Prøv avisen

Dogmatisk religion og aggressiv ateisme stopper samtalen

Ifølge idéhistoriker Hans-Jørgen Schanz glemmer Rorty, at det ikke kun er dogmatisk religion der fungerer som konversationsstopper - det gør aggressiv ateisme også. Foto: Gorm Branderup/Polfoto

Den amerikanske filosof Richard Rorty er netop udkommet i en dansk oversættelse. Idéhistoriker Hans-Jørgen Schanz forklarer, at Rorty fortsat er aktuel i sin kritik af både ideologiske ateister og dogmatiske religiøse

”Jeg nåede at møde ham flere gange. Han var fantastisk!”.

Sådan fortæller idéhistoriker Hans-Jørgen Schanz om sit forhold til den amerikanske filosof Richard Rorty (1931-2007). Forlaget Klim er aktuel med en oversættelse af Rortys værk ”Filosofi og socialt håb”, som udkom på engelsk i 1999.

Der er ikke udkommet mange bøger af Rorty på dansk til trods for hans store indflydelse på det 20. århundredes tænkning. I anledning af udgivelsen har Kristeligt Dagblad bedt Hans-Jørgen Schanz give en introduktion til Ricard Rorty og den aktuelle bog.

”I 1983 var jeg i Frankfurt til en Adorno-konference,” fortæller Schanz og fortsætter:

”Her havde den tyske filosof Jürgen Habermas indbudt nogle store navne som Gadamer, Rorty og en hel del andre. Rorty gav den som den store afslappende filosof og grinte lidt af Habermas undervejs. Det gjorde et stort indtryk på mig. Han var simpelthen underholdende og fantasifuld. Det kan man også se med hans tankeeksperimenter i ’Filosofi og socialt håb’. Jeg nåede at møde ham en fem-seks gange, og jeg har været dybt imponeret hver gang.”

Richard Rorty er noget så sjældent som en amerikansk filosof, der læses i Europa. Det er der ikke tradition for, fortæller Schanz. Rorty underviste blandt andet i filosofi ved Princeton University og komparativ litteratur ved Stanford University. Han er mest kendt for sin kontroversielle pragmatisme og brug af litterære værker i sin filosofiske praksis. Kort fortalt gik Rorty fra at være benhård analytisk filosof til at være pragmatiker.

Med sin senere filosofi gik Rorty væk fra klassiske metafysiske filosoffer som Platon og Kant og fokuserede mere på en filosofi, som helst ikke skulle have nogen fast struktur.

”Noget firkantet kan hans pragmatisme koges ned til dette: Det, der virker, er sandt,” fortæller Schanz.

”Det betyder, at hvis en ideologi eller holdning fungerer tilfredsstillende, så er den sand. Rortys filosofi er derfor meget dynamisk og bundet til hver enkelt situation og dialoger i det offentlige rum.”

Hvad er ”Filosofi og socialt håb” for en bog?

”Det er en essaysamling, der kommer bredt rundt omkring en række emner som politik, religion, humanisme, nazisme og så videre med hans pragmatisme som omdrejningspunkt. Bogen beskriver hans filosofi, sådan som han praktiserer den. Og ’socialt håb’ er det, der ligger i forlængelse af oplysningstænkningens grundidéer om sekularisering og rationalitet.”

Rortys sigte med socialt håb ligger i et ”håb om et globalt, kosmopolitisk, demokratisk, egalitært, klasseløst, kasteløst samfund”, som han selv skriver i indledningen til ”Filosofi og socialt håb”.

”Videnskaben er derfor til for at kontrollere og forudsige verdens gang. Religionen er for eksempel håbet. Nu skriver Rorty jo bare religion, ligesom Karl Marx gjorde, men han mener kristendommen. Marx indleder sin tænkning i 1842, da han kritiserer religionen, med: ’Forudsætningen for enhver kritik er kritik af religionen’. Her mener han ikke, som det er alment antaget, at religion er opium for folket. Det, han, sammen med Rorty, mener, er, at i religionen ligger der et håb, som ikke findes andre steder. Det håb skal overføres i social tænkning.”

Det er alment kendt, at Rorty var oplysningsfilosof i det 20. århundrede og ateist. Men modsat andre ateister nærede han en stor respekt for religioner. Et andet grund-element i Rortys tænkning i ”Filosofi og socialt håb” er skellet mellem det private og det offentlige rum. I denne skelnen tænker han, at religion skal privatiseres, mens saglige diskussioner skal føres i det offentlige rum. I et kontroversielt essay i bogen ser han ”religion som konversationsstopper”.

Hvad mener Rorty med ”religion som konversationsstopper”?

”Det er vigtigt her at pointere, at det er dogmatiske religioner, som han ser som konversationsstoppere. Og religioner, som er imperativiske uden for de religiøse fællesskaber. I bogen giver han eksemplet: Hvis en religion forbyder homoseksualitet og påberåber sig Herrens bud som argument, så stopper konversationen. En ikke-religiøs kan ikke respondere sagligt på det. Han mener derfor ikke, at et sådan dogmatisk argument hører til i det offentlige rum. Dog glemmer Rorty, at religion ikke har patent på at være konversationsstopper. Ideologier kan også nedbryde konversationer. Hvis man som Hitler begynder at tale om racer, undermennesker, jøder og så videre som kulturnedbrydende, så stopper man også dialogen der. Det er absolut ikke noget, der er specifikt for religioner.”

Schanz forklarer, at Rorty er opmærksom på, at religiøse traditioner præger vores samfund, men det er ikke ideologierne, der giver beslutninger gyldighed. Med Rorty laver Schanz et eksempel. Han ser en forskel på rolige og aggressive ateister:

”De aggressive ateister elsker menneskerettighederne. Det er deres bibel. Vi er enige om, at der ikke er nogen religion, der gør menneskerettighederne gyldige. De er gyldige, fordi vi har besluttet det. Men hvad er de historiske betingelser for, at de kan opstå? Det skal man historisk forholde sig til. De kunne kun opstå i Vesten. Det var ingen tilfældighed. Og de kunne kun opstå i en kristen reformeret tradition. Her bliver den kulturkristne traditions betydning for vores samfund tydelig. Hele vores velfærdsstatssystem er i høj grad inspireret af en luthersk tradition.”

Schanz er, med udgangspunkt i Rortys filosofi, dybt kritisk over for de ”aggressive ateister”, da de ikke som minimum kan anerkende, at der i religioner stilles nogle vigtige og væsentlige spørgsmål. Schanz mener, at det er indgangsdøren til dialogen, og hvis man lukker den, så er man heller ikke i stand til at være en fornuftig ateist.

”Og en fornuftig ateist er en, som står og kigger ind i mørket, men har døren åben. De rolige ateister kan derfor fint mødes med de ikke-dogmatiske kristne i et offentligt rum, hvor der kan diskuteres på et sagligt grundlag,” siger Schanz.

Hvordan ville Rorty forholde sig til Ateistisk Selskabs udmeldelseskampagne?

”Det er svært at sige. Rorty kender ikke vores tradition, og han kender heller ikke det forhold, at vi har en folkekirke, og at staten jo faktisk er inde over. Dog tror jeg, han ville ryste på hovedet. Han ville sige: ’Lad os lige prøve at vende den om, hvor de kristne begyndte at reklamere for folkekirken på busserne. For den evige frelse, meld dig ind i folkekirken. Det ville være fuldstændig hul i hovedet.”

Derfor ser Rorty heller ikke, at religioner, ideologier og filosofier er så væsentlige for dialogerne i det offentlige rum. Det er nogle sociale og samfundsmæssige kriterier, der tæller. Som eksempel henviser Schanz til et besøg, Rorty havde i Aarhus, hvor han skulle have en samtale med dansk-inderen Anindita Balslev, der dengang var ansat ved Unesco, FN’s uddannelses- og kulturorganisation. Diskussionen gik på, hvor filosofien er opstået. Rorty hævder, at det er let at se. Den opstår i Grækenland cirka 400-500 år før vores tid. Balslev fremhæver så, at de har haft filosofi i Indien og Kina før den tid, hvortil Rorty svarer, at det ikke har noget med filosofi at gøre, men er vismandskunstner og shamaneri.

”Så slutter han med at sige: ’Filosofi er ikke så vigtigt’. Lad os forestille os et eksempel, hvor Vesten er gået under. Alt er væk. 100 år efter er der nogle indere, der finder et bibliotek, som rummer alle bøger, der er udgivet i Vesten. Nu skal de relativt hurtigt sætte sig ind i, hvad det gik ud på. Hvad skal de læse? Glem Platon, glem Bibelen, glem Aristoteles, glem Heidegger, glem hele filoso-fien, siger Rorty. Læs Charles Dickens! siger han. Hvorfor? Fordi her har vi ironi, humor, medfølelse og solidaritet. Det siger mere om samfundet og mennesket.”