Prøv avisen
Interview

Teologiprofessor: Danernes kristning var Europa-politik

Jellingstenen kaldes Danmarks dåbsattest. Og Harald Blåtand havde gode politiske grunde til at lade omverdenen vide, at danerne var blevet kristnede, mener Peter Lodberg.

Danskernes tro er i store træk kommet fra Tyskland og England, også Tidehverv, siger teologiprofessor Peter Lodberg i ny bog

Tyskere. Irere. Englændere. Tyrkere. Amerikanere. Østerlændinge. De har alle sammen været med til at skabe den tro, vi har fået i Danmark.

Det kan man læse om i en ny bog fra teologiprofessor Peter Lodberg, der fortæller historien om ”Danskernes tro gennem 1000 år”.

Læs et kapitel af bogen: Stridsmunken, der var med til at bane vejen for reformationen i Danmark

”Troen kommer udefra. Og nedefra. Og så sanktioneres den oppefra. Det er grundfortællingen i min bog.”

Professoren samler ubesværet et årtusind i tre korte hovedsætninger på sit kontor på Aarhus Universitet. Fire etager længere nede kan man se de bittesmå teologistuderende, der er seneste skud på stammen i den lange historie om danernes tro.

Peter Lodbergs bog begynder, hvor nationen begynder: I en tid, hvor der var et stærkt pres fra en ny religion sydpå.

”Danmark bliver grundlagt i spændingsfeltet mellem asatro og katolsk tro,” lyder det.

Man skal forstå danernes indmeldelse i det kristne Europa ligesom deres indmeldelse i EF i 1972, siger han om Harald Blåtands officielle kristning af Danmark i 965, som er beskrevet på Jellingstenen, Danmarks dåbsattest:

”Det er den katolske kristendom, der gør, at vi bliver meldt ind i Europa. Det er kristendommen, der gør os til europæere. Og det er kristendommen, der bringer os ud af det nordiske.”

Kristningen af Danmark er i høj grad politisk betinget, mener Peter Lodberg. Otto den Første er på det tidspunkt kejser over ”Det hellige romerske rige af den tyske nation”, og han har allerede på det tidspunkt ført et hærtogt helt op til Limfjorden. Så der er gode pragmatiske grunde til at være med i den samme klub som ham.

I det hele taget spiller Tyskland hovedrollen i udformningen af dansk kristendom.

”Vi er afhængige af tyskerne, lige fra Ansgar, der kommer til Danmark som missionær, over Reformationen, der giver os en ny kirke, og op til pietismen, som man kalder den anden Reformation,” forklarer Peter Lodberg.

”Derfor er det forfærdeligt, at vi er ved at skære den gren over, fordi færre og færre danskere kan tysk. Vi tror, at alting kommer fra det engelske og det amerikanske. Men hvis vi skal forstå vores egen udvikling, så skal vi forstå den i lyset af den kontinentale udvikling,” siger han og indskyder, at vi i dag er begyndt at tænke amerikansk om kirke og kristendom, mens vi bevæger os væk fra det tankegods om kirke som folkekirke, der er importeret fra begrebet ”Volkskirche” i tysk teologi:

”Udviklingen betyder farvel til Volkskirche, og goddag til evangelikal frikirke. Det er selvfølgelig firkantet sat op, men kontinental teologi får sværere ved at slå igennem.”

Allerede på Grundtvigs tid sætter den engelske prægning af dansk trosliv ind.

”Det begynder for alvor at skifte ved industrialiseringen. Inspirationen bag den sociale revolution i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet kommer især fra England. I 1912 får vi Church Army, Kirkens Korshær, fra England. Frelsens Hær kommer også derfra. Det er englænderne, der svarer på spørgsmålet: Hvordan skal man bearbejde de sociale følger af den industrielle revolution?”.

England sætter kirkelig dagsorden, fordi landet simpelthen har mere fattigdom på et tidligere tidspunkt. Men også Kirkefondet og FDF, der ikke bekæmper fattigdom, er stærkt inspireret af engelske bevægelser.

”De frie organisationer henter inspiration fra det engelske. Så der er en dobbelthed: Universiteterne tænker tysk luthersk teologi, mens det aktivistiske kommer efter engelsk inspiration.”

Alt nyt kommer altså sydfra. Selv Tidehverv, der i dag er kendt for sin nationaltsindede teologi og sit tætte parløb med Dansk Folkeparti.

”Tidehverv er også en tysk bevægelse, der går tilbage til tiden omkring Første Verdenskrig og den schweiziske teolog Karl Barth. Den bevægelse gør troen til et eksistentielt fænomen. I Danmark bliver strømningen transformeret igennem Søren Kierke- gaard og den eksistentialisme, der findes hos ham. Så transformationen gør strømningen dansk, men inspirationen kommer stadigvæk udefra. Man skal både kende det nationale og det internationale for at forstå, hvem vi er.”

Men selvom så meget kommer udefra, har vi alligevel fået en kristendomskultur, som er særlig for Danmark. Hvad er det, der er specielt dansk på troens gebet?

”Det særlige er, at vi hylder sekulariseringen som en frisættelse af kristendommen. Vi betragter kristendom som noget, der er sunket så meget ned i kulturen, at det ikke gør noget, den er blevet usynlig. Vi tror stadig, vi er kristne, selvom mange siger, de ikke er det. Vi har fået den form for kulturkristendom, hvor det ikke er et problem, at børn ikke kan salmevers eller bibelhistorie.”

Udviklingen af en særlig dansk kirkekultur tager fart for et par hundrede år siden.

”Vores individuelle kirkekultur kommer i symbiosen mellem folk, nation, stat og kirke, som opstår i 1800-tallet. Det bedste teologiske udtryk for den enhed får du hos Grundtvig. Danmark er blevet til ved, at vi er blevet mindre og mindre. Vi har hele tiden været ude i en overlevelseskamp. Derfor har der været brug for, at folk, stat og kirke trak på samme hammel. Den identifikationsmodel er væsentligt udsat i øjeblikket,” siger Peter Lodberg, der gennemløber de politiske partiers forhold til denne enhed:

”Dansk Folkeparti forsøger at forsvare den enhedsmodel ved ikke at ville ændre på forholdet mellem stat og kirke. Omvendt vil De Radikale gå med på globaliseringen og lave om på stat og kirke-forholdet. Så har du det gamle folkekirkebærende parti Socialdemokratiet, som ikke rigtig ved, i hvilken retning det skal hælde, når det gælder folkekirkelige forhold. Den tidligere socialdemokratiske kirkeminister Bodil Koch ville aldrig have været i tvivl om, at vi skulle bevare båndene mellem stat og kirke, for det er den bedste sikkerhed for, at folket kan have en ramme, inden for hvilken den kan udleve sin naturlige religiøsitet.”

Peter Lodberg betragter Bodil Koch som en central skikkelse for ”velfærdskirken”, der udvikler sig i velfærdssamfundet efter Anden Verdenskrig:

”Bodil Koch holder fast i folkekirken som en af velfærdsstatens kerneinstitutioner. Vi får derfor en velfærdskirke, der behandles ligesom postvæsenet og DSB. Og vi får en velfærdsteologi i form af den tidehvervske teologi, hvor det handler om, at kirken skal trække sig fra det offentlige rum. Man skal trække sig fra det diakonale og ikke blande sig i det politiske. Kristendommen bliver et rent eksistentielt personligt forhold.”

Efterkrigstidens rummelige folkekirke passer som fod i hose til velfærdssamfundet, forklarer teologen.

”Folkekirkens initiativløshed i det politiske er den pris, som folkekirken betaler og er villig til at betale, fordi den så til gengæld får gode økonomiske vilkår i velfærdsstaten. Præster bliver embedsmænd, der aflønnes på lige fod med andre akademikere, og man får kirkeskat og forkyndelsesfrihed.”

Den internationale prægning har bredt sig i større og større cirkler. De seneste årtier er Østens religioner trængt ind i mange almindelige folkekirkedanskeres tro. Reinkarnation indgår for mange i et trosunivers, der kombineres med elementer fra den kristne tro:

”Asiatisk religion udfordrer os, idet den rejser spørgsmålet: Er det muligt at have en dobbelt religiøs identitet? Kan man både være kristen og buddhist? Det er den forhandling, der finder sted folkeligt.”

Og her sluttes ringen. For vi er nået tilbage til et sted, vi har været før. I hvert fald når det gælder den folkelige opfattelse af den personlige tro, siger Peter Lodberg.

”Ligesom vi for tusind år siden havde asatro og kristendom på samme tid, så har vi nu kristendom og buddhisme på samme tid.”

Læs et kapitel af bogen her.

Jellingstenen kaldes Danmarks dåbsattest. Og Harald Blåtand havde gode politiske grunde til at lade omverdenen vide, at danerne var blevet kristnede, mener Peter Lodberg. Foto: Polfoto