Prøv avisen
Interview

Lars Sandbeck: Teologisk debat er blevet til jagten på den næste kætter

Folkekirken forpassede muligheden for at udnytte mediernes interesse for teologi som anledning til at føre en offentlig debat om kristendommens betydning, siger Lars Sandbeck, der er nyansat lektor på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenters afdeling på Vartov i København. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Debatten om opstandelse handlede aldrig om teologi, men om politisk spilfægteri, mener ph.d. og forfatter Lars Sandbeck. Nu har han sammen med sin far skrevet en bog, der skal bringe debatten tilbage på det teologiske spor

For nogle er han kætter. For andre er han landets skarpeste teologiske formidler. Uomtvisteligt er det, at Lars Sandbeck, ph.d., forfatter og nyansat lektor på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, hører til de flittigste og mest centrale aktører i de seneste års kirkelige og teologiske debat.

Hans seneste bøger har alle taget afsæt i tidens varmeste teologiske debatemner. Først var det den moderne ateisme, så var det debatten om Guds almagt, og nu altså med bogen ”Kristi opstandelse – Sprog og virkelighed” opstandelsen.

Denne gang har han skrevet bogen sammen med sin far, sognepræst og dr.theol. Anders Eyvind Nielsen. Af to grunde. Dels fordi de i fællesskab var fagligt provokeret af den debat, der fulgte i kølvandet på sognepræst Per Ramsdals udtalelser om opstandelse i julen 2014, hvor især det ihærdige forsvar for en fysisk-biologisk forståelse af opstandelsen overraskede både far og søn. Men også fordi de begge har en fortid i Syvende Dags Adventistsamfundet, hvor netop Kristi genkomst og den store opstandelses morgen tænkes i meget håndfaste, fysiske baner.

”Når jeg som barn var ude at spille fodbold om sommeren, kunne en spektakulær solnedgang, hvor himlen lyste op i rødgule farver, få mig til at tænke, at nu kommer Kristus igen. For det var de billeder, jeg var blevet opflasket med i Adventistsamfundets skole. Den konkrete, fysiske forestilling om Kristus, der kommer igen med sin englehær og sørger for vores opstandelse i himmeriget,” fortæller Lars Sandbeck.

Faderen forlod Adventistsamfundet i 1980, da Lars Sandbeck var seks år gammel. Og den bog om opstandelse, de nu har skrevet sammen 36 år senere, har dermed ikke kun Ramsdal-debatten som afsæt, men grunder også i personlige og eksistentielle anfægtelser i mødet med en fysikalistisk og noget dommedagsorienteret udgave af det kristne håb. Bogen betragter Lars Sandbeck som et klassisk oplysningsprojekt. Det handler om at gå til kilderne for at rydde fastgroede, men fejlagtige forestillinger af vejen.

”En af de mest udbredte misforståelser, som viste sig gang på gang i Ramsdal-debatten, er, at alle opstandelsesforestillinger i en palæstinensisk-jødisk kulturkreds på Jesu tid tog udgangspunkt i en fysisk opstandelse. At det kun var grækerne, som talte adskilt om sjæl og legeme, mens den jødiske tradition, som kristendommen vokser ud af, ikke skelnede.”

Men ser man nærmere på de samtidige kilder, viser det sig ikke at være korrekt, påpeger Sandbeck. I bogen gennemgår de en lang række jødiske tekster fra den tid, som omtaler opstandelsen. Resultatet er på én gang overraskende og broget.

”For det første viser det sig, at der er en mangfoldighed af opstandelsesforestillinger, som ikke kan sættes på entydig formel. For det andet bliver det tydeligt, at kun en enkelt eller måske to tekster af de i alt ti tekster fra perioden, vi gennemgår i bogen, forestiller sig opstandelsen som en fysisk levendegørelse af liget. Alle andre skelner klart mellem krop og ånd og forestiller sig opstandelsen som Guds skabelseshandling, hvor han oprejser ånden, mens kødet bliver i graven,” siger Lars Sandbeck.

Han understreger, at selvom bogen er et oplysningsprojekt, så er der ikke tale om afmytologisering.

”Det ligger allerede i bogens titel, at vi netop forudsætter kristendommens grundfortælling, nemlig at det historiske individ, vi kender som Jesus, i virkeligheden er en guddommelig person, at han er Kristus. Ved at tale om Kristi opstandelse får vi både det mytiske, det religiøse og dermed også det teologiske helt frem i forgrunden. I modsætning til fysikalisternes tale om Jesu opstandelse, som netop har et rationalistisk og historiserende præg. For dem handler opstandelsen først og sidst om, at der engang var et menneske, som helt konkret med kød og ben blev oprejst. Hvis arkæologerne blot kunne finde den tomme grav, ville de kunne ånde lettet op, men nødtvungent nøjes de med det næstbedste, nemlig at læse evangeliernes opstandelsesfortællinger som en slags kriminaltekniske rapporter baseret på øjenvidneskildringer. Det bliver en meget tilbageskuende kristendom, hvor kilderne ikke er kilder til vores eget opstandelseshåb i nutiden, men kilder til hændelser i den forgangne fortid. For fysikalisterne handler opstandelsen om ’dengang’, mens det for os teologisk set er mere afgørende, at opstandelsesbudskabet griber forvandlende ind i vores egen eksistens og giver os håb for fremtiden.”

Hvad opstandelsen så rent faktisk betyder for os i dag, vender vi tilbage til. Først skal det handle om, hvorfor Ramsdal-debatten hurtigt kom til at handle om alt muligt andet end opstandelsesbudskabets indhold.

”Man forpassede muligheden for at udnytte mediernes pludselige interesse for teologi som anledning til at føre en offentlig debat om, hvordan vi kan aktualisere kristendommens påskebudskab. I stedet blev det en gang detaljerytteri om skriftsteder og bekendelsesgrundlag, fordi vi i kirken har så travlt med at hakke på hinanden og markere grænser. Diskussionen strander og når slet ikke ud til de mennesker, man som kirke gerne vil have i tale.”

Når den teologiske debat ofte sander til, hænger det ifølge Sandbeck sammen med, at der, især siden Grosbøll-sagen rullede for godt 10 år siden, i stigende grad er gået politik i den kirkelige debat.

”Og ligesom politikerne undlader man at diskutere sagen, men sender i stedet signaler, som viser, om man tilhører den ene eller den anden lejr: Kød-og-ben-teologerne over for poesi-teologerne. De klassisk kristne over for de moderne kristne, som sælger ud af arvesølvet. Det handler mere om at få tilhængere end om at føre et teologisk argument igennem.”

Sandbeck blev hurtigt placeret i lejren af poesi-teologer, nekroteologen eller ”Gud er død”-teologen, som tidehvervske debattører også har kaldt ham. Som bannerfører for de postmoderne kristne, der ikke tager Gud og kristendommens dogmer alvorligt. Når debatten har udviklet sig i den retning, kan det hænge sammen med en form for modernitetstræthed både i kirken og resten af samfundet, mener Sandbeck.

”Modernitet betyder kompleksitet, tilstedeværelsen i vores kultur og kirke af en mangfoldighed af synspunkter, som ikke kan harmoniseres i en enhedsforståelse. Den rummelige folkekirke er en sådan kompleks størrelse, som det er blevet stadigt vanskeligere at forsvare på samtidens modernitetsfjendtlige præmisser. Mange ønsker renhed, ensretning og enhed i kirken, og de sidder klar med dogmespanskrøret, når nogen går i kætterfælden.”

Styrken ved de modernitetskritiske, som insisterer på Guds almagt og fysiske opstandelse, er, at de er klare i mælet, anerkender Sandbeck. Modsat det flertal af grundtvigske midtbaneteologer, som i opstandelsesdebatten har haft alt for meget uld i munden.

”Mange af de præster, som blandede sig i debatten, og som ikke tænker fysisk, havde meget svært ved at give udtryk for, hvad opstandelsen handlede om. Det blev ofte noget med, at det er en god fortælling og nogle smukke billeder. Andre, som forsøgte sig med teologi, talte som regel hen over hovedet på folk.”

Af samme grund er Sandbeck fortaler for en stringent og klar teologi med kristologien som kerne, med Paulus’ og Luthers teologier som udgangspunkt, men derudover med plads til variationer og mangfoldighed i forkyndelsen af kernebudskabet.

”Studiet af de nytestamentlige opstandelsestekster viser, at man i hvert fald ikke dengang har haft et problem med eksistensen af en mangfoldighed af opstandelsesforestillinger. Det er der så nogle, der har et problem med i dag. Men hvorfor egentlig? Vores pointe er, at der er flere forskellige måder at udtrykke det kristne opstandelseshåb på. Fysikalisterne har deres tro på en konkret og fysisk opstandelse, og det skal de da have lov til. Men de skal være klar over, at de dermed modsiger Paulus og de øvrige breve i Det Nye Testamente. Men jeg mener, at det er en teologisk falliterklæring ikke at kunne åbne for andre muligheder.”

Gælder det også reinkarnation?

”Nej. Vores tanke er så anti-reinkarnatorisk som muligt, fordi vi lægger vægt på, at det i virkeligheden kun er Kristus, der står op fra de døde. Jeg som individ opstår ikke, kun i den forstand at jeg er knyttet til Kristus. Deri ligger også, at Kristus ikke er færdig med at opstå fra de døde, før han så at sige har fået os alle med sig. Derfor er Kristi opstandelse også en begivenhed, der finder sted, hver gang et menneske dør og overgår til Guds evighed, ja, faktisk også hver gang et menneske døbes for at opstå til nyt liv i Kristus.”

Men hvad stiller man som præst op med den teologi, når folk ønsker at vide, hvad der skal ske med os selv og de afdøde? Rummer jeres teologi en blufærdighed for at tale om livet efter døden?

”Når vi ikke mener at kunne udtale os konkret om efterlivet, skyldes det ikke blufærdighed, men en respekt for Guds transcendens. Opstandelse betyder, at vi opstår til Guds virkelighed, men ingen har set Gud. Vi ved ikke, hvordan der ser ud i Gud. Vi vil gerne lade det være op til Vorherre at afgøre, hvori opstandelsens virkelighed består. Det er ikke blufærdighed, men en konsekvens af troen på, at vi forud for opstandelsen står over for et ugennemtrængeligt mysterium.”

Og hvad handler opstandelsen så om?

”Opstandelsen handler om, at døden ikke kan adskille os fra Gud. Døden er en overgang til Guds liv. Pædagogisk kan man sige, at hvis døden er et fald, så er den ikke et fald ud i intetheden, men et fald ind i Guds hænder. Ligesom en forælder griber barnet, der falder ned fra legehuset.”

Men alle disse billeder på opstandelsestroen vil forblive nonsens for den, der ikke kan operere med to grundlæggende forudsætninger, påpeger Sandbeck. Nemlig for det første, at der findes noget, der hedder Gud. Og dermed for det andet, at der findes en virkelighed, vi ikke har adgang til med vores forstand, sanser eller måleapparater.

”Hvis ikke man anerkender de to ting, i det mindste som tankeeksperiment, så vil opstandelsen være nonsens hele vejen igennem. Men hvis vi anerkender forudsætningerne, så vil det gå op for os, at opstandelsen er et både meningsfuldt og vidunderligt mysterium, vi kan tro på”.

Foto: Petra Theibel Jacobsen
Foto: Petra Theibel Jacobsen
Foto: Petra Theibel Jacobsen