Prøv avisen
Interview

Stoklund: Grundtvigs sorger gør ham brugbar i dag

Bogen er et forsøg på at gå til Grundtvig ud fra en personlig indgang. Jeg ville læse ham eksistentielt ud fra de grænsesituationer, som han har været i. Og det gælder både kærligheden til Marie, men selvfølgelig også tabet af hende - og så hans personlige kriser, siger bogaktuelle Birgitte Stoklund Larsen. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Det moderne menneske kan lære noget eksistentielt af Grundtvigs måde at tackle sine dybe kriser i livet på, mener bogaktuelle Birgitte Stoklund Larsen

Vi er alle sammen sårbare. Små sårbare individer, der bakser med tilværelsen. Men selvom det er en erfaring, vi er fælles om, så er det aldrig den side af os, vi flasher på Facebook eller underholder med ved middagsbordet. Vi lever nemlig i en ”performancekultur”, hvor vi hele tiden skal fremstå som nogle, der mestrer det hele.

Det mener generalsekretær i Det Danske Bibelselskab Birgitte Stoklund Larsen.

Men skrøbeligheden er et grundvilkår ved det at være menneske. Vi taler bare helst ikke om det, og vi har ofte svært ved at rumme det paradoks, at vi nogle gange føler os i stand til at klare det hele, og andre gange rammes af den dybeste afmagt.

Dén følelse kendte Grundtvig. Faktisk bedre end de fleste. I løbet at sit næsten 89 år lange liv oplevede han flere psykiske sammenbrud, hvor angsten og fortvivlelsen overmandede ham.

Men samtidig elskede han livet og følte sig elsket. Ikke mindst da han mødte den 30 år yngre kvinde Marie Toft, som blev hans anden kone. De nåede dog kun at være gift i knap tre år, da hun døde kort efter fødslen af deres søn, Frederik Lange.

Mødet med Marie. Kærligheden til hende. Tabet og sorgen. Men også håbet om genforeningen og glæden til at se Marie igen er den konkrete anledning til Birgitte Stoklund Larsens bog ”Paradisskyggen". Med Grundtvig i kærlighed og krise”.

Idéen opstod, mens Birgitte Stoklund Larsen var leder af Grundtvig-Akademiet i Vartov, hvor hun hver dag bevægede sig i de samme rum, nød den samme udsigt fra vinduerne og på alle måder fulgte i Grundtvigs fodspor, både fysisk og mentalt. Grundtvig var præst i Vartov, midt i hjertet af København, fra 1839 til sin død i 1872.

I indledningen til bogen skriver forfatteren:

”...det fremgår tydeligt, at Grundtvig var personligt ramt af tabet, men umiddelbart virker det ikke, som om han var væltet omkuld. I flere år blev han ved med at skrive digte til og om hende. Det gjorde mig nysgerrig.”

Grundtvig klarer sig med andre ord. Og det er netop spørgsmålet om, hvordan han finder vej og livsmod igen, der har ansporet Birgitte Stoklund Larsen til at gå på opdagelse i Grundtvigs salmer, sange og personlige breve for at forstå hvordan.

”Bogen er et forsøg på at gå til Grundtvig ud fra en personlig indgang. Jeg ville læse ham eksistentielt ud fra de grænsesituationer, som han har været i. Og det gælder både kærligheden til Marie, men selvfølgelig også tabet af hende - og så hans personlige kriser. Det er jo ellers Søren Kierkegaard, vi forbinder med eksistens-tænkningen. Men Grundtvigs enorme produktion kan faktisk også læses som en teologisk funderet almenmenneskelig livsforståelse. Det er dybt eksistentielle ting, der er på spil i hans værk, om det så er salmer eller digte, og det hele er bundet op på hans eget liv, hans egne erfaringer.”

Netop erfaringerne er vigtige, når det handler om Grundtvig. Han oplevede sin første alvorlige krise i 1810-11, da han var 27 år. Kort tid efter han havde skrevet helligtrekongerssalmen ”Dejlig er den himmel blå”, brød han sammen, og ”laa i en indvortes Kamp for sin Sjæls Frelse”, som Grundtvigs morbror, lægen F.L. Bang, beskrev nevøens tilstand.

Grundtvig skrev i et brev, at han var plaget af ”urene og formastelige Tanker” - tanker om Djævelen, som han ikke kunne skubbe væk.

”I dag ville vi nok sige, at han var grebet af angst og af tvivl. Og nutiden ville sikkert også benytte diagnosen 'bipolar lidelse' eller maniodepressivitet om de svingninger, der var tilbagevendende i hans liv. Grundtvig er på det her tidspunkt meget langt nede, og han beskriver selv, at han i hele denne periode ikke kan græde. Det er først, da han bliver ordineret til præst i maj 1811, hvor de øvrige præster lægger deres hænder på ham under ordinationsritualet, at tårerne igen får frit løb. Grundtvig skriver selv: 'Da åbnede sig Hjertets Taarekilde. Da sprængde Sjælen sine Fængselsbaand.'

Og da præsterne siger 'amen':

'Da blev det Samme i mit Bryst udtonet. Og jeg mig følde med min Gud forsonet.'

Birgitte Stoklund Larsen sammenfatter:

”Erfaringen fra denne krise bliver en grunderfaring i hans liv. Han oplever, at Gud er der. Altid. At selvom han giver op, er der noget, der holder ham oppe. Og den grundtillid har han med sig hele livet, selvom han fortsat oplever anfægtelser, kæmper mod døden som en fjende og oplever den store sorg at miste sin elskede Marie, sin sjæleven.”

Læs et uddrag af Birgitte Stoklund Larsens nye bog her

Birgitte Stoklund Larsenopdagede lidt ved et tilfælde, at Grundtvigs digte til Marie kunne være en indgang til Grundtvig, som ikke har været belyst så meget tidligere.

Hun hørte på et tidspunkt et af Grundtvigs digte læst højt - et digt, han havde skrevet til Marie, efter at hun var død, men som på forunderlig vis stadig holdt den elskede i live. I alt var der 20 digte, som alle er skrevet til en kvinde, der er død og begravet.

”Det viser sig allerede i den begravelsestale, han holder for hende. For umiddelbart tænker man, at det næsten er en umenneskelig opgave at tage på sig: At stå i et fyldt kirkerum som både præst og ægtemand og sige farvel til den, man elsker allermest. Men talen er faktisk ikke kun trist. Den rummer håb, og Grundtvig går uden besvær fra at tale om stor personlig sorg til at tale om opstandelse og glæde over det store gensyn, der kommer. Det kan næste virke grotesk på os i dag. Og på en måde ufølsomt, eller alt for hurtigt. Men det viser faktisk mere, hvordan Grundtvig opfattede gudstjenesten og menigheden. For ham var der nemlig en samhørighed mellem de levende og de døde i kirken. Det er også derfor, han siger: 'Lige netop hér kan jeg ikke kun sørge og græde.'

Og det har at gøre med digterens syn på salmer, forklarer forfatteren.

”Grundtvig mente helt bogstaveligt, at vi synger sammen med englene, når vi er i kirken, og derfor har salmesangen også så stor betydning og fylde hos ham. Hans projekt var da også at rejse kirken gennem salmesang og på den måde 'opvække folket til at tro på kærlighedens magt'. Faktisk siger han på et tidspunkt, at han i kirken føler sig tættere på Marie, nu hvor hun er død, end da hun sad i hjemmet på Rønnebæksholm, tæt ved Næstved, og han selv stod i kirken i København. Gudstjenesten er på den måde et fællesskab mellem himmel og jord og et sted, hvor det er helt legitimt at lade tårerne strømme, af sorg, men også af kærlighed og taknemmelighed. Grundtvig henter helt klart sit livsmod i gudstjenesten. Her får han styrke, men har også lov til at vise sin sårbarhed, fordi det hører med til det at være menneske.”

I dag får mange at vide, når de har sørget et stykke tid: Nu må du også se at komme videre. Rådet er givet i bedste mening, men det var bestemt ikke sådan, Grundtvig kom videre efter Maries død. Et par år efter skriver han:

”Min Marie! Ja, du søde! Saa jeg mødte dig til sidst, Du er mer ej blandt de døde, Du er her saa vel som hist, Hist i Lys og her i Løn, Hos din Mand og hos din Søn.”

”Jeg tror faktisk, mange ville have større gavn af at beskæftige sig med den afdøde, på samme måde som Grundtvig gør, når han erindrer Marie. Han søger at holde mindet levende, og tabet bliver aldrig endeligt på den måde. Når jeg kaldt bogen for 'Paradisskyggen', så er det jo også, fordi det beskriver Grundtvigs syn på menneskelivet: at vi lever her og nu, men vi lever også både med en erindring om et Paradis og et håb om at komme derhen igen.”

Grundtvigs digte til Marie, hans salmer og sange er alle indspundet i et religiøst billedsprog og afslører et usædvanligt indgående bibel-kendskab.

”Det har de færreste jo i dag. Og han bliver selvfølgelig på den måde en eksempel-fortælling på dengang, man kunne se sit liv som del af en større fortælling. Men hans poetiske billedsprog i salmerne taler jo stadig til os. Og jeg tror, at en del af deres styrke og overlevelseskraft også hænger sammen med, at de er skrevet af en mand, der har oplevet både anfægtelserne og dødsfrygten selv. Men også kærligheden og dens svimlende styrke. Det, der kendetegner ham, er også, at han aldrig slap den moderne verden. Hele hans virke var jo én lang dialog med det omgivende samfund, hvor han også var engageret i politik, pædagogik og historieskrivning. Han kobler med andre ord det levede liv med sin teologi, og teologien er derfor også i dialog med hans erfaringer. Jeg tror, det var P.G. Lindhardt, der formulerede det på denne måde: 'Kristeligt taler man ikke, som man har forstand til, men som man har erfaring til.' Og det er jo præcist det, Grundtvig insisterer på.”

Birgitte Stoklund Larsen peger på, at Grundtvigs tekster rummer et håb, der udspringer af egen erfaring.

”Han erfarede, at da han selv kastede håndklædet i ringen, så var der nogen, der bar ham. Selv i sorgen. Han giver sig med andre ord Gud i vold, fordi han har oplevet, at det kan man. Det kan virke svært, næsten umuligt, for os i dag. Vi får i stedet ansvaret placeret hos os selv og skal ved hjælp af positiv psykologi og mindfulness få styr på vores eget liv. Men gennem Grundtvig kunne vi måske lære at søge fællesskabet i stedet for. Det findes i gudstjenesten, som faktisk er et fælles erfaringsrum, også det moderne menneske kan begive sig ind i. For eksempel er det her, du kan være med din individuelle sorg og så være i et rum, hvor den er en fællesmenneskelig erfaring, der er plads til. Kristendommen er på den måde også et korrektiv til tiden, for her har det sårbare menneske en værdighed - og ikke på trods, men fordi du her som menneske er elsket med alt det, du rummer. Det synes jeg, vi kan lære af Grundtvigs teologi, for her er han ekstra stærk, fordi han har prøvet det selv.”