Prøv avisen

Montesquieu er blevet så indlysende, at vi ikke ser ham længere

De fleste moderne, demokratiske forfatninger har spor tilbage til Montesquieu. Han er om nogen en del af vores samfunds grundvold, fordi hans indflydelse ikke kun ses på det ideologiske plan, men også helt konkret, siger Adam Diderichsen, der har skrevet en bog om den franske tænker. Statuen her kan ses på Metropolitan Museum of Art i New York. – Foto: Ritzau Scanpix

Den franske retsfilosof Montesquieu har lagt grundstenene til det demokratiske samfund, men med tiden er hans tænkning blevet en selvfølge. I dag gør politiske strømninger dog Montesquieu særdeles aktuel, siger forfatter til ny bog

”Det siger sig selv, at et frit samfund forudsætter retssikkerhed og magtdeling. Men før det sagde sig selv, var det Montesquieu, der sagde det.”

Sådan lyder det i en ny bog om den franske retsfilosof Charles-Louis de Secondat baron de Montesquieu (1689-1755). Montesquieu gjorde sig til talsmand for frihed og religiøs tolerance, og hans tilgang gjorde ham til forløberen for moderne samfundsvidenskab. I dag ses hans tænkning i de fleste demokratiske forfatninger, og både politiske diskussioner og klimaproblematikken gør oplysningstænkeren relevant for nutiden.

Den periode i europæisk tænkning og kultur, som kaldes oplysningstiden, afgrænses som regel fra slutningen af 1600-tallet til udbruddet af Den Franske Revolution i slutningen af 1700-tallet. Den historiske epoke indkapsler således også Montesquieus levetid, og han kan med rette tilskrives at være både et barn af og én af fædrene til oplysningstiden.

Hos Montesquieu finder man derfor en optagethed af forholdet mellem borgerne og den moderne stat, som i hans tid vokser frem som et centraliseret og institutionaliseret politisk magtorgan. For Montesquieu kan en koncentration af magten i staten føre til despoti, hvor borgernes liv er præget af frygt og ufrihed. Et centralt omdrejningspunkt i hans politiske tænkning er derfor en redegørelse for, hvordan borgernes politiske frihed sikres.

Borgernes politiske frihed består for Montesquieu i retten til at gøre alt, som loven tillader, og til ikke at gøre noget, som loven ikke forpligter én på. Én betingelse for den frihed er retssikkerhed og lovenes præcise formulering og forudsigelige konsekvenser.

”Ifølge Montesquieu bør majestætsfornærmelse ikke være en forbrydelse i en retsstat, for derved vil konsekvenserne af ens handlinger aldrig være forudsigelige, for man kan ikke vide med sikkerhed, hvad majestæten kan blive fornærmet over,” forklarer Adam Diderichsen, ph.d. i filosofihistorie og adjunkt ved Københavns Professionshøjskole. Han er samtidig forfatter til den bog, som i slutningen af februar udkommer under den simple titel ”Montesquieu”.

Men retsstatens klare love er ikke i sig selv nok til at sikre den politiske frihed. Derfor må der en forfatningsmæssig løsning til. Dermed når Montesquieu til det punkt i sin tænkning, han formentlig er mest kendt for i dag: magtens tredeling.

Montesquieu skelner derfor mellem den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt. I Danmark er de tre repræsenteret ved henholdsvis Folketinget, domstolene og regeringen. Ifølge oplys- ningstænkeren er de institutionelle grænser med til at forhindre, at magten bliver misbrugt. Magtformerne afbalancerer og fastholder hinanden, så borgernes rettigheder og frihed sikres.

Netop princippet om magtdeling og retssikkerhed og magtdeling som betingelser for et frit samfund er kerneeksemplet fra Montesquieus tænkning, som hurtigt efterlod sig tydelige og varige spor, forklarer Adam Diderichsen.

”Det ses særligt i den amerikanske forfatning, som trådte i kraft i 1789, hvor idéen om retsstaten og magtens deling går igen. USA har efterfølgende haft afgørende betydning for demokratiets videre udbredelse i verden, og derfor har de fleste moderne, demokratiske forfatninger spor tilbage til Montesquieu. Han er om nogen en del af vores samfunds grundvold, fordi hans indflydelse ikke kun ses på det ideologiske plan, men også helt konkret. Alle danske myndigheder har så at sige en Montesquieu-fodnote indskrevet.”

Ifølge Adam Diderichsen blev Montesquieu for samtiden og eftertiden en fortaler for ikke kun frihed, men også tolerance. Selv var Montesquieu gift med huguenotten Jeanne de Lartigue (1689-1770), som dermed repræsenterede den protestantiske minoritet i et ellers altovervejende katolsk Frankrig. En del af Montesquieus arv er derfor det i hans tid kontroversielle synspunkt, at reli-giøse minoriteter er nyttige for fædrelandet, og at religiøs intolerance omvendt er skadelig for samfundet.

Bogen ”Montesquieu” udgives på Djøf Forlag som en del af serien ”Statskundskabens klassikere”. Faktisk er Montesquieu blevet så klassisk, at hans tænkning efter 300 års gennemsyring af vores samfund på sin vis er blevet en selvfølge, lyder det fra Lars Tønder, professor MSO ved institut for statskundskab på Københavns Universitet. Selvfølgelig kræver et frit samfund retssikkerhed og magtdeling.

Imidlertid peger Lars Tønder på udviklingstendenser, som kan ophæve selvfølgeligheden og atter påpege relevansen af Montesquieu.

”Der er tegn på, at magtens tredeling er under pres i den vestlige verden. Den amerikanske præsident Trump forsøger at sætte den lovgivende magt ud af spil, så han kan udbrede den udøvende magt til blandt andet at finansiere en mur mellem USA og Mexico. I Danmark ser vi ikke samme radikale eksempler, men vi kan se, at den udøvende magt også her er blevet større gennem en professionalisering af centraladministrationen,” forklarer Lars Tønder.

Kunne vi vække Montesquieu til live og hyre ham som optimeringskonsulent for den danske stat, ville han derfor være bekymret, mener professoren.

”Han ville formentlig opfordre os til at kæmpe imod den centralisering af magten, både den økonomiske og politiske, som foregår i stigende grad på globalt plan,” vurderer Lars Tønder, som mener, at Montesquieu i dag ville placere sig en smule til højre for midten på et traditionelt højre-venstrepolitisk spektrum.

Før Montesquieu havde den politiske filosofi til formål at udstikke idealer for samfund og politisk praksis. Men med Montesquieu får disciplinen en ny funktion, som er langt mere deskriptiv. Han tilskrives derfor ofte at være én af forløberne til den moderne samfundsvidenskab.

I sit hovedværk ”Om lovenes ånd” fra 1748 analyserer han således, hvilken betydning institutionelle, geografiske og kulturelle faktorer har for menneskelige samfund. At et givent samfund er kristent, forklarer Montesquieu eksempelvis ud fra historiske grunde frem for kristendommens universelle sandhed. Den sekulære og nærmest religionssociologiske del af hans tænkning var årsag til megen kritik i hans tid, fortæller Adam Diderichsen.

Også klimaet har ifølge Montesquieu betydning for, hvilke folk og samfund der fremkommer. Eksempelvis mener han, at folk i Norden er mere arbejdssomme end folk i Syden, refererer Lars Tønder og tilføjer, at klima-teorien er stærkt kritiseret. Til gengæld har klima fået en ny indflydelse på politik.

”Spørgsmålet om sammenhængen mellem klima og politik er vendt tilbage tifold i vores tid. Vi blander os i naturens love, og naturen spiller tilbage og influerer, hvordan vi kan organisere os politisk. Montesquieu kan minde os om, at vi ikke er suveræne. Vi er underlagt større kræfter, og det må vi tage med i vores forståelse af, hvordan vi skal agere politisk. Hvis vi ikke gør, begår vi hybris og bliver despoter,” fastslår Lars Tønder.

Montesquieu levede i et Europa i voldsomme forandringer. Ikke ulig, vil nogen måske hævde, den tid, vi lever i i dag. En tid, hvor, mener Adam Diderichsen, arven fra Montesquieu kan være værd at ihukomme:

”Når der er debat om, hvorvidt Danmark skal melde sig ud af de internationale konventioner, og når vi samtidig har en dansk højesteret, som er tilbageholdende med at sætte grænser for den lovgivende magt, er et vigtigt spørgsmål derfor, hvorvidt der egentlig er effektiv beskyttelse af borgernes individuelle rettigheder, hvis de internationale domstole ikke må gribe ind. Når vi skal styre gennem omvæltningerne i vores tid, er det værd at huske, hvad vi lærte i oplysningstiden og af Montes- quieu.”

”Montesquieu” af Adam Diderichsen udkommer som en del af serien ”Statskundskabens klassikere” i slutningen af februar. Djøf Forlag, 140 sider.