For mange bliver perioden efter Reformationen anset som tiden, hvor tankerne om samvittighedsfrihed og religiøs frihed blev sået. Et eksempel er filosoffen John Locke, der i 1689 skrev ”Letter concerning Toleration” (Brev om at være tolerant), som blev set som inspirationen for tænkere som Voltaire og hele oplysningstiden.
Men det er en sandhed med modifikationer, mener professor Alexandra Walsham fra Trinity College ved universitetet i Cambridge.
”Faktum er, at den ægte arv efter reformationerne ikke er forfølgelse eller tolerance, men en ustabil og skizofren blanding af begge attituder og instinkter,” skriver hun i det konkluderende kapitel om netop arven fra Reformationen i bogen ”The Oxford Illustrated History of the Reformation” fra Oxford University Press.
Det hang blandt andet tæt sammen med den måde, hvorpå kongehuse og de politiske magtcentre rundt om i Europa var tæt forbundet med det religiøse - hvad enten de var protestantiske eller katolske.
”Det sikrede skabelsen af to konkurrerende katolske og protestantiske myter om nationalstaten, og hjalp til at gøre kongedømmer til en underafdeling af det guddommelige,” forklarer Alexandra Walsham
Det havde igen den konsekvens, at borgerne blev opdelt efter deres tro - med voldsomme konsekvenser.
”Det betød, at nogle religiøse dissidenter endte som flygtninge og terrorister.”
Listen af fordrevne kristne fra kvækere over calvinister til huguenotter er lang. Der var tilmed store krige i Europa, udløst af kampen mellem katolikker og protestanter.
Og så var der også spørgsmålet om andre religioner - herunder jøder.
”I takt med at Luthers oprindelige forventning om, at jøderne ville tage den tro, som han havde reddet fra den pavelige korruption, til sig, endte med at blive en desillusion, så gik tonen i Reformationen mere i retning af antisemitisme,” påpeger Alexandra Walsham.
Hun fremhæver videre, at den katolske kirke ofte er portrætteret som bagstræberisk. Men også at det er let at komme med den anklage.
”Retssagen og fordømmelsen af Galileo Galilei i 1633 for at tale for den kopernikanske tanke (at solen er midtpunktet, hvorom jorden kredser, red) gjorde det let at tegne en karikatur at katolicismen som en reaktionær kraft og en indædt fjende af nye videnskabelige fremskridt,” fremhæver Alexandra Walsham.
Men der var også ligheder i den måde, to konkurrerede fløje af kirken udviklede sig. Begge var optaget af at udrydde den individuelle synd.
”De konkurrerede med hinanden inden for rammerne for moralsk strenghed,” fremhæver hun med henvisning til eksempelvis en skærpet holdning til sex før ægteskabet, hvor synderne blev udsat for en ydmygende behandling af calvinistiske konsistorier, anglikanske kirkedomstole og såvel den romerske som spanske inkvisition.
Et andet nyt begreb i begge kirker var heksejagten, som var resultatet af behovet for at finde eksterne syndebukke for interne problemer. Omkring 100.000 mennesker, langt de fleste kvinder, blev dræbt mellem 1500 og 1750.
”Reformationerne virkede på mange måder som en katalysator for kampagnen for at udrydde dem, der praktiserede sort magi og var i Satans tjeneste. Nogle protestanter satte direkte lighedstegn mellem katolicisme og heksekunst,” fremhæver Alexandra Walsham.
Et andet produkt af Reformationen var den måde, som filosoffer og tænkere begyndte at stille spørgsmålstegn ved nogle af de kristne dogmer. Et eksempel er den fremtrædende engelske tænker Thomas Hobbes.
”Han latterliggjorde doktrinen om Treenigheden og antydede, at en kristen sandhed ikke kunne tages for givet.”
En særlig stemme i debatten efter Reformationen var Benedict Spinoza - en portugisisk-jødisk handelsmand og filosof i Holland. Han udmærkede sig ved, at hans værk ”Tractatus Theologico-Politicus” både blev forbudt af myndighederne i såvel det protestantiske Holland som af den romersk-katolske inkvisition.
”Han afviste tanken om menneskelig udødelighed og forsynets intervention, afviste tesen om Guds essentielle godhed og talte for, at Bibelen skulle analyseres med den samme kritiske strenghed som andre tekster.”
Nogle intellektuelle blev deister.
”Deisme accepterede eksistensen af en intelligent og øverste skaber af universet, men så religion som et spørgsmål om naturlove for fornuften og ikke for den blinde tro. Og de var afvisende over for de institutionelle strukturer, hvor de blev praktiseret.”
Så hvad blev arven af Reformationen - eller af reformationerne?
Fordi Reformationen skabte et religiøst polariseret Europa, er svaret afhængigt af, hvorfra man så på de nye bevægelser. Men der var tale om store forandringer.
”Den åndelige og politiske passion, som blev frigivet, havde store konsekvenser. De forankrede sig og gav med tiden plads til den konfessionelle pluralisme, som de oprindeligt var imod. De gav både grobund for og komplicerede de intellektuelle og kulturelle tendenser for, hvordan folk så på Gud og de naturlige og overnaturlige verdener,” konkluderer Alexandra Walsham om de mange retninger, som Reformationen udviklede sig i.