Teolog: Vores kristendom har svært ved at give lidelsen mening

Vores moderne kultur har afskrevet de store fortællinger, som tidligere kunne give lidelsen mening, mener valgmenighedspræst Caspar Wenzel Tornøe , der er aktuel med en bog om lidelse og det moderne menneskes lave smertetærskel

Caspar Wenzel Tornøe er glad for sit job som præst i Holstebro Valgmenighed og mener, at kristendommen er sandheden. Men han er kritisk over for den måde, megen moderne teologi – og tænkning i øvrigt – forholder sig til lidelsen. – Foto: Jens Bach.

Den tyske komponist Johann Sebastian Bach (1685-1750) blev mobbet som barn, var forældreløs som 10-årig og mistede i sit andet ægteskab ikke mindre end ti børn. Det kan med andre ord ikke undre, hvis han havde mistet livsmodet og fornemmelsen af mening med tilværelsen. Men i stedet fortsatte Bach med at skabe musik, der lovpriste Guds herlighed. Hvordan kunne det lade sig gøre? Det spørgsmål kan man finde svar på i teolog Caspar Wenzel Tornøes nye bog “Hvorfor lider vi? Det ondes problem i kulturkritisk perspektiv”.

Via nedslag i religionsfilosofi, teologi og psykologi afdækker han, hvordan det moderne menneske i kølvandet på fornuftens oplysningskultur har skabt en verden, hvor lidelsen ikke længere har plads og derfor ikke kan forstås. Undervejs refererer han Bachs livshistorie og giver sit bud på, hvordan komponisten kunne bevare livsmodet under omstændigheder, vi i dag ville finde uudholdelige.

”Bach levede i en tid, hvor spørgsmålet om lidelsen og det onde ikke blev opfattet som særlig væsentligt. Tankegangen var, at det onde ganske vist eksisterede, men at Gud via Jesu lidelse på korset havde overvundet det onde. Derfor var det ikke noget, man for alvor behøvede at bekymre sig om. Går vi tilbage til kristne tænkere som Augustin og Thomas Aquinas, er spørgsmålet om lidelsen og det onde mest et logisk problem, som løses ved, at mennesket er frit, og var vi dikteret til at gøre det gode, var vi ikke fri. Bagved ligger den overbevisning, at det onde allerede er overvundet, og der vil komme en ny verden, hvor det onde og lidelsen ikke vil eksistere. Bachs livskraft kommer af den forståelse,” siger Caspar Wenzel Tornøe.

Ifølge forfatteren har alle kulturer haft store fortællinger og myter, hvis grundlæggende funktion har været at give mennesket mulighed for at håndtere lidelsen.

”Myterne, forstået som forestillinger eller idékomplekser, der gør det muligt at tage livskampen op, har været helt afgørende for, at vi kunne håndtere lidelsen. At vi ikke har den slags myter, er relativt nyt. Det sker faktisk først med oplysningskulturen, som medfører, at mennesket får helt andre forventninger til livet og til sin egen magt til at forandre verden. Dermed ændrer spørgsmålet om det onde og lidelsen sig også. For når stort set alle problemer opfattes som menneskeskabte – og dermed som noget, mennesket kan løse – bliver lidelsen meningsløs. De to fremherskende ideologier siden den franske revolution, socialisme og liberalisme, har da også det til fælles, at de bygger på en falsk antagelse om evigt fremskridt, også i moralsk forstand.”

Tilmed har oplysningstænkningen ifølge Caspar Wenzel Tornøe den sideeffekt, at mennesket bliver voldsomt optaget af at placere skyld.

”Tror man, at mennesket skal overvinde alle problemer og skabe retfærdighed, kommer der til at ligge et enormt pres på menneskets skuldre. Derfor bliver både moralisme og offertænkning produkter af denne udvikling, som Nietzsche meget rigtigt påpeger,” siger han.

Han tilføjer, at han ikke ville være mange af de videnskabelige fremskridt, som oplysningskulturen og dens tænkning har medført, foruden. Men han vil gerne påpege det problematiske i, at lidelsens problem blot er vokset, siden filosofien og religionskritikken har indsat mennesket som hoved- eller eneansvarlig for verdens gang.

”Det er selvfølgelig korrekt, når mange påpeger, at meget var værre i gamle dage, hvor folk døde af epidemier, børnedødeligheden var ekstremt høj, og mange mennesker levede med langt mere fysisk smerte end i dag. Men vores smertetærskel eller lidelsesparathed er samtidig blevet meget mindre. Derfor lider vi mindst lige så meget som på Bachs tid, i hvert fald psykisk, blandt andet fordi vi er præget af den fatale fejlopfattelse, at vi har ret til et lykkeligt liv. Når der står i den amerikanske uafhængighedserklæring, at enhver har ret til at søge lykken, betyder det jo langtfra, at vi har ret til lykken – og slet ikke, at vi kan finde lykke eller mening ved at undgå lidelse,” siger han.

En konsekvens af denne opfattelse er ifølge forfatteren en udbredt selvmedlidenhed, som har fået næring af en moderne kristendomsforståelse, hvor Gud først og fremmest er en god og kærlig far, der lider med sine børn.

”Jeg har selv været præget af en stærk tendens til selvmedlidenhed. Men på et tidspunkt gik det op for mig, at selvmedlidenhed er totalt uproduktiv, fordi den fratager os energien til at tage livskampen op.”

Caspar Wenzel Tornøe fandt hos flere filosoffer fra meget forskellige tider en stærk kritik af medlidenheden og selvmedlidenheden.

”Den stoiske filosof Epiktet, der havde en fortid som slave, argumenterer for, at medlidenhed nærmest er en forbrydelse mod naturen. Det minder om Nietzsches idé om, at menneskers anglen efter medlidenhed er en måde at udbrede sin egen lidelse og dermed få magt over andre. Overraskende nok fandt jeg også kritik af medlidenheden hos tænkere som Aristoteles og Kierkegaard. Desuden ved vi fra psykologien, at selvmedlidenhed udelukker taknemlighed. Man kan simpelthen ikke føle selvmedlidenhed og være taknemlig på samme tid,” påpeger han.

Denne opdagelse førte til overvejelser over, hvorvidt det er et teologisk problem, at medlidenheden – ikke medfølelsen – bliver gjort til en dyd inden for megen moderne kristendom.

”De overvejelser ændrede mit livssyn og var afgørende for, at jeg gik i gang med at skrive bogen,” siger han.

Som bogens undertitel antyder, behandler Caspar Wenzel Tornøe også sammenhængen mellem det onde og lidelsen. Han påpeger blandt andet, at ”alt, hvad der er ondt, gør ondt, men ikke alt, hvad der gør ondt, er ondt”.

”En maratonløber må lide sig igennem noget for at nå sit mål, og den lidelse giver jo klart mening. På samme måde med narkomanen, der tager en kold tyrker. Lidelse er en forudsætning for mening. Men i vores kultur, hvor fri tilfredsstillelse af begæret opfattes som en rettighed, har vi svært ved at håndtere lidelsen og tildele den mening. Samtidig er det en udbredt opfattelse, at mennesker, der er i stand til at være lykkelige på trods af lidelse og ondskab, er naive,” siger han.

Han mener, at det er karakteristisk, at mange gymnasieelever bliver sat til læse den satiriske roman “Candide” af oplysningstænkeren Voltaire, mens de ikke præsenteres for den tyske filosof G.W. Leibniz’ tænkning, som Voltaires roman er en kritik af.

”Leibniz har – i lighed med Bach – et meget positivt livssyn og blev af den grund latterliggjort. Men jeg mener, at Leibniz snarere end Voltaire havde fat i den lange ende, og at mange af de problemer, vi står med i dag, stammer fra netop Voltaire. Han definerer frihed som magten til at gøre, hvad man har lyst til. Men forstår vi friheden på den måde, må vi tolke alt, der forhindrer os i at gøre, hvad vi har lyst til, som et onde. Dermed bliver al lidelse til et onde, og det onde bliver fuldstændigt almægtigt, mens vi står uden redskaber til at håndtere det.”

Caspar Wenzel Tornøe mener derfor, at der er mere visdom at hente hos oplysningsfilosoffen Kant, som hævdede, at der findes noget radikalt ondt, der blandt andet manifesterer sig som skadefryd.

”Det var en provokerende tanke, som rystede datiden, fordi den indebar, at mennesket ikke kunne løse alle problemer og udrydde lidelsen. Men den erkendelse, mener jeg, er første skridt på vejen til at håndtere lidelsen som livsvilkår,” siger han.

Hvordan vi så mere præcist kan håndtere lidelsen, har han ikke noget endegyldigt svar på.

”Men jeg har selv fundet inspiration i stoisk filosofi og i buddhisme og jødedom, der begge har en stærk tradition for lidelseshåndtering og på det punkt er den postmoderne kristendom overlegne.”

Caspar Wenzel Tornøe: Hvorfor lider vi? Det ondes problem i kulturkritisk perspektiv. Forlaget Eksistensen. 134 sider. Udkom den 11. juni 2020.