Forfatter: Drop din mavefornemmelse - du kan alligevel ikke bruge den til noget

Det allerværste, vi kan opleve, er angsten for, at der slet ikke er noget i maven, og vi derfor ikke er autentiske. Sådan beskriver Christian Hjortkjær det moderne menneskes evige kamp for at blive sig selv - et krav vi bliver mødt med alle steder. I en ny bog viser han, hvad vi kan lære af Luthers tanker fra Reformationen

"Hvorfor er vi så enestående?" er titlen på Christian Hjortkjærs bog, der indleder forlaget Eksistenses bogserie om Reformationens betydning
"Hvorfor er vi så enestående?" er titlen på Christian Hjortkjærs bog, der indleder forlaget Eksistenses bogserie om Reformationens betydning. Foto: hamburg_berlin - Fotolia.

Vær dig selv. Det lyder så enkelt. Og i dag møder alle mennesker kravet – på arbejdspladsen, i skolen eller i privaten.

Bare vær dig selv. Men det er sjældent så enkelt, som det lyder.

Netop i kampen for at være sig selv, som i dag er kilde til talrige diagnoser, til stress og depression, viser Reformationens aktuelle betydning sig allertydeligst, mener ph.d-stipendiat og forfatter Christian Hjortkjær. Han står bag bogen ”Hvorfor er vi så enestående?”, der udkommer i dag og indleder forlaget Eksistensens bogserie om Reformationens betydning.

”Når unge mennesker i dag ringer ind til radioprogrammet ’Mads & Monopolet’ for at vende deres eksistentielle dilemmaer, eller når de af dommerne i et talentshow får at vide, at de skal forløse deres sande jeg, så er det tydelige tegn på, at vi lever i en kristen kulturarv. Og den fortvivlelse, som uundgåeligt følger af den konstante fordring om at skulle være sig selv, svarer i virkeligheden til det lutherske begreb om synd,” siger Christian Hjortkjær.

I sin aktuelle bog forklarer han med inspiration fra teologen Søren Kierkegaard det moderne menneskes kvaler med selvrealisering som en kamp mellem to kilder, A og B. Hvor A er renæssancehumanismens kilde og forestillingen om det hele, harmoniske individ, så er B Reformationens kilde og forestillingen om det splittede selv.

De to grundspor findes parallelt i kulturen i dag, men når vi i stigende grad har vanskeligt ved fordringen om at være os selv, skyldes det ifølge Christian Hjortkjær, at renæssancehumanismens selvforestilling er blevet den dominerende.

”Vi står midt i en kognitivt fokuseret, humanistisk bølge, som er præget af tanken om, at vi har et kerneselv, og at vi i udgangspunktet er sunde og raske. Hvis noget går galt, kan det fikses, og det oprindelige, sande jeg kan genetableres. Heroverfor står Reformationens betoning af et grundlæggende splittet selv som et korrektiv, der imidlertid er trængt i baggrunden. Derfor har vi så svært ved, at splittelsen er udgangspunktet, og ikke en fejl i selvet,” siger Christian Hjortkjær.

Derfor handler det heller ikke om, at vi skal være mere optaget af os selv, understreger han. Der er masser af selvbeskæftigelse i samtiden, men hele tiden med det stabile, autentiske selv som idealet, der skal forløses. Reformationens indsigt er, at kilden til at blive sig selv ikke skal findes inde i selvet, men uden for selvet.

”Vi taler hele tiden om mavefornemmelsen. Som noget næsten anatomisk. Og det allerværste, vi kan opleve, er angsten for, at der slet ikke er noget i maven, og vi derfor ikke er autentiske. Her peger Reformationens kilde – fra Luther til Kierkegaard og i virkeligheden også Freud – på, at vi ikke finder en kerne derinde. At vi er spaltede som atomer og derfor grundlæggende heller ikke kan forstå os selv.”

Foto: Petra Theibel Jacobsen

Men hvad stiller det moderne menneske så op? Som kierkegaardianer mener Christian Hjortkjær ikke, at svaret kan findes ved blot at henvise til kristendommens dogmer om synd og nåde. I stedet skal begreberne oversættes, for syndsbevidsthed er et ukendt begreb for de fleste mennesker i dag. Hvis man derfor i dag skal gøre Reformationens og Luthers anliggende nærværende, er man nødt til at oversætte de dogmatiske kernebegreber.

”Kierkegaard oversatte arvesyndslæren til sin samtid ved hjælp af begrebet angst, og synden gjorde han forståelig ved at oversætte den til fortvivlelse. Vi skal gøre det samme i dag og oversætte Luther. Vi kan ikke bare prædike synd og nåde. Ingen bliver alligevel syndere ved at få proppet dogmet om synden ned i halsen, som Kierkegaard også påpegede. Man må i stedet føre det andet menneske hen til det sted, hvor han eller hun genkender følelsen i sig selv. Hvis vi derfor i stedet taler om følelsen af fortvivlet at skulle være sig selv, så er alle med. Også, og måske især de helt unge.”

I bogen har han valgt begrebet det ”enestående” individ som grundmetafor for de centrale lutherske begreber som frihed, synd og fortvivlelse. Netop Luther er berømmet for ordene ”Her står jeg og kan ikke andet”, som han angiveligt skulle have sagt ved Rigsdagen i Worms, inden han blev ekskommunikeret fra den katolske kirke.

”Enestående henviser både til nutidens krav om at være unik og til det at stå ene. Luther stod ene og var i den forstand fri, men samtidig var han bundet til sin samvittighed og til skriften. Den dobbelthed af frihed og bundethed er en nøgle til, hvad Reformationen har at sige om det at være menneske, dengang og i dag.”

Pointen er ifølge Hjortkjær, at både renæssancehumanismen og Reformationens kilder er enige om målet, at mennesket skal stå frit og træffe egne, myndige beslutninger. Men Luther vender den bestræbelse udad. Det er nemlig ikke det enkelte menneske, som skal realisere sig selv. Men derimod det enkelte menneskes opgave at hjælpe et andet menneske til at stå frit og ene.

”Ingen står nemlig ved egen hjælp, pointerer Luther og Kierkegaard. Den udbredte misforståelse i dag er, at det kun er mig, der kan hjælpe mig selv. Her er den reformatoriske grundtanke forsvundet, nemlig at den største velgerning er at hjælpe et andet menneske med at blive sig selv. Og vel at mærke på en sådan måde, at den anden ikke opdager det. På den måde understreger Reformationen, at selvom individet er spaltet, er vi som mennesker dybt forbundne.”

Som radikale kristne forkyndere vil Kierkegaard og Luther vel også hævde, at vi i sidste ende står ved Guds hjælp. Hvor er troen i din udlægning af Reformationens betydning i dag?

”Jeg er teolog, men forholder mig kritisk til det kirkelige og den dogmatiske kristendom, som ofte bliver for moraliserende. For både Luther og Kierkegaard er troen afgørende, men især for Kierkegaard handler det om at bringe den enkelte hen til et punkt, hvor det går op for ham selv, hvordan tingene hænger sammen. Hvis Reformationens korrektiv skal spille en rolle i dag, tror jeg ikke, man skal repetere dogmer, men netop begynde dér: hvor det går op for det enkelte menneske, at han er et problem alene i kraft af, at han er sig selv. Og at han ikke kan løse det problem alene.”