Præster er blevet til gøglere i stedet for forkyndere

Mange præster har simpelthen ingen tro på, at Gud nok skal opretholde sin kirke, og derfor vil de så gerne gøre den indbydende og begejstre tilhørerne. Men begejstring er en flygtig sag, mens kristendom handler om sandhed, lyder kritik af folkekirken i ny udgivelse fra blandt andre Elisabeth Krarup Jensen

Denne illustration var Kristeligt Dagblads mangeårige tegner Peter M. Jensens visuelle kommentar til den såkaldte Grosbøll-sag. Tegningen blev første gang bragt i Kristeligt Dagblad den 30. juli 2003 på en ­forside, der efter­følgende blev præmieret i Danske Mediers konkurrence om Årets Avisside. Peter M. Jensen døde i 2015.
Denne illustration var Kristeligt Dagblads mangeårige tegner Peter M. Jensens visuelle kommentar til den såkaldte Grosbøll-sag. Tegningen blev første gang bragt i Kristeligt Dagblad den 30. juli 2003 på en ­forside, der efter­følgende blev præmieret i Danske Mediers konkurrence om Årets Avisside. Peter M. Jensen døde i 2015.

I en lille bog med titlen “Folkekirkens ødelæggelse” udgivet på Tidehvervs Forlag langes der hårdt ud efter den danske folkekirke. I sit bidrag kritiserer sognepræst i Augustenborg i Sønderjylland Elisabeth Krarup Jensen en folkekirke, der ødsler penge på sognegårde, unødig efteruddannelse og konsulentstyring samt de præster, der i hendes øjne hellere vil gøgle og underholde end forkynde. Kristeligt Dagblad har talt med hende om kirkens plads i samfundet i dag. Og om, hvorfor hun maler så dystert et billede af folkekirken anno 2018.

Det er en noget bastant titel. Vil du forklare den?

”Vi mener, at folkekirken er ved at blive ødelagt, fordi den flygter fra sin opgave. I stedet for at koncentrere sig om at forkynde evangeliet og være den kirke, som den skal være, jagter den succesen. Den forstyrrer menighedens gudstjeneste ved at forvandle den til ukendelighed med zumba-gudstjenester, drop-in-dåb og meditationsgudstjenester for at nævne nogle få tiltag. Det viser, hvor lavt man er villig til at synke, og det vidner om den manglende alvor, man forvalter præsteembedet med.”

Hvad er det, præsterne gør forkert i jeres øjne?

”De agerer PR-medarbejdere i stedet for præster, og det skyldes, vil jeg påstå, at de er bange for at være upopulære og kede folk, og denne forfængelighed rimer meget dårligt med evangeliets sag.”

I din kritik af de aktivistiske præster skriver du, at kirken ikke må begejstre. Hvorfor må den ikke det?

”Det virker, som om mange præster i dag tror, at det er begejstringen, der skal drive kirken. De har simpelthen ingen tro på, at Gud nok skal opretholde sin kirke, og derfor vil de så gerne gøre den indbydende og begejstre tilhørerne. Men kristendommen beror ikke på den flygtige begejstring, men på sandheden, og sandheden bærer kristendommen i sig selv.”

Behøver begejstring være flygtig? Den begejstring, en indlevende præst kan skabe, kan vel anspore til refleksion, som man tager med sig, måske hele livet?

”Begejstring kommer og går, og den repræsenterer ikke nogen sandhed. Selvfølgelig kan man blive mere eller mindre grebet af en prædiken. Men dens sandhed består ikke i, at den vækker nogle særlige opstemte følelser. Hvis det er begejstringen, der repræsenterer sandheden, så betyder det, at sandheden kun er for dem, der kan begejstres. Men hvad så med den sørgende enke, der sidder på kirkebænken? Er evangeliet ikke også for hende?”.

Du skriver, at folkekirken er blevet underlagt konsulenter, målinger og Excel-ark. Er det ikke forventeligt, at der følger visse krav med, når en instans modtager støtte fra det offentlige?

”Min anke er, at kirken bruger sine penge forkert. Den bruger urimeligt mange penge på det, som ikke er kirkens opgave. Jeg tænker på konsulenterne, på de mange sognebyggerier i selv meget små sogne – og ikke mindst på præsternes efteruddannelse. Det koster, så vidt jeg ved, 40 millioner kroner at holde folkekirkens efteruddannelse kørende, en institution, man burde nedlægge, for det er udtryk for en manglende tillid til præsterne. Tidligere var det en selvfølge, at præsterne selv efteruddannede sig, fordi det er og var en del af præsteløftet. Derfor er der et studereværelse i enhver præstegård. For de 40 millioner kunne man genansætte ikke så få præster i de sogne, man igennem årene har nedlagt.”

Hvad er problemet med efteruddannelse?

”Man kommer i prokrustesseng (tvinge noget ind i en form, hvor det ikke hører hjemme, red). Jeg oplevede det selv på min efteruddannelse, hvor der kun var plads til ét embedssyn, det såkaldte aktivistiske embedssyn. Det evangelisk-lutherske embedssyn, hvor præsten får lov til at koncentrere sig om at tage sig af sine sognebørn og sine gudstjenester, og hvor sognegrænserne værnes, repræsenteres ikke. Og den ensretning er farlig for folkekirken.”

Du kritiserer i bund og grund, at folkekirken er blevet underlagt markedskraftlogikken. Er det ikke en utopi at tro, at folkekirken kan undslå sig den logik, der gennemsyrer hver eneste afkrog af vores samfund og tænkning?

”Et sted skal den logik ikke råde, og det er i kirken. For kirken har aldrig skullet gøre nytte, men den skal pege bort fra sig selv og hen på Vor Herre. Så snart kirken vil være betydningsfuld i sig selv, så forsvinder evangeliet. Se bare på den katolske kirkes historie.”

Skal kirke og stat adskilles?

”Nej, det danske folk er kristent, og dette forhold skal staten selvfølgelig understøtte.”

I tilhører en minoritet i jeres syn på folkekirken, og du beskriver selv, at de fleste præster lærer og udøver en aktivistisk tilgang til embedet. Kan du forstå, hvis jeres kamp for at vende tilbage til gamle dyder for nogle minder om Don Quixotes kamp mod vindmøllerne?

”Nej, det kan jeg slet ikke forstå. For vores pamflet er et forsvar for den kirke, der er for alle, og ikke for de særlige, de særligt fromme, de særligt begejstrede, de rødhårede, de handicappede eller de homoseksuelle. Vi forsvarer derfor den klassiske højmesse, fordi den fornemt afspejler evangeliets sag og derfor ikke dyrker forskellighederne, men giver plads til alle søndag formiddag. Og så værner dens liturgi mod for megen selviscenesættelse. For mig at se er det de andre, der er de elitære.”

Du skriver: “Lad præsten og præstegården i fred. Og jeg mener vitterlig helt i fred. Lad kirken ligge der på bakken og insistere på at være sandheden i folks liv. Om der kommer få eller mange.” Hvorfor vil du hellere have tomme kirker end kirker, hvor man åbner for andre aktiviteter end forkyndelse?

”Selvfølgelig så jeg gerne, at flere danskere gik i kirke. Men de skal gå i kirke for at høre evangeliet ikke for at blive underholdt. Hvis det er det sidste, de vil, så skal de gå i teatret i stedet for. Det er ikke præsten, der i så fald har svigtet, men sognebørnene.”