I gamle dage handlede moral om det, vores bedsteforældre ville have kaldt anstændighed eller skik og brug. Man var moralsk, hvis man eksempelvis holdt sig fra flasken og ventede med sex til ægtesengen. Men i et moderne samfund, hvor selvrealisering betragtes som det højeste mål, fungerer denne forestilling om moral ganske enkelt ikke længere. Derfor er moral ikke længere et spørgsmål om at gøre det, Gud, traditionen eller forfædrene betragtede som rigtigt, men snarere blot om at mene det rigtige. Vi har med andre ord politiseret moralen, og tendensen er godt i gang med at undergrave demokratiske principper som menings- og ytringsfrihed. Det mener den tyske filosof og forfatter Alexander Grau, som har skrevet bogen ”Hypermoral. Den nye lyst til forargelse”. Moral er ”vor tids førende ideologi”, mener han.
”I dag er man moralsk, hvis man er for fred, bæredygtighed, social retfærdighed og imod påstået diskrimination. Alt skal være moralsk korrekt: ernæring, livsstil, forbrug. Tekniske eller videnskabelige problemer bliver stort set ikke længere behandlet ud fra et fagrelateret grundlag, men et moralsk. Kunsten skal heller ikke være smuk, men politisk korrekt. Moral er med andre ord blevet til ideologi, til hypermoral,” siger Alexander Grau.
”Dette kræver ikke nogen personlig indsats, men kun den rigtige holdning. Og nu og da lidt indignation rettet mod den amerikanske præsident, Donald Trump, eller en hvilken som helst anden,” siger Grau, der beskriver sig selv som liberal med vægt på frihed og individualisme.
Han peger eksempelvis på, at maleriet ”Hylas og nymferne” af John William Waterhouse i februar blev taget ned i Manchester Kunstmuseum efter påstande om, at det var sexistisk. Ligeledes besluttede et universitet i Berlin i januar at overmale et digt af en prisvindende digter, fordi det taler om ”alléer og blomster og kvinder og en beundrer”, hvilket ifølge de studerende bærer ”mindelser om seksuel chikane”.
”Hypermoralismen spænder fra hverdagen over kunstbranchen til politik. Tag også talkshows. Her argumenterer man ikke længere objektivt, her indtager man en moralsk holdning og forsøger at moralsk diskreditere den politiske modstander som asocial, neoliberalistisk eller ’højreorienteret’. Det er diskussionsformen i vores tid,” siger han og tilføjer, at debatten om ernæring også er et godt eksempel.
I Tyskland har man i årevis diskuteret vegetarisme og veganisme intenst, og miljøpartiet De Grønne har endda ønsket en forpligtende vegetar-dag for kantiner.
Det er ikke, fordi Alexander Grau ønsker en afskaffelse af moral som sådan. Moral er uundgåelig, betoner han. Alle samfund har til alle tider etableret regler og forskrifter for at organisere deres sameksistens, og disse regler kan betegnes som moral. Men denne form for moral har altid været legitimeret af højere myndigheder: religion, forfædre, tradition.
”Karakteristisk for hypermoralisme er, at moral er blevet selvstiftende. Noget er godt, fordi det er godt. Moral er blevet gjort til sin egen autoritet. Tidligere var moral en del af en ideologi, i dag er moral selve ideologien,” siger han.
Ifølge Alexander Grau er hypermoralisme et produkt af den politiske venstrefløj. De legitime sociale og frihedsmæssige krav fra det 19. århundrede udviklede sig i anden halvdel af det 20. århundrede til et overdrevet, selvmodsigende moralsk rettighedstænkning, mener han.
”På den ene side findes der en mangfoldighedskult, og på den anden side proklamerer man en radikal idé om lighed. Alt dette kulminerer i en mangfoldigheds-ideologi, men hvor man ønsker mangfoldighed, er resultatet snarere monotoni. Man hylder pluralisme, men begraver det plurale,” siger han og peger på håndteringen af det indvandrerkritiske, højrenationale parti Alternativ for Tyskland (AfD), som ingen af de andre partier vil samarbejde med, som et godt eksempel.
”Man undertrykker meninger i ytringsfrihedens navn, man præsenterer sig som demokrat, men dikterer, hvad der skal betragtes som demokratisk,” siger han.
”Det formoder jeg. Men pluralisme handler ikke kun om, at der findes en anden moralsk holdning. Et samfund er først rigtig pluralistisk, når det opfatter denne anden holdning som en legitim ytring, man bør diskutere seriøst. Men AfD diskuterer man ikke med, holdningen er, at AfD skal udstilles, og dets tilhængere diskrediteres eller fremstilles som usanfærdige. Det drejer sig om demokrati, om frie meningsytringer. Hvis der er en pluralisme af meninger, skal man også tillade denne pluralisme,” siger Alexander Grau.
”Hypermoralisme vil have mennesker til at tilslutte sig én bestemt moral, som opfatter sig selv som moderne og progressiv, en universel, venstreorienteret liberalisme. Man bilder sig ind, at der er tale om en historisk lov, at man er historiens vindere. Det er tåbeligt, for det er kun en moral, der findes i et velfærdssamfund, og denne moral er fortrinsvis repræsenteret af de vestlige landes eliter. Det er næsten neofeudalt,” siger han.
Begrebet hypermoral har Alexander Grau hentet fra den indflydelsesrige tyske filosof, sociolog og antropolog Arnold Gehlen, som i 1969 udgav bogen ”Moral og hypermoral. En pluralistisk etik”. I bogen advarer Gehlen om et voksende overherredømme af venstre-idealistiske intellektuelle og mediemagere og skitserer en frygt for undergang og statslig opløsning – en frygt, som har fundet et aktuelt udtryk i indvandrerkritiske bevægelser som Pegida og AfD i kølvandet på flygtningestrømme og islamistisk terror i Europa. Emnet er kun blevet mere presserende siden Gehlens bog, mener Grau.
Fænomenet hypermoral sporer han i hvert fald tilbage til 1950’erne, og det kan derfor ikke alene tilskrives 68’er-generationens oprør.
”Hypermoralisme er frem for alt et resultat af sekularisering, individualisme, massesamfundet og – vigtigere – massemedierne. Uden massemedierne kunne det ophidselses-potentiale, der er nødvendigt for udviklingen af hypermoralisme, ikke virkeliggøres,” siger han.
Der er ikke tale om et særligt tysk, men snarere et protestantisk fænomen, mener Grau. Protestantiske kulturer har en tendens til at moralisere og dermed også til at gøre hypermoral til ideologi, eftersom protestantismen – med rette – placerer den enkeltes samvittighed i centrum, mener han.
”Reformatorerne og deres samvittigheds-beslutninger om at bryde med den katolske kirke har påvirket den protestantiske kultur stærkt. Dette er i tråd med den kendsgerning, at hypermoralisme i form af politisk korrekthed er særlig udbredt i nogle miljøer i det puritansk-prægede USA. Jeg kender for lidt til danske debatter, men vi ser fænomenet i hele den vestlige verden, blot med lokale forskelle,” siger han.
Det, der findes i Tyskland på grund af landets nyere dystre historie, er imidlertid en særlig perfid retorik, som diskrediterer holdninger, der går imod den herskende hypermoralisme, ved at benævne dem ’højre’, siger Alexander Grau.
”I Tyskland er dette ’højre’ – i modsætning til i Frankrig, England eller USA – et dræbende argument, også selvom den ytrede mening slet ikke er højreorienteret, men snarere liberal,” siger han.
Alexander skriver i bogen, at ”moral er vores sidste religion. Det er også grunden til, at kirkerne for deres del har reduceret religionen i det væsentlige til moral”. Er kirkerne så ofre eller en del af problemet?
”Kirkerne er både ofre og en del af problemet. De er ofre, fordi kristendommens metafysiske kerneudsagn er blevet utroværdige i forbindelse med den videnskabelige og tekniske udvikling. Selv symbolske fortolkninger når næppe mennesker længere,” siger han og tilføjer:
”Kirkerne blev en del af problemet i det øjeblik, de forsøgte at skjule deres mangel på teologisk opfindsomhed gennem politisk engagement og moralisering af den offentlige diskurs. Jeg kender for lidt til den danske folkekirke, men i Tyskland er det et enormt problem.”
”Hvis overhovedet burde hypermoral blive erstattet af klassisk moral. Det er ikke et spørgsmål om at forkaste al moral, men om igen at begrænse den og tillade andre diskurser. Men dit spørgsmål antager, at vi har et frit valg. Det tror jeg ikke, vi har. Moral – også den herskende hypermoral – er resultatet af vores livsbetingelser, af socioøkonomiske omstændigheder. Derfor er jeg pessimistisk. Kun en radikal ændring af vores livsvilkår, et eftertrykkeligt økonomisk sammenbrud, ville kunne ændre vore værdier og idealer. Men det vil vi heller ikke have.”