Götz Kubitschek, hvad er dine politiske mål?
Kort fortalt vil vi etablere normalitet. Vi vil etablere sikkerhed og orden, men frem for alt udpege, hvem der har ansvar for det, der er sket her, hvem der er ansvarlig for det kaos, der er blevet anrettet ikke bare i vores land, men over hele Europa, og vi vil have den nødvendige politiske magt i hænderne til at korrigere det hele. Angela Merkel (Tysklands kristeligt demokratisk forbundskansler, red.) er afgjort den mest ødelæggende kansler, vi nogensinde har haft. Hun har transformeret vores nation til en multikulturel overfladisk konsum-stat. Hun har med sin hæmningsløse grænse-åbning og hæmningsløse hypermoralisering af tysk politik isoleret sig selv på toppen. Det kræver en omhyggelig politisk forandring.
Hvordan vil du betegne den kulturkamp, I befinder jer i?
Botho Strauss siger det i sit essay ’Tiltagende bukkesang’: Det er en kamp for at bevare traditionen, det historiske, og en kamp mod kræfter, der kæmper for en ødelæggelse af disse ved hele tiden at stræbe efter det nye, efter eksperimenter.
Er du højrepopulist?
Det må andre svare på. Jeg har et polemisk forhold til begrebet. Jeg ville beteg- ne mig selv som højre-intellektuel, og hvad andre der-udover vil kalde mig, lader jeg være ukommenteret.
Hvad betyder højre for dig?
At man først og fremmest ikke er venstreorienteret. Højre betyder at være tæt på virkeligheden, tæt på mennesket, tæt på livet, ikke at dyrke utopier eller eksperimenter, men at tage mennesket som det er, at hæve det og uddanne det og give det den sikkerhed, det har brug for, så det kan udfolde sig. Inspirationen finder jeg hos en nyere tænker som Peter Sloterdijk (tysk filosof, som blandt andet har kritiseret kansler Merkels flygtningepolitik, red.) og på det poetiske område hos en forfatter som Botho Strauss. Men højt på listen står også Ernst Jünger (afdød forfatter og central figur i den ikke-nazistiske højrefløj, red.).
Spiller kristendom nogen rolle i den sammenhæng?
Ja, jeg er del af en kristen familie og er selv kristen. Kristendom er i en kulturel sammenhæng i Tyskland og Vesten uundværlig. For mig personligt og upolitisk talt er kristendommen dén ene base, der så at sige strækker sig ikke horisontalt, men vertikalt, og det er en utrolig tryghed. Næstekærlighed betyder for mig, at jeg i konkrete situationer tilbyder konkret hjælp, og hvis du spørger mig, om man kan overføre det til politik, vil jeg sige, at det er noget personligt, ikke noget, staten kan eller skal tilbyde, staten fungerer ud fra andre forudsætninger. Det har kirkerne i Tyskland ikke forstået.
Du er blevet voldsomt kritiseret og for eksempel kaldt for nazist. Er du nazist?
Nej. Tværtimod. Mine modstandere kæmper med forløjede og onde begreber. Ud fra mit synspunkt er det egentlige højre netop ikke nationalsocialismen. Den var et patologisk eksperiment, en utopi ligesom kommunismen. Denne stigmatisering fra de venstreliberale er et symptom på, at de alt for længe har troet, at de ikke længere havde nogen modstandere. Men de har modstandere. Og modstanderne – det er os – bliver stadig mægtigere. Vi repræsenterer en normalitet i Tyskland, som modstanderne ikke vil indse.
Hvad er forskellen på det nye tyske højre og højrefløjen i for eksempel Danmark?
Jeg kender ikke nok til Danmark. Men jeg tror alene udgangspunktet for et nyt højre i Tyskland er ulig andre lande og vanskeligere end i Danmark, fordi vi bærer en belastende historie på ryggen og ikke som noget selvfølgeligt kan tale positivt om vores eget folk eller vores egen nation. Tyskerne har lært, at alt, der er højreorienteret, er meget farligt.