Prøv avisen
Interview

Filosof: Nej, Gud bor ikke i hjernen

Skabte Gud hjernen, eller skabte hjernen Gud? Den østrigske filosofiprofessor Hans Goller er yderst skeptisk over for neuroteologiens forsøg på at gøre Gud til et rent produkt af den menneskelige hjerne. Foto: Mikkel Østergaard

Neurovidenskaben hævder at have fundet det ”religiøse center” i hjernen. Det siger bare ikke en pind om hverken religion, Guds eksistens eller et muligt liv efter døden, mener den bogaktuelle filosofiprofessor Hans Goller

Robert havde udøvet buddhistisk meditation i årevis. Han var øvet i at opnå trancetilstande, hvor han følte sig befriet for alverdens byrder og i ét med kosmos. Og han var villig til at indgå i et, måske, banebrydende eksperiment.

Andrew Newberg var hjerneforsker og interesseret i, hvad der sker under religiøse og selvoverskridende oplevelser. Og han havde en aftale med Robert: Under en trance måtte Newberg og kollegerne sprøjte et svagt radioaktivt farvestof ind i den mediterende, så de på computerfremstillede billeder af hovedet kunne måle Roberts hjerneaktivitet under trancen.

Newberg gentog forsøget med andre meditationsmestre og endda med bedende franciskanernonner. Mønsteret i deres hjerneaktivitet var yderst påfaldende. Blandt andet foregik der en stærkt forøget aktivitet i områder af hjernen som den præfrontale cortex og den orbitofrontale cortex, mens der skete en tilsvarende neddrosling i lobus parietalis, der blandt andet huser orienteringscentrene.

Efterfølgende beskrev de mediterende buddhister et tab af fornemmelsen for tid og rum, mens nonnerne for eksempel beskrev en ”grænseløs nærhed til Gud”. Overensstemmelsen var ifølge forskerne ikke til at overse. Bevidstheden mistede sin afgrænsning mellem ”dette” og ”hint”, fordi hjerneaktiviteten ville det sådan.

Newberg var forsigtig med sine konklusioner, men de sidste 10 års tid har hans og lignende forsøg fået massiv opmærksomhed. Neuroteologien, der forsøger at forklare spirituelle og religiøse oplevelser på et rent neurobiologisk grundlag, fik pludselig medvind, og gamle gåder syntes at blive løst: Gud findes - men kun i vores hoveder som et kognitivt fantom, når vi for eksempel synger, beder, mediterer eller udfører ritualer.

Det betyder ifølge tilhængerne af teorien, at hjernen skaber bevidstheden, som dermed dør sammen med hjernen, og at en spirituel verden ud over den materielle virkelighed dermed er udelukket - eller oplevelsen af den er i hvert fald det rene selvbedrag. For nogle forskere lød konklusionen ligefrem, at neuroteologien bekræftede den gamle mistanke, at forestillinger om Gud er naturens egen lille nødløgn. Gudsforestillingerne giver nemlig religiøse mennesker en evolutionær fordel, fordi de ikke fortvivler over bevidstheden om deres egen død.

Filosoffer og teologer har ofte taget afstand fra neuroteologiens hurtige konklusioner. Nu har dens argumenter tilmed fået en omfattende introduktion og en skånselsløs behandling af filosofiprofessor Hans Goller fra Innsbruck Universitet i bogen ”Bor Gud i hjernen?”.

Selvom han her udlægger neuroteologien sagligt og respektfuldt, er hans svar ret entydigt, da Kristeligt Dagblad spørger til udfaldet:

”Nej, Gud bor ikke i hjernen. Neuroteologien har udløst en masse populærvidenskabelige fantasier, fordi det selvfølgelig er en fascinerende tanke at kunne forklare alt neurovidenskabeligt. Det ville være en endegyldig løsning på vores allerstørste spørgsmål, hvor vi tilmed havde det hele i egen hånd.”

For kritisk tænkende mennesker er der ifølge den østrigske professor dog så mange indvendinger, at de ender med at vælte læsset.

For det første opererer hjernen med milliarder af neuroner og atter milliarder af synapser. Her er forskningen meget langt fra at kunne sætte fingeren på, hvordan religiøse - eller alle mulige andre - oplevelser skulle foregå, mener Hans Goller.

”Religiøse, spirituelle eller mystiske erfaringer er langt mere end bare bøn og meditation. De er dybt komplekse og indbefatter et væld af aktiviteter og mønstre i forskellige hjerneregioner, der blandt andet har med iagttagelse, selvbevidsthed, erindringer og følelser at gøre,” siger Hans Goller.

”Jeg vil absolut ikke tale neurovidenskabens vigtighed ned, men empirisk er den stadig på kravlestadiet. I vores komplicerede hjerneaktiviteter kan den i bedste fald måle overordnede blødningsstrømme og det, man populært kan kalde 'energiforbruget' i de enkelte regioner.”

Langt vigtigere end de tekniske begrænsninger er imidlertid de metodiske og filosofiske spørgsmål bag hjerneforskningen.

”Selv hvis vi efter 100 eller 500 års superforskning kan kortlægge alle bevægelserne i de milliarder og atter milliarder af neuroner, hvad ville vi så vide om vores bevidsthed, om verden, om religion?”, spørger professoren retorisk.

”Den store illusion er, at vi i så fald ville vide alt. Vi må begynde med at spørge ind til, hvad hjerneforskningen overhovedet kan yde som empirisk disciplin. Hjerneprocesser kan identificeres, og det kan påvises, at de er nødvendige for vores bevidsthedsfænomener. Men det forbliver gådefuldt hvordan. Er det udelukkede hjernen, der producerer bevidstheden? Her vil vi - uanset hvor skarpt billedet måtte blive - kun kunne se neuronbevægelserne som et parallelt fænomen til vores bevidsthed,” mener Hans Goller.

Et overordnet problem ligger her i, at neuroteologien i første omgang skaber en dualisme mellem hjernen og resten af mennesket, hvorimod Goller ser bevidstheden som noget, der omfatter hele mennesket. Her kan hjernen sammenlignes med et musikinstrument, der ikke selv kan skabe musik, men som kan gøre det muligt for musikeren at musicere.

”Der abstraheres fra, at hjernen er en del af kroppen og indirekte af vores omverden. En hjerne føler ikke, tænker ikke, keder sig ikke. Det gør hele mennesket eller nærmere: bæreren af disse psykiske egenskaber. Det samme gælder i mine øjne også religiøse oplevelser,” mener Hans Goller.

Parallelt hermed er det ren spekulation, når visse neurovidenskabsmænd forestiller sig at kunne registrere bevidsthedsoplevelser udefra, mener Hans Goller.

”Bevidsthedsfænomener, følelser, erindringer og stemninger er kun tilgængelige ud fra et livsperspektiv. Fordi man iagttager de medfølgende elektrokemiske processer i hjernen, ser man ikke selve oplevelsen. Det samme gælder religiøse oplevelser. Neuroteologien vil forklare dem på et rent neurobiologisk grundlag. Men de subjektive, perspektiviske, ikke-rumlige dimensioner af vores oplevelser kan udforskningen af de neurale processer slet ikke indfange,” siger Hans Goller.

”Hvis man afviser spirituelle oplevelser eller andre bevidsthedserfaringer som ren neurologisk aktivitet, må man også have mistro til alle vores iagttagelser af den materielle verden.”

Herfra bliver det ”filosofisk noget kompliceret”, som Hans Goller formulerer det. Neurovidenskaben forsøger nemlig at konstruere et ”view from nowhere” - et perspektiv uden perspektiv. Det findes bare ikke, sukker filosofiprofessoren.

”Selv udforskningen af bevidstheden forudsætter det, den selv udforsker, nemlig bevidstheden.”

I sidste ende handler spørgsmålet om neuroteologien derfor lige så meget om vores opfattelse af videnskab som af religion. Set med neuroteologiske briller er målet nemlig at ”biologisere” religiøsiteten, det vil sige gøre den empirisk tilgængelig i kraft af hjerneforskning - og dermed overhovedet gøre den videnskabelig ifølge sin egen videnskabsopfattelse. Men hvis man her vælger en videnskabelig tilgang, der kun tager højde for materielle aspekter, så er resultatet af undersøgelserne givet på forhånd: Det spirituelle, sjælen, det guddommelige findes ikke, for det kan vi med vores materialistiske videnskabsopfattelse ikke måle på.

Som jesuit er Hans Goller selv troende. Men at Gud ikke bor i hjernen, betyder ikke nødvendigvis, at han overhovedet bor nogen steder.

Hans Goller tager religiøse oplevelser alvorligt og ser menneskets hang til religion som et faktum. Sin forsigtige tro på en bevidsthed uafhængigt af hjernen begrunder han især med udforskningen af nærdødsoplevelser, som fylder et helt kapitel i hans bog. Her beskrives det, hvordan mennesker har stærke sjælelige oplevelser og skarpe iagttagelser af begivenheder i nærdødsøjeblikket. Men er det ikke også bare den døende hjernes lindrende selvbedrag?

”Vi har ikke videnskabelige empiriske beviser for et liv efter døden, da det jo i sagens natur ikke er endegyldigt afdøde, der har berettet om nærdødsoplevelser,” siger Hans Goller.

”Men mere end nogen anden menneskelig oplevelse udfordrer disse beretninger opfattelsen af, at bevidstheden udelukkende produceres af hjernen, og at den endegyldigt skulle ophøre med at eksistere ved hjernens kliniske død.”

Skabte Gud hjernen, eller skabte hjernen Gud? Den østrigske filosofiprofessor Hans Goller er yderst skeptisk over for neuroteologiens forsøg på at gøre Gud til et rent produkt af den menneskelige hjerne. - Pressefoto.