”Du har ikke været lige ved at miste livet, du har fået det.” Sådan sammenfattede en ven af Niels Grønkjær, hvad han havde oplevet, da han den 5. juni i år fik en blodprop i hjertet og efterfølgende blev bypass-opereret.
Kristeligt Dagblad besøger ham i hans hjem i Sorø en varm augustdag, hvor han bor sammen med sin hustru, forfatteren Ida Jessen. Der er gået otte uger siden operationen, som forløb uden problemer, og Niels Grønkjær er så frisk, at han er klar til at prædike en sidste gang i sin rolle som valgmenighedspræst i Vartov.
Den 23. april fyldte han 65 år, og hans sidste gudstjeneste var planlagt til 14. juni. Men det satte blodproppen og den efterfølgende operation på Rigshospitalet en stopper for. I stedet bliver det i morgen, at menigheden kan tage afsked med deres præst og han med dem.
”Det var noget af et hug med den operation – helt bogstaveligt, for jeg blev jo stort set skåret hele vejen igennem. Men jeg har det godt; jeg kan bare ikke tage armbøjninger endnu eller tage ud at ro,” siger han og nikker i retning af Sorø Sø og roklubben, som ligger få hundrede meter fra det røde murstenshus og den blomstrende have, der har skoven som bagtæppe.
”Når man er præst og teolog, tænker man over døden på en tilbagevendende måde, fordi man hele tiden møder den. Sokrates sagde, at det at filosofere er en øvelse i at dø, og nogle siger i dag, at den kompetence er overgået til teologerne. Men det er noget andet at være tæt på at dø end at tænke over det,” siger han med et smil.
”Men som min ven så fint sammenfattede det, har jeg netop fået livet. Det at vågne op efter operationen var den store åbenbaring eller indsigt. Når man bliver lagt i narkose på den måde, er det, som om der bliver slukket helt. Det var som en drømmeløs død, der varede seks timer. Man siger, at døden er ubegribelig, opstandelsen forstår man ikke. Men da jeg vågnede op, blev det tydeligt for mig, at opstandelsen ikke er mere ubegribelig end døden; den er tættere på noget, vi kan forstå. For vi kender kun til at leve, ikke til at dø. Da jeg vågnede, blev opstandelsen virkelig for mig i overraskelsen over at have fået livet, og det er det, der har betydet noget for mig i hele det her forløb.”
Niels Grønkjær skænker kaffe og te og tilføjer med et glimt i øjet:
”Lægen, der skulle operere mig, forklarede, at det var en slags forfinet vvs-arbejde, hvor de skulle køre nogle slanger rundt om mit hjerte. Den professionelle, håndværksmæssige tilgang var meget befriende. Det kunne lige så godt have handlet om, at de skulle komme og lægge rørene om her i huset.”
Han læner sig tilbage i havestolen og smiler igen.
”Men selvfølgelig har vi en idé om hjertet som noget særligt ømtåleligt, og en del mennesker får måske netop derfor en depression efter at være blevet hjerteopereret. Det er heldigvis ikke sket i mit tilfælde. Det har snarere været en erfaring af opstandelse, forstået som tanken om, at ethvert menneske altid har en fremtid, også når det ikke ser sådan ud,” siger han.
”Vi kan ikke tænke på os selv på anden måde end netop som nogen, der har en fremtid. Som en gammel dame i menigheden sagde til mig:
”Vi ved godt, at vi skal dø, men vi synes jo ikke, at det skal være lige nu.” Det siger meget om det fremtidshåb, vi mennesker altid har – med undtagelse af de tilfælde, selvfølgelig, hvor man på et dødsleje oplever, at det er kærkomment, at timen endelig er kommet.”
Eller ved depression, hvor mennesker vel netop mister fremtidshåbet? I dag taler man ligefrem om klimadepression. Hvad kan det kristne opstandelseshåb sige ind i den problematik?
”Opstandelseshåbet er en modsigelse, der handler om, at vi ikke bare skal længes tilbage til noget, men altid har noget at se frem til. Forskerne siger, at skaderne er uoprettelige, og samtidig siger de også, at Jorden ikke går under, og i det spænd – fra det uoprettelige til Jordens undergang – er der et mulighedsrum. Vi kan faktisk gøre noget, og som den tyske filosof Thomas W. Adorno så præcist har sagt, så håber vi, fordi verden ikke er færdig. Der er altid noget at gøre. Virkeligheden er ikke færdig, men indeholder muligheder, og derfor kan vi handle. Kristendommen er netop budskabet om, at der altid er en mulighed, der ikke er virkeliggjort, og som først bliver det i vores liv, hvis vi tror det. Verden skal virkeliggøres i os, og det bliver den i menighedens liv, i åndens liv.”
Niels Grønkjær er uddannet teolog fra Aarhus Universitet, hvor han læste hos Jørgen K. Bukdahl og Johannes Sløk, hos hvem han fandt stor inspiration – blandt andet til at kaste sig over studier i eksistentialisme, men også i Platon, Augustin og siden den moderne filosof G.W.F. Hegel, som sammen med Grundtvig har været hans helt store inspirationskilde i mange år.
Efter mange år på Aarhus Universitet med religionsfilosofien som sit virkefelt blev han i 2005 grundtvigsk valgmenighedspræst i København for Vartov Kirke i Indre By og Immanuelskirken på Frederiksberg.
Han havde inden da virket som ulønnet hjælpepræst ved Vor Frue Kirke i Aarhus, så helt ukendt var han ikke med rollen som prædikant, da han trådte til som valgmenighedspræst, og i sin tid i Vartov har han da også fortsat sine religionsfilosofiske studier og har udgivet flere bøger, blandt andet ”Den nye Gud” fra 2010, hvor han gør brug af Hegel og Grundtvig og udfolder, hvordan Gud i hans optik ikke er uforanderlig, men bestandig. Han er en levende Gud, der lever med i menneskets liv, bestandig i sin kærlighed.
”Hegel siger, at bevægelsen er i Gud selv, for han bærer konflikten i sig og overvinder den ved sig selv for os. I sin grund er kristendommen i min forståelse et budskab om, at modsætningerne kan forenes og overvindes. Det tydeligste udtryk for det er, at Gud udsætter sig for døden ved at lade sin søn dø og dermed selv dør. Det er den største modsætning, der overhovedet kan tænkes, men den overvindes med opstandelsen – modsætningens overvindelse er altid til håb, glæde og liv,” siger Niels Grønkjær og uddyber:
”Jeg tror ikke, at noget er fremmed for Gud, heller ikke den overgangstid, vi befinder os i nu, som er kendetegnet af modsætninger og polariseringer, der er meget stærke. Han er ikke bange for at involvere sig med noget som helst; det er det, Han gør, da Han bliver menneske. Derfor kan vi tro på, at der er et håb, selvom vi ikke kan se det, og at vi skal være klar til at tage det til os. Kristendommen er en impuls til ikke at fortvivle og ikke bidrage til modsætningernes eskalering, fordi den fortæller os, at modsætningerne og splittelserne, hvor dybe de end synes, ikke er sandheden.”
Da Niels Grønkjær valgte at blive præst, var det netop for at forpligte sig selv på at tale sandt om menneskelivet.
”Teologi er – ligesom jura og medicin en videnskab, der har det perspektiv i sig, at den skal omsættes til virkelighed. På universitetet taler man i konjunktiv, som præst taler man i indikativ; man må hele tiden sige noget, man kan stå inde for og forsøge at formulere, hvad det essentielle er. For mig har det betydet, at jeg rent teologisk – med hjælp af både Hegel og Grundtvig – har forstået meget mere af, hvad ånd er.”
Hvad vil det sige, at du har forstået mere af, hvad ånd er?
”Jeg er opvokset i en tid, hvor det, man kalder den anden trosartikel, der handler om troen på Jesus Kristus, var det centrale, og man knyttede syndsforladelsen dertil og til det individuelle personlige forhold til Gud. Men i den tid, jeg har været i Vartov er den tredje trosartikel, der bekender troen på Helligånden, vokset i betydning. Ånden er det, vi er sammen om, sådan som Grundtvig også hele tiden kredser om i sine salmer og sit forfatterskab. Han udtrykker det meget klart i ’Den christelige Børnelærdom’, hvor han et sted siger, at syndsforladelse ikke er noget, der gives den enkelte uden for menighedens fællesskab, og netop derfor står syndsforladelsen under tredje trosartikel. Syndsforladelsen bringer os tilbage til et liv med de andre og fæstner os i verden – den sætter os fri, ikke til at udleve sin personlige frihed, men friheden i en sammenhæng.”
Niels Grønkjær betoner da også gudstjenestelivet i Vartov og Immanuelskirken som noget af det, han har sat mest pris på.
”Gudstjenesten er helt vidunderlig, fordi den er noget meget privat og samtidig meget fælles. Alle får noget forskelligt ud af en gudstjeneste, og der foregår så kolossalt meget til en gudstjeneste. Bønner, læsninger, trosbekendelsen, prædiken, nadver, dåb. Og salmesangen, som i Vartov er meget vigtig. Det hele er så festligt. Præst og kirkegængere hører sammen i et stort brus, hvor alle elementer hører med, og intet kan undværes. Og så ender det i velsignelsen. Dét er festligt.”