Prøv avisen

Skelsættende luthersk-katolsk dokument fejrer 20-årsdag – uden folkekirken

Det klareste udtryk for, at forholdet mellem lutheranere og katolikker er blevet bedre de senere årtier, er pavens deltagelse i 2016 ved fejringen af 500-årsdagen for Reformationen, der blev startskuddet på den lutherske kirke. Her ses i Lund Domkirke pave Frans flankeret af daværende formand for Det Lutherske Verdensforbund Mounib Younan (tv.) og generalsekretær for Det Lutherske Verdensforbund Martin Junge (th.). – Foto: Jonas Ekströmer/TT/Ritzau Scanpix

I oktober 1999 underskrev den katolske kirke og Det Lutherske Verdensforbund et fælles dokument, der annullerede de gensidige fordømmelser. Samtidig slog man fast, at lutheranere og katolikker er fælles om troen på, at mennesket frelses ved nåden alene og ikke ved hjælp af sine gerninger. Folkekirken tilsluttede sig ikke erklæringen, og det skal den stadig ikke gøre, mener teologer

I den kirkelige debat i Danmark sker det stadig, at lutheranere beskylder katolikker for at mene, at graden af folks kristne tro kan måles på deres gode gerninger. Omvendt sker det også, at katolikker anklager lutheranere for at være ligeglade med, om deres tro giver sig udslag i konkret næstekærlighed og for ikke at tro på, at Gud kan helliggøre mennesket. Men faktisk er påstandene fra begge sider forfejlede og afspejler ikke den teologi om retfærdiggørelsen, der præger de lutherske kirker og den katolske kirke i dag. Debattørernes fordomme kunne aflives ved for eksempel at læse Fælleserklæringen om Retfærdiggørelseslæren, som i denne måned fylder 20 år. Det mener professor Niels Henrik Gregersen fra afdeling for systematisk teologi ved Københavns Universitet.

”I erklæringen forklarer både katolikker og lutheranere, hvordan de opfatter begrebet om retfærdiggørelse, og holder det op mod, hvordan den anden part forstår det. Det bliver klart, at begge parter mener, at mennesket frelses ved nåden alene, ikke ved hjælp af egne gerninger eller egen vilje. Det har katolikkerne altid ment, men det er aldrig sagt så klart før. Lutheranerne anerkender samtidig, at der kan finde en helliggørelse af mennesket sted, altså at Helligånden kan virke i mennesket, så det så at sige kommer ud af starthullerne og omsætter troen i handling. Kristus bor i troen, som Luther sagde, og Kristus er aldrig uvirksom, men Luther understregede samtidig, at helliggørelsen hverken kan vejes eller måles, og perfekte bliver vi aldrig,” siger han og tilføjer:

”Det var et skelsættende dokument, som var med til at aflive stereotyper og fordomme. På globalt plan har det haft stor betydning for klimaet mellem katolikker og lutheranere. For mange lutherske kirker i Latinamerika og Afrika, i lande, hvor katolikkerne er i flertal, har det givet et rygstød og boost, at man nu officielt ikke længere blev fordømt af den katolske kirke.”

Erklæringen slog fast, at underskriverne ikke længere anså de gensidige fordømmelser, som katolikkerne formulerede i det katolske Tridentinerkoncil (1545-1563), og som lutheranerne formulerede i Konkordieformlen (1577), for at gælde.

”Man ophævede ikke fordømmelserne, men gjorde klart, at de ikke længere var relevante for modparten, sådan som vedkommende nu forstod sig selv. Reformationen satte jo gang i en proces i den katolske kirke, og den proces blev nu anerkendt af lutheranerne,” siger Niels Henrik Gregersen.

Den katolske biskop i Danmark siden 1995, Czeslaw Kozon, vurderer, at det vigtigste i erklæringen er ”konstateringen af, at de emner, som på reformationstiden førte til splittelse, ikke længere behøver at være kirkeadskillende”.

”Begge parter kan nu i videre udstrækning se pointen i den andens synspunkter,” tilføjer han.

Han understreger, at den katolske kirke allerede på Tridentinerkoncilet kaldte det en vranglære, at mennesker kan blive retfærdiggjort i forhold til Gud gennem deres gerninger.

”Man skal huske på, at Luther blev provokeret af tidens overfladiskhed og automatik i fromhedslivet, som ganske vist ikke gjorde nåden overflødig, men hindrede eller dæmpede en ægte fordybelse. For katolikker er det vigtigt at se gode gerninger, overholdelse af buddene med mere som et udtryk for samarbejde med Guds nåde, uden hvilket nåden ville være forgæves.”

Fælleserklæringen blev underskrevet den 31. oktober 1999 af repræsentanter for den katolske kirke og Det Lutherske Verdensforbund. Folkekirkens biskopper havde på forhånd – som alle andre medlemskirker af Det Lutherske Verdensforbund – sendt et brev, hvor de forklarede, hvordan de stillede sig til erklæringen. Af brevet fremgik det, at folkekirken ikke fuldt ud kunne tilslutte sig erklæringen. Det handlede især om, at erklæringen ifølge biskopperne indeholdt en række teologiske uklarheder, og at den romersk-katolske lære forstår artiklen om retfærdiggørelse blot som én vigtig trossandhed blandt flere, mens den ifølge den lutherske lære er ”det ene uopgivelige kriterium for læren, forkyndelsen og hele kirkeforståelsen”.

Biskopperne erklærede sig enige i dokumentets konklusion: at reformationstidens gensidige fordømmelser vedrørende retfærdiggørelseslæren burde ophæves, men bemærkede, at ”hvis der virkelig fandtes en fælles forståelse mellem den evangelisk-lutherske og romersk-katolske kirke, ville der også – som et resultat heraf – være nadverfællesskab mellem de to kirker”.

Brevet fra biskopperne var ikke tænkt som et entydigt nej til erklæringen, men sådan blev det fortolket hos Det Lutherske Verdensforbund, og efterfølgende blev det af flere debattører fremlagt, som om folkekirken vendte den økumeniske dialog ryggen.

Niels Henrik Gregersen, der var involveret i processen med at forhandle erklæringen på plads, vurderer, at brevet fra de danske biskopper var ”hastigt og ikke så velfunderet”, ligesom det var præget af, at der i dansk lutherdom traditionelt har været en stærk skepsis over for tanken om helliggørelse.

”I andre lutherske kirker er der slet ikke samme modstand mod at tale om helliggørelse, så længe man holder fast i, at retfærdiggørelsen alene sker ved nåden. Derfor har det været lettere for andre lutherske kirkesamfund at tilslutte sig,” siger han og tilføjer, at også den folkekirkelige struktur gør det svært at tage samlet stilling til et teologisk dokument som Fælleserklæringen.

Siden 1999 har flere protestantiske kirker løbende tilsluttet sig, blandt andre Metodistkirken (World Me-thodist Council) i 2006.

Og det var ikke noget stort skridt, siger distriktsforstander og præst i Metodistkirken i Danmark Jørgen Thaarup:

”Det har været mere ukompliceret for os end for mange andre kirker, fordi Metodistkirken først blev stiftet i 1784, og derfor er ophævelsen af de gensidige fordømmelser ikke aktuel for os. Desuden har vi ikke samme forbehold over for at tale om helliggørelse, som visse lutherske kirker har. Vi er helt på Luthers side, når det gælder understregningen af, at troen alene frelser. Men når det handler om helliggørelse, har vi meget tilfælles med den katolske kirke. Vi er ikke så bange for at havne i gerningsretfærdighed, men synes snarere, at nogle lutherske kirker taler for lidt om den etiske del af kristendommens fordring.”

Jørgen Thaarup understreger, at Metodistkirkens tilslutning til erklæringen har stor betydning på globalt plan, men mindre i dansk sammenhæng.

”I Danmark er både vi og katolikkerne blot mindre kirkesamfund, og derfor har erklæringen begrænset betydning. Ikke desto mindre anser jeg den for et vigtigt skridt i retning af at nedbryde gensidige fordomme og arbejde på en mere respektfuld tone mellem forskellige kristne retninger,” siger han.

Han understreger samtidig, at det ikke har været nogen hindring for et godt samarbejde med folkekirken, at den ikke har tilsluttet sig erklæringen.

”Tværtimod var erklæringen en del af det teologiske grundlag for, at Metodistkirken og folkekirken i 2018 kunne indgå aftalen ’Én tro, én dåb, én nåde’ – den første og hidtil eneste økumeniske aftale, folkekirken har indgået med et andet kirkesamfund i Danmark. Den blev til på grundlag af den forståelse af retfærdiggørelsen, som fremgår af Fælleserklæringen,” siger han.

Heller ikke den katolske biskop i Danmark ser folkekirkens manglende tilslutning til Fælleserklæringen som en forhindring for fortsat dialog.

”Selvom Fælleserklæringen er et historisk vigtigt resultat af luthersk-katolsk dialog, tror jeg ikke, at den er det mest afgørende i vort gensidige forhold, hverken på verdensplan eller i Danmark. Folkekirken har sine grunde til ikke at have underskrevet erklæringen. Men det belas-ter på ingen måde vort gode forhold,” siger biskoppen.

Lektor ved afdeling for systematisk teologi ved Københavns Universitet Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen vurderer dog, at fælleserklæringen samlet set nok har haft en problematisk betydning, fordi uenighederne om den har været med til at synliggøre eller forstærke andre uenigheder om det økumeniske arbejde.

”I spørgsmålet om retfærdiggørelse ligger der et spørgsmål om embedssyn, hvor jeg betragter den katolske kirke som konservativ eller ligefrem reaktionær og undertrykkende. Det økumeniske arbejde burde samle sig om en diskussion af det pavelige embede, cølibatet, synet på kvinder, seksualitet, abort og så videre. Det er sider af samme sag, og denne sag findes også udtrykt i Fælleserklæringen, omend mest indirekte,” siger hun.

Derfor bakker hun op om folkekirkens forbehold over for erklæringen.

”I nogle konfliktsituationer kan det være godt at fokusere på en praksis, der kan samle, eller en samtale med fokus på enighed. Men i dette økumeniske tilfælde har vi efter min opfattelse mere brug for at få uenigheden frem, så den danske folkekirke ikke bliver unødigt inddraget i en proces, som dybest set er problematisk,” siger hun.

Biskop over Ribe Stift, Elof Westergaard, ser heller ingen grund til, at folkekirken skal tilslutte sig Fælleserklæringen, hverken nu eller senere.

”Den økumeniske dialog vil fortsat finde sted i en verden præget af mobilitet, hvor katolikker og protestanter ofte lever side om side, og hvor mere praktisk-teologiske spørgsmål om konkret fællesskab melder sig,” siger han.