På vej mod undergangen?

For 100 år siden udkom Oswald Spenglers svanesang over vestlig kultur. Bogen ”Vesterlandets undergang” virker ikke mindre aktuel i dag

Oswald Spengler.
Oswald Spengler. Foto: akg-images.

Tidsånden havde værket med sig fra starten. I september 1918, få uger før det tyske kejserrige styrtede i afgrunden, udkom første bind af Oswald Spenglers ”Der Untergang des Abendlandes” (Vesterlandets undergang) som en profeti om den skæbne, der ventede den første tyske nationalstat blot halvtreds år efter dens grundlæggelse. Mens revolution og borgerkrig hærgede landet, strøg bogen til tops på bestsellerlisterne og blev den måske mest spektakulære succes på det tyske bogmarked i 1920’erne med over en halv million solgte eksemplarer.

Om den også blev læst af de mange købere, er en anden sag. Havde man læst den, ville man nemlig hurtigt have forstået, at det var så som så med Spenglers profetiske evner, i hvert fald på kortere sigt. Som de fleste andre tyskere havde Spengler anset det for utænkeligt, at Tyskland skulle lide nederlag i Første Verdenskrig. Den Store Krig, prologen til sidste akt af vesterlandets historie, ville tværtimod gøre det klart, at Tyskland var udset til at spille hovedrollen i slutspillet om den vesterlandske kultur, på samme måde som Romerriget havde gjort det i antikken. I forordet til førsteudgaven, dateret december 1917, er tonen tilsvarende sejrssikker:

”Jeg har kun tilbage at ønske, at denne bog ikke måtte fremstå helt uværdig ved siden af Tysklands militære succeser.”

Mens Spengler tog fejl i sin tro på Tysklands sejr i verdenskrigen, har både hans politiske og kulturhistoriske analyser af den vesterlandske ånd senere vist sig at være forbløffende langtidsholdbare og overbevisende – så overbevisende, at selv Frankfurterskolens hovedteoretiker Theodor W. Adorno, der normalt ikke havde noget godt at sige om mellemkrigstidens konservative kulturkritik, efter endnu en verdenskrig måttet konstatere, at der stadig ikke var nogen af Spenglers utallige kritikere, der havde fået skovlen under ham, og at han ”truede med at få ret”.

Som allerede de tyske romantikere tænker Spengler historien organologisk, altså i overensstemmelse med organismens vækstprincipper.

”Jeg ser for mig,” skriver han i prologen til ”Untergang des Abendlandes”, ”et mangfoldigt skuespil af mægtige kulturer”, der blomstrer op, hver især præger sit ”stof”, mennesket, i sin egen ”form”, hver har ”sin egen idé, sin egen lidenskab, sit eget liv, sin egen villen og følen, sin egen død”. Undergang er den skæbne, der venter alle kulturer, ikke som en pludselig katastrofe, men som den naturlige afslutning på en cyklisk bevægelse fra fødsel til død.

Hvor Spenglers romantiske forgængere tænkte i nationalkulturer, betragtede han imidlertid verdenshistorien som en lang række overnationale om sig selv lukkede kulturkredse, af hvilke den vestlige kultur var den sidst tilkomne. At man ikke havde forstået det før, bekræftede blot hans pointe: at vi er indespærret i vores eget begrænsede verdensbillede. Og når han selv havde været i stand til at undslippe det begrænsede perspektiv, var det, fordi han som den første havde forstået, at de enkelte kulturer nødvendigvis må bevæge sig igennem de samme faser.

”Kultur” og ”civilisation” – et begrebspar, Spengler havde fra Nietzsche – er betegnelsen for hovedfaserne i denne udvikling.

Kultur har således to betydninger: Det er dels betegnelsen for kulturkredsen som helhed, dels for en bestemt fase i dennes udvikling, nemlig blomstringsfasen. Civilisation har derimod kun én betydning: nedgang, forfald. Mens kulturfasen er den sunde, produktive periode, hvor traditionen, kunsten, religionen, folket og nationen trives, betegner civilisationen overgangen til sentidens rodløshed, skepticisme, formløshed og sterilitet.

”Civilisationen er en kulturs uundgåelige skæbne,” det er ”den åndelige alderdom” og ”den forstenede verdensby”, der efterfølger ”den sjælelige barndom” i landsbyfællesskabet, det er massen og det kølige intellekt over for det naturgroede folk, det er teknikkens triumf over kunst og metafysik. Sådan var det, da Romerriget lakkede mod enden, og sådan er det nu igen, hævder Spengler. At kæmpe imod denne udvikling er nyttesløst. Hvis tyskerne til gengæld accepterer denne skæbne og handler i overensstemmelse med de hårde kendsgerninger, der kendetegner den sidste fase af den vesterlandske kultur, kan de blive de nye romere og fuldende den vesterlandske kultur.

Hvad der gør Spengler interessant i dag, knytter sig ikke mindst til hans analyse af de politiske implikationer af civilisationens slutfase og den hermed forbundne overgang fra nationalstaternes til imperiets epoke, der ledsages af en tilsvarende overgang fra parlamentarisme til cæsarisme.

I Spenglers makrohistoriske perspektiv kan denne proces tage op imod 100 år, men når det sker, vil ”blodets og traditionens magter” en sidste gang vækkes til live i skikkelse af cæsaren, der vil rejse sig ved hjælp af parti- og pøbelvældets formløse magter og som en hævnende engel gøre det af med de gamle eliter, griskheden og pengeherredømmet.

Det er tæt på at være formlen for populismens dyrkelse af den store mand, der hjemsøger store dele af den vestlige verden i disse år.