Francois Zimeray vil gå over i dansk historie som den franske ambassadør, der var til stede under det første islamistiske terrorangreb i Danmark på Krudttønden i København den 14. februar 2015.
Det er derfor ikke underligt, at emnet fylder mange sider i hans nye samtalebog ”Med franske øjne”, der ser tilbage på de fem år som Frankrigs ansigt i Danmark.
For at forklare, hvad der er på spil hos de islamiske terrorister, henter den afgående ambassadør hjælp hos forfatteren Albert Camus.
Den franske nobelprisvinder var ligesom Francois Zimeray ud af en familie, der måtte forlade Nordafrika på grund af Algierkrigen i 1960’erne efter at have levet side om side med muslimer i generationer.
”I teaterstykket ’De retfærdige’ undersøger Camus psykologien hos terrorister, der mener, de kæmper for en retfærdig sag. Hans pointe gælder også for vor tids terrorister. De føler sig så retfærdige, at de kan slå børn ihjel. Det er ikke hadet, der er det værste. Manglen på tvivl og følelsen af at inkarnere godhed er til tider værre end had,” forklarer den solbrune mand i hvid skjorte, der sidder i et stort værelse på den franske ambassade på Kongens Nytorv midt i København.
Diplomater er ofte tilbageholdende med deres synspunkter. Men Francois Zimeray er åbenmundet og går også gerne til biddet i en af tidens varme emner i både Danmark og Frankrig: muslimsk påklædning.
”Burkaen er ikke kun en påklædning, men også et flag. Den symboliserer det patriarkalske og står i modsætning til lighed mellem kønnene,” vurderer den franske intellektuelle, der har jødiske rødder. Han finder endnu et argument mod burkaen i det franske sprog.
”Ordet ’reconnaître’ har en dobbeltbetydning på fransk. Det betyder genkende, som vi gør, når vi ser et ansigt, vi har set før. Men det betyder også anerkendelse og er et udtryk for en respekt. Værdighed og synlighed hænger sammen.”
Og så er der islamismens syn på satire. Karikaturerne af paven i det franske satiremagasin Charlie Hebdo og tegningerne i Jyllands-Posten af muslimernes profet Muhammed viser vigtige forskelle, siger han.
”Opfattelsen af krænkelse og hellighed afhænger af det enkelte menneske. Jeg følte mig også dybt krænket over Charlie Hebdos tegning af den gamle pave, Johannes Paul II, der blev fremstillet som en tosset, senil gamling. Men det giver mig ikke ret til at gribe til våben,” siger Francois Zimeray, der havde regnet med mere støtte til Charlie Hebdo i Vesten.
”Efter massakren på Charlie Hebdo blev jeg chokeret over at se, at ikke en eneste avis i USA ville trykke forsiden af Charlie Hebdo i solidaritet med avisen, som mange andre medier i verden gjorde. Amerikanerne ville ikke fornærme, ikke provokere. Hvis det er globalisering, bliver den globale landsby til den totalitære landsby.”
Den politiske korrekthed presser i disse år friheden, der fra den anden side kommer under pres fra radikal islam i en global kamp mellem individ og gruppe, forklarer han.
”I vores samfund må vi stadig bekæmpe totalitarismen, kæmpe mod fascisme og islamisme, ideologier, der vil forhindre os i at stille spørgsmål til dogmerne. I Vesten er politisk korrekthed også en trussel, vi må bekæmpe begge sider, for fjenden findes også i vores egen lejr, det er fristelsen til ikke at provokere, til ikke at ville fornærme.”
Derfor er det vigtigt at blive ved at arbejde på at skabe betingelserne for frihed. Den er ikke nogen selvfølge for mange mennesker i verden.
”Kort efter sin befrielse fra kommunismen skrev den tjekkiske præsident Václav Havel om angsten for frihed. Da den totalitære verden faldt sammen i Østeuropa, forstod han med det samme, at det kunne blive svært for de mennesker, der havde levet under kommunismen, at tage friheden på sig. Man skal forberedes kulturelt på den frihed, vi lever med i Vesten.”
Den franske ambassadør giver et konkret eksempel på, hvordan dette sker.
”Formålet med hele det franske uddannelsessystem er at gøre mennesker i stand til at leve med friheden og tænke kritisk, også over for den gruppe, man selv tilhører. Ordet ’fællesskab’ eksisterer ikke i den franske forfatning. Der findes kun det nationale kollektiv. Det er individernes rettigheder, det handler om. Vi er ikke fanget af vores fællesskaber fra fødselstidspunktet. Vores liv gør, at vi alle er forskellige. Og det kan være svært. At føle sig anderledes er at føle sig alene. Og derfor har mennesker brug for at blive en del af fællesskaber.”
Blikket for det enkelte menneskes ret er et livsvilkår for Francois Zimeray. Han har altid været optaget af menneskerettigheder, der netop er udtryk for individets beskyttelse mod gruppen eller staten. Han har været fransk ambassadør for menneskerettigheder og rejst rundt i verden for at kritisere lande, der overtrådte dem, for eksempel Vietnam.
Han har også med sin egen håndskrift skrevet indledningen til FN’s universelle menneskerettighedserklæring, der er anbragt på en glasplade, som man ikke kan undgå at se, når man går gennem indgangen til den franske ambassade.
Francois Zimeray er bange for den trang til at forstå mennesker i gruppe-kategorier, der spredes, ikke mindst af mennesker, der mener, de bekæmper diskrimination.
”Når du ansøger om et job i USA, for eksempel, kan du blive spurgt, hvad din race, din hudfarve og din religion er. Man anser ikke de spørgsmål for at være private, men for at være en social indikation.”
Men ambassadøren føler sig ikke godt tilpas i de kategorier, som mennesker skal passe ind i.
”Det er tydeligt, at jeg er en hvid mand fra Frankrig, men jeg nægter at definere mig som det. Jeg føler mig for eksempel meget tættere på visse sorte, kvinder som mænd, fra Afrika og Amerika end visse hvide mænd fra Frankrig. Jeg føler mig også tættere på mange muslimer end folk med samme religiøse baggrund som mig. Det, som tæller for mig, er idéerne og personligheden, ikke biologi, etnicitet eller religion,” siger franskmanden, der ikke tror, at det skaber større tolerance at sætte folk i kasser.
”Jeg tror, den bedste måde at bekæmpe racisme på, er ikke at klassificere folk efter hudfarve eller etnisk oprindelse.”
Francois Zimeray opfordrer danskerne til at holde fast i deres sunde skepsis over for denne type amerikansk moraltænkning, ligesom han lægger afstand til den ”kolonialisering”, som foregår via sociale medier som Facebook. Det bærer for ham en pointe i sig selv, at danske medier er utilfredse med, at amerikanske medier vil bestemme, hvor meget nøgenhed de må vise på sociale medier. For set med franske øjne er danskerne meget europæere.
”Danskere er europæere, og mere end I måske selv tror,” påpeger Francois Zimeray.
Hvordan ser De det?
”Kig ud over byen her,” siger ambassadøren og peger imod vinduerne i ambassadens store hjørneværelse, som fra Kongens Nytorv giver udsigt over Nyhavn og Det Kongelige Teater.
”Fra Shanghai til Dubai prøver man at bygge højt. De fleste mennesker i verden ønsker at fremstå betydningsfulde. De vil være højest, størst, mest dominerende. Men København har ikke mange skyskrabere. Man ønsker ikke den form for dominans. Det er meget europæisk,” siger Francois Zimeray.
”Cyklisterne i København er europæiske. De forstyrrer ikke andre, men bevæger sig diskret gennem byen,” siger han og fremhæver en lyd, han vil savne, når han forlader København ved udgangen af august.
”Om aftenen, når der er faldet ro over byen, kan man høre klokkerne fra Københavns Domkirke her på ambassaden. Jeg holder meget af den lyd. Den er ikke dominerende, men rolig og lavmælt. Domkirkens klokker er lyden af Europa.”