En del ateister forstår sig selv sådan, at de har arbejdet sig ud af religiøs ”formørkelse” og nu er blevet fritænkere, fulde af overskud, hinsides trangbrystede fordomme.
Holdningen luftes også af neo-ateismens kølerfigur Richard Dawkins, for eksempel i hans værk ”Illusionen om Gud”.
Den fremkalder hovedrysten hos den tyske professor i filosofi og teologi Richard Schröder. Som borger i det hedengangne DDR er han en smule rystet over friske udsagn om ateistens særlige menneskelige fortræffelighed. Han har levet det meste af sit liv i et samfund, der udlevede ateismen som frigørende projekt.
”Ville man i DDR gøre karriere, måtte man ikke have mindste forbindelse med kirken. Ansatte i Stasi underskrev en personlig ateisme-erklæring. Mange af dem udførte grov tortur mod regime-modstandere. Disse ateister var bestemt ikke særligt fine mennesker.”
Dawkins hævder, at ateister, takket være deres tolerante sindelag, aldrig kunne finde på at ødelægge en domkirke. Schröder sukker.
”Stalin lod alle Ruslands kirker lukke - men jeg indrømmer, at han ikke rev dem alle ned. Mange blev brugt som kornlagre.”
I Leipzig i DDR lod Walter Ulbricht den gotiske Skt. Pauls kirke sprænge i luften i 1968.
Det er underligt, at en Oxford-uddannet mand som Richard Dawkins kan glemme, at man i Europa allerede har eksperimenteret med indførelse af ateismen. Ganske vist har man ikke i Storbritannien tradition for uhyggelige samfundsutopier, men det er dog temmelig øbo-agtigt rent at glemme, at man på kontinentet netop fuskede med den slags.
Richard Schröder sukker resigneret:
”Det sker vel, fordi han kigger mod vest og har sine amerikanske læsere i tankerne. Dawkins har millioner af dem derovre.”
Vi sidder i den emeriterede professors boghule i hjemmet i Berlin, hvor bøgerne står i to lag på reoler fra gulv til loft på alle vægge. Villaen har familien boet i siden 1980. Den ligger i byens sydligste udkant i det gamle Østberlin.
Som ung virkede Schröder som præst, men han har det meste af sit liv undervist i filosofi på universitetet. Og han er ikke imponeret over Dawkins og de andre energiske neo-ateisters kendskab til traditionen.
”De mener, at videnskaben nu kan give de rette svar på alt det, som religionen angiveligt giver de forkerte svar på. Heri ligger et naboskab til marxismen-leninismen, der på samme måde fejede ældre klogskab til side. Og Friedrich Engels trak forbindelsen til naturvidenskaben i sin tale ved vennen Karl Marx' begravelse, hvor han sagde, at hvad Darwin er for biologien, er Marx for samfundsvidenskaben.”
Religionen opstod, fordi tidlige mennesker blev bange for tordenvejr og lignende og udtænkte sig en forklaring, påstår den genetisk-biologiske videnskab. Er der ikke noget om det?
”Selv primitive religiøse udsagn, som at tordenskrald er lyden af Thors hammer, rummer den kerne af sandhed, at vi ikke er herrer over verden. Den kendsgerning, at vi ikke skaber os selv eller verden, denne passivitets-erfaring, kan man ikke diskutere bort. Jeg har nemmere ved at forestille mig rummet uden mennesker end uden Gud.”
Richard Schröder medgiver, at mennesker laver sig billeder af Gud.
”Det kan slet ikke bestrides. Allah har ret, siger muslimen. Jeg gør ikke. Det drejer sig om forskellige dimensioner eller aspekter. Som når Jesus siger, at man ikke kan tjene både Gud og mammon. Eller når Gud siger: du må ikke have andre guder end mig.
Også grækerne fik noget religiøst ud af lyn og torden. De gamle germanere ligeså. Men kristendommen lærte dem alle noget andet: om Jesus fra Nazareths død på korset. Guds fornedrelse passer slet ikke ind i sådan forskrækkelse. Det var derfor, teologen Karl Barth sagde, at kristendommen ikke er nogen religion.”
Ateisten vil sige, at han er vokset fra den religiøses barnlige skræk. Søger den religiøse ikke op på skødet af en indbildt Gud?
”Al religiøs tale må bruge verdens billeder. Skødet er en kristen metafor og en udmærket sådan. Den vil fortælle, at vi ikke falder ned i intet ved døden. Vil man absolut være 'heroisk' og fnyse ad sådan tale, så værsgo, men den art heroisme har ikke min interesse. Og støtter den sig på den stærkes ret, og tror den på tilintetgørelse efter døden, vil jeg afvise den slags 'heroisme'.
Men hvor ligger egentlig bevisbyrden? Tvivleren kræver, at jeg skal bevise, at alt ikke er meningsløst. Nej, det skal jeg ikke - jeg holder fast ved, at var det ikke sådan, da brød jeg sammen.
Snarere burde min modpart bevise, at alt er meningsløst. Hvorfor står du alligevel tidligt op om morgenen og arbejder? Hvorfor lever du, som om der er mening?”.
Richard Schröder udgav for nogle år siden bogen ”Religionens afskaffelse? Videnskabelig fanatisme og dens følger”. Heri gør han op med Richard Dawkins og hele den nye trend, der vil forklare menneskets adfærd med genetikken, bestandigt påkaldende savannens stenalder-flok som nøgle til forståelse af nutidsmennesket.
”Den flok har altså et meget begrænset forklaringspotentiale. 'Hvorfor lagde du det håndklæde dér? Fordi du er et pattedyr.' Plausible grunde på nutidsplanet skydes til side til fordel for denne fiksering på artens allerfjerneste fortid. Hvorfor stirre sig blind på den?
Alt det nye er nyt, fordi det ikke er det gamle. Så enkelt kan det siges. Mennesket opstod - det var tydeligvis noget nyt. Måske har det mange forformer blandt dyrene, men man kan dog dårligt bestride, at mennesket er noget nyt og helt anderledes. Ellers må man vise mig de aber, der holder mennesker i zoo. Mennesket løsner sig fra instinkterne og kan reflektere over sine handlinger. Og føle skam over dem.”
Genetikkens forklaringskraft er i Deres øjne begrænset?
”Hvis den forklarede alt, hvordan kan man da have succes med opdragelse? Opdragelsen må hele tiden se bort fra dyriskhed og gener. Ellers var det helt acceptabelt at slå ihjel som i stenalderflokken.
Nej, man får intet ud af denne påkaldelse af det primitive. Det er en moderne overtro, der vil vare en tid. En overgang havde fysikerne overhånden - nu er de blevet langt mere beskedne, hvad angår de sidste spørgsmål. I stedet har biologerne taget over.”
Schröder har større sympati for ældre, filosofisk ateisme, der ofte havde en tone af anfægtelse og bedrøvelse. Neo-ateismen er bare glad og visionær, hvilket i Schröders øjne vidner om en brutalitet i menneskesynet.
”Ateismen bliver en helt anden, idet den forbinder sig med idéen om ”det nye menneske”. Kommunistisk ateisme ville fremskaffe det gennem forandrede produktionsforhold, nazistisk ateisme gennem målrettet, arisk avl. Neo-ateismen har sine visioner. Man bestrider menneskets gudbilledlighed og værdighed, som det går og står nu. Mennesket er i stedet den, der skal laves om på.
På den måde reduceres de givne mennesker til gennemgangsled til noget andet og bedre. Dem, der lever nu, kan man tillade sig alt med, for det er forbedringen, det kommer an på. Menneskets værdighed er komplet skudt til side.”
Intellektuelle er vel tiltrukket af projekter og visioner?
”Ja, og i dag nærer man visioner, som genetikken åbner for. Vi opfattes som rene beholdere for gener, instrumenter for generne. Religionen skal man ikke lade sig hæmme af. Den lægger vi bag os, og da vil oplysningen have sejret komplet, og vi skal alle blive fredelige.
Det er jo så forkert, som det kan være. Ateismen burde have spillet tilstrækkeligt fallit i det 20. århundrede, så man ikke længere hengiver sig til den slags dybt naive drømme.
Jeg siger ikke, at al religion sikrer den hellige grav. Islamisters terrorisme lader uskyldige dø, omvendt kan næstekærlighed og medfølelse dukke helt instinktivt op hos enhver, naturligvis også hos ateisten. For den kan komme af hjertets dannelse. Men jeg vil afgrænse mig fra bestemte ateister og deres herskesyge.”
De vender Dem i Deres bog skarpt mod Dawkins' forslag om, at man skal kunne værne børn mod religiøs opdragelse?
”Han vil forhindre videregivelse af 'falske forestillinger'. Statsopdragelse med andre ord. Da er ateismen blevet statens religion, og ubøjelige forældre må have tvangsfjernet deres børn. Ganske som under marxismen.
Men familien er en social livmoder - indtil puberteten, hvor man så kan gøre oprør, om man vil. Indtil da må forældrenes vej også være barnets vej. Man bedrog dem, hvis man ikke gav dem, hvad der er vigtigt i livet. Det er som at lære et modersmål.”
Richard Dawkins hævder, at børn beklageligvis er disponeret for at ”tænke i dualismer”, Jord over for Paradis, for eksempel. Og man bør hjælpe dem ud af den hang, for materialismen er ikke dualistisk. Har børn det anlæg?
”Jeg vil sige, at der er to dualismer, som er helt afgørende for dem, nemlig den mellem godt og ondt. Og den mellem kendt og fremmed. Uden dem kan de ikke leve i verden.
Dawkins hævder, man kan bilde børn alt ind - spøgelser og bøhmænd findes og så videre. Jeg oplevede det modsatte med vores børn. Engang ville jeg forklare vores 14-årige datter, at vi levede i et ikke-euklidsk rum: relativitetsteorien viser, at kun krumme linjer findes i universet.
Det endte i tårer - over afmagten over for at forsone sig med en fysisk kendsgerning. Hun kunne ikke forestille sig det.
Det skulle Dawkins hellere interessere sig for: forskellen på videnskab og livsverden. Dens erfaringer er anderledes. Kærlighed og troskab er bare styret af hormoner, hævder den hovmodige del af videnskaben. Men kærligheden har med meget mere at gøre, den strækker sig helt ind i religionen.
Begge verdener har deres berettigelse, men man skal have øje for deres grænser.”
De bemærker, at tror man på det gode i mennesket i stedet for på Gud, så brydes den kristne sammenhæng mellem synd, skyld og tilgivelse?
”Da forskriver man sig til terapien. Med hjerneforskningen i baghånden vil nogle opgive idéen om skyld - hvorpå vi forholder os til afvigelse som til en sygdom. En seksualforbryder behandles med hormoner og terapi. Det erstatter tilskyndelsen til at se sin skyld i øjnene.
Når en forbrydelse ombølges af terapiens og pædagogikkens røgelse, bliver straffen i virkeligheden værre. Al frihed forsvinder, hvis man giver afkald på kategorien skyld.
De moderne tror, man bliver fri i en verden uden skyld. Men det er omvendt. Jeg skal kunne indse min skyld for nogensinde, ved egen indsigt, at distancere mig fra den.”