Økoteologi deler vandene

Teologer fremlægger i aktuel serie på kristendom.dk deres syn på grøn teologi. Her er fire holdninger til den omdiskuterede teologiske strømning

Kongepingvinen, der her er på vej ud i vandet ved Fortuna Bay på South Georgia Island ved Antarktis, er et af de dyr, der kan være truet af udryddelse på grund af klimaændringer. Hvad kristendommen har at sige til den udvikling, er teologer ikke enige om.
Kongepingvinen, der her er på vej ud i vandet ved Fortuna Bay på South Georgia Island ved Antarktis, er et af de dyr, der kan være truet af udryddelse på grund af klimaændringer. Hvad kristendommen har at sige til den udvikling, er teologer ikke enige om. . Foto: Robert E. Klein/AP/Ritzau Scanpix.

Flere danske præster beskæftiger sig med det, der kaldes økoteologi. Det handler om, hvordan kristne skal forholde sig til Guds skaberværk, der er i krise på grund af klimamæssige udfordringer.

"Økoteologi handler om at sætte spørgsmålstegn ved vores fokus på vækst"

 Helene Wonsbek Rasmussen er sognepræst i Gershøj og Sæby Sogne i Roskilde Stift.
Helene Wonsbek Rasmussen er sognepræst i Gershøj og Sæby Sogne i Roskilde Stift. Foto: Adam Garff

En af de danske præster, der har engageret sig i klimakampen, er Helene Wonsbek Rasmussen. Hun er sognepræst i Gershøj og Sæby Sogne i Roskilde Stift og medlem af arbejdsgruppen i initiativet Grøn Kirke under Danske Kirkers Råd.

Hun tror ikke, at kirken kan gøre noget direkte i forhold til miljøet. Kirken er sat i verden for at forkynde evangeliet. Men når det er sagt, så hører evangeliet ikke til et isoleret område af livet eller samfundet, snarere tværtimod:

”Evangeliet berører alle livets områder og hele samfundet. Tag for eksempel næstekærlighedsbuddet. Uanset hvem man spørger – aktive kristne, kulturkristne eller ateister – så vil mange formentlig nævne næstekærlig. Men Bibelen rummer fuldstændig på lige fod med det også ansvaret for skaberværket. Vi har altså ikke kun et ansvar over for andre mennesker, men også for Jorden med alt, hvad den rummer. Det står faktisk på Bibelens allerførste side,” pointerer Helene Wonsbek Rasmussen.

Men det er ikke alle, der er lige begejstrede for initiativet Grøn Kirke. Blandt andet har der været kritik af biskop over Roskilde Stift Peter Fischer-Møller, der anklages for at føre klimapolitik fra prædikestolen. Men for Helene Wonsbek Rasmussen giver det ikke mening at kalde et initiativ som Grøn Kirke for problematisk:

”Jeg noterer mig, at der er en del kritiske røster – og måske især blandt præster – som vil sige, at vi kobler politik og tro sammen. Men er det ikke det samme, som sker gennem menighedsplejen? Der er en historisk tradition for at sammenholde kirke og socialpolitik. Det er vanskeligt at opsætte vandtætte skotter mellem livets forskellige dele, men man skal naturligvis være klar over, hvad der er hvad,” siger præsten.

Helene Wonsbek Rasmussen mener, at der vil mangle en dimension og nogle værdier, hvis det religiøse reduceres til at være en privatsag. Omvendt ønsker hun ikke, at den danske folkekirke ligesom den svenske kirke skal stå som én enhed med ét samlet budskab på området. For nok kan det være lettere at komme igennem med sit budskab, hvis man har en fælles linje og fælles strategi, men det passer bare ikke til den danske model, hvis styrke netop er forskelligheden.

”Det er godt, at vi hver især kan fokusere på det, som vi finder vigtigt i lige netop vores sogn og vores menighed, og det gælder også miljøet,” siger hun.

Helene Wonsbek Rasmussen tror, at meget kunne flytte sig, når det gælder interessen for økoteologi, hvis nogle af underviserne på de teologiske fakulteter tog den vinkel op. Men det handler også om oplysning generelt, om måden, lige netop dette emne formuleres og formidles på. Det handler ikke om at dømme nogen ude som forkerte, og man behøver ikke gå ind for økologi for at være velkommen i kirken, understreger hun. Det handler i stedet om, at man som kirke peger på de etiske perspektiver ved den måde, vi omgås Jordens ressourcer på.

”Uanset hvad man mener, så skal vi mødes i dialog og samtale frem for at stå med korslagte arme og pege på hinanden og råbe skyld. Økoteologi drejer sig om at italesætte og sætte spørgsmålstegn ved det fokus, der er i samfundet på vækst,” siger Helene Wonsbek Rasmussen.

"Katolikker er forpligtet på at passe på jorden"

Daniel Nørgaard er katolsk præst ved Skt. Ansgars Kirke i København.
Daniel Nørgaard er katolsk præst ved Skt. Ansgars Kirke i København. Foto: Christian Noval

Miljø og klima er store teologiske emner i mange kirkeretninger. De indtager for eksempel en prominent plads i den katolske kirke, hvor den første pave, der tog miljøspørgsmålet op på højeste niveau, var Paul VI (1897-1978).

Paul VI skrev i 1971 et apostolsk brev med titlen ”Octogesima adveniens” (På dansk: Det 80. jubilæum). På dette tidspunkt var miljø et ret nyt emne inden for politik. Paven skrev blandt andet følgende advarsel:

”Mennesket bliver pludselig klar over, at man ved en uovervejet udnyttelse af naturen risikerer at ødelægge den og selv at blive offer for denne ødelæggelse. Ikke blot er miljøet rundt om mennesket ved at blive en permanent trussel med forurening, affald, nye sygdomme og muligheden for absolut ødelæggelse. De menneskelige strukturer er ikke længere under menneskets kontrol, så de livsforhold, under hvilke mennesket kommer til at leve i fremtiden, kan vise sig at blive ganske uudholdelige. Dette problem er så vidtrækkende, at det angår hele den menneskelige familie.”

Denne pointe blev understreget yderligere, da den nuværende pave Frans i 2015 udsendte et hyrdebrev om klimaet og talte klimaets sag foran FN’s Generalforsamling med ordene:

”Når man skader miljøet, skader man hele menneskeheden.”

Og der er bestemt noget at bidrage med fra kirkens side, hvis miljøet skal reddes, lyder det fra præst ved den katolske domkirke i København Daniel Nørgaard.

”For mange troende betyder troen en forpligtelse til at leve på en særlig måde. Vi ser os sat på Jorden af en højere magt, som har en plan for det gode liv for os. Hvis Gud, som har skabt Jorden, også ønsker, at vi skal passe på den, så skal vi som troende spørge os selv, hvordan vi konkret kan følge Guds plan i vores liv. Troen bliver således en ekstra motivation for at gøre en indsats for at redde miljøet. Hvis kirkerne så også kan hjælpe med at skabe opmærksomhed om vores ansvar blandt de troende, så ender troen med at gøre en stor forskel.”

For det spiller en rolle at passe på Guds skaberværk mener den katolske præst, og peger på, at dels er der meget af naturens skønhed og storhed, som i sig selv afkræver respekt fra os som medskabninger. Og dels virker det, som om menneskets hensynsløse udnyttelse af naturens ressourcer truer de kommende generationers muligheder for en fredelig eksistens på Jorden, hvis vi ikke retter op på vort misbrug.Derfor er flere danske katolikker også åbne for initiativer som Grøn Kirke-projektet.

”Der sidder en katolik i det udvalg i Danske Kirkers Råd, som har med Grøn Kirke at gøre, og for øjeblikket er tre katolske sogne også udnævnt til Grøn Kirke. Flere er ved at overveje at komme med. Jeg tror ikke, vi kan sige, at vi udmærker os særligt i forhold til andre kirkesamfund. Men der findes heldigvis katolske ildsjæle rundt omkring, som gør noget for både at udbrede kendskabet til Grøn Kirke og for at styrke bevidstheden om vores ansvar for at beskytte skaberværket,” siger Daniel Nørgaard og udtrykker et håb – også på det tværkirkelige samarbejdes vegne.

”Jeg ville ønske, at økoteologien kunne fylde mere i Danmark, men jeg er ikke sikker på, at det står værre til her end andre steder i verden. Jeg kender for eksempel ikke til initiativer som Grøn Kirke, der netop er et økumenisk initiativ, og som trods alt nyder stor udbredelse.”

"Økoteologi kan - i en dansk kontekst - forekomme naiv"

Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen er lektor i dogmatik og afdelingsleder ved Afdeling for Systematisk Teologi, Det Teologiske Fakultet.
Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen er lektor i dogmatik og afdelingsleder ved Afdeling for Systematisk Teologi, Det Teologiske Fakultet. Foto: Privatfoto.

”Der kan i princippet laves teologi om alt. Teologi, som forholder sig til klimaet, kaldes indimellem for øko- teologi,” fortæller lektor på afdeling for systematisk teologi på Københavns Universitet Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen.

Hvis hun skal fremhæve en bog, der gør dette med vægt, bliver det den tyske teolog Jürgen Moltmans bog ”Gott in der Schöpfung: Ökologische Schöpfungslehre” (på dansk: Gud i skabelsen – økologisk skabelseslære).

Jürgen Moltmann er også manden bag den såkaldte håbsteologi, der blandt andet fokuserer på en økologisk – i betydningen sammenhængende – forvaltning af verden baseret på den tankegang, at Gud har skabt verden, og at målet er, at Gud skal bo i verden med sin retfærdighed og fred. Med andre ord: Vi bliver nødt til at tage vare på den jord, som Gud har skabt til sig selv og os.

Hans bog er dog ifølge Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen hverken detaljeret eller dyb nok til, at der er tale om et værk, der ændrer præmisserne for den teologiske debat. Men den læses stadig på de teologiske fakulteter og kan måske inspirere en teolog til at forsøge sig med et større værk inden for det økoteologiske område, som er udbredt i hele verden, men har svære kår i Danmark.

At den økologiske teologi ikke er mere udbredt herhjemme, hænger ifølge Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen sammen med den lutherske teologi og kontinentale filosofiske tradition, som er styrende i den danske teologiske verden. Ifølge denne er menneskets forhold til verden og alt i den domineret af og bestemt af, at mennesket selv er en radikal pro-blematisk del af samme verden.

”Økoteologien forekommer i dansk teologisk sammenhæng ofte naiv. For i den klassiske økoteologiske tænkning kan mennesket gøre noget ved den verden, som mennesket selv er en del af. Disse tanker kan opfattes som en overvurdering af det menneskelige subjekt og af muligheden for handlinger, som økoteologien opfordrer os til.

For er det for eksempel godt – teologisk set – at fokusere på at sortere skrald, hvis vi samtidig producerer endnu mere skrald, end vi kan sortere? Deri ligger et problem, som vores teologiske og filosofiske tradition ikke så let kan overkomme – altså dette, at vi gør problemet større, mens vi forsøger at løse det,” siger Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen.

Problemstillingen handler heller ikke kun om klima, men også om vores forhold til ulighed, fattigdom, undertrykkelse og lidelse, hvor vi på samme måde er en del af en verden, som vi hverken har ordentlig adgang til eller magt over. Den danske teolog K.E. Løgstrup er et eksempel på en tænker, der forsøgte at tage dette problem alvorligt. Men spørgsmålet er, om dette bestemte forsøg holder i det lange løb, for mennesket lever også i modsætning til det skabte, og dette ender altid med at dø, pointerer Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen.

”I nyere tid har mange økoteologer gjort økoteologien til et spørgsmål om at redde mennesket og verden og herunder bevare klimaet. Men den interesse, der handler om at passe på det levende, på alle arterne og på jordkloden, er på den ene side teologisk indlysende og på den anden side ensidig og reducerende. Den glemmer, at teologien også drejer sig så om at leve på trods af døden eller ligefrem med døden,” siger hun og fortsætter:

”Det indebærer erkendelsen af, at Jorden formentlig faktisk går under en dag, at alt levende forsvinder, og at vi endda er medansvarlige for dette – og her bærer teologien en forestilling om tilgivelse og opstandelse. Og teologiens, også en eventuel økoteologis, rolle er at være med hele vejen, også dér hvor vi går til grunde. Men denne side har økoteologerne ikke altid med.”

"Grøn kirke skaber en meningskirke for dem med de rigtige holdninger"

Jakob Wolf er lektor i etik og religionsfilosofi på Det Teologiske Fakultet, KU.
Jakob Wolf er lektor i etik og religionsfilosofi på Det Teologiske Fakultet, KU. Foto: Leif Tuxen

Har teologien noget at sige til den økologiske krise og den klimakrise, som vi i dag befinder os i? Ja, det har den helt klart, lyder svaret, hvis man spørger lektor i teologi på Københavns Universitet Jakob Wolf, der blandt andet har beskæftiget sig med etik og natursyn.

”Teologien har noget at sige, fordi vores kriseforhold til naturen blandt andet har sin grund i det natursyn, som naturvidenskaben har afstedkommet. Ifølge dette natursyn er naturen blot en ansamling af tilfældig materie, og sådan en må vi bruge og udnytte, som vi vil.”

Det er et natursyn, der ifølge lektoren ikke giver basis for at forholde sig etisk til naturen, og som teologien derfor må tale imod.

”Det naturvidenskabelige natursyn er hverken i overensstemmelse med vores erfaring af naturen eller den jødisk-kristne skabelsestanke. Ifølge vores erfaring må vi ikke udrydde levende væsener for sjov. De har en selvstændig værdi bortset fra deres brugsværdi. Det er også det, der ligger i skabelsestanken. Det skabte har som skabt af Gud en værdi i sig selv,” siger han og fortsætter:

”Det giver et grundlag for en etisk holdning til naturen, som består i at respektere naturens egenværdi. Når det gælder natursyn og etikkens forhold til naturen, har teologien noget at sige, og det har kirken også, for så vidt skabelsestanken og etikken ligger til grund for forkyndelsen af evangeliet.”

Der, hvor det går galt for kirken, er ifølge Jakob Wolf, når man blander evangeliet og politik sammen. Derfor hører en diskussion om, hvordan man løser den økologiske krise og klimakrisen ikke hjemme i kirken:

”Den diskussion har vi mange andre folkelige og politiske institutioner til at tage vare på. Hvis kirken giver sig til at pege på konkrete politiske meninger, holder den op med at være en kirke for alle. Så bliver den en meningskirke, som kun er for dem med de rigtige politiske meninger. Det er problemet med kirkelig politik alle vegne, om det så er i katolske lande eller i Sverige, og det er også problemet med Grøn Kirke,” siger han.

Initiativet Grøn Kirke, som har knap 200 medlemskirker, er ifølge Jakob Wolf et projekt, der virker politisk alene ved navnet, da der i dag findes grønne politiske partier. Han sammenligner det med, at man ikke på samme måde ser en rød eller blå kirke. Han mener, at en del af den kritik, der er rettet mod Grøn Kirke, handler om, at folk fornemmer en politisk udskridning i det – og reagerer på netop det. Og det splitter kirken på en unødvendig måde.

”Når man ser på forholdet mellem økologi og teologi, er det vigtigt at se, hvor der er en forbindelse, men det er lige så vigtigt at se, hvor der ikke er det. Jeg synes, at økologisk teologi ofte blander alting sammen på en uklar måde. I en luthersk kirke skelner vi mellem lov og evangelium. Det bliver dog desværre blandet uklart sammen i megen økoteologi, og det er til skade for både evangeliets forkyndelse og det moralsk-politiske,” mener Jakob Wolf.