spredt sig som en løbeild siden 1517.
Men selv Luthers rejse til Worms i en ubekvem hestevogn blev et lille triumftog gennem Tyskland. I vognen og følget var nogle af Wittenbergs bedste og mest diplomatiske hoveder, inklusive den senere danske gesandt Peder Svane. Rejsen blev en datidig mediebegivenhed, der åbnede offentlighedens øjne for sagen. Selv opfattede Luther rejsen som en frelseshistorisk begivenhed, så det var ikke helt forkert, at han i Worms blev modtaget med trompetmusik fra byens tårne. Han blev af borgere og den lavere, ridderlige adel betragtet som den, der skulle omstyrte om ikke Jerikos, så i hvert fald de pavelige mure, han selv havde beskrevet i sine skrifter.
Vel fremme i Worms blev Luther ramt af præstationsangst. Den 7. april klokken fire om eftermiddagen trådte han ind i bispegården for at retfærdiggøre sin lære. Ifølge pavens udsending, Aleandro, skulle kejseren ikke have været imponeret over denne munk.
”Han skal ikke gøre mig til kætter”, sagde kejseren. Også Frederik den Vise, Luthers egen fyrste, var skuffet over ham. Han var spag og indadvendt. Luther blev præsenteret for sine bøger, og han blev bedt om at tilbagekalde, hvad han deri havde lært.
Dagen derpå var Luther dog som forandret. I den propfyldte mødesal beklagede han sin upassende opførsel ved det første møde, og så gik han ellers til stålet og holdt en tale, som er blevet et Hollywood-moment i lutherdommen: Luther var alene villig til at lade sig overvinde af argumenter hentet i Bibelen. Dermed kunne Luther få lejlighed til at slå fast, at han hverken anerkendte paven eller koncilierne som kirkens højeste instans: Kun Bibelens ord eller indlysende årsager kunne tjene som beviser imod ham, og så sluttede han: ”Så længe min samvittighed er bundet af Guds ord, kan og vil jeg ikke kalde noget tilbage, eftersom det ville være usikkert og true saligheden at handle imod min samvittighed. Gud hjælpe mig. Amen”.
Om han virkelig også sagde, ”her står jeg, jeg kan ikke andet” er omtvistet. Ordene står ikke desto mindre anført i en enkelt samtidig udgave af beretningen.
Kejseren var blevet berørt. Næste morgen holdt han en personlig tale for rigets stænder. Heri anførte han, at han forsvarede den katolske tro ”til Guds ære … og sjælenes frelse”, og skulle man tro Luther, havde kristenheden været på gale veje i tusind år. Så mange kunne ikke have taget fejl i så mange år. Selvom kejseren holdt på de objektive institutioners eksistens over for Luthers subjektive tro, var de begge moderne i den forstand, at de var optaget af menneskets individuelle frelse.
Og havde Luthers tale bevæget mange, deriblandt den danske hertug Christian, bevægede kejserens næsten ligeså mange. Flere fyrster, der havde støttet Luthers sag, vendte tilbage til kirken og kejseren. Den 26. april forlod Luther rigsdagen. Han havde som lovet frit lejde, men blev orienteret om, at kejseren nu var forpligtet til at få ham bandlyst. Rigsdagen bakkede dog ikke kejseren op, og ediktet udkom som en kejserlig bekendtgørelse. Den 24. maj blev den læst op: Luther var fredløs. Den saksiske regering sørgede for at bringe Luther uden for offentlighedens søgelys ved at gemme ham på slottet Wartburg. Det var næppe kejseren eller kirkens plan at ombringe ham. For det kejserlige edikt blev nemlig aldrig sendt til hoffet i Kursaksen.
”Der, hvor kætteren befandt sig”, har en tysk kirkehistoriker skrevet, ”havde ediktet ingen gyldighed”.