Arven fra Luther: På sporet af den tabte ånd

Myten om Sisyfos, der dømmes til i al evighed at skubbe en kæmpestor sten op ad en bakke blev af den ...

Myten om Sisyfos, der dømmes til i al evighed at skubbe en kæmpestor sten op ad en bakke blev af den franske forfatter og eksistentialist Albert Camus brugt som et billede på den absurde, menneskelige eksistens. Foto: Polfoto

Luthers kritik var også et opgør med datidens overtro. En forestilling om, at der i det ydre, i verden, kunne findes hellige steder eller magi.
Anders Moe Rasmussen, lektor i filosofi

Hvordan har arven fra Luther været med til at bane vejen for moderne eksistentialisme med fokus på fremmedgørelse? Og kan vi give plads til det magiske og åndfulde menneskesyn igen? Det er nogle af spørgsmålene ved en international konference på Aarhus Universitet næste uge

Når vi næste år fejrer 500-året for Reformationen, er der en side af Luthers banebrydende nytænkning, vi nok ikke har så meget fokus på. Men det burde vi måske. I hvert fald er Luthers og Reformationens betydning for den senere eksistentialisme temaet for en stor international konference på Aarhus Universitet i næste uge. Tesen er med andre ord, at der er en forbindelse mellem reformatoren fra Wittenberg og de tanker om menneskets fundamentale ensomhed og tilværelsens ulidelige meningsløshed, som har præget tænkere som danske Johannes Sløk og franske Jean-Paul Sartre.

Ifølge arrangøren, lektor i filosofi Anders Moe Rasmussen, var Reformationen nemlig ikke kun en revolution, der banede vej for en demokratisering af samfundet gennem sit opgør med den romersk-katolske kirkes magt og hierarkiske opbygning. Luther stod samtidig bag en revolution i forhold til vores opfattelse af det overnaturlige eller det åndelige. Og det fik afgørende betydning for både datiden, men også for det moderne menneske.

”Luthers kritik var også et opgør med datidens overtro. En forestilling om, at der i det ydre, i verden, kunne findes hellige steder eller magi. For at bruge et udtryk fra sociologen Max Weber (1864-1920) så ønskede Luther at ’affortrylle verden’. Han flyttede i stedet det åndelige og spirituelle ind i subjektet, i mennesket, ved at pege på, at den enkelte har en personlig, umiddelbar og direkte relation til Gud.

Den skal ikke først medieres eller gå igennem en af kirkens folk. Man kan sige, at Luther dermed skabte det moderne subjekt, men også, at han gødede jorden for det, der sker i oplysningstiden, hvor verden i den grad er affortryllet, og den mekaniske naturforståelse vinder frem,” forklarer Anders Moe Rasmussen, der i det seneste års tid har arbejdet på konferencen og blandt andre fået internationalt anerkendte tænkere som den tyske sociolog Hartmut Rosa og den tyske litteraturhistoriker Hans Ulrich Gumbrecht med som oplægsholdere.

Den mest kendte beskrivelse af det nye menneskesyn, som Luther på den måde var med til at skabe baggrund for, ses ifølge Anders Moe Rasmussen hos den franske oplysningsfilosof, René Descartes (1596-1650).

”Hos Descartes har vi jo fuldstændig fået opdelt mennesket – i en sjæl og et legeme. Men på den måde får vi faktisk et problem. For hvordan skaber man nu et fællesskab, et samfund på baggrund af en flok løsrevne og isolerede subjekter, der ikke længere behøver et ydre fælles for at træde i relation til det åndelige, til det absolutte, til Gud. Vi har kaldt konferencen for ’In-between’ og det er præcis det her ’mellemværende’, der nu bliver problematisk. Man kan sige, at mennesket efter Luther blev fanget mellem en livløs natur og vores egen inderlighed. Men det gør jo også mennesket ensomt. Og netop overladt til sit eget ’mellemværende’ med Gud – der dog stadig er der. Det forandrer sig dog. For når vi bevæger os længere frem i idéhistorien, ja, så begynder netop den åndelige dimension hos mennesket jo også at blive udfordret. Med naturvidenskabens landvindinger, ikke mindst som tankesæt, bliver det mindre og mindre plausibelt at hævde eller antage, at der overhovedet findes en åndelig verden.”

Og nu begynder vi måske at genkende vores egen tid i den ”åndshistorie”, Anders Moe Rasmussen tegner op. For med de større og større spørgsmålstegn ved, om hverken verden eller menneske er udstyret med eller har adgang til en åndelig dimension, ja, så er det ikke længere kun det tidligere verdensbillede, der er truet.

”Nu er selve mennesket, eller subjektet, truet. I fare for at blive et rent endimensionalt stykke mekanik i det store tandhjul. Styret af naturloves instrumentelle kausalitet. Uden en højere mening. Og det er i det landskab, eksistentialismen begynder at melde sig. Med beskrivelser af det hjemløse og fremmedgjorte menneske, der ikke længere oplever, at nogen svarer – hverken derude eller derinde. Hvor det derfor heller ikke længere giver mening overhovedet at tale om mening. Vi ser det hos de franske eksistentialister -–og nok mest rendyrket hos Albert Camus (1913-1960), der tager myten om Sisyfos op igen som et billede på den moderne eksistens og dens meningsløse grundvilkår. Jeg vil vove den påstand, at vi i dag nærmest har taget den tænkning til os som en slags a-ha-oplevelse eller genkendelse. Men samtidig påstår jeg, at vi har en længsel efter noget mere. Efter den ånd, der blev gjort hjemløs – eller med andre ord: efter Gud. Og på konferencen stiller vi så spørgsmålet: Er der kilder i den europæiske tænkning, hvor vi kan hente ressourcer til at gøre verden og mennesket mindre flade? Til at skabe rum for ånden og give mening til de oplevelser eller erfaringer, de fleste af os nok kender, hvor vi støder på noget andet og mere, vi bare ikke længere har hverken ord eller tænkning for. ”

I sit eget oplæg vil Anders Moe Rasmussen forsøge at give nutiden åndedræt gennem blandt andre den tyske oplysningstænker Immanuel Kant (1724 - 1804).

”Kant er tit blevet misforstået, når man har fremhævet hans tiltro til fornuften som argument for, at han på den måde også var en fortaler for et menneske- og verdensbillede, hvor alt var rationelt begrundet – eller ’åndsforladt’, sådan som vi forstår rationalitet i dag. Men for Kant var fornuften noget andet. Det var forstanden, vi brugte til at måle og veje verden med. For Kant er fornuften derimod det i mennesket, der stræber efter – og længes mod – det ubetingede, mod det absolutte. Så den findes med andre ord i alle mennesker, er almenmenneskelig, og den giver os mulighed for at nå ud over os selv. Jeg ser den samme længsel og det samme håb hos Søren Kierkegaard. Og hans insisteren på, at troen på den måde er adgangen. At Gud er i gudsforholdet, i menneskets forhold til Gud. Det er for mig at se også en tænkning, vi kan knytte an til, så jeg vil derfor også fremhæve Kierkegaard som en af de tænkere, der kan hjælpe mennesket i dag. Og dermed hjælpe Gud – forstået som den særlige relation mellem den enkelte og Gud, som Luther er den første til at formulere.”