Det er dybt generaliserende, når hvidhed per definition bliver set som et privilegie

Kampen mod racisme er en demokratisk pligt. Men afgørende er ikke, hvilken baggrund eller identitet man har. Det er derimod holdning, og den er uafhængig af hudfarve, skriver den tidligere tyske forbundspræsident Joachim Gauck

Joachim Gauck har siden sin tid som systemkritiker under DDR-regimet søgt at tale om samtidens svære etiske spørgsmål, og det har fået ham til at sætte spørgsmålstegn ved teorierne om hvidhed.
Joachim Gauck har siden sin tid som systemkritiker under DDR-regimet søgt at tale om samtidens svære etiske spørgsmål, og det har fået ham til at sætte spørgsmålstegn ved teorierne om hvidhed. Foto: Agencja Gazeta/Reuters/Ritzau Scanpix

At være hvid er altså et privilegie. Helt automatisk – pr. skæbne. Sådan vil tidsånden det. Man har skrevet og skændtes meget om oprindelsen til og udbredelsen af denne fortælling, der er kommet til os fra USA. I mellemtiden har kritikken af det dominerende hvide blik bevæget sig længere bagud i tid – til før kolonitiden. Billedet af antikken skal revideres. Forinden var det oplysningstidens filosoffer, der stod for skud.

Jeg er borger i et land, hvor nationalisme, racisme og kolonialisme har sat sig dybe spor i historien. Alligevel får denne stærkt generaliserende dom om den privilegerede hvidhed mig til at tvivle på dens historiske berettigelse, og den fremkalder spontant en dybereliggende emotionel protest i mig.

Lad os begynde med sproget, der jo spiller en ikke uvæsentlig rolle i de aktuelle diskussioner om hvid dominans. I almindelig sprogbrug betyder privilegier forrettigheder – som for eksempel adelens egen domsmyndighed og arveret i den feudale stat. Privilegier er i overensstemmelse hermed særrettigheder for et mindretal. Så snart rettigheder som eksempelvis valgret tildeles alle, overgår de fra privilegier til allemandseje, det vil sige til at være norm. Efter denne sprogbrug råder hvide i vores demokrati ikke over særrettigheder af nogen art, som burde fratages dem med henvisning til retfærdigheden. Tværtimod drejer det sig om at ophæve de faktiske uligheder, som rammer ikkehvide, selvom de har de samme forfatningsgaranterede rettigheder.

For det er åbenlyst, at hvide i et hvidt majoritetssamfund selv uden retlige privilegier har talrige fordele, som de i reglen slet ikke er bevidste om. Vi agerer som medlemmer af det hvide majoritetssamfund mere eller mindre gnidningsløst som lige blandt lige og har ofte større muligheder for at gøre os gældende i det politiske, økonomiske og kulturelle liv. En ikkehvid møder derimod ikke kun nysgerrighed, fordi han tilhører en umiddelbart genkendelig minoritet. Den anderledes hudfarve fremkalder også skepsis, fordomme, udgrænsning, til dels endda racisme, had og morderisk vold.

Jeg forstår udmærket den vrede, som denne form for diskriminering og vold afstedkommer. Jeg føler også selv stor vrede over det, og det er mere end forståeligt for mig, når ikkehvide ud over den legale lighed også kræver social lighed og – som sociologen Norbert Elias kaldte det – ”menneskelig ligeværdighed”.

Samtidig ansporer ”critical whiteness” (akademisk teori, der ser kritisk på hvidhed, red.) mig dog også til at protest, fordi jeg frygter, at pendulet ligesom i USA vil slå for langt ud i den anden retning. Også i Tyskland støder vi allerede på forsimplende generaliseringer, som om hvidhed var uløseligt knyttet til rollen som kolonisator eller hersker uafhængigt af den konkrete situation. Når nogen taler om hvide privilegier, er det desuden altid med en underforstået anklage eller bebrejdelse, som om hvide helt uagtet deres individuelle adfærd har lod og del i en slags kollektiv skyld – nogle føler sig ligefrem mindet om arvesynden. Menneskehedens komplicerede historie bliver dermed påtvunget en tilsyneladende entydighed, som fører til en grov indsnævring.

I Tyskland og Europa har man for det meste utvivlsomt set og fremstillet historien i et eurocentrisk eller i hvert fald transatlantisk-vestligt perspektiv. Selv dér fandtes og findes der ikke kun den ene hvide synsmåde. Men frem for alt er historiske erkendelser altid blevet suppleret, relativeret og også korrigeret – og sådan vil det også være fremover.

Fastlåste synsindsnævringer vil uden tvivl blive opgivet, når kolonihistorien – som det allerede er begyndt at ske – i stigende grad integreres i vores historiebillede, og når vi beskæftiger os mere indgående med helt andre synsvinkler og fortolkningsmønstre.

Ved universiteterne er der skrevet utallige studier om critical whiteness, racisme, postkolonialisme og identitetspolitik. Intellektuelle fra Asien og Afrika blander sig i stigende grad i fortolkningen af historiske begivenheder og aktuelle konfliktsituationer. Museer diskuterer tilbageleveringen af kunst, som enten er blevet stjålet af vestlige stater eller erhvervet gennem tredjepart.

Det er alt sammen vigtigt og befordrende for at gøre flere erkendelser. Derimod finder jeg det yderst betænkeligt at betegne blikket på kolonitiden og den transatlantiske slavehandel som et historisk vendepunkt, hvorefter alle hidtidige fortolkninger skal omskrives med henblik på en altafgørende modsætning mellem hvide og ikkehvide. For en sådan opfattelse inviterer til en selektiv betragtning af historien, som ikke bidrager til en bedre forståelse af hele billedet.

Kigger vi eksempelvis på slaveriets historie, ser vi, at slaveri har været en del af menneskehedens historie siden oldtiden – og at hverken slaveholdere eller slaver lader sig inddele entydigt efter hudfarve. Slaveholderne var ikke altid hvide, men også kinesere, balinesere, aztekere, mayaer og afrikanere. Og den arabiske slavehandel med afrikanere har en meget længere historie end den transatlantiske. Omvendt var slaverne ikke kun sorte, men ofte også hvide: Eksempelvis indbyggere fra de besejrede nabofolk i det antikke Grækenland og Rom eller senere, mellem det 16. og 18. århundrede, de hvide, som i stort tal blev gjort til slaver under Det Osmanniske Rige eller blev røvet og solgt som slaver af muslimske sørøvere ved Italiens, Spaniens og Portugals kyster – deriblandt den senere spanske nationaldigter Cervantes, der tilbragte fem år som slave i Algeriet, inden han blev frikøbt af Trinitarierordenen.

Slaveri var i disse århundreder ikke primært et spørgsmål om ”race”, men en konsekvens af magt og magtforskydninger.

Og hvad det sidste, det lange 20. århundrede angår: Kolonialisme og afkolonisering var uden tvivl vigtige elementer af dette århundredes globalhistorie. Men mest eftertrykkeligt blev det 20. århundrede præget af de to verdenskrige og de totalitære herredømmesystemer, som knytter sig til Hitlers, Stalins og Mao Zedongs navne. Jeg tænker på mange, mange millioner, som mistede deres liv som soldater eller civilister i krigen, på mange millioner, der blev myrdet, fordi de tilhørte den forkerte ”race” eller havde den forkerte etnicitet eller religion, som kom i fængsel eller blev sendt i lejre, hvis de havde den forkerte mening, som blev myrdet eller udsultet, hvis de tilhørte den forkerte klasse, og som blev fordrevet, fordi de skulle bøde for deres føreres forbrydelser.

Millioner og atter millioner omkom i Gulags arbejdslejre, koncentrationslejre og i forbryderiske krige – i Europa og Sovjetunionen næsten alle hvide og som ofre for hvide magthavere. Også for det absolutte flertal af hvide mennesker er historien en historie om mindreværd, afmagt og begrænsende livsmuligheder. For et mindretal er den supremati og herredømmehistorie.

De critical whiteness-aktivister, som gør en modsætning mellem hvide og ikkehvide til hovedanliggendet, forvrænger billedet af det levede liv. De marginaliserer undertrykkelse – ikke blot hvides undertrykkelse af hvide, men også ikkehvides undertrykkelse af ikkehvide – i forskellige afrikanske stater og i Asien.

I denne sammenhæng bør man huske Kina og Cambodja, hvor millioner døde under kommunistisk terror, og Indonesien, hvor omvendt hundrede tusinder kommunister blev ofre for militærets og militsernes massakre. Det svækker uundgåeligt, om end utilsigtet de verdensomspændende bevægelser for empowerment, menneskerettigheder og menneskeværd.

Ydermere står det indsnævrede blik i vejen for den erkendelse, at gerningsmænd og ofre historisk set kun sjældent har ladet sig inddele efter hudfarve. ”Den onde hvide” og ”den ædle vilde” findes ikke. Der har eksisteret adskillige forbund og kooperationer eller kollaborationer mellem sorte og hvide mennesker – på undertrykkernes side såvel som på de undertryktes side: mellem sorte og hvide slavehandlere på den ene side og mellem sorte og hvide modstandere af slaveri, racisme og kolonialisme på den anden side.

Den transatlantiske slavehandel og slaveriet i Caribien og i de amerikanske sydstater blev ganske vist indført og drevet med stor profit af hvide, men det var også næsten overalt hvide, der bekæmpede og til sidst besejrede slaveriet – eksempelvis abolitionisterne blandt pietisterne og de evangeliske missionærer i Storbritannien, for hvem slaveri var uforeneligt med forståelsen af mennesket som Guds barn.

Som den sorte amerikanske litteraturprofessor John McWhorter for nylig sagde i et interview i det tyske magasin Der Spiegel:

”Vores børn burde lære om historien i alle dens facetter og ikke, at den alene bestod i, hvordan hvide over hele verden stod på halsen af sorte”.

Jeg ønsker på ingen måde at opstille et hierarki over ofre. Hvad jeg derimod gerne ser er, at udryddelse, undertrykkelse og diskriminering ikke får mindre opmærksomhed, når de ikke skyldes racisme, men har politiske eller økonomiske årsager – og når ofrene er hvide. Eller er hvide ofre mindre værd? Mennesker som Maria Kolesnikova og hundreder andre i hviderussiske fængsler? Eller Aleksej Navalnyj, der sidder indespærret i en russisk straffelejr? Hvad jeg også modsætter mig er, at udryddelse, undertrykkelse og diskriminering får mindre opmærksomhed, når undertrykkerne ikke er hvide, men sorte eller har en tredje etnisk identitet. Fortjener den kinesiske ledelse ikke at blive fordømt for sin årelange undertrykkelse af uighurerne? Og hvad med forfølgelsen af rohingyaerne i Myanmar? Eller Boko Haram, der har dræbt i titusindvis af mennesker i Nigeria?

Det burde være en selvfølge, at man ikke skal forklejne racismen og menneskefjendtligheden i ens eget land, mens man retter fingeren anklagende mod andre. Det burde imidlertid være lige så klart, at man ikke kan ignorere forfølgelse og menneskefjendtlighed i ikkehvide lande uden at miste sin demokratiske troværdighed og sætte sin humanisme over styr. Den, der kun viser solidaritet med ikkehvide mennesker eller ignorerer undertrykkelse, når den forvoldes af ikkehvide, sætter etnisk eller ”racemæssigt” tilhørsforhold over de universelle menneskerettigheder. Trods bestandige forsikringer om det modsatte fremmer man på den måde til syvende og sidst en racistisk begrundet menneskeretspolitik.

Længslen efter menneskerettigheder er universel. Der henvises ofte og med rette til, at amerikanske forfatningsfædre som Thomas Jefferson selv havde slaver. Heller ikke de menneskerettigheder, der blev proklameret under Den Franske Revolution, gjaldt i begyndelsen for alle mennesker. Men begge revolutioner skabte forudsætningerne for, at ophævelsen af retlige indskrænkninger overhovedet blev mulig. Nu vandt et nyt ideal frem, som lovede alle borgere de samme rettigheder.

Og netop dette tankemønster har i de sidste to hundrede år ansporet stadig flere mennesker i Europa, USA og andre steder i verden til at kæmpe for deres ligeberettigelse – også utallige ikkehvide. Som for eksempel i den slaverevolution, der i 1791 brød ud i den franske slaveholderkoloni Saint-Domingue og forvandlede den til den første uafhængige sorte republik i verden under navnet Haiti. Eller som i afkoloniseringens emancipationsbestræbelser, der udviklede en stærk dynamik efter Anden Verdenskrig, men var begyndt længe før.

Menneskerettighederne får altså ikke deres betydning i kraft af, at de vestlige demokratier forsøger at påtvinge andre dem. Det er snarere de undertrykte overalt i verden, der med deres ønsker, længsler og håb tilkender dem en central betydning. Længslen efter menneskerettigheder og efter ”retten til at have rettigheder”, som tænkeren Hannah Arendt kaldte det, har vist sig at være universel.

Når ikkehvide i dag også i demokratiske stater kræver, at hvide udviser større sensibilitet og ikke diskriminerer på grund af race, når de forlanger mere viden om den koloniale fortid, når de stiller krav om mere ligeberettigelse og mere participation, kan jeg godt forstå det og er selvfølgelig solidarisk med dem. Et hvidt overherredømme som under den transatlantiske slavehandel, de diskriminerende Jim Crow-love i de amerikanske sydstater eller som i raceadskillelsens USA, der varede ved til op i 1960’erne, hører lykkeligvis fortiden til. I de fleste demokratier er alle borgeres ligestilling en grundlovssikret ret, også gennem antidiskriminations-lovgivning. Det er uden tvivl en bedrift.

Denne artikel har været trykt i den tyske avis Die Zeit.