”Jeg har oplevet som sjælesørger, at der desværre ofte dukker et skadeligt gudsbillede op, når folk er i krise,” fortæller teolog Johannes Værge, der lige har udgivet en bog om kristne syn på Gud.
”Det samme har jeg hørt fra hospitalspræster: Her spørger patienten om, hvad de mon har gjort, siden Gud vil straffe dem med sygdom. De føler ikke, Gud elsker dem. Et sådant gudsbillede er slet ikke det, vi finder i Bibelen. Med min bog vil jeg gerne hjælpe med at rydde dette forkerte og forurenede gudsbillede af vejen,” forklarer forfatteren, der indtil 2007 var sognepræst ved domkirken i København. Flere af hans tidligere har gjort op med en juridisk forståelse af forholdet mellem Gud og menneske, der gør skyldigt over for en gud, som så dømmer mennesket strengt for dets fejl og overtrædelser.
I den nye bog beskæftiger Johannes Værge sig primært med de forestillinger om Gud, der findes i Bibelen, traditionen og i dag, men giver også eksempler på konkrete fremstillinger i kunsten. Han peger på, at der i kristendommens historie er sket nogle uheldige forskydninger:
”Når der for eksempel tales om Guds vrede i Bibelen, forstår mange det i dag som en følelse, Gud har. Men det er ikke den bibelske forståelse. Guds vrede i Bibelen er ikke en følelse, men en handling, hvor Gud bekæmper det onde. Det svarer meget bedre til, hvad vi i dag forstår som autoritet og myndighed. Gud Fader er ikke en streng, despotisk og autoritær far, men en omsorgsfuld far med myndighed. Gud vil, at mennesket skal helbredes, ikke straffes. Derfor er billedet af Jesus som læge også så stærkt i evangelierne. Det, som vi oversætter med dom, betyder på græsk snarere en afgørelse, og derfor kan man kalde Guds dom for en diagnose, som Gud stiller for at helbrede os.”
I sin bog viser Johannes Værge med eksempler fra kirkekunst i middelalderen og renæssancen, hvordan dommedag skildres som en grufuld begivenhed, der skal skabe frygt i betragteren. Til spørgsmålet om ikke straf er nødvendig for at opretholde moral og forskel på troende og ikke-troende, svarer han:
”Dommen er vigtig, fordi den sætter grænser for det onde og kaster lys over det onde i os. Fortællingen om dommedag handler ikke om, at nogle mennesker er får, andre er bukke, nogle bliver frelst, og andre går fortabt. Vi har alle meget buk i os og lidt får. Paulus skrev, at i opstandelsen skal vi alle forvandles. Belysningen af de onde sider i os er et trin på vejen til den forvandlende frelse, som sker i mødet med Kristus efter det jordiske liv. Her bliver vi nyskabt, alt det onde i os renses ud, som når en kur renser ud i det syge. Jeg tror, det hjælper for det levede liv at have kendt til Jesus, men er sikker på, at alle, også ikke-troende, møder ham i opstandelsen, og Gud vil blive alt i alle.”
En anden uheldig forskydning er ifølge Johannes Værge forståelsen af Jesus som en syndebuk, der blev ofret til Gud som betaling. Værge mener også, den forestilling er meget udbredt i dag. Han peger på, at ateister ynder at fremstille kristendommen som morbid og voldelig med en Gud, der despotisk kræver sin egen søn som et offer, men det er helt forkert:
”Kristus blev ikke dræbt for at behage Gud Fader. Som teologen Justin fra andet århundrede hævder, så kræver den kristne Gud ikke noget offer som de hedenske guder. Han behøver ikke noget fra os. Kristus dør for at vise mennesker, at han virkelig stod inde for den opgave, han var blevet pålagt. Med opstandelsen fra de døde bekræfter Gud, at Kristus var der på Guds vegne. Netop denne forestilling, at Gud er en grusom skikkelse, der ikke vil vise mennesket velvilje, hvis ikke han får et blodigt offer, er meget medvirkende til det forurenede gudsbillede.”
I stedet for at tale om Kristus som syndebuk fremhæver Johannes Værge, at evangelierne kalder ham for et påskelam:
”Påskelammet henviser til fortællingen i Anden Mosebog om israelitternes udfrielse fra Egypten. Når evangelisterne kalder Jesus for et påskelam, så har det ikke at gøre med offer som betaling over for Gud, men med den befrielse, der overgik Moses og israelitterne, da de smurte lammets blod på dørene.”
Flere steder i bogen skriver Johannes Værge, at de giftige gudsbilleder også findes i gudstjenesten i form af gamle kollekter og salmer, især hvad angår menneskesynet. Men når billedet af en streng fader, som straffer, er så stærkt, ville det så ikke være på sin plads at gøre op med faderbilledet og fremhæve de kvindelige sider af Gud, som det for eksempel har været diskuteret i den svenske kirke?:
”Nej, jeg synes ikke, der er nogen grund til at svække billedet af Gud som far. Jeg går ikke ind for, at man skal lave om på det, men man skal være klar over, at faderbilledet skal udlægges. Gud Fader er ikke en maskulin magtskikkelse – jo, han har magt som myndighed, men når Jesus bruger faderbilledet, er der tale om den givende, tryghedsskabende og omsorgsfulde far. Det billede er ikke afgrænset fra det, vi ellers kalder de kvindelige egenskaber.”
Hvor kommer billederne fra, og hvorfor er de så stærke?
”Den juridiske tænkemåde er en meget enkel model, som er besnærende. Derudover findes de giftige billeder ofte i mediernes fremstilling og populærkulturen: Gud som øjet i det høje, som Trille sang om, eller som en overvågende Stasi-agent, som de siger i et afsnit af krimiserien ’Barnaby’. Det er også et problem, at børn ofte får fortællinger fra Det Gamle Testamente i undervisningen. Der er meget godt i de fortællinger, men de får en afklaring med Jesus-fortællingerne i Det Nye Testamente.”
Formålet med den nye bog er at ”skabe et grundlag for at tale mere oplyst om Gud”, som Johannes Værge skriver i indledningen. Men ud over opgøret med giftige gudsbilleder, fornemmer man også gennem læsningen en polemik mod dele af det danske kirkeliv, især hvad angår menneskesynet:
”Dem, der straks rejser børster, er dem, som står meget stærkt på den juridiske tænkemåde og anser sig selv for meget lutherske. Men det dystre menneskesyn er kun én side af Luther, og det er ikke entydigt. Nogle steder taler han om mennesket som en mødding, fuld af råddenskab, mens han andre steder kan tale om helliggørelse og mulighed for forandring. Så jeg mener, at både jeg, benhårde tidehvervsfolk og højrefløjskristne kan få noget ud af Luther.”
Er der behov for at gøre op med dette negative menneskesyn?
”Ja, men uden at være naiv. Mennesket er en skabning med mange mangler. Gudbilledligheden er dog ikke gået tabt – den findes i vores sprog og samvittighed. Vi er skabt i Guds billede, men der er kommet en skade ind, som vi kan håbe på at få helbredt. Dette billede kan kaldes frem i os som et lys, der skinner i os. Det er kun fortabelsens æt, det djævelske i os, der går fortabt. Det negative og dystre menneskesyn med mennesket som en ussel synder, det er noget af den giftige forurening, jeg med bogen vil rydde op i.”