Han har skrevet om kedsomhed, om frygt, om frihed og ondskab, for bare at nævne nogle af de menneskelige følelser og fænomener, som har optaget den norske filosof Lars Fredrik Svendsen. Denne gang er turen kommet til ensomhed, som han behandler i bogen ”Ensomhedens filosofi”, der nu udkommer på dansk.
LYT TIL NY LYDSERIE OM ENSOMHED HER
Det ligger nemlig professoren fra Bergen på sinde at udforske de følelser, som vi siger, definerer vores samfund. I flere år har han læst den ene avisoverskrift efter den anden, hvor der står, at vi er ramt af en ”ensomhedsepidemi”, som blandt andet singlekulturen, de sociale medier og storbylivet er årsager til, men da han gik i gang med at læse op på emnet, blev han meget overrasket.
”Det har været et underligt bogprojekt, for jeg lagde ud med en masse hypoteser, men fandt så meget hurtigt ud af, at verden slet ikke ser sådan ud, som jeg havde troet. En af mine klare opfattelser var, at skandinaviske lande havde højere niveauer af ensomhed, og at tallet var stigende, men lande som Norge og Danmark har på verdensplan de laveste forekomster af folk, der betegner sig selv som ensomme, og tallet har været stabilt, siden man lavede de første undersøgelser i 1980’erne. Faktisk har der endda været et mindre fald i Norge. Så på trods af store ændringer i levevis – og dermed de ydre forhold – så føler folk sig ikke mere ensomme,” fortæller Lars Fredrik Svendsen.
At ensomhed hører menneskelivet til, er dog ikke overraskende – og slet ikke for en filosof – for den er blandt andet beskrevet filosofisk som et eksistentielt grundvilkår; som et grundlæggende træk ved den menneskelige eksistens, og dermed noget vi alle deler. Vi oplever ensomheden på forskellige tidspunkter i livet og kan blandt andet blive ramt af den, når vi mister en, vi holder af, hvis et venskab hører op, eller endda når vi er omgivet af andre. Ensomheden rammer som regel første gang, når man ikke længere er helt lille og barnligt umiddelbar, men pludselig indser, at man er et afgrænset univers af egne tanker og følelser, og at man både fødes og dør alene. For os alle gælder det, at der ofte er både længsel og smerte forbundet med ensomheden.
”Så det er et tema, hver eneste af os må forholde sig til. Det er så min tese, at det kan vi gøre på en god og på en dårlig måde – og at vores forhold til ensomheden er afhængigt af vores forhold til os selv. Groft sagt kan man sige, at i den dårlige ensomhed er man alene med sig selv og fyldt af de andres fravær, mens man i den gode ensomhed er sammen med sig selv og fyldt af sit eget nærvær.”
Lars Fredrik Svendsen har i sin undersøgelse af ensomheden brugt både psykologiske og sociologiske undersøgelser udover den filosofiske og litterære tilgang til emnet, og gennem empirien kan han altså slå fast, ”at ensomhedsproblemet har et ret begrænset omfang i befolkningen”. Undersøgelserne viser også, at det især er i ungdommen og i alderdommen, at flest føler sig ramt af ensomheden; at den er mere udbredt blandt kvinder end mænd, mens det at være gift eller samboende, at have én eller flere nære venner og en tilknytning til arbejdslivet faktisk ikke ser ud til at påvirke risikoen for ensomhed.
”Og det har jo ellers været en udbredt opfattelse. Men fakta viser, at folk, der føler sig ensomme og betegner det som et problem, sagtens kan være omgivet af folk, have venner og familie og et fast arbejde og så alligevel opleve sig selv som ensomme.”
Derfor fastslår Lars Fredrik Svendsen, at årsagen til folks oplevelser af ensomhed ofte skal findes et helt andet sted, nemlig i personen selv.
”Man kan se mennesker, der har de samme vilkår udadtil, samme intelligens, familieforhold, uddannelse og aktivitetsniveau. Men de oplever sig selv og verden forskelligt. Ensomhed er altså et subjektivt fænomen og handler i sidste ende om den enkeltes psykologiske dispositioner. Her kan man via undersøgelserne konkludere, at ensomme ofte er mindre tillidsfulde samt mere kritiske over for sig selv og verden generelt, men også, at de er sociale perfektionister, der stiller langt højere krav til både sig selv og andre, når det handler om relationer til andre mennesker. Typisk helt idealiserede forventninger, der ganske enkelt ikke kan indfris.”
Han slår derfor også fast, at de personer, der kan kaldes ”kronisk ensomme”, skal finde forklaringen hos sig selv og ikke se sig selv primært som ofre for ydre omstændigheder.
”Da bogen udkom for to år siden i Norge, var der nogle, der blev sure på mig og skrev, at jeg ’skød skylden på offeret’, men jeg skriver ikke om skyld. Jeg skriver om årsager, og det kan jo for eksempel aldrig være den enkeltes egen skyld, at man eventuelt har oplevet omsorgssvigt tidligt i livet, så man senere får svært ved at skabe gode tilknytninger. Når det er sagt, er det i sidste instans den enkeltes egen opgave at gøre noget ved sit forhold til ensomheden. Det kan ingen andre gøre for dig. Heller ikke store nationale kampagner mod ensomhed, som vi blandt andet har set i Norge,” lyder det fra filosoffen.
I virkeligheden har vi ifølge Lars Fredrik Svendsen et større problem end den dårlige ensomhed, der selvfølgelig i sig selv er invaliderende – men ikke for så mange som antaget. Nutidens mennesker lider faktisk mere under, at vi ikke har nok af den gode ensomhed, mener han.
”I den gode ensomhed skabes et rum, hvor vi får mulighed for at forholde os til os selv, og det har vi allesammen et stort behov for. Før i tiden var vi nogle gange overladt til os selv og vores tanker, når vi for eksempel ventede på bussen eller sad i toget, men i dag er vi altid kun et enkelt klik fra at invitere hele socialiteten indenfor via vores mobiltelefoner, og dermed lukker vi faktisk rummet for den gode ensomhed. Vi er så optagede af at være sociale hele tiden, at vi slet ikke får tid til at arbejde med vores eget følelsesliv, og dermed risikerer vi for mig at se at blive emotionelt umyndige.”
Idéen om myndighed henter Lars Fredrik Svendsen fra den tyske oplysningsfilosof Immanuel Kant (1724-1804), der er kendt som en af de vigtigste oplysningstænkere ved netop at fremhæve den enkeltes forpligtelse til at lade sig lede af sin fornuft. Oplysning via selvstændig tænkning beskrev han som en vej ud af den ”selvforskyldte umyndighed”, og for Lars Fredrik Svendsen er det så nu blevet tid til også at myndiggøre sig selv via et selvstændigt følelsesarbejde.
”Den, som ikke har evnen til at tåle en vis grad af ensomhed og hele tiden søger distraktioner, risikerer at forblive emotionelt umyndig, og vi har et hensyn ikke kun til os selv, men også til vores omgivelser for at kultivere vores umiddelbare følelser. Ellers er vi også prisgivet en evig flygten fra os selv,” siger den norske filosofiprofessor.
Helt overordnet handler vores evne til at finde frem til den gode ensomhed nemlig om livsmening, uddyber Lars Fredrik Svendsen.
”Der er selvfølgelig stor individuel variation i forhold til, hvad der skaber livsmening for os, men vi behøver allesammen en mening i livet – vi kan slet ikke leve uden. Og noget der er helt afgørende i den sammenhæng er, at vi er sociale væsener, og at tilknytning til andre derfor er en væsentlig komponent i forhold til denne livsmening. Derfor er det så vigtigt, at vi finder ud af, hvem vi holder af, og at vi så samtidig stiller os selv spørgsmålet, om vi nu også holder af dem, vi burde holde af. Hvis vi kan få de to svar til at hænge sammen og omsætte det til en livspraksis, så vil jeg vove at påstå, at vi kan få så megen livsmening i livet, som man overhovedet kan håbe på.”8
Læs et uddrag af bogen her