Selvoptagethed skygger for kristendommen

Luthers fokus på den nådige Gud, syndernes forladelse og fællesskabets betydning er mere aktuelt end nogensinde. Det vurderer tre teologer og minder om, at Reformationen derfor heller aldrig er et afsluttet kapitel, men handler om evig oversættelse og genfortælling ind i nye tider

Luther kaldte menneskets indkrogethed i sig selv, på latin ”incurvatus in se”, for et af vores helt store problemer. –
Luther kaldte menneskets indkrogethed i sig selv, på latin ”incurvatus in se”, for et af vores helt store problemer. – . Foto: John Angelillo/Polfoto.

Vi må aldrig tro, at vi er nået i mål. At den rette lære om kristendommen er den, vi nu har forstået, prædiker og efterlever. For hver tid kræver sin egen oversættelse eller genfortælling af både Luthers lære og Menneskesønnens levede liv.

Nogenlunde sådan kan man sammenfatte pointerne fra Gudmund Rask Pedersen, sognepræst i Vær Kirke ved Horsens, når han taler om Reformationen. For der er ikke tale om en begivenhed, der nu er færdig og afsluttet og derfor kan fejres i sin endelige form. Reformation er derimod et vilkår, og dermed kirkens samt din og min vedvarende forpligtelse til konstant at forholde os til kristendommens kerne.

Samme indstilling deles af mange teologer i dag. Især inden for den protestantiske teologi, hvor holdningen blev formuleret af den schweiziske evangelisk-reformerte teolog Karl Barth i 1947 på latin som: ”Ecclesia semper reformanda est”, der på dansk betyder, at kirken altid skal reformeres. Men også katolikker begyndte efter Det Andet Vatikanerkoncil i 1962 at understrege den evige reformation som en vigtig bestræbelse for den katolske kirke.

”For mig at se er det også hele kernen i kristendommen. Der er ikke en fiks og færdig manual til kristendommen. Kirken er i sig selv et stort oversættelsesarbejde. På samme måde som Gud jo også oversatte sig selv ved at blive menneske. Som præst ser jeg derfor min fornemmeste opgave som en, der oversætter. En, der giver ord for nåden. Og kernen i mit oversættelsesarbejde er Jesus, der jo også selv var en reformator,” forklarer Gudmund Rask Pedersen over en kop kaffe i sognegården, et stenkast fra Vær Kirke, der siden 1200-tallet har ligget højt hævet i landskabet med Vær Sø lige neden for våbenhuset.

Og der er ifølge Gudmund Rask Pedersen nok at tage fat på, når det handler om at genfortælle og oversætte kristendommen ind i vores tid, der især er præget af øget individualisering og fokus på den enkeltes egen udvikling.

”Når folk taler om selvudvikling, siger jeg derfor, at det er da en rigtig god idé. Men forstået som en bestræbelse på at vikle sig ud af sig selv. Det var netop en af Luthers vigtige indsigter, at menneskets indkrogethed står i vejen for den levede kristendom. At det sammenbøjede menneske, der sidder foroverbøjet og kun stirrer på sin egen navle, faktisk slet ikke er et menneske. For menneske kan vi kun være, når vi er sammen. Vi er, som både Jesus og Luther påpeger, hinandens forudsætninger og livreddere, og derfor er der også altid en etisk dimension knyttet til det at være menneske.”

Det er noget af den samme opsang til nutidens selvoptagethed, som den tyske professor i kirkehistorie ved universitetet i Göttingen Thomas Kaufmann fremhæver som et vigtigt indsatsområde for reformation i dag.

”Vi bør koncentrere os om det helt essentielle ved den kristne tro og dens kerne: Jesus Kristus, den menneskelige Gud, menneskehedens bror. Idéen om tilgivelsen af vore synder er yderst aktuel. Vi lever for det meste uden ansvarsfølelse for de fattige. Vi er ligeglade med social retfærdighed. Vores økonomiske velfærd er baseret på udnyttelse af folk i andre dele af verden. Vores livsstil er syndig,” siger Thomas Kaufmann og fortsætter:

”Ved at håbe, at Gud vil tilgive os, og at Kristus vil støtte vore forsøg på at angre, kunne vi blive i stand til at acceptere vores begrænsninger og sætte en dæmper på vores grådighed. For mig at se betyder ’Ecclesia semper reformanda est’ derfor en kirke, der både lytter til og er engageret i Guds kamp mod vores indkrogethed i os selv.”

Og netop bevidstheden om, at vi er syndere, er også et område, som sognepræst Gudmund Rask Pedersen efterlyser hos det moderne menneske.

”Man kommer ikke så langt i dag med en påstand om, at det at være menneske er lig med at være synder. Men kristendommens definition af mennesket som en synder er fuldstændig afgørende. Det er ikke en del af arven fra Jesus, som vi kan glemme eller smide ud. Hvis mit liv går i stykker undervejs, så kan jeg ikke alene placere ansvar og skyld hos andre. Jeg har også selv svigtet eller fejlet. Og det kan jeg hverken løbe eller meditere mig væk fra. Igen kan indkrogetheden være farlig. For i indvikletheden i mig selv bliver livet fattigt – dér dør det menneskelige. Og med indkrogetheden er også det åndelige truet, for det lever i relationerne mellem mennesker – hvor ånden er til stede. Det er også noget af det, Luther peger på i sin betoning af fællesskabet,” lyder det fra Gudmund Rask Pedersen.

Betydningen af fællesskabet er også et af de områder, som professor i systematisk teologi ved Københavns Universitet Niels Henrik Gregersen mener, at vi trænger til at genopfriske i vores teologiske arv fra Luther.

”Vi har haft en alt for stor overvurdering af mennesket som individ. Men intet menneske er noget uden at indgå i relationer. Uden relationer ingen identitet. Luther siger det på den måde, at alle er et lille bogstav i det store alfabet, og det er noget af det, vi burde have mere fokus på i dag. For nylig læste jeg et interview med den tyske sociolog Hartmut Rosa, der beskriver, hvordan mange af os oplever verden som ligeglad eller tavs. Og at vi længes efter steder med resonans, eller genklang. Men det er jo faktisk netop det, der sker i mødet med et andet menneske, og på den måde oplever og forstår vi, at vi helt fundamentalt er bundet til hinanden,” siger Niels Henrik Gregersen.

Teologiprofessoren udgav tidligere på året bogen ”Den generøse ortodoksi”. Her viser han, hvordan kristendommen og dens læresætninger eller dogmer op igennem historien altid har været i bevægelse og er blevet diskuteret, omformet og reformeret. Men han mener, at der faktisk er flere områder, hvor vi i dag lider af en form for glemsel af Luthers teologi.

”Og ikke kun når det gælder hans fremhævelse af fællesskabet som menneskeligt vilkår. Også hans skabelsesteologi synes at være trængt i baggrunden i dag. Vi har knyttet vores forståelse af Luther meget an på det ydre ord. På det, der siges henne i kirken. Men hos Luther taler Gud i to bøger: Bibelen og Naturens Store Bog. I dag er det, som om vi kun forholder os til Bibelen og har glemt at sige ’wauw’, når tilværelsens storhed går op for os, og vi selv bliver små,” siger Niels Henrik Gregersen.

”Men for Luther har kristendommen også at gøre med de erfaringer, vi kan gøre os, når verden taler til os. Man kan godt af og til få det indtryk, at moderne selvbevidste protestanter har besluttet sig for at være så lukkede om sig selv og deres små kulturer, at de slet ikke opdager skønheden i Guds verden længere,” siger han og uddyber:

”Det hænger blandt andet sammen med, at teologien i det 20. århundrede har været præget af eksistentialismen og socialkonstruktivismen. Begge mener, at verden ikke længere har noget at give os, og at mening er det, vi selv tillægger den. Men vi skal genvinde blikket for naturens og tilværelsens storhed. Og gerne ved hjælp af Luther. For lutherdom er meget mere end ordet i sig selv. Desværre er denne sans for det, der ligger udenfor, blevet fortrængt, og det er faktisk med til at gøre mennesket mere isoleret og ensomt. Noget, der bestemt ikke var intentionen i Luthers teologi.”

I det hele taget skal vi være meget varsomme med at skyde skylden på Luther, når vi kritiserer nutidens kirke eller teologi, mener også Gudmund Rask Pedersen.

”I dag er der for eksempel mange, der beskylder den evangelisk-lutherske gudstjeneste for at være møgkedelig, og for at kirken blot lukker folk ud i ensomhed efter endt kirkegang. Men så har man altså misforstået noget. For det er ikke inde i kirken, der skal være hyggelige middagsselskaber. Det skal ske udenfor. På baggrund af de forvandlinger, der gerne skulle ske via gudstjenesten. Man kan på den måde sammenligne kirken med gravkammeret, hvor stenen bliver løftet væk. Og så kan man efter gudstjenesten gå lettet ud i verden udenfor og føle sig hjemme.”

Det er nemlig netop inkarnationen, at gøre ordet til levet liv, der er det helt centrale hos både Jesus og Luther, påpeger Gudmund Rask Pedersen.

”Og det er selvfølgelig også den proces, vi hele tiden skal forholde os til med et kritisk blik og konstant vurdere, om det faktisk sker. For kirken og teologien risikerer jo altid at stivne, så kristendommen ikke bliver til levet liv, men kun til form og firkantede kasser, vi så kan putte hinanden ind i. Noget, Luther helt klart også ville have advaret imod.”