Prøv avisen

Sproget er blevet en ny kampplads

"Mennesker gøres til racister og homofober, alene fordi de bruger de ord, som er til rådighed. På den måde får vi et sprogpoliti, som går og gør folk til racister, uden at de er det, men fordi de alene anvender det sprog, som er tilgængeligt," siger Torben Wiben Jensen, lektor, ph.d. Illustration: Morten Voigt

De seneste år har budt på stor debat om enkeltord som indvandrer eller neger. Bag debatten om den politiske korrekthed i sproget gemmer sig et opgør om retten til at definere kulturen. Forskere går i rette med det nye sprogpoliti

Hvad er det, som er på spil, når danskere med anden etnisk baggrund ikke længere må kaldes indvandrere? Når flødeboller ikke længere må hedde negerkys? Eller når handicappet er blevet et krænkende ord?

Der udspilles en kamp i sproget, og forskere er enige om, at politisk korrekthed spiller en rolle. Bevægelsen er kommet til relativt sent og i takt med udviklingen af det multikulturelle samfund i Danmark.

Pia Quist, lektor på nordisk forskningsinstitut, Københavns Universitet, hæfter sig ved den samtidige lingvistiske forandring.

”I dag anerkender de fleste forskere, at sprog medskaber virkeligheden,” siger Pia Quist.

I det lys er det også helt naturligt, påpeger forskeren, at der opstår et behov for at luge ud i ord, der op gennem historien har været anvendt krænkende om eksempelvis sorte mennesker. Men hun finder det problematisk, at det udmønter sig i en søgen efter overfladisk politisk korrekthed i sproget. Dermed opstår nemlig en mere teknisk og endimensionel diskussion, som overser den bagvedliggende substans.

”Problematikken opstår, når vi opdeler borgere i to grupper gennem sproget. Når det blot bliver til en diskussion om udskiftning af et ord, for eksempel neger med sort, så overser vi den dimension. Der er brug for en dybere bevidsthed om, hvordan vi med vores ord skaber den opdeling,” siger Pia Quist.

Hun finder det samtidig heller ikke uproblematisk, at eksempelvis ordet ”negerkonge” blot skrives ud af Pippi Langstrømpe, selvom det er et ord med racistiske undertoner.

”Vi må ikke bare afhistoricere litteraturen. Børnebøger og anden litteratur skal vise den historie, som de er skrevet i. Men diskussionen om ordene og deres uheldige kategorisering er vigtig,” understreger Pia Quist og ser den nye lingvistiske virkelighed som en del af en ny samfundspolitisk virkelighed:

”Historisk har de skandinaviske lande i en periode været præget af homogene samfund, hvor vi har orienteret os nationalt. Derfor har vi heller ikke været vant til at tænke over, hvad de ord, som vi bruger om for eksempel racekategorisering, skaber. I dag er vores blik mere globalt. Dermed er sprogets uskyldighed også forsvundet,” siger hun.

Den politiske korrekthed i sproget vandt frem som strømning i 1980'erne og har sine rødder i USA. Det er i høj grad akademiske stemmer, som toner frem i debatten og taler for udskiftning af ord, som kan støde bestemte minoritetsgrupper i samfundet.

Sune Vork Steffensen, lektor, ph.d. i sprogvidenskab ved Syddansk Universitet, finder udviklingen problematisk.

”Den politiske korrekthed bliver en fælles fane for feminister, homoseksuelle og etniske minoriteter. De er samlet om et fælles fjendebillede, som er den hvide heteroseksuelle mand, der tillægges en særlig magtposition. De mener, at den hvide mand har haft definitionsretten i sproget, og det gør de nu op med,” siger Sune Vork Steffensen og fortsætter:

”Men i kritikken af den hvide mands sprog skaber de en definitionsret til at bestemme, hvad sprog er, og hvordan sprog virker. Dermed skaber de en ny akademisk magtposition. De udgør en akademisk klasse, som med deres kulturelle afsæt søger at forme virkeligheden i en bestemt retning gennem sproget - men med et blindt punkt i forhold til netop sproget.”

En række forskere, heriblandt Sune Vork Steffensen, råber derfor vagt i gevær i forhold til det, de betegner som et akademisk sprogpoliti. En væsentlig anke går på, at sprogvidenskaben simpelthen er lykkedes med at give sproget for stor betydning.

”Det er en udbredt forestilling, at sprogets kategorier skaber menneskets kategoriseringer. Men alle levende arter kategoriserer deres omverden - det er ikke et resultat af sproget. Mennesket bruger sprog til at ændre og dele kategoriseringer, men der er meget andet end sproget, som former vores kategorier, tanker og handlinger. Du kan ikke sige, at sproget dikterer tanken, og tanken så dikterer handlingen. Det er en forsimpling, som overvurderer sproget. Mennesket er eksempelvis også bestemt af dets biologi og dets samfundsmæssige position,” fremhæver Sune Vork Steffensen.

Han uddyber:

”Bevægelsen bag den politiske korrekthed har en pointe i forhold til, at vi skal være varsomme og sensitive, når vi ytrer os. Men de begår den kategorifejl at tro, at ord kan være racistiske, chauvinistiske og så videre. Det kan de ikke. Disse kategorier er forbeholdt mennesker og menneskelige handlinger. Et menneske kan være racist, og det kan agere racistisk, og det kan bruge ord til at gøre det med. Men man kan ikke skyde skylden på en sproglig struktur.”

Og lige meget hvor kraftigt et slag, der i den politiske korrektheds navn slås for at fjerne ord, der uhensigtsmæssigt kategoriserer samfundsgrupper i bestemte båse, så er det umuligt at komme kategoriseringen til livs.

”Sprog vil altid kategorisere,” fremhæver Anders Fogh Jensen, ph.d., filosof og forfatter.

”Alle dage har vi brugt sproget til at inddele verden. Det må du spise, og det må du ikke spise. Hvem du må gå i seng med, og hvem du ikke må gå i seng med. Historisk har vi siden 1970'erne set en tolerance kombineret med relativisme ramme sproget. Alt er lige godt, og alle synspunkter er tilladte. I denne tolerancerelativismes navn har man forsaget sprogets kategorisering,” siger Anders Fogh Jensen.

Problemerne står i kø.

”I 1970'erne blev det i kønsdebatten problematiseret at kalde et konkret menneske for 'mand'. Han var meget mere end bare sit køn, og det at skelne mellem mand og kvinde blev anset som et overgreb. Problemet med den politiske korrekthed er, at det kan blive vanskeligt at gennemskue, hvad der overhovedet tales om,” siger Anders Fogh Jensen og peger på et andet nutidigt eksempel:

”Handicappede er mennesker med udfordringer, fordi nogle finder det forkert at kategorisere mennesker som handicappede.”

Ifølge Sune Vork Steffensen hopper kæden af, når den politiske korrekthed i sproget bliver censurerende.

”Der er dem, som mener, at jeg eksempelvis som hvid heteroseksuel mand skal lade mit sprogbrug diktere af minoritetens sprogbrug om sig selv. At det eksempelvis er homoseksuelle, der har definitionsretten i forhold til sproget om dem som gruppe. Men dermed lukker du ned for sensitiviteten i dialogen,” siger Sune Vork Steffensen.

Han uddyber:

”Må jeg ikke lave jokes om jøder, når jeg ikke er jøde? Når en akademisk klasse fremfører det, så lukker de ned for dialogens sensitivitet. Så kan jeg ikke i dialog med andre mennesker finde ud af, at vi har forskellige grænser. Det er ikke længere min egen sensitivitet, som er styrende for, hvad jeg må sige, men mine ord er dikteret. Det er et meget mekanisk verdenssyn, hvor jeg bilder mig ind, at så længe jeg ikke bruger de og de ord, så er jeg en af de gode. Dermed mister vi evnen til gennem dialog sensitivt og nysgerrigt at møde hinanden - og vores fortid i form af litteraturhistorien.”

Thomas Wiben Jensen, lektor og ph.d. i sprogvidenskab på Syddansk Universitet, bemærker som sin kollega Sune Vork Steffensen en række problemer ved den politiske korrektheds opståen.

Først og fremmest bunder det i, at en såkaldt konstruktivistisk sprogopfattelse har vundet indpas. Det er idéen om, at der hersker nogle overindividuelle sprogmønstre, som er bestemmende for, hvad vi kan tænke og forstå. Vesten er fanget i den hvide heteroseksuelle mands forståelse af verden uden at vide af det.

”Det er en slags sproglig arvesynd, som placerer skyld hos store dele af befolkningen alene ud fra etniske og kønsmæssig grupperinger. Og man prøver endda at gå tilbage i historien for at udpege racisme i sproget hos forfattere, der på ingen måde var racister, som for eksempel Astrid Lindgren. Når man udpeger hende, fordi hun brugte ordet 'neger', dømmer man fortiden ud fra nutidens præmisser,” siger Thomas Wiben Jensen.

Michael Nebeling Petersen er adjunkt, ph.d. i kulturstudier ved Syddansk Universitet. Han går i rette med den opfattelse, at det sproglige opgør med bestemte termer om for eksempel afrikanere, handicappede eller seksuelle mindretal er et udtryk for en nyfigen politisk korrekthed. Kulturforskeren fra Syddansk Universitet mener, at de senere årtiers opgør med bestemte ord om særlige minoritetsgrupper - specielt knyttet til seksualitet, race og køn - er et udtryk for, at vi er blevet klogere.

”I dag har vi en anden bevidsthed om, hvordan sproget virker. Astrid Lindgren har ikke nødvendigvis været racistisk, men hun er præget af en kolonial racistisk logik, hvor de sorte var vilde barbarer. Dengang i 1950'erne, hvor Pippi Langstrømpe blev forfattet, var racismen blot retfærdiggjort, fordi det var den hvide mand, der definerede kulturen og sproget,” pointerer Michael Nebeling Petersen.

Ord bærer på den måde en kulturhistorie med sig. Derfor kan det også være nødvendigt at skille sig af med ord, som enten kan virke diskriminerende eller racistiske.

”Førhen har kulturen været forstået ud fra en hvid middelklasse-position, men i dag er der flere kulturer, som blander sig i debatten, og som kommer til orde. Minoriteters stemme bliver også hørt. Det er afgørende i udviklingen af en mere inkluderende kultur, som ikke hviler på racistiske tænkninger,” fremhæver Michael Nebeling Petersen.

Men Thomas Wiben Jensen vender sig mod racisme-kortet i sprogdebatten.

”Mennesker gøres til racister og homofober, alene fordi de bruger de ord, som er til rådighed. På den måde får vi et sprogpoliti, som går og gør folk til racister, uden at de er det, men fordi de alene anvender det sprog, som er tilgængeligt. Her glemmer man fuldstændig den dimension, der handler om intentionen med det, som man siger,” pointerer Thomas Wiben Jensen.

Og i det hele taget er han betænkelig ved forsøget på at komme sprogets kategoriseringer til livs, da de er en forudsætning for sproget.

”Sprog er kategoriseringer. Vi kalder ting i verden noget. Det gælder også etniske, sociale og religiøse grupperinger. Vi har brug for at kalde nogen noget for at orientere os og tildele mening til verden. At definere en bestemt gruppe er altså ikke nødvendigvis udtryk for racisme, men det kan selvfølgelig være det,” siger Thomas Wiben Jensen.

Som de øvrige forskere, der opponerer mod den sproglige korrekthed, er Thomas Wiben Jensen af den opfattelse, at sproglige ytringer kræver omtanke - ikke et dikterende sprogpoliti.

Med sproget som en organisk størrelse, der hele tiden udvikler sig i samspil med kulturen, er det også nødvendigt at give ord og udtryk jævnlige serviceeftersyn.

”Det er fint, at minoriteter i Danmark begynder at byde ind med nye perspektiver på vores sproglige kategoriseringer. Begrebet 'dansker' er eksempelvis et begreb, som kan have brug for at blive udvidet. Du behøver ikke længere hedde Jens, have blå øjne og være døbt for at være dansker. Jo flere der byder ind på definitionsretten til at formulere forskellige måder at være dansk på, des bedre,” siger Thomas Wiben Jensen.