Prøv avisen

Man kan ikke provokere jøder med billeder

Forbuddet mod at fremstille afgudsbilleder er baseret på den gammeltestamentlige forståelse, at et billede, der er fremstillet af et menneske, aldrig kan være det samme menneskes Gud. Foto: Kasper Palsnov

Jødedommen er ligesom kristendommen født med billedforbud, men krige og folkeligheden har betydet, at forbuddet i dag kun har betydning for ortodokse jøder, siger religionsforsker

Da jødedommen ligesom kristendommen er skabt på grundlag af teksterne i Det Gamle Testamente, eller Toraen, som jøderne kalder teksterne, gælder billedforbuddet fra De Ti Bud også for jødedommen.

Forbuddet mod at fremstille afgudsbilleder er baseret på den gammeltestamentlige forståelse, at et billede, der er fremstillet af et menneske, aldrig kan være det samme menneskes Gud.

”Der ligger en lære om, at hvis man fastholder tanken i billedet, så bliver det klart, hvem og hvad Gud er. Men Gud er det uforudsigelige. Hvis man kan forudsige, hvem Gud er, kan man også forudsige, hvad han gør. I stedet anerkender man, at Gud er uigennemskuelig. Han er der, hvor den menneskelige tanke ikke kan komme ind,” siger Hans Jørgen Lundager Jensen, professor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet.

Billedforbuddet gælder dog kun materielle billeder og ikke sproglige billeder, siger religionsprofessoren.

”Der er masser af tekster, der omtaler Gud som menneskeskikkelse, tordenvejr eller som en mand, der går i sin have i aftenskumringen. Det var ikke sådan, at man ikke måtte tale om Gud eller tildele ham en skikkelse, det var skulpturerne og gudestatuerne, jøderne var imod. De ville for eksempel ikke have statuer af deres gud, Jahve,” siger Hans Jørgen Lundager Jensen.

Omkring år 200 eftervores tidsregning kan man dog observere et vigtigt skifte i forhold til billedforbuddet.

Da templet i Jerusalem falder i den første jødisk-romerske krig i år 70, mister præsterne deres store magt over den jødiske befolkning, og efterfølgende kan man i gulvmosaikker i de tidlige synagoger se billeder af Guds hånd, der rækker ned for at forhindre Abraham i at ofre Isak og billeder af blandt andet solguden Helios som udtryk for, at Gud er herre over himmellegemer.

I Mishna, der sammen med Talmud udgør hovedværkerne i jødedommens mundtlige overleveringer, bliver dette skifte dokumenteret, siger Marianne Schleicher, lektor i jødedom ved Aarhus Universitet:

”Her står der, at rabbinerne affandt sig med, at man malede og tegnede forskellige symboler på det hellige på væggene, fordi den regelrette opfattelse af billedforbuddet ikke kunne klare sig mod den folkelige begejstring for billeder og behovet for at markere religiøsiteten i kunsten.”

I dag har billedforbuddet i jødedommen kun betydning for ortodokse jøder, siger Marianne Schleicher.

”Jødedommen har ligesom kristendommen gennemgået oplysningstiden, og derfor vil både reformjøder og konservative jøder sige 'herregud, hvis nogen vil male Gud, må de gøre det'. Derfor vil man heller ikke kunne provokere en jødisk befolkning på samme måde, som Charlie Hebdo har provokeret nogle muslimer,” siger Marianne Schleicher.

Ikonerne her er fra det fjerde århundrede, altså fra før de byzantinske kristne forbød billeder af religionsmotiver. De kan ses i Den Hellige Demetrios Kirke i Thessaloniki i Grækenland. -