Simone de Beauvoir rammer vor tids kønsdebat

Det er 70 år siden, at den franske filosof Simone de Beauvoirs bog ”Det andet køn” udkom på fransk. En ny dansk udgave kom tidligere på året, og der er stadig god grund til at læse den, mener filosoffer

Den franske forfatter og filosof Simone de Beauvoir inspirerede mange feminister med sit værk ”Det andet køn”. Et af de udtryk, der blev særligt kendte fra bogen var sætningen: ”Man fødes ikke som kvinde, man bliver det”. Her ses hun som 47-årig.– Foto: Handout/Wikipedia.
Den franske forfatter og filosof Simone de Beauvoir inspirerede mange feminister med sit værk ”Det andet køn”. Et af de udtryk, der blev særligt kendte fra bogen var sætningen: ”Man fødes ikke som kvinde, man bliver det”. Her ses hun som 47-årig.– Foto: Handout/Wikipedia.

For tiden er medierne fyldt med artikler og indslag om børn, der ønsker at skifte køn. Debatten raser. Er børnene i stand til at træffe sådan et valg? Afspejler det stigende antal børn og unge, der ønsker at skifte køn, at den enkelte har fået større frihed til at definere sig selv og bestemme over sin egen krop – eller er det tværtimod udtryk for, at vores forventninger til personer med et bestemt biologisk køn er så snævre, at den eneste løsning for nogle bliver at ændre på den fysiske krop?

Spørgsmål som disse findes der næppe lette svar på, men vi kan stille dem og diskutere dem nuanceret, fordi vi som kollektiv er blevet langt mere bevidste om forholdet mellem køn, krop, kultur og individ. Og en af dem, der har bidraget helt afgørende til vores øgede bevidsthed om det komplekse felt mellem køn og krop, er den franske filosof og forfatter Simone de Beauvoir (1908-1986), der i 1949 udgav mastodontværket ”Le deuxième sexe” – ”Det andet køn”.

Værket, som udkom på dansk første gang i 1965, blev tidligere i år – i anledning af 70-året for dets udgivelse i Frankrig – udgivet i en ny dansk udgave på Gyldendal. Det skete på Kvindernes internationale kampdag i marts, og det er der en god grund til. For ”Det andet køn” er i eftertiden blevet kendt som en af feminismens klassikere, og Simone de Beauvoir erklærede sig da også fra begyndelsen af 1970’erne for feminist, efter at hun i en årrække havde fastholdt, at bogen først og fremmest skulle forstås og læses som et analytisk værk og ikke som et feministisk kampskrift.

En af de filosoffer, som forsøger at udbrede kendskabet til Simone de Beauvoirs bog, er Mia Skjold Tvede Hansen. Hun er ph.d.-studerende ved Afdeling for pædagogisk filosofi og generel pædagogik ved Aarhus Universitet og har i dette efterår holdt en række foredrag om ”Det andet køn” og dens betydning inden for filosofi og tænkning om køn.

”Simone de Beauvoir var uddannet i den klassiske filosofiske tradition og skriver et værk, der trækker særligt på fænomenologien og eksistentialismen, som hun bruger til at overveje og belyse, hvordan vi er i verden som kroppe, og hvordan genkendelsen af kroppen som enten mandlig og eller kvindelig er afgørende for, hvilke forventninger vi mødes med. Det nytænkende var, at hun viste, at køn betyder noget som menneskeligt eksistensvilkår, og dermed blev kønnet filosofisk relevant. Værket åbner for at tænke over nye sider af for eksempel seksualitet, kroppen, familien og reproduktion, som ikke før blev opfattet som filosofisk interessante,” siger hun.

Selvom der er sket meget inden for samfund, politik og forskning de seneste 70 år, kalder Mia Skjold Tvede Henriksen stadig Simone de Beauvoirs bog højaktuel.

”Simone de Beauvoir beskriver konflikten mellem de forventninger, der er til kvinden og hendes mulighed for at vælge frit, og gør opmærksom på de begrænsninger og det valg, som enhver kvinde må tage. Selvom der er andre forventninger til kvinden – og til manden – i dag end for 70 år siden, har vi stadig en tæt sammenfiltring af køn og identitet. Den kulturelle oplæring i, hvordan vi forventes at agere som kvinder eller mænd, er stadig stramt indflettet i vores tænkning, men det er Beauvoirs pointe, at der ikke er lighedstegn mellem kroppens udformning og samfundets indretning og opgavefordeling,” siger hun og fortsætter:

”Selvom nogle af bogens konkrete eksempler kan synes bedagede, skal vi kun modellere dem en smule for, at de viser sig at være aktuelle. Simone de Beauvoir skriver for eksempel meget om menstruation, og hvordan mange piger ikke aner, hvad det er og bliver bange for at dø, når de første gang får menstruation. Det kan de færreste genkende i dag. Men der er stadig en berøringsangst over for menstruation, hvilket for eksempel viser sig ved, at reklamerne for menstruationsbind aldrig viser det reelle, men i stedet er fyldt med blomster og blå væske.”

Også Anna Cornelia Ploug, der er ph.d.-studerende på institut for kommunikation og humanistisk videnskab på Roskilde Universitet, mener, at Simone de Beauvoirs bog er relevant i dag, da den rent filosofisk er et banebrydende og solidt værk.

”Hun stiller spørgsmålet om, hvad det vil sige at være kvinde eller overhovedet at have et køn og flytter termen ’kvinde’ fra en empirisk til en filosofisk kategori. Hun er eksistentialist og lægger vægt på det ontologiske grundvilkår, at vi har mulighed for at vælge,” siger hun og tilføjer, at Simone de Beauvoir også kan kritiseres for at lægge for stor vægt på individet og have for lidt sans for det samfundsforandrende potentiale i at organisere sig kollektivt.

”Men hun beskriver meget præcist, hvordan væren kan forstås som fikseret handling: at det, man er, er noget, man er blevet gjort og har gjort sig selv til. Det blev en blodåre i den anden feministiske bølge, som voksede frem i 1960’erne og 1970’erne, hvor ”Det andet køn” blev et hovedværk. Modsat har hun ikke fået nogen prominent placering i filosofihistorien. Jeg har læst filosofi i tre lande på fire forskellige universiteter og er ikke blevet præsenteret for hende noget sted.”

At Simone de Beauvoir ikke fylder i akademisk filosofi kan ifølge Anna Cornelia Ploug skyldes, at den franske filosof insisterer på at inddrage empirisk materiale i form af konkrete, levede erfaringer, hvilket filosofien som disciplin typisk har det svært med. Hun finder det dog stadig forkert, at reducere ”Det andet køn” til et feministisk manifest. ”Det er snarere et filosofisk funderet, fordomsfrit og undersøgende, kritisk essay,” siger hun.

Begge filosoffer påpeger, at Simone de Beauvoir med ”Det andet køn” har haft kolossal betydning for udviklingen af feministisk teori og kønsstudier og har inspireret filosofiske retninger som sort eksistentialisme og antikolonialisme. Men hvad Simone de Beauvoir ville mene om kønskvotering i virksomhedsbestyrelser, kønsskifte til børn eller øremærket barsel, er ikke til at sige, påpeger de.

”Til gengæld kan vi bruge hendes bog og den bevidsthed, den har givet os om køn, til at være mere sensitive, nysgerrige, forstående og åbne, når vi for eksempel støder på børn, som ikke har lyst til at blive behandlet som det køn, de opfattes som biologisk. Med ”Det andet køn” i baghovedet kan vi for eksempel gøre opmærksom på, at piger naturligvis godt kan være aktive og grænsesprængende og ikke behøver at købe ind på de passivitetsforventninger, der stadig ofte er til dem,” siger Mia Skjold Tvede Henriksen, og Anna Cornelia Ploug supplerer:

”Simone de Beauvoirs projekt var et frigørelsesprojekt, hun var ganske hård i sin beskrivelse af sin samtids kvinder og mente bestemt, at det også var i mændenes interesse at komme af med det patriarkalske kønssystem. Hun ønskede først og fremmest, at hvert enkelt menneske skal kunne vælge sit eget liv – men dén frihed vindes ikke uden kamp.”8