Ørsted og Grundtvig var uenige om alt

For 200 år siden opdagede H.C. Ørsted elektromagnetismen. Da N.F.S. Grundtvig fem år efter gjorde sin ”mageløse opdagelse”, sammenlignede han sig selv med den danske naturvidenskabsmand. Fra hver sin position mente begge at være på sporet af selve svaret på universets og menneskelivets største gåder, men de to danske guldalder-giganter var i øvrigt rygende uenige om det meste, siger forsker

Illustration: Rasmus Juul
Illustration: Rasmus Juul.

I 1812 udgav en 29-årig dansk præst et værk med den ambitiøse titel ”Kort Begreb af Verdens Krønike i Sammenhæng”, som i al enkelhed beskrev hele verdens udvikling fra skabelsen og frem og afsagde dom over hver tidsalder og hvert folk. Også 1800-tallets romantiske, panteistiske naturfilosoffer blev vurderet – og dømt ude.

På samme tid sad en 35-årig dansk fysiker i Paris, hvor han arbejdede på en fransk udgave af sit store værk med den fængende tyske titel ”Ansicht der chemischen Naturgesetze durch die neueren Entdeckungen gewonnen”. Værket stod i gæld til tidens romantiske, panteistiske naturfilosoffer og rummede hans egne personlige teorier om, hvordan hele universet hænger sammen: At naturens love er de samme som fornuftens love, og at ”den samlede natur fremtræder som en uendelig kraft og en uendelig fornuft i forening, som Guds åbenbaring”.

Som man fornemmer, var det ikke selvtilliden, der manglede hos de to herrer, Nikolai Frederik Severin Grundtvig og Hans Christian Ørsted. Fra hver sin position mente begge at have forstået mere af, hvordan Gud, menneskelivet, verden og hele universet hænger sammen, end de fleste.

Særligt enige eller begejstrede for hinanden var de to imidlertid ikke. Ørsted noterede for sig selv om Grundtvigs værk, at digterpræsten var ”et giftigt ukrudt i vor litteratur, som med rod bør oprykkes”. Og i 1814, da Grundtvig udgav et skrift om en gammel spådom, han havde fundet i sin afdøde fars papirer, som fik ham til at konkludere, at Bibelens spådomme om Antikrist passede på Napoleon, sablede Ørsted ham ned i en anmeldelse i Dansk Litteratur-Tidende, som dog var skrevet anonymt. Grundtvigs ord var ifølge Ørsted skrevet, så de kunne forføre ”den store hob”, men de var samtidig så uklart formulerede, at de ikke tillod læseren ”at gennemskue hans påstandes intethed”.

Den senere så fejrede digterpræst, grundlovsfader og idémand til folkehøjskolen var altså en tågetalende folkeforfører ifølge den senere så fejrede opdager af elektromagnetismen og grundlægger af Polyteknisk Læreanstalt (i dag Danmark Tekniske Universitet, DTU).

”Ørsted var temmelig perfid over for Grundtvig, som han latterliggjorde for manglende filosofisk indsigt og viden. Og Grundtvig på sin side brugte også ufine argumenter og et krigerisk sprog, hvor han fordrejede Ørsteds ord. Når man læser, hvad de skrev, især omkring 1812-1815, er det tydeligt, at begge er meget polemiske og bruger flere kræfter på at argumentere imod hinanden end på at forstå hinanden,” siger Jens Olaf Pepke Pedersen, seniorforsker ved DTU Space, medlem af Tænketanken Eksistensen og forfatter til en videnskabelig artikel i tidsskriftet Kvant om striden mellem Ørsted og Grundtvig om forholdet mellem tro og viden.

”Grundlæggende var begge kristne. Men der var en uenighed imellem dem om videnskabens rolle i forhold til kristendommen. Ørsted så ingen konflikt mellem tro og videnskab, men skrev ligefrem, at videnskab var en måde at dyrke Gud på. Det kunne Grundtvig ikke holde ud. Han mente, at Gud skulle dyrkes gennem Bibelen og kirken, ikke i et laboratorium,” forklarer Jens Olaf Pepke Pedersen.

Selvom både Ørsted og Grundtvigindplacerede sig i den forholdsvis lille intellektuelle elite, der fandtes dengang, mødtes de kun personligt få gange. Deres fejde blev udkæmpet på skrift.

Efter den før omtalte Ørsted-anmeldelse gav Grundtvig i april 1814 igen med skriftet ”Hvem er den falske Prophet?”, der stemplede Ørsteds tekst som ”et kunstværk af løgn og bagvaskelse”. I august samme år udgav Ørsted det 144 sider lange skrift ”Imod den store anklager”, som blandt andet forsvarer den tyske filosof Schelling imod Grundtvigs anklage om, at han er ateist. Det er man ikke, blot fordi man gør sig tanker om en Gud i udvikling, lød Ørsteds ræsonnement. Det tænkte Grundtvig så over et halvt års tid, inden han i 1815 udgav ”Imod den lille anklager”, som stemplede Schellings filosofi som ”ukristelig, ugudelig og løgnagtig”.

H.C. Ørsted betragtede sig selv og andre naturvidenskabsfolk som naturens – og dermed også Guds – tankelæser. Men idéen om, at naturvidenskab kunne bringe mennesket tættere på at forstå, hvordan verden er indrettet og dermed Guds store plan, huede ikke ordmennesket Grundtvig, som mente, at ethvert troende og samvittighedsfuldt menneske var lige så tæt på Gud som en forsker.

”Grundtvig kunne ikke bruge videnskaben, som han, modsat Ørsted, ikke mente ville føre til Gud, men snarere ville føre mennesket væk fra Gud,” siger Jens Olaf Pepke Pedersen.

Ikke desto mindre sammenkædedeGrundtvig bevidst de to store opdagelser, de to intellektuelle kamphaner hver især gjorde i henholdsvis 1820 og 1825. H.C. Ørsteds navn vil altid være uløseligt forbundet med, at han for præcis 200 år siden i et videnskabeligt forsøg viste, at elektricitet og magnetisme er naturkræfter, som påvirker hinanden. Da Grundtvig fem år senere gjorde sin ”mageløse opdagelse”, drog han meget bevidst en parallel til Ørsted og skrev senere, at ”Mig blev det givet at opdage den store naturlov for åndens virkning og forplantelse”.

Den naturlov, Grundtvig mente at have fundet, var ikke en naturlov i gængs forstand. Modsat Ørsteds var Grundtvigs opdagelse ikke baseret på et videnskabeligt forsøg, der kunne gennemføres i overværelse af sagkyndige vidner og herefter burde kunne gentages af alle, der anvendte samme fremgangsmåde. Grundtvigs opdagelse var idéen om ”det mundtlige ords ubetingede nødvendighed til livs opvækkelse og åndsforplantelse”. Tanken var, at kristendommen byggede på trosbekendelsen og det levende ord mellem mennesker, ikke på Bibelen og kirken. Troen på Gud udgår ikke fra Bibelen. Det forholder sig omvendt. At læse Bibelen forudsætter tro hos læseren.

”Da Grundtvig får den erkendelse, at der må have været kristne, før Biblen blev skrevet, og at det talte ord derfor må have forrang, er der gået 10 år siden den første strid med Ørsted. At Grundtvig selv sammenligner sig med Ørsted tyder på, at han gerne vil nærme sig Ørsted. Men Ørsted er ikke rykket tættere på Grundtvig. Og selvom Grundtvig sætter Bibelen og kirken i anden række efter ordet, så er Ørsted meget mere ekstrem. Han mener, at det kristne menneske kan klare sig helt uden dogmatik, kirke og ritualer,” fortæller Jens Olaf Pepke Pedersen.

I ”Nordens Mythologi” fra 1832 forsøgte Grundtvig at række en forsonende hånd ud til Ørsted og andre ”naturalister af ånd”, men Ørsted greb den ikke. På samme tid indgik de to på hver sin side i en polemik, der tog udgangspunkt i et værk af landmåleren Arent Aschlund, der angreb det heliocentriske verdensbillede, altså forståelsen af, at Jorden kredser om Solen og ikke omvendt. Her fik Grundtvig placeret sig på Aschlunds side, hvilket naturvidenskabsmanden Ørsted naturligvis ikke kunne godtage, idet det rette forhold mellem Jorden og Solen havde været kendt siden Kopernikus i 1500-tallet.

”Hvis man sammenligner de to, er Ørsted den, der er mest konsistent livet igennem. Specielt Grundtvig har i løbet af sit liv en række kriser, som munder ud i, at han skifter holdning og mener noget helt andet end før, hvorefter han i voldsomme vendinger kritiserer alle andre for ikke at mene det samme,” siger Jens Olaf Pepke Pedersen, som tilføjer, at Grundtvig og Ørsted også stillede sig på samme side i en række værdikampe.

For eksempel kampen for trykkefrihed i de censurplagede 1830’ere. Begge står også som fortalere for, at oplysning og viden ikke skal være forbeholdt en snæver elite, men skal udbredes bredt i befolkningen. Her tænkte Ørsted dog kun på borgerskabet, mens Grundtvig som noget for datiden helt uhørt inkluderede bønderne. Ørsteds dannelsesidealer var mere elitære, hvor Grundtvigs var folkelige.

Ørsted blev stor og udødelig som naturvidenskabsmand, men Grundtvig har ifølge Jens Olaf Pepke Pedersen haft større indflydelse på nutidens danske samfund. Gennem et langt liv fik den hyperaktive digterpræst sat sit tydelige præg på dansk kirkeliv, skoleliv og foreningsliv. Han har skrevet salmer og bunkevis af andre værker, hvoraf mange nærmest er ulæselige i dag, men ikke desto mindre kan kaste et fyndigt citat eller to af sig til nutidig brug.

I sin lange levetid frem til han døde som 88-årig i 1872 opnåede Grundtvig status som gammel vismand. Ørsted døde som 73-årig i 1851 og udgav i årene umiddelbart forinden værket ”Aanden i Naturen”, som sammenfatter hele hans filosofiske idé om én stor sammenhæng mellem natur og guddom, som menneskene endnu ikke har gennemskuet, men kan tænke og forske sig stadigt tættere på. Værket fik imidlertid en ublid medfart. Grundtvig omtalte det i en artikel kritisk, men indrømmede, at han ikke havde læst det. Filosoffen Søren Kierkegaard (1813-1855) nedsablede det i en anmeldelse, hvor han blandt andet skrev, at bogen filosofisk set var ”en ubetydelighed, og selv der, hvor den vil være mest betydelig, bevæger den sig altid i den største ubetydeligheds ubetydeligste vendinger”.

Jens Olaf Pepke Pedersen betegner også Ørsteds sidste store værk som en mærkelig bog.

”Ørsteds filosofi er ikke noget, man husker i dag, hvor hans romantiske tilgang er afløst af andre filosofier. Og selvom kristendom betød meget for ham, var han ikke den store teolog. Der var en helt anden teologisk dybde hos Kierkegaard,” siger han.

Ørsted havde uret på nogle felter. Han mente, at alting i verden er opbygget af to modsatrettede kræfter og beskrev således den elektriske strøm som en ”vekselkamp”. At elektricitet og magnetisme hænger sammen, er en fastslået kendsgerning. Men hvis Ørsted havde ret i, at alle naturens kræfter hænger sammen, så er der endnu mange uløste problemer.

”Einstein identificerede fire kræfter: elektromagnetismen, tyngdekraften, den svage og den stærke kernekraft. Der er i dag teorier om, at ved The Big Bang var de fire én urkraft, som skilte sig ud og nu er fire adskilte kræfter,” fortæller Jens Olaf Pepke Pedersen, som personligt mener, at der er meget, vi i nutiden kan bruge Ørsted og hans lærde mudderkastning med Grundtvig til.

”Selvom Ørsted ikke havde ret i alt, er der meget moderne fysik, der er fortsat i hans ånd. Der er fysikere, som arbejder ud fra, at der findes en teori om alting, som kan erkendes, også selvom det måske først sker om et par hundrede år er deres forskning baseret på et helhedsmæssigt syn,” siger han og tilføjer, at der efter hans mening er et problem i, at videnskabsfolk ofte fokuserer på et enkelt delelement af verden og dermed overlader debatten om helheden til andre. For eksempel er det kun få akademikere, der i dag forsøger at sige noget meningsfuldt på tværs af naturvidenskabelig forskning og kristen tro.

”Personligt arbejder jeg også som klimaforsker med at finde sammenhænge. Altså en tilgang, hvor man ser på verden som et system, hvor alle dele er forbundet. Jeg savner i dag – i en tid hvor biskopper springer ud som klimapolitikere – at flere naturvidenskabsfolk involverer sig bredt, så der igen kan være en frugtbar udveksling imellem de to domæner tro og videnskab.”