Er Dansk Folkepartis næstformand Morten Messerschmidt på vej til at gøre dansk politik til en underafdeling af Polens og Ungarns katolske nationalisme? Næppe, for kilden til Messerschmidts kristendomsforståelse skal findes blandt noget mere hjemligt, nemlig Tidehvervs på en og samme gang kritiske og konservative lutherdom. Debattøren Ali Aminali er nok en af dem, der bedst har forstået, hvad Messerschmidt har gang i. Til Kristeligt Dagblad har Aminali forklaret, at upåagtet hans egen anderledes tro gav kristendommen og ikke mindst historie- og kristendomsundervisningen ham ”et fundament – en forståelse af, hvilke skuldre jeg stod på, og dermed følelsen af at være del af det danske fællesskab”.
Og det rammer meget godt, hvad der i min bedømmelse er Messerschmidts budskab – at lade landets og kulturens rødder i kristendommen (eller i kamp herimod) få plads i den almene dannelse. I den forstand er der ikke tale om en ny ”militant vækkelse” hos DF, som Georg Metz har skrevet i Dagbladet Information.
Metz’ og den kulturradikale angst for Tidehverv og konsorter gennemsyrede min egen ungdom omkring år 2000, hvor Krarup og Langballe fik stor opmærksomhed, da de to præster blev valgt til Folketinget ved valget i november 2001. Dengang gik jeg på Frederiksborg Gymnasium i Hillerød, og det stedlige band, Narkomana, lod tidstypisk nok deres første hjemmegjorte cd pryde af Krarups og Langballes kontrafejer. Til overflod var de to præstefætre blevet udstyret med to gange Hitler-skæg.
Nuvel, i mine øjne var det allerede dengang lidt bizart. For sagde Krarup ikke bare noget indlysende for en generation af unge, der dengang observerede et Danmark i forandring? Læseren skal her erindre, at for en som mig født i 1985 og opvokset i den lille by, hvor familien stadig boede i flere slægtled, var landbokulturen stadig i live, Anden Verdenskrig tæt på og forældrene opvokset i 1950’ernes dydige årti. Og så var alting alligevel forandret, for forældregenerationen var rundet af 68-oprøret, kirken blev usynlig, parolerne blev ideologiske, og fremskridt og humanisme skulle redde verden.
At være barn i 1990’erne var lig med fremgang og velstand – og nå ja, så kunne vi jo lige så godt redde verden ved at bringe verden her hjem og fylde de ledige pladser i klasselokalerne med nye venner fra fjerne himmelstrøg. Angrebet på World Trade Center den 11. september 2001 var i den forstand en brat opvågnen for mange – men Krarup og co. havde tidligt set, at verden var i forandring, og at Danmark på længere sigt også ville være ændret. Krarup sagde det ligeud ved sin gæsteoptræden på DF’s første landsmøde i 1997: Han nærede en frygt for, ”at vore efterkommere ikke kommer til at leve i Danmark og på dansk”. 23 år senere er udsagnet ikke så kontroversielt som dengang, men at Krarups syn havde rødder i kristendommen, og at han også tænkte kategorien dansk sammen med kristendom, provokerer endnu mere i dag end dengang.
I dag forsøger Messerschmidt politisk at tage tråden op og aktualisere denne tankegang. En vigtig lektie af Krarups teologi, som Messerschmidt ikke så nøje formår at sætte ord på, er den antimoralistiske tidehvervskritik. Tidehverv er et kirkeligt og teologisk tidsskrift, der har været udgivet siden 1926, men har rod i et internt opgør i de missionske studentermiljøer i 1920’erne. Oprindeligt var Tidehverv fremprovokeret af et opgør med missionsbevægelsernes moralisme og fremskridtstro. Det gav skuddet til en hvas kirkekritik og en fintfølende fornemmelse for, når kristendom blev gjort til ideologi.
Messerschmidt har fået skudt i skoene, at han tidligere har erklæret sig som ateist og ”tindrende ligeglad” med, hvad der står i Bibelen. Det er han ikke længere, imidlertid hænger den tidehvervske ideologikritik ved: Kristendommen skal ikke være politik, hvorfor Messerschmidt også skarpt har kritiseret Folkekirkens Nødhjælp.
Messerschmidt har læst op på sin Krarup, når han her i avisen i et læserbrev revser sine politiske modstandere for at sakralisere deres politik ved at kalde den næstekærlig og humanistisk. Præcis sådan har Krarup mange gange formuleret sig, ja, ifølge ham skulle man i sin tid have troet, at Poul Nyrup havde gået i søndagsskole (læs: han var for bevidst om egen høje moral), og ganske berømmeligt fra Folketingets talerstol i 2002, hvor han blev træt af humanistiske slagord fra de politiske modstandere under en udlændingedebat. Krarup udbrød, at det var som at være til møde i et missionshus!
I sit bidrag til festskriftet i anledning af Krarups 70 år i 2007 roste og skosede præsten og filosoffen Henrik Gade Jensen Krarup; for ifølge Gade Jensen kunne Krarup jævnfør ovennævnte udtalelse ikke sige sig fri for også at have viderekolporteret det gamle Tidehvervs intense polemik imod enhver form for vanekristendom og folkekirkelig aktivisme, der – som Gade Jensen rigtigt påpeger – ellers var med til at rejse utallige nye kirker, sognegårde og engagere tusindtallige danskere i kristendommen.
Det var tidehvervspræsterne mænd for at skyde ned, og den unge Søren Krarup ville som ny præst i 1965 slet heller ikke tillade, at Seem Kirke, hvor han virkede til sin pensionering, overhovedet skulle hejse Dannebrog på de kirkelige højhelligdage, og mission var strengt forbudt.
”Jeg kan ikke med dagens udfordringer fra andre religioner,” skriver Gade Jensen, ”forarges over tidligere tiders kirkelige aktivisme,” og fortsætter med den konstatering, at svaret på indvandringen til Danmark ikke kun skal være Krarups datidige position: ”hold dem ude”, men også må være mission.
Og netop her må man konstatere, at der er sket store ændringer hos tidehvervsfolkene – og på samme måde hos Morten Messerschmidt. Professor Peter Lodberg har her i avisen ligefremt kaldt Messerschmidts kristendom økumenisk, altså åben over for andre kristne retninger end den hjemlige danske lutherdom, fordi DF og den seneste borgerlige regering har fået et kraftigt forøget fokus på forfulgte kristne. Dermed har de fået øje for kristendommen som helhed, og jeg fristes til at sige som vestlig civilisationsmarkør.
Bedømt ud fra hvad Messerschmidt selv har tilkendegivet om sin kristendom, er han som lægmandsteolog vist meget godt hjemme i Krarups teologi. Måske har han læst Krarups ”Den kristne tro. Katekismus for voksne” fra 1995? Den fik jeg anbefalet af min konfirmationspræst, da han observerede, at jeg begyndte at frekventere den hjemlige kirke. For heri blev et ungt menneske som mig, der ikke helt forstod, hvorfor gymnasiebandet skulle male Hitler-overskæg på to præster, lært noget basalt om, hvem vi er som mennesker – luthersk set. Vi er utilstrækkelige, med et mere klassisk udtryk er vi altså syndere. Ingen af os kan derfor instrumentalisere kristendom eller godhed. Vores gerninger gør hverken fra eller til.
Dermed ikke sagt, at vi er overladt ansvarsløse i verden. Nej, vi er netop sat her i verden med et ansvar – og hvem er det, vi skal svare an over for? Jo, den instans – Gud – der har sat rammerne, givet livet, sat os fri af synden, men i kærlighed bundet os til at drage omsorg for vores nærmeste.
Statens rolle i den ligning er højst at inddæmme ondskaben og at hytte vores eget. Derved kunne Krarup påpege, at alt ikke er politisk, som vi, der var børn af 68-generationen (plus-minus), lærte, og derfor var hans politik og megen snak om danskhed og kristendom i og for sig ikke-politisk. Det gjaldt om at begrænse det politiske, sådan at der kunne blive plads til det førpolitiske: mennesket, familien, landet, troen, tilværelsen.
Ellers, som Ali Aminali i samme åndedrag formulerer det i sit responsum på Messerschmidts udsagn, tjener kristendommen, eller i det mindste viden om den, hans to sønner til en forståelse af, ”hvor vigtig kirken har været og kan være i det danske samfund”, sådan at de ikke ukritiske hopper på den ”første bog om Karl Marx, de bliver præsenteret for, eller tror den første, der fortæller dem, at de ikke er danske, fordi de er brune i huden”.
Anderledes sagt må det politiske og ideologiske skubbes lidt til side, så der bliver plads til det givne. Eller som Søren Krarup beskrev det, da han for første gang lod graveren hejse Dannebrog på en helligdag:
”Vi skal ikke foragte det velkendte og vanemæssige. Vi skal måske tværtimod holde det i ære og respektere det.”
Rasmus H.C. Dreyer er sognepræst og ph.d. i teologi.