Luthers tænkning om krig drives frem af politik

Reformatoren Martin Luther videreførte og gentænkte gamle kristne og teologiske idéer om den retfærdige krig. De tanker skal vi se på igen i dag, hvis vi vil forstå og måske gribe ind i de konflikter, vi står over for i dag. Det fortæller lektor i kirkehistorie Carsten Selch Jensen, der er aktuel med en bog om Reformationen og krigen

Foto: Polfoto. Grafisk bearbejdning: Ole Munk

Vi er i krig. Måske tænker vi ikke over det som sådan. Men siden 2001 har Danmark som del af den aktivistiske udenrigspolitik på den ene eller den anden måde været militært involveret i krige fra Afghanistan og Irak over Libyen til Syrien. Det er krige – også selvom nogle af dem, ikke mindst krigen i Irak, har været omstridte – som her er blevet retfærdiggjort med henvisninger til den internationale retsorden, til selvforsvar og værdier som demokrati og frihed. Altså med sekulære begreber.

Men vores begreb om den retfærdige krig er ikke i sin oprindelse sekulær, men har sin egen kristne og teologiske historie, der går helt tilbage til Augustin omkring år 400. Og et vigtigt bindeled mellem de to momenter er Luther og Reformationen. Det fortæller lektor ph.d. Carsten Selch Jensen.

”For Luther – som for Augustin og Thomas Aquinas – var krig et vilkår, en del af skaberordningen. Mennesket var syndigt, og det onde fandtes. De svage og det gode måtte beskyttes. Derfor var krig indimellem en nødvendighed, en ret og en pligt. Men kun som en forsvarskrig. Angrebskrige talte ikke som egentlige krige, men som ran, røvertogter og illegitim selvberigelse. Det nye, der sker med Luther, er, at han må gentænke den retfærdige krig i forhold til de gryende nationalstater, som vandt magt på bekostning af kirken.”

Carsten Selch Jensen forsker i korstog, kirkehistorie og krig. Han er aktuel med bogen ”Hvorfor slår vi ihjel: om Reformationen og krigen”, som er en del af forlaget Eksistensens serie i anledning af 500-året for Reformationen. Her indplacerer han Luther i den lange historie om kristendom og den retfærdige krig. Et umiddelbart paradoksalt begreb, for er kernen i det kristne budskab ikke, som Jesus sagde i Mathæusevangeliet, at man netop ikke skulle hade sin fjende, men elske ham? Jo, svarer Selch Jensen, men for Augustin over Thomas Aquinas til Luther kunne kærlighed også være krig.

”For dem er der ikke nogen modsætning. Man elskede fjenden ved at tugte ham med krigen, og man beskyttede de svage ved at bekæmpe ham. Krigen var simpelthen en del af kærlighedsbuddet,” forklarer Carsten Selch Jensen.

Overgangen fra kærlighed til krig sker via et andet kristent grundbegreb, synden. Fordi mennesket, som Augustin sagde, ”ikke kunne lade være med at synde”, var det onde i en kristen tankegang en del af menneskets virkelighed, og derfor var krig nødvendigt som et strafferedskab for Gud.

”Hverken Augustin eller Luther kunne forestille sig en verden uden krig, fordi de ikke kunne forestille sig en verden uden synd og ondskab. Og det er et gennemgående træk hos dem, at det er øvrighedens ret og pligt at straffe de eller det onde. Det betyder både, at krigen er retfærdig, når man beskytter det kristne samfund mod angreb fra hedningene, og når de kristne hære taber til hedningene – så er det Guds straf for de kristnes synd.”

Det nye for Luthers tænkning i det hele taget er de politiske faktorer, der ændrer sig rundt om ham. De gryende nationalstater, hvor centraliserede regeringer, fyrster og konger begynder at definere deres landområde og udøve deres magt og suverænitet over det, svækker nemlig pavemagten i Rom. Det er på den ene side en mulighedsbetingelse for Luthers brud med den katolske kirke, og på den anden side også en udvikling, som Reformationen og Luthers tanker om fyrsternes ret og pligt til krig kommer til at forstærke.

Og fordi netop krig er en afgørende måde, hvorpå de nye stater afgør og afbalancerer deres forhold til hinanden, må Luther også videreudvikle den kristne teori om den retfærdige krig. Først og fremmest er billedet af, at krigen kun foregår mellem kristne og ikke-kristne blevet forældet. Pludselig var det kristne mod kristne, og ikke mindst kristne fyrster, der stod over for deres kristne undersåtters oprør. Noget, Luther blev konfronteret med under bondeoprørene i Syd- og Midttyskland i starten af 1500-tallet.

”Dem var Luther helt afvisende over for. For så gik man imod Guds skabelsesordning – også selvom det er en gal og undertrykkende fyrste. Der var også det argument, at man løb risikoen for at slippe en større ondskab løs – anarki eller nye og værre tyranner – ved at vælte en fyrste. Luther mente, at nok kunne en ond fyrste ødelægge ens krop, men ikke ens sjæl. Mens ens sjæl ville fortabes, hvis man satte sig op mod Guds ordning, som fyrsten som embede var en del af,” forklarer Carsten Selch Jensen.

Det betød også, at den kristne soldat, der slog andre kristne ihjel på slagmarken, var i overensstemmelse med kristendommen.

”For Luther var soldatergerningen på linje med dommerfunktionen og bødlens arbejde. Altså som et værn mod synd, kaos og ondskab. Den soldat, der stod i en fyrstes hær, handlede som forlængelsen af Guds arm på slagmarken.”

Det er gennem lignende tanker, Kaj Munk og den tyske teolog og modstandsmand Dietrich Bonhoeffer under Anden Verdenskrig når frem til at forene deres kristne tro med væbnet modstand og drab. Carsten Selch Jensen åbner sin bog med et berømt citat fra Kaj Munk, hvor han opfordrer danskerne til som kristne at gå til væbnet modstand mod tyskerne:

”Bliv nu et kristent menneske, og lær at slå ihjel i Jesu navn,” skriver den danske præst.

”Ja, her trækker Munk på den lange tradition for at sammentænke krig og kristendom. Men i tiden mellem Luther og Munk ændredes synet på kristendommen sig på nogle væsentlige punkter, der i udpræget grad gjorde kristendommen til et personligt anliggende. Dermed kan kærlighedsbuddet og pligten til at beskytte næsten trumfe den forpligtelse til lydighed, Luther talte om,” analyserer Selch Jensen.

”Det kunne være interessant at sætte Luther, Munk og Bonhoeffer sammen til at diskutere det her spørgsmål. For mens jeg ikke tror, at Munk ville have accepteret et direkte attentat på den danske samarbejdsregering, så var det for Bonhoeffer en kristen pligt at angribe den tyske stat, som i hans øjne havde mistet sin legitimitet. Det ville Luther nok ikke have accepteret.”

Ikke mindst efter Anden Verdenskrig blev det en fælles idé i Vesten, at nationalstaten ikke kunne være den basis, hvorpå krig kunne retfærdiggøres. Det blev den indsigt, FN og idéen om en international retsorden blev bygget på. Men i dag har nye krigsformermellem stater adskilt af en front– oprør og terrorisme – udfordret FN’s mission. Her kan kristne og lutherske tanker om den retfærdige krig give ny anledning til at gentænke, hvornår krigen både er nødvendig og retfærdig, siger Selch Jensen.

”Der er flere protestantiske teologer, der arbejder videre med lutherske tanker om krigen. Men i stedet for at tale om den retfærdige krig foretrækker de at tale om den retfærdige fred. Altså hvis fred ikke bare består i, at krigen holder op, og den stærke har slået den svage, hvordan ser en retfærdig fred ud, som kan forebygge en ny krig? Og hvordan skal man engagere sig i den krig for at få den fred? Dernæst har mange af de nye konflikter i dag en betydelig religiøs dimension. Der står vi med en kløft mellem os og de nye konflikter, når vi i de seneste par århundreder mere eller mindre har aflært os at tænke teologisk om krigen. Her vil det være en god idé at genlæse Luthers og den tidligere kristne teologis tanker om krig og fred.”