Aleksander Solsjenitsyn huskes bedst for sine vedholdende og frygtløse angreb på sovjetkommunismen. Men den russiske forfatter er i dag langt mere aktuel med sin kritik af det vestlige demokrati, der er mindre kendt. Nu kan den læses i en fransk genudgivelse af hans foredrag på eliteuniversitetet Harvard i 1978.
Da de forventningsfulde studerende var samlet for at høre nobelpristagerens tale til universitetets 327. dimissionsfest, regnede mange nok med at høre varme ord om det land, der havde taget imod taleren.
Men det blev hurtigt klart, at russeren var kommet med en anden dagsorden.
”Devisen for jeres universitet er Veritas, sandhed. Man skal vide, at sandheden sjældent er sød for ganen. Den er næsten altid bitter. Min tale i dag kan ikke undgå at have denne bitre smag. Men det er som ven, ikke som fjende, jeg vil tale til jer,” begyndte Aleksander Solsjenitsyn, der på det tidspunkt havde opholdt sig i eksil i USA i tre år.
Aleksander Solsjenitsyn advarede de unge amerikanere mod at tro, at andre højkulturer ville ændre sig i vestlig retning. En opfattelse, der stadig er udbredt, ikke mindst efter at store dele af Østeuropa rykkede ind i EU i 2004.
”En vedholdende blindhed er den idé, at alle store lande på kloden vil følge en udvikling, der fører til systemer som de aktuelle vestlige samfund. I virkeligheden er denne forståelse født af den manglende vestlige forståelse af andre verdener, der må finde sig i at blive målt med vestlig målestok.”
Man ser uvilkårligt Boris Jeltsin for sig, der i 1990’erne talte om at indføre demokrati i Rusland. Mange mente, at udviklingen ville gå i europæisk retning. Men det gjorde den ikke, og havde man dengang læst Solsjenitsyns tale på Harvard, ville man have fået at vide, at ”de to verdeners udvikling absolut ikke fører til nogen sammensmeltning, og at man ikke kan ændre den ene med den anden som model uden at bruge vold”.
Manglende mod. Det var, hvad der slog russeren mest ved amerikanerne, mens han opholdt sig der. Særligt i de ledende politiske og intellektuelle lag så han, hvordan ængsteligheden havde vundet overhånd i det store demokrati. Solsjenitsyn forbandt frygtsomheden med en åndelig afkræftelse af Vesten.
”For at kunne forsvare sig må man være rede til at dø, og den beredthed eksisterer kun i meget små mængder i et samfund, der er bygget op om dyrkelsen af den jordiske velvære,” hævdede forfatteren, der ikke bare angreb velfærdssamfundets materialisme, men også det ideologiske grundprincip, at mennesket sætter sig selv i centrum i det moderne demokrati.
”Da de vestlige stater blev dannet, påkaldte de sig følgende princip: Regeringen skal tjene mennesket. Og mennesket lever på denne jord for at nyde godt af friheden og søge lykken,” sagde han med henvisning til USA’s Uafhængighedserklæring.
”Udviklingen er kommet gradvist. Men det lader til, at den som udgangspunkt har haft den velmente humanistiske holdning, at mennesket, verdens herre, ikke bærer det ondes spirer i sig, og at alt, hvad vores tilværelse indeholder af ondt, blot er frugten af fejlslagne sociale systemer, som man så må forbedre,” sagde han og ærgrede sig over, at kristendommen var glemt i Vesten.
”Til sidst har man definitivt skåret båndene over til århundreders kristendom med dens enorme reserver af medfølelse og offervillighed, mens de offentlige systemer kun er blevet mere og mere afrundet i fuldendt materialisme.”
Solsjenitsyn så med andre ord humanismen som Vestens svaghed. Netop den humanisme, som vi lærer at ære. Men ikke nok med det. Humanismen var ifølge Solsjenitsyn i familie med den kommunisme, som forfatteren foragtede og brugte hele livet på at kritisere. Bemærk, påpegede han, at ”alle kommunisternes store prædikener centrerer sig om Mennesket med stort M og om dets jordiske lykke”.
Kommunisme og humanisme havde altså det tilfælles, at mennesket løftede sig selv til altings mål, lød det fra gæstetaleren. Vestens humanistiske vildfarelse bar også i sig ”den moralske vold”, der ramte unge i film fulde af ”porno, kriminalitet eller satanisme”. Også pressen oplevede han som symptomatisk. De bedste bidrag fra landets klogeste hoveder druknede i mediernes modestof.
”Siden jeg kom til USA, har jeg modtaget breve fra særdeles intelligente mennesker, for eksempel en universitetsprofessor i provinsen, som kunne gøre meget for sit land, men som USA ikke kan høre, fordi medierne nægter at interessere sig for ham.”
En central kritik fra Solsjenitsyn rettede sig mod Vestens ”sjælløse juridisme”. At moral blev erstattet af juridisk tænkning.
Her skal man huske, at Solsjenitsyn igen og igen skildrede Sovjetunionen som et ”lovløst” system. Kommunismens overflod af regler tjente kun politbureauet og var derfor reelt en form for lovløshed. Men han var også frastødt af Vestens juridificering af det moralske i USA: Retssager, der afgør grundlæggende moralspørgsmål, og rettighedstænkning, der kun er vokset sig stærkere siden 1970’erne.
”Jeg, der har tilbragt hele mit liv under kommunismen, kan sige, at et samfund uden en upartisk juridisk afvejning er et frygteligt sted. Men et samfund, der til alle formål kun har en juridisk afvejning, er heller ikke mennesket værdigt. Et samfund, der baserer sig på loven uden at ville bevæge sig op over den, udnytter kun en ringe del af menneskets mest ophøjede anlæg. Når hele tilværelsen er gennemtrængt af jura, skaber det en atmosfære af åndelig middelmådighed, som kvæler de bedste impulser i mennesket. Og over for de prøvelser, der truer i dette århundrede, er juraens krykker ikke nok til at holde mennesket på benene.”
Det hele fører frem til, at Aleksander Solsjenitsyn giver sit klare nej tak til den vej frem, som Vesten tilbyder.
”Nej, jeg kan ikke anbefale jeres samfund som ideal for ændringer af vores. For et land, der er blevet udviklet åndeligt ved at gå igennem så mange lidelser i dette århundrede, udgør den vestlige model med dens åndelige forarmelse ikke noget attraktivt alternativ.”
Det er sjældent i dag, at der kommer kritik af Vesten udefra, som der lyttes til. Formentlig fordi vi gennem år- tier har vænnet os til, at kritikken altid er forudsigeligt marxistisk, forudsigeligt islamistisk eller forudsigeligt putinistisk. Og dermed ubrugelig som frugtbar kritik. Men der er brug for det skarpe blik udefra, og man skal være meget forvisset om egen fortræffelighed for ikke at blive anfægtet af det, Solsjenitsyn så, da han mødte den vestlige verden: en civilisation, der ikke kan finde højere mål med tilværelsen end velvære og materiel fremgang.