Der er navne, som man bare siger, hører eller læser, og som ikke får særlige reaktioner frem i en. Prøv så at sige navnet Søren Krarup. Mon ikke der både dukker følelser, stemninger og holdninger op?
For sognepræsten, politikeren og debattøren har igennem et halvt århundrede altid formået at sætte sindene i kog. Men i dag ser det anderledes ud, mener mange - for Krarup er ikke længere en ener.
”Der er virkelig sket et skifte. Før i tiden mente de fleste jo, at Søren Krarup var en særling, der stod og talte i en ørken for en lille lukket flok. Men i dag er det nærmest blevet mainstream at give udtryk for de holdninger, Søren Krarup står for.”
Sådan siger kulturforsker ved SDU Kasper Støvring, der selv deler mange af Søren Krarups synspunkter. Ikke mindst når det gælder Krarups evige kritik af alt, hvad der har karakter af et forsvar for noget universelt eller absolut, der går forud for det enkelte eller konkrete.
”I dag deler mange for eksempel Søren Krarups syn på det nationale som et fundament for vores tilværelse, det derfor er vigtigt at værne om. Blandt andet ved at være kritisk over for EU og på vagt over for de massive flygtninge- og indvandrerstrømme, der risikerer at fremmedgøre danskerne i deres eget land. I dag er der også kommet mere fokus på kristendommen som en af grundpillerne i vores danske kultur. Se bare på regeringsgrundlaget. Det har netop også været en af Krarups allervigtigste pointer, og han har konstant opfordret den enkelte til at besinde sig på sin kristne tro, for ellers svækkes kristendommen - og dermed det danske folk og den danske kultur.”
Selv er Søren Krarup knap så overbevist om sin egen gennemslagskraft. Men han ser dog steder, hvor hans tankegang har båret frugt.
”Jeg har jo været i opgør med min samtid og er blevet forfulgt og bagtalt. Men jeg ser det som en stor lykke, at der med Dansk Folkeparti er kommet et nationalt parti, der virkelig bliver hørt. Og jeg kan kun håbe, at partiet bliver endnu større, for der er en protest mod EU-oprustning i befolkningen og en oplevelse af at blive fremmed i eget land på grund af den massive indvandring. Samtidig finder jeg Tidehvervs eksistens og virksomhed helt afgørende som et værn mod den humanisme eller menneskereligion, man også finder inden for Folkekirken, hvor nogle præster blander politik og religion sammen helt ukritisk,” siger han.
Men hvad er det så især, der deler vandene, når det gælder den nu 77-årige teolog Søren Krarups synspunkter?
Jørgen Carlsen, der er højskoleforstander for Testrup Højskole og idéhistoriker med rødder i det grundtvigske, fremhæver i sin kritik især den indflydelse, Søren Krarup har haft på den teologiske bevægelse Tidehverv.
”Da Tidehverv dukkede op i 1920'erne, var den som udgangspunkt en rebelsk bevægelse, der meget velgørende gjorde op med både de missionske og flere af de grundtvigske og med den fromhedsfølelse, der kendetegnede dem. For Tidehverv var det ordet, der var i centrum - ikke erfaringen eller følelserne. Men efter at Søren Krarup bliver en fremtrædende figur i Tidehverv fra 1960'erne og frem, er der for mig at se sket en forvandling med Tidehverv. I dag er det blevet en slags selvsmagende teologisk middagsselskab, der indirekte fremhæver sig selv ved at pege fingre ad andre. Og med Søren Krarup som åndeligt overhoved er Tidehverv blevet koblet sammen med Dansk Folkeparti, som han jo sad i Folketinget for. På den måde har Tidehverv også fået en politisk platform til at kalde alt, hvad der minder om diakoni eller hjælp til mennesker i nød, for 'næstekærlighed i politiske gevandter', og så kan man give det kniven,” siger Jørgen Carlsen.
Søren Krarup mener ganske rigtigt, at der går noget galt, når mennesker forsøger at forsvare eller forklare deres handlinger ud fra et abstrakt eller universelt begreb som for eksempel ”næstekærlighed”, der strækker sig ud over det nære eller konkrete.
På samme måde går det ifølge Krarup galt, når vi tildeler menneskerettigheder til alle ud fra et universelt lighedsbegreb eller menneskesyn. Hans vigtigste ærinde er flere steder beskrevet som ”at sætte et afgørende skel mellem Gud og menneske”.
Med den modernes afvisning af kristendommen sker der ifølge Krarup det, at vi i stedet får en ”menneskereligion”, som han blandt andet ser hos en Georg Brandes og dennes tro på det frisatte, moderne menneske. Brandes går ifølge Krarup helt galt i byen, fordi han ikke forstår, at mennesket netop ikke er frit eller sin egen herre - men at mennesket er og altid vil være en synder, og at kun Gud kan frelse os. Ikke os selv.
Vi skal derimod huske, at vi er fejlbarlige, siger Krarup. Hverken via intellekt, særlig fromhed eller interessante gerninger kan vi opnå frelse eller retfærdiggøre os selv.
I bogen ”Det moderne sammenbrud” fra 1984 formulerer Søren Krarup sin kritik på denne måde:
”Vesteuropas forfald med vold og terror og menneskeforagt skyldes den afvisning af Kristus, der er en følge af forgudelsen af mennesket “”
Senere i samme passage lyder det: ”Uden Kristus er alt jo tilladt. Uden Kristus er mennesket sin egen lov - og så er der ingen lov.”
Søren Krarup har udgivet 29 bøger i eget navn og seks sammen med andre, og alle har de kredset om denne modstand mod ”ismer” eller abstraktioner af enhver art. Enhver ”isme” er ifølge Krarup en umyndiggørelse af den enkelte.
Og denne form for totalitær tænkning har han gennem tiden set tendenser til hos kunstnere, pædagoger, politikere og psykologer. I velfærdsstaten. I den offentlige mening. I argumenter med ”samfundets eller helhedens interesse” - og i tilslutningen til det overnationale.
Selvom Krarup er kendt for sin insisteren på nationen som et grundvilkår for vores liv, så er det aldrig nationalismen, han hylder. For også den er efter hans mening en abstraktion, mens det land, vi vokser op i, og det sprog, vi taler, er konkret og partikulært og derfor uomgåeligt. Det er noget, vi ifølge Søren Krarup skal kæmpe for at bevare.
”Jeg synes netop, hans idéer om det nationale er noget af det allervigtigste ved hans tænkning. Man skal huske på, at han vokser op under Anden Verdenskrig og i tiden bagefter ser, hvordan de kulturradikale i deres humanistiske iver udvander alle forskelle, hylder det grænseløse og senere det multikulturelle samfund. Mens Søren Krarup fastholder nationen, traditionerne, religionen og sproget som det, der definerer os. Vi kan jo se i dag, at det netop er i tråd med det almindelige menneskes tanker. Behovet for at høre til i et nationalt fællesskab er enormt stærkt overalt, og befolkningen rundt omkring ønsker ikke et multikulturelt samfund,” siger Kasper Støvring.
Filosof og forfatter Peter Tudvad har tværtimod svært ved at forstå, hvordan man teologisk kan forsvare en kobling mellem nationen og kristendommen. Og han mener samtidig, at det er en noget ansvarsfri og ufarlig teologi, Krarup er fortaler for:
”Hvis man læser Kierkegaard, som jo er et af Krarups filosofiske og teologiske forbilleder, så er det altså den enkelte, der rykker ind i himlen. Ikke en hel flok. Men det optager mig mere ved hans teologi, at han ikke forholder sig til dobbeltheden: at livet er en gave, men også en opgave. At Kristus ikke blot er nåde og barmhjertighed, men også et ideal, et forbillede. Krarup holder fast i, at alt er af nåde, men det betyder jo ikke, at troen ikke skal bære frugt. For mig at se bliver hans kristendom derfor gold og amputeret. Og kræver i virkeligheden ikke meget af den enkelte, for den forbliver rent intellektuel.”
Selv har Peter Tudvad i de senere år beskæftiget sig meget med den tyske lutherske teolog Dietrich Bonhoeffer, der blandt andet er kendt for sin heltemodige kamp mod nazisterne under Anden Verdenskrig, der også førte til hans egen dødsdom. Han blev efter ordre fra Hitler henrettet ved hængning den 9. april 1945.
Bonhoeffer kritiserede netop en af de teologer, som Søren Krarup også er inspireret af, landsmanden Karl Barth, der sammen med Luther og Kierkegaard udgør en vigtig del af Tidehvervs teologiske referencer.
”Og noget af det, Bonhoeffer kritiserede Barth for, er nøjagtigt det samme, som jeg vil kritisere Søren Krarup for. Bonhoeffer sagde, at hvis Barth ville sætte alt for vandtætte skodder op mellem det himmelske og det jordiske, så er der en risiko for, at det jeg, der skal genfødes som kristen, i realiteten bare bliver en himmelsk dobbeltgænger. Det vil sige verdensfjern. Og jeg har faktisk tænkt meget over, om der i virkeligheden også gemmer sig en form for jantelov i Krarups kristendomsforståelse. For ved at insistere på, at du ikke må gøre dig til af gode gerninger, så passer det jo rigtig fint med Jantelovens bud om, at ingen skal tro, at de er mere end andre. På den måde bliver det bare så uforpligtende at være kristen. Det er bestemt heller ikke en tolkning, som Kierkegaard ville bifalde. Han peger jo netop på, at den enkeltes opgave er at efterfølge Jesus - med alt, hvad det indebærer,” siger Peter Tudvad.
Søren Krarup forstår ikke helt kritikken:
”For jeg er helt på linje med ham i, at livet både er en gave, men også en opgave. Du skal tro på Gud, og du skal være der for din næste. Dér, hvor vi er uenige, er, når han forsøger at gøre kristendom til moralisme. For det er altid den enkeltes opgave at høre fordringen. Du kan ikke sætte den på formel. Evangeliet siger også, at det er din nærmeste, der er din næste. Det er det konkrete menneske, du møder, som du skal vise barmhjertighed. Og hvis du gør næstekærlighedsbuddet abstrakt, bliver det jo netop mere uforpligtende, end hvis det gælder din helt konkrete næste. Ansvarligheden bliver udslettet, hvis du dyrker abstraktionerne og idéerne i stedet for det nære og konkrete. Det er den samme bevægelse, du ser inden for EU, som er et typisk udslag af at ophæve ansvarligheden hos den enkelte nation. Og det bliver både Europas og nationens undergang, for når du dyrker det abstrakte, er du altid forskrevet til tomheden. Og til sidst har du ikke længere et konkret folk, der kan forsvare sig selv. Derfor er det så vigtigt, at vi på ny hører evangeliet og besinder os på, at vi altså er forpligtet af den givne virkelighed. Det er en hellig forpligtelse.”
Søren Krarup blev valgt ind i Folketinget for Dansk Folkeparti i 2001 og fortsatte frem til 2011. For nogle vakte det en del undren, at en mand, der i den grad har stået vagt om ikke at gøre kristendom til politik, nu meldte sig ind i det politiske liv. Selv forklarede han det med, at landet var i en slags undtagelsestilstand, og at han snarere så DF som en folkebevægelse end som et politisk parti.
Professor emeritus, teolog og filosof Peter Kemp forklarer det på denne måde:
”Han så jo den foragt for politikerne, som den almindelige dansker havde - og nu var der så endda et politisk parti, der også antog hans synspunkter omkring det nationale, EU og udlændingepolitikken. Krarup havde fanget, at folket følte sig på afstand af politikerne - at der ikke længere var tillid til de store partier, fordi folk ikke længere oplever sig repræsenteret. Krarup ser kristendommen som det, der holder os fast på det virkelige liv, og det er det samme fokus på det konkrete, han ser hos DF. Men for mig at se er det mere en kulturel end en politisk position, han taler ud fra. For det er ud fra hans overbevisning om, at det, der ligger i netop vores danske kultur, er det bedste i verden - og hvis vi ikke passer på den, så ser han det store sammenbrud foran sig. Derfor ser jeg heller ikke nogen fremtid for hans holdninger, for de er jo i den grad reaktionære og peger udelukkende bagud. Han har for eksempel slet ingen fornemmelse for, at vi lever i en verden i dag, hvor tingene hænger sammen globalt.”
Anderledes lyder vurderingen fra kulturforsker Kasper Støvring.
”Hvor mange i dag opfatter Søren Krarup som en tænker, der først og fremmest er imod alt nyt, så ser jeg ham som en meget opbyggelig tænker. Han har en klar fundering i et positivt syn på netop kristendommen og det nationale som en kultur, vi godt nok skal værne om, men som jo er vores grundlag og dermed netop noget, vi står på som et positivt fundament. Og det syn deler han jo tilsyneladende med rigtig mange danskere,” siger Kasper Støvring.
Sidste år udkom den første samlede introduktion til Krarups tænkning, ”Søren Krarup og hans tid”, skrevet af historiker og debattør Mikael Jalving.
I bogens indledning undrer forfatteren sig over, at der ikke tidligere er udgivet en sammenhængende eller historisk gennemgang af Krarups bidrag, og Mikael Jalving peger selv på, at det kan skyldes flere ting, som for eksempel ”at det ville blive opfattet som civil ulydighed eller karrieremæssigt selvmord at behandle ham seriøst, endsige tage ham i forsvar? Er han simpelthen sortlistet, hvad angår kulturel kapital?” spørger Jalving.
Selv siger Søren Krarup:
”Jeg var især forhadt i 1980'erne, fordi jeg protesterede mod Udlændingeloven fra 1983. Men jeg fik jo ret i, at den var en katastrofe, der lukkede op for en folkevandring hertil fra især de muslimske lande. Det er der nok flere, der kan se i dag. Men jeg kunne da godt tænke mig, at der var lidt større lydhørhed for min tænkning. Nogle har kaldt mig reaktionær, og det er da rigtigt, at jeg tit har reageret på noget, jeg finder falskt. Men det burde vel også være opbyggeligt at gøre?”, siger Søren Krarup.