Prøv avisen
Interview

Idéhistoriker: Sproget har åndenød

Hans-Jørgen Schanz opfordrer til en gang imellem at droppe nyttetænkningen, hvis man vil gøre plads for ånden. Foto: Gorm Branderup/ritzau

Det danske samfund er blevet åndsfattigt, da vores samtaler er blevet for orienteret mod det praktiske. Vi har glemt det poetiske i sproget og ånden i dialogen, mener den bogaktuelle idéhistoriker Hans-Jørgen Schanz

”Et stort Spørgsmaal er det unægtelig, om Mennesket uden Aand kunde faaet noget Sprog, men da jeg slet ikke kan besvare det, vil jeg kun spørge om, hvorledes et saadant Sprog maatte været? […] det maatte været aldeles upoetisk.”

Det er præcist 200 år siden, N.F.S. Grundtvig stillede dette spørgsmål i artiklen ”Om Mennesket i Verden”, der blev bragt i tidsskriftet Danne-Virke. Her to århundreder senere undersøger professor i idéhistorie fra Aarhus Universitet Hans-Jørgen Schanz begrebet ånd i det netop udkomne væk med den korte titel ”Ånd”. Her er svaret på Grundtvigs spørgsmål entydigt: Sproget bliver upoetisk, når det er uden ånd.

Faktisk mener Hans-Jørgen Schanz, at hverdagssproget i dag allerede er ved at være fattigt og åndsforladt. Det er blevet udskiftet med et mere funktionelt vokabularium, en mere videnskabsbaseret sprogbrug. Det er en tendens, som særligt er taget til efter Newtons revolutionering af naturvidenskaben i 1600-tallet, hvorefter videnskaben i højere grad bliver forklaret gennem ren matematik samt det, vi kan måle, veje og observere. I en sådan sprogverden passer et abstrakt begreb som ånd dårligt ind.

Men hvad er ånd egentligt?

”Ånd kan betyde rigtig mange ting. Hvis jeg skal give en kort bestemmelse af det, så vil jeg sige, at det er det, som løfter sproget. Det kan være, det lyder underligt, men lad mig komme med et billede. Hvis der ikke er ilt i vandet, og det i øvrigt er forurenet, så dør fiskene. Det samme gælder med sproget. Hvis det ikke er luftigt, og der ikke er plads i det, så dør ånden. Sproget får åndenød,” forklarer Hans-Jørgen Schanz.

Der kan ikke sættes noget entydigt begreb på ånd, supplerer idéhistorikeren, for ånd er både religiøst, poetisk, musikalsk, kunstnerisk og filosofisk. Det er alt, der løfter sig over og gennembryder endimensionalitetens praktisk orienterede sprogbrug, der har med ting, funktioner og nytte at gøre, siger han.

I sit værk går Hans-Jørgen Schanz idéhistorisk til begrebet ånd. I sin urbetydning er ånd på både hebraisk (ruach) og oldgræsk (pneuma) bundet til livets start og ende, altså det første åndedrag eller livgivende pust og døden eller udåndingen.

I den klassiske græske filosofi sondres der mellem sjæl og ånd. Sjælen er udødelig og løsrives fra legemet, når vi dør.

Platon var stærkt påvirket af persisk mysteriereligiøsitet, der bragte det dualistiske forhold mellem sjæl og legeme ind i hans filosofi. Her opstår den metafysiske tænkning, som er åben for sansen for menneskelivets gådefuldhed og dybdedimensioner, forklarer Schanz i sin bog. Denne metafysiske tænkning åbner op for, at mennesket er ”noget mere” end ren natur.

I jødedommen puster Gud, på hebræisk Jahve, liv i mennesket med et guddommeligt åndedræt. Mange nøglepersoner i Det Gamle Testamente bliver ligefrem udstyret med en særlig ånd, og til tider henvender en hellig ånd, en personificering af Gud, sig til menneskene. Med Det Nye Testamente får ånd en ny betydning i Treenighedslæren med faderen, sønnen og Helligånden, hvor denne Helligånd spiller ind ved Jesu fødsel og gerninger samt er sammenhængskraften i dens kristne menighed. Kristendommen bliver en åndsreligion.

Hos Augustin er mennesket ikke bare sjæl eller fornuft. Mennesket er en sjæl eller en fornuft, der forholder sig til sig selv.

”Det er en kraftig nydannelse, som Kierkegaard gentager langt senere: Mennesket er et forhold, der ikke kun forholder sig til verden, men også forholder sig til sig selv, når det forholder sig til verden. Det sjove er, at mennesket kan forholde sig til sig selv, når det forholder sig til verden. Det kan min hund ikke. Han ligger her og sover. Og han har det fineste forhold til verden, men han forholder sig ikke med bevidsthed til sig selv, når han forholder sig til verden. Mennesket er et sprogbrugende væsen. Ånd forudsætter et verbalt sprog, der er refleksivt. Vi kan træde tilbage og for eksempel sætte os ind i en andens situation.”

Vi er i Danmark ikke fremmedgjorte over for ordet ånd. Men selve det, at vi bruger ordet i for eksempel kirken, er ikke nogen garanti for, at ånden er til stede. Lettere sarkastisk mener Schanz derfor, at der kan være mere ånd i en opskrift på frikadeller end i en tale om Gud. Det handler om, at der skal være ånd til stede i sproget.

I Danmark ser Schanz, at vi bruger ordet ånd relativt tit. Dette skyldes Grundtvigs indflydelse på vores sprog og vores forhold til ånd. Foruden at bruge ordet ånd i et utal af forskellige konstellationer i sine skrifter i form af for eksempel Folkeånd, Menneskeånd og Åndefang, så er ånd, hos Grundtvig, levende fællesskaber. Det er i fællesskaberne, i relationerne til andre, at samtalerne opstår, og ånden kan indtræffe, forklarer idéhistorikeren.

Uden ånd i verden, uden det poetiske i sproget, som Grundtvig skriver, bliver livet og verden fattigere. Vores udtryksmåder, erfaringsdannelse og omsorg rammes også, forklarer Schanz. Et sted, hvor vi kan få ånd ind i sproget, er gennem dannelse.

”For nu at sige det mildt har dannelsen trange vilkår i dag. Vi skal have den kulturelle dannelse tilbage. Det forhold, at den svinder ind, bevirker, at ånden er ved at komme ud af sproget. De to ting hænger intimt sammen.”

Hvordan får vi ellers mere ånd ind i sproget?

”Det gør vi ved at interessere os for lidt andet end de ting, der bare er nødvendige. Hvis vi en gang imellem løfter blikket og gør os fri af nyttighed. Jeg anerkender, at det nyttige er en vigtig del af livet, men det er ikke alt. Hvis vi ikke har nogen respekt for det, der ikke er nyttigt, så bliver hele livet en nyttesammenhæng, og det bliver et helvede!”.

I ”Ånd” nævner Hans-Jørgen Schanz også, at filosoffen Immanuel Kant stiller fire spørgsmål, som vi, som mennesker, altid skal stille os selv: Hvad kan jeg vide? Hvad skal jeg gøre? Hvad tør jeg håbe? Og hvad er et menneske?

Mens de tre første spørgsmål henholdsvis spørger til erkendelsen, etikken og religionen, så spørger det sidste spørgsmål til menneskets grundvilkår. Det er spørgsmål, som Schanz mener, vi glemmer at stille os selv i dag, og som kan bringe ånd ind i vores samtaler.

”Det er nogle meget enkle spørgsmål, Kant stiller. Men hvis du tænker over det, så er de faktisk ikke så lette at svare på, med mindre du går til alle spørgsmål rent praktisk. Så har du dog ikke forstået, hvad der var meningen med de spørgsmål. Hvis nogen siger, mennesket kun er et biologisk væsen, så skal du være skeptisk. Hvis nogen siger, mennesket kun er et åndeligt væsen, så skal du også være skeptisk. Du er nødt til at have alle de facetter med, som mennesket faktisk er. Mennesket er et æstetisk væsen, et religiøst væsen, et moralsk væsen, et politisk væsen og så videre.”

Hen mod slutningen af din bog skriver du, at fremtiden ser sort ud. Hvordan det?

”Jamen, det gør den, hvis ikke vi får ånd ind i sproget. Hvis vi har et sprog, der er som en motorvej, så blæser vi hen igennem det hele. Vi ser ikke noget, vi sanser ikke noget. Hvis vi derimod kører i et landskab med biveje, småveje og hovedveje, så ser vi noget. Så er vi åben over for det, der sker omkring os, og ikke kun det lige foran og bagved os samt speedometeret. Så vil ånden indtræffe.”8