René Girard, der døde i denne måned, var et af det 20. århundredes genier. Han var tværfaglig i en sjælden grad. Den røde livline, der løb tværs igennem faglighederne, var hans to berømte begreber: Det mimetiske begær og syndebukken. Som med trylleformularer kunne Girard trylle liv i det glemte, det upåagtede, det man ikke vidste, at man vidste. Men dermed viste René Girard sig som mere end kun et geni. Han viste sig som en apostel, som en lærer og budbringer.
I Girards lange liv var den mest produktive periode 1960'erne og 1970'erne, der kulminerede med bogen ”De ting der er skjult siden verdens grundlæggelse” (1979). Senere kom en lang række bøger og skrifter, der sammenfattede og udviklede hans grundtanker. Han skrev på baggrund af strukturalisme, marxisme og Freud, men måtte debattere med den følgende tids Nietzsche-begejstring, dekonstruktion, magtanalyse, postkolonialisme.
I det humanistisk-samfundsvidenskabelige miljø var der en udbredt skepsis over for vestlig kultur og politik, inklusive videnskabelighed og objektivitet. Det afgørende blev ikke, om det, man sagde, var plausibelt, men om det var politisk korrekt. Girard derimod formulerede hypoteser om den historiske og kulturelle virkelighed. Han antog, at al menneskelig historie var historien om, hvordan begær skaber katastrofer, hvordan det forsøges tøjlet (som religion eller kultur), hvordan vi i nutiden er kommet til at vide, at det er sådan, og hvad vi skal gøre for at undgå et globalt voldsorgie.
Humanistiske modestrømninger er en baggrund for Girards værk, men ikke den vigtigste. Det vigtigste er kernevåben. Med dem er muligheden for en apokalyptisk katastrofe blevet reel. Religionskritikken siden oplysningstiden kunne affærdige apokalyptik som oldtidsfantasier. Men menneskeheden er den eneste biologiske art, der ikke kun har haft syg fantasi nok til at forestille sig livets udslettelse, men også med succes har arbejdet på at gøre fantasien til virkelighed. Hvis der er ét tema, der samler René Girards rige forfatterskab, så er det spørgsmålet: Hvorfor er det kommet så vidt? Mulige svar kræver psykologi og kulturhistorie, og - da kultur i lange stræk af menneskenes historie var været uadskilleligt fra religion - derfor også religionshistorie. Girards sidste bog, fra 2007, om den tyske krigstænker Clausewitz, havde en brintbombeeksplosion på titelbladet.
De, der var mest nærliggende som modtagere og lærlinge, var psykologer, litterater, religionshistorikere, teologer - men de kunne normalt ikke lide det, de fik at høre. Der var i hvert fald tre temaer hos René Girard, som fik de fleste i samtiden til at ryste overbærende på hovedet eller forkaste ham helt:
1) Litteraturen: Girard mente, at man kunne få reel psykologisk og almen indsigt af en bestemt type litteratur. Det vigtige ved klassiske, realistiske forfattere som Sofokles, Cervantes, Shakespeare, Stendhal, Dostojevskij, Flaubert og Proust var ikke, at de skrev godt eller gav indblik i deres forfatteres indre liv. Det vigtigste var, at de indeholdt en indsigt i, at mennesker vil have og vil være det, som andre har eller er. Begæret kommer udefra, ikke indefra, fra beundrede og misundte andre.
Dermed risikerer begær at støde sammen med begær, blandt andet fordi den mest oplagte grund til, at ens begær endnu ikke er opfyldt, er de beundrede andre selv. Girard udmøntede begreberne om '”mimetisk begær” og ”mimetisk konflikt” som sammenfatning af litteraturens belæring. Men at hævde, at litteratur skulle rumme bedre psykologi end akademisk filosofi og psykoanalyse, var en provokation. Normalt er det os, der forklarer litteratur, ikke litteratur, der forklarer os.
2) Evolution og religionskritik: For Girard var evolution - biologisk og kulturelt - en realitet, som ethvert tænkende menneske kunne indse vigtigheden af. Mennesket er en abeart, der har gennemgået en udvikling, hvor den mimetiske evne er vokset enormt, og som har gjort indlæring og dermed kulturel hukommelse mulig.
I 1970'erne kunne man gøre sig umulig ved at betragte den slags som vigtigt. Men også kulturene udvikler sig. Jo flere mennesker, jo mere begær, jo mere risiko for mimetiske konflikter. Grupper kan kun overleve, hvis de danner stabile former, der kanaliserer de mange begær i forskellige retninger, så de ikke støder sammen. Derfor organiserer større samfund sig som ordener og hierarkier, overvåget af uopnåelige idealer, inkarneret i fjerne guder.
Men der vil uundgåeligt komme perioder, hvor begærene ikke kan holdes fra hinanden, ikke mindst når begær bliver til behov, for eksempel ved hungersnød, belejring, pest. Et samfund under stress risikerer at gå i opløsning - med mindre alle konflikter, uvenskab og had som ved et mirakel kan ledes ét sted hen, så alle kan få afløb samtidig. Girard opdager ”offeret”, ”syndebukken”, som den krumtap, alle samfund i virkeligheden baserer sig på. Man tænker ikke over det i fredelige tider. Men når stressen melder sig, er det afgørende, at man ikke selv bliver den, som alle udlader deres frustration, stress, angst og had på. De samfund, der har klaret sig igennem kriser igennem historien, har derfor været dem, der havde syndebukke parat på forhånd: Dyr, sakrale konger, guder. Katastrofalt er det, når disse slipper op, og grupper kaster sig over levende mennesker, typisk enkeltpersoner eller mindre grupper, som ikke kan forsvare sig selv: Folk med handicap, med en anderledes hudfarve eller tro.
Bag enhver guddom ligger en potentiel syndebuk. Selv Apollon, klarhedens og kunstens lyse, græske gud, var en pestbringer. Girard blev til en mester i ”mistankens hermeneutik”, på linje med Marx, Nietzsche og Freud. Men han var en dialektisk mistænker. Guder - overmenneskelige væsener, som kan destruere alt og opbygge alt - har været nødvendige fiktioner. Oplysningen har ”afsløret” det, der ikke måtte afsløres, for en guddom kan ikke være en stand-in for menneskelige syndebukke, hvis man ikke tror på den. Girard var oplysningstænker med sans for sortsyn. Han mente, at de fleste nutidige mennesker er blevet mere resistente imod syndebukkejagtens hurtige fix. Men han vidste også, at det 20. århundrede har haft mere massiv syndebukkejagt end noget tidligere århundrede, og at det foregår på global skala for øjnene af os endnu.
Dette var genuin religionsvidenskab - som det var svært at høre på. De fleste religionsvidenskabsfok mener, at alle religioner er lige: Enten er de lige forvrængede og falske, eller også er de alle lige skønne og gode. Girard gav dem begge ret og uret. Religioner hviler på den falskhed, at guder, konge, hekse er ansvarlige for denne verdens ulykker. Men den falskhed kan skabe skønne og gode verdener, i det mindste når de ikke kommer under stress. Men at Girard gav begge parter ret og uret, var ikke det værste. Det var, at han hævdede, at kristendommen havde en særstilling. Dét brød med det ene dogme som alle var enige om: At alle religioner grundlæggende er ens.
3) Girard mente, at kristendommen ikke var som andre religioner: Den er den egent-lige kilde til oplysning. Lige som det mimetiske begær ikke var Girards, men romanernes opdagelse, var det ikke Girards opdagelse, at der bag alle guder og hellige konger gemte sig en syndebuk. Det fortalte kristendommen. Her viste den himmelske og fjerne guddom sig at være et menneske. Ikke et hvilket som helst menneske, men et menneske, som alle mennesker havde kunnet og vil kunne blive, nemlig som en syndebuk. Passionsberetningen i evangelierne blev Girards nøgle til kulturernes hemmelighed: Guddommen er den, der er forladt, foragtet og anklaget af alle. Dette var religionskritik ud over det sædvanlige, for her er religionen både illusion og sandhed: Det er ikke en ikke-religiøs fornuft, der afslører religion, men religion, der afslører almindelig sund fornuft - den sunde fornuft, der hidtil havde sagt, at der er en årsag til alt andet, også til at vi skal lide, at en årsag betyder en skyldig, og at lidelsen forsvinder, hvis vi finder frem til den skyldige. Dermed er det forståelse af selve fænomenet syndebuk, der er kriteriet for falsk og sandt.
Det betød også, at kristendommens historie blev en kamp mellem en religiøs kristendom (der jager hekse) og en post-religiøs kristendom, der fortæller, at hvad, der er af ansvar, kun kan løftes af os selv.
Afviklingen af guder og hekse gjorde den moderne verden mulig. Men arven fra kristendommen er bitter. Frigørelsen fra guderne har gjort, at vi forstår naturen meget bedre, inklusive hungersnød og pest. Det har skabt en så stor materiel overflod, at de fleste i vores del af verden kan lade sig lede af deres begær uden at støde alt for meget sammen med andres begær.
Men frigørelsen har også skabt kernevåben, altså en så stor voldelighed, at ingen gud kan redde os. Der er kun én global etik mulig - den ikke at ville den mimetiske konflikt, ikke give igen med samme mønt, men vende den anden kind til.
Kvaliteter som venlig værdighed, uhøjtidelig tilgængelighed, selvironisk lune og generøsitet forbindes nok ikke normalt med genier og apostle. Men sådan har jeg selv kendt René Girard - på hans damecykel på Stanford Universitets campus, med et manuskript i en plastikpose, med hans store hoved, buskede øjenbryn og korrekte engelsk på umiskendelig fransk bund, til en forelæsning om Shakespeare for førstedels-studerende, der ikke anede, hvem det var, de havde som underviser.