Myter farver vores syn på ulven

For tiden raser debatten om ulvens genkomst i Danmark, og nogle mener endda, at ulven er med til at splitte by og land

"Ulven og Lammet” er titlen på dette maleri fra 1700-tallet af den franske maler Jean-Baptiste Oudry, der var hofmaler hos Ludvig XV og kendt for sine skildringer af dyr og især jagtmotiver.
"Ulven og Lammet” er titlen på dette maleri fra 1700-tallet af den franske maler Jean-Baptiste Oudry, der var hofmaler hos Ludvig XV og kendt for sine skildringer af dyr og især jagtmotiver. . Foto: Auktionshuset Christie’s.

Når historiker Niels Hein er ude at holde foredrag om ulven, indleder han altid med at pege på et danmarkskort.

”Så peger jeg på Vestjylland og siger: ’Herovre er ulvene’, hvorefter jeg peger på Frederiksberg og siger: ’Og her bor jeg. Så måske har I slet ikke lyst til at høre mere på mig. Men jeg har alligevel en viden om ulven, som måske kan give jer nogle input til den diskussion, der kører lige nu.’ Og så lytter de – måske fordi jeg er historiker og ikke biolog, så folk opfatter mig som mere neutral – og ikke som en, der er ude i en særlig mission.”

Niels Hein er i dag museumsinspektør i Helsingør, og han har interesseret sig for ulve, siden han var barn. Det vilde dyr, der dengang fandtes så langt væk som Sibirien og de amerikanske ødemarker. Ulven, som han kunne læse om i drengebøger og se på biograflærredet, hvor Mowgli eller Kevin Costner ligefrem dansede med den. Men også et dyr, som han efterhånden fandt ud af altid har spillet en særlig rolle i menneskets og idéernes historie. Både i den antikke verden, i den nordiske mytologi, i kristendommen og i den naturvidenskabelige evolutionslære. Og ulven har både skabt frygt og fascina- tion som intet andet dyr.

Men så blev Niels Hein voksen, og det så pludselig ikke helt så tjekket ud at have ulveplakater hængende på væggene, og bogsamling og viden blev pakket væk. Til gengæld kom ulven så pludselig til Danmark, og Niels Hein fandt derfor al sin gamle viden frem igen og skrev bogen ”Ulv”, der udkom på Gyldendal for tre år siden.

I den seneste tid har han oplevet en stigende interesse for at høre mere om, hvordan netop vores forestillinger om ulven – til alle tider – stadig præger vores syn på den.

Som han ser det, er der for tiden især to syn på ulven, der dominerer – og han kan genfinde positionerne langt tilbage i historien.

”Den ene position omtaler ofte ulven som ’glubsk’, ’lumsk’ og ’ond’. Og den opfattelse kender vi selvfølgelig fra mange folkeeventyr, blandt andet fra historien om Rødhætte. Men den kan ledes helt tilbage til antikken og Æsops fabler, hvor ulven beskrives som en, der ikke er til at stole på. Også Fenrisulven i den nordiske mytologi har ’onde’ eller destruktive kræfter, og med kristendommen bliver ulven ligefrem udpeget til at være den, der truer lammet, det vil sige Jesus og hans følgere. I Bibelen finder vi også udtrykket ”en ulv i fåreklæder”. Jesus bruger det om farisæerne, der med deres falske tale også udgør en trussel mod de kristne. Så tættere på at udpege ulven som Satan kommer vi nærmest ikke.”

Men også det mere positive billede af ulven har rødder langt tilbage i historien, påpeger Niels Hein.

””Ikke mindst i den antikke verden, hvor det fortælles, at romerne er af ulveslægt, da det er en hunulv, der opfostrer tvillingerne Romulus og Remus. Samt i den nordiske mytologi og de islandske sagaer, hvor ulven blev beundret for sin styrke og i datidens krigersamfund derfor blev symbolet på uendelige kræfter og et forbillede for den stærke kriger, der ligefrem kunne få nogle af dens kræfter ved at iklæde sig dens skind. Man kan også se, at ’ulv’ indgik i flere af de nordiske navne dengang.”

Med kristendommens indtog glider ulvens popularitet ud, men i 1800-tallet får den ifølge Niels Hein igen en ophøjet status med natur- og nationalromantikkens opblomstring, hvor ulven ses som det frie og naturlige dyr, ”der ikke lader sig tæmme af civilisationens snærende bånd, men derimod symboliserer frihedens mulighed”. Niels Hein tilføjer med et glimt i øjet, at der nok også er en sammenhæng med, at den sidste ulv i Danmark på dette tidspunkt var blevet skudt. Det skete i 1813, tæt ved Skive, og da var de fleste ulve blevet udryddet i det meste af det vestlige Europa, ”så da den pludselig var væk, kom der derfor også noget mere nostalgi omkring ulven”.

Ulven fik også en særlig plads i naturvidenskaben med Darwins evolutionslære, hvor den blev fremhævet som et dyr, der i særlig grad har bevaret sin egenart og overlevet til alle tider. På nær når mennesket har udryddet den.

”Og det er jo klart, at hvis man i dag sidder på den jyske hede med en flok døde får omkring sig, så er der nok nogle myter, der vækker større genklang end andre. Jeg tvivler på, at man så ser på ulven som repræsentant for den frie og stærke natur, vi bør hylde. Så er det nærmere forestilllingen om den grumme ulv, der lusker rundt i mørket, man abonnerer på. Men det er interessant at se, hvordan vi netop sætter disse mærkater på den – for hvordan kan et dyr være ’grumt’ eller ’lusket’? Det er vel menneskelige karakteregenskaber. Og det samme gælder jo idéen om ’den frie’ og ’utæmmede’ ulv. Det er fascinerende, at vi kan sætte så mange prædikater på ét enkelt dyr, og at de tilsyneladende stadig hænger ved – side om side. Det viser for mig at se, at vores syn på ulven altid handler om vores myter om den – om, hvad den er et billede på i forhold til os selv.”

Og det har det ifølge Niels Hein altid gjort. Fra vi opfattede os selv som en del af naturen i de mere primitive samfund, hvor ulven kunne være en, der gav os styrke, til udbredelsen af kristendommen, hvor mennesket mere så sig som herre over naturen, med ret til at tæmme den.

”Men her udgjorde ulven en udfordring. Den lod sig jo ikke tæmme på samme måde som sin artsfælle hunden. Og den var en trussel mod dyreholdet i de voksende landbrugssamfund. Samtidig var ulven også en spejling af, hvad der kunne ske, hvis vi ikke selv lod os tæmme – hvis vi i stedet lod drifterne løbe af med os. Middelalderens idé om varulven viser netop denne dobbelthed. Myten om mennesket, der kan forvandles til en ulv, findes ganske vist også i antikken og Norden tidligere. Men nu dukker den op igen, samtidig med heksejagterne, og faktisk var der ligefrem retssager mod de her mennesker, der blev kaldt varulve, fordi de lod deres drifter tage over. Nogle af dem forklarede endda selv deres udåd med, at de var varulve. I moderne film og litteratur ser vi nu igen denne myte være interessant. Og igen med dette tvist af ’farlig’ fascination: For hvad nu hvis, vi ikke var så kontrollerede...?”.

Som Niels Hein ser det, så er den debat, vi lige nu oplever om ulvens genkomst, derfor endnu et eksempel på kampen mellem de to billeder af ulven, der næsten altid har hørt til menneskets idéer om netop dette dyr.

”Fra den ene side hører vi, at det er unaturligt, at ulven er her. At den ikke hører hjemme her i landet. Og der er endda konspirationsteorier om, at nogle har placeret den her igen – måske forskere eller politikere. På den anden side har man folk, der taler om ’et stakkels, misforstået dyr, der ikke kan gøre for, at den bliver sulten engang imellem’. Hvor mennesket og ikke ulven gøres til skurk. Ind i denne debat forsøger biologerne så at komme med fakta og statistik, men det preller ofte helt af folk. For når det handler om ulven, så er fakta aldrig tilstrækkelige. Myterne spiller ind, og intet andet dyr har så mange myter med sig som ulven.”

På spørgsmålet om, hvad Niels Hein selv tænker om ulvens tilbagevenden i Danmark, siger han:

”Jeg prøver elegant at holde mig på midten. Men jeg mener ikke, at vi skal være bange. Jeg synes, det er spændende, den er her igen. Til gengæld synes jeg hverken, den er ’nuttet’, ’uskyldig’, ’ond’ eller ’lusket’. Den er et dyr. Og der er myter på begge sider – og selvom de måske er lige forkerte, så er vi nødt til at tage dem seriøst. For de betyder noget for os – og dermed for ulven.”