Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Ny bog: Martin Heidegger var ikke antisemit

Nazisterne anså Martin Heidegger (1889-1976) for at være jødisk, fordi mange af hans kilder og bekendte var jøder, og de var utilfredse med, at han ikke anerkendte raceprincippet, lyder det fra lektor emeritus Hans Hauge i en ny bog. Her ses Heidegger fotograferet i 1966. – Foto: Meller Marcovicz/Ullstein Bild/Ritzau Scanpix.

I disse år udkommer den tyske filosof Martin Heideggers såkaldte sorte hæfter. Det sker under stor akademisk bevågenhed og anføres af mange som bevis for, at han var antisemit. I en ny bog argumenterer lektor emeritus Hans Hauge for, at det ikke er sandt. Den fejlagtige fortolkning er, mener han, udtryk for en historisk arrogance

Den tyske filosof Martin Heidegger (1889-1976) var medlem af NSDAP. Han forærede sin bror et eksemplar af Hitlers ”Mein Kampf” i julegave. Og i sit hovedværk ”Sein und Zeit” (Væren og tid) fra 1927 bruger han de af nazisterne også flittigt anvendte begreber ”Volk” og ”Gemeinschaft”. Det er nogle af disse ting, der af nutidige filosoffer og akademiker bruges som såkaldte ”fortolkningsnøgler”, hvormed Heidegger stemples som antisemit og nazist og hans samlede værker som afspejlende denne ideologi.

Sådan lyder det fra Hans Hauge, lektor emeritus i nordisk sprog og litteratur ved Aarhus Universitet. I den netop udkomne bog ”Hytten og hæfterne – historien om Heidegger og hans schwarze Hefte” imødegår han den antisemitiske fortolkning af Heidegger, som i disse år foregår i omfattende grad, fordi filosoffens såkaldte sorte hæfter er under stadig udgivelse.

Heideggers sorte hæfter dækker over en lang række tekster, som filosoffen skrev fra 1930 og frem, ofte i sin hytte i Todtnauberg i Sydvesttyskland. Han havde en blok liggende ved sin seng, hvorpå han, ofte om natten, nedfældede sine tanker. Dagen efter skrev han teksterne i de sorte hæfter, som han sendte til sin bror, der renskrev den kringlede håndskrift og bevarede teksterne for eftertiden. Siden 2014 er de sorte hæfter udkommet i bidder, og teksterne er ikke gået ubemærket hen.

Udgivelsen af hæfterne er, hvad Hauge i sin bog kalder en ”succès de scandale”. Adskillige bøger og internationale konferencer er dedikeret til læsningen af hæfterne, som af mange benyttes som en ”smoking gun” – det endegyldige bevis på, at Heidegger var antisemit.

Men Hans Hauge er altså ikke enig i den fortolkning.

”Heidegger bliver stemplet som antisemit ud fra nogle ganske få ord og sentenser, som udgør en promille af alt det, han har skrevet. Når man kigger passagerne efter, er det meget tvivlsomt, at der er tale om antisemitisme,” siger han.

Hans Hauge henviser til den amerikanske litteraturteoretiker Stanley Fish, ifølge hvem en tekst kan være genstand for enhver betydningsdannelse og fortolkning. Et standpunkt, som medfører, at teksten i sig selv ikke har en mening, men tillægges en af et fortolkende fællesskab. Og netop sådan et fællesskab udgør nutidige filosoffer og forskere, der læser Heidegger som antisemit, er Hauges argument. Teksterne bruges med andre ord som empirisk belæg for en forudfattet mening om Heidegger som antisemit. Dermed behandles de sorte hæfter fejlagtigt biografisk, mener han.

Hans Hauges egen behandling af Heidegger og hæfterne er 400 siders detaljerige beretninger om ikke kun Heideggers liv og virke, men også hans samtid og øvrige filosoffer, han var i berøring med, suppleret af kontekstuelle informationer om politiske strømninger og begivenheder. Men foretager Hauge så ikke selv en biografisk læsning af Heideggers sorte hæfter?

”Jo, det gør jeg. Jeg er nødt til at angribe det på samme præmisser, som kritikerne af Heidegger gør, for at min pointe er relevant,” siger Hans Hauge med henvisning til, at han må gå ind på debattens præmis – nemlig den biografiske læsning.

Tidsskriftsartikler og udtalelser fra samtidige personer om Heidegger er noget af det skyts, Hauge tager i brug for at argumentere for Heideggers uskyld. De utallige noter i ”Hytten og hæfterne” – ikke mindre end 715 af slagsen – kæmper i flere tilfælde mod brødteksten om at få lov til at fylde mest på siden. Formålet med dem er blandt andet at anskueliggøre, hvorfor Heideggers medlemskab af nazistpartiet ikke retfærdiggør en læsning af ham som antisemit. Heidegger misforstod simpelthen nationalsocialismen, er Hauges pointe:

”Som så mange andre så Heidegger nationalsocialismen som en ny begyndelse. Sådan har nye ideologier altid besnæret mennesker. Heidegger gjorde kraftigt op med nationalismen, men nationalsocialismen var jo i begyndelsen en bevægelse, der ønskede naturbeskyttelse og et opgør med den moderne tekniske civilisation. Det var en hjemstavnsideologi, Heidegger delte,” siger Hans Hauge.

Heidegger angiver selv i hæfterne, at han fra 1930 til 1934 metafysisk var tilhænger af nationalsocialismen. Dette i en forståelse af nationalsocialismen som et middel til et for Heidegger nødvendigt opgør med platonisme-kristendommen som frontfigur i den vestlige metafysik. Et sådant opgør kunne, mente Heidegger, afføde en tilbagevenden til åndelighed, der i den moderne verden er blevet erstattet med kultur, som holder Væren væk. Det er, siger Heidegger, ”Machenschaft”, menneskeværk og makværk – værensforglemmelse af værste skuffe.

Men nationalsocialismen er alligevel ikke midlet, der kan nå målet, må Heidegger ifølge Hans Hauge senere sande. Heidegger afskriver nationalsocialismen, men nationalsocialismen har fra starten også afskrevet Heidegger, fremfører Hans Hauge som en af sine væsentlige pointer:

”Heidegger blev aldrig som Nietzsche approprieret af nazisterne. Nazisterne anså tværtimod Heidegger for at være jødisk, fordi mange af hans kilder og bekendte var jøder, og de var utilfredse med, at han ikke anerkendte raceprincippet. Derfor forsøgte de også at censurere ham og stoppe hans udgivelser. Det synes mig derfor også påfaldende, at Heidegger skulle have været nazist, uden at de virkelige nazisterne kunne se det,” siger Hans Hauge.

Dermed er der flere ting, der for Hans Hauge ikke stemmer, hvis man ønsker at stemple Heidegger som antisemit. Hvorfor har Heidegger i årene efter krigen ikke fjernet de steder i hæfterne, der kan (mis)forstås som antisemitiske? Og hvorfor mener ingen af de, der kendte ham, at han var antisemit?

”Alle, der kendte ham, mente, at det var vanvittigt, at han skulle være nazist og antisemit. Både hans sønner, venner og kolleger, inklusive Løgstrups jødiske kone, benægtede det. At anklage Heidegger for at være antisemit betyder altså, at man skal mene, at alle de mennesker lyver.”

Hauge mener derfor, at kritikken af Heidegger bærer præg af en historisk arrogance – at vi i dag har en bedre forståelse af at leve i 1930’erne, end man havde i samtiden. Og at man kan bedømme sprogbrugen ud fra nutidige præmisser, selvom vi i dag har helt andre konnotationer omkring jøder, fordi vi har en historisk bevidsthed om Holocaust, som man af gode grunde ikke havde i 1930’erne.

Hans Hauges ærinde med udarbejdelsen af sin bog var derfor også at forstå, hvorfor man ønsker at læse Heidegger som antisemit. Her kommer han imidlertid til kort, og det er stadig et åbent spørgsmål. Hvad der ifølge ham dog står klart, er, at Heidegger undergår en ”hvidvaskning”.

”Én forklaring er, at man ikke længere kan skelne mellem produkt og producent. Det har vi også set flere gange i de seneste år med radiostationer, der ikke vil spille Michael Jackson, og senest boykot af billedkunstner Emil Nolde. Tendensen er særligt udpræget i humaniora og de kreative fag, og tiden skal nok også komme for et opgør med racisterne Kant, Locke og Hegel,” siger Hans Hauge.

Der mangler endnu fire udgivelser af teksterne fra Heideggers sorte hæfter. Hans Hauge tvivler dog på, at de rummer antisemitiske passager, fordi de er skrevet så mange år efter krigens afslutning.

Men bør det overhovedet spille en rolle for læsningen af Heideggers tekster, om han var antisemit eller ej? På det ene punkt er Hans Hauge enig med Heideggers kritikere:

”Vi er nødt til at tage stilling til det. Det er en måde at tænke på, som er konkret og situeret i verden, og vi kan ikke se bort fra de idéer og tanker, der har påvirket ham. Hans tekster kan ikke læses anonymt. Fejlen består i, at mange i dag læser ham ud fra nutidige præmisser. Skal vi forstå Heidegger, må vi sætte ham i hans samtidige kontekst,” konstaterer Hans Hauge.